SPØRGEUNDERSØGELSE

Har du været indlagt? Har du prøvet at blive kontaktet af en sygehussygeplejerske efter indlæggelsen?

Hvordan vil du beskrive den oplevelse?

Hvad skal jeg bruge det til? I min gruppe har vi valgt som gruppeøvelse at se på patientens oplevelse af en opfølgende telefonsamtale med en sygeplejerske efter en indlæggelse.

I første omgang skal vi lave en ustruktureret søgning på viden om dette emne, senere kommer den strukturerede videnskabelig korrekte søgning. Hjemmeopgaven i min gruppe er at kigge på reolen, om vi har noget om det emne i artikler eller bøger. Vi må IKKE søge i google eller andre netdatabaser, det skal vi gøre i fællesskab på torsdag, men jeg har besluttet mig for, at jeg godt må spørge jer ;-)

JANUARHELBREDET

Jeg er så heldig, at mit helbred meget sjældent gør knuder, det er jeg dybt taknemlig for. Jeg undrer mig dog over, så træt jeg er på trods af god søvn og som regel også 7 timers søvnlængde. Nu vil jeg trække i lange bukser (julemaven vil helst gå i kjole/nederdel for tiden) og få lidt frisk luft, det må da hjælpe.

Noget helt andet; til jer kvinder, som ligesom jeg er i overgangen til et nyt kvindeliv: hedeture, svedeture, søvnproblemer, tristesse, ændret fedtlejringer osv., alt det kender jeg til, men har I oplevet hårtab eller ændret hårstruktur? Mit hår plejer at være fyldig, men lige nu klasker det nærmest sammen i løbet af ingen tid, og hvor jeg før godt kunne springe en dag over med hårvask, så ser mit hår så kedeligt ud anden dag, at hele pivtøjet med hårvask, mousse  og føn er nødvendigt hver dag.

Småtingsafdelingen, måske, men noget jeg undrer mig over.

EN DOVEN MORGEN

Jeg kan slet ikke komme ud af starthullerne her til morgen. Det blev sen sengetid i går, min julegave fra forrige år blev indløst, så jeg var i teater og se en teaterkoncert med Leonard Cohen i Århus. Jeg må konstatere, at Leonard Cohen nok ikke har været så meget på min lytteliste, jeg kunne kun genkende 3 sange. Til gengæld syntes jeg godt om teaterkoncerten, den var anderledes, rå og grov, og hvis de danske tekster passer til de engelske, var Leonard Cohen også rå og grov i sine tekster. Han kunne dog også være blød og famlende, tvivlende på dette liv og hvad nu det med Gud. Især var jeg betaget af operasangeren Helene Gjerris, hun gjorde det rigtig godt. Jens Jørn Spottags dans med Pernille Højmark, hvor han var iklædt kun undertrøje og underbukser samt sokker, mens Pernille var hoppet i hans bukser og dansede herren, fik smilebåndene til at trække opad. Der skal mod til at vise sig som den midaldrende mand med topmave og hvide ben, men han kunne som de andre synge, så det var en fryd. Jeg var imponeret over, hvordan orkesteret agerede på scenen, de enkelte musikere formåede at blive en del af koreografien, det fungerede virkelig flot.

Nu ikke mere snik-snak, der er artikler, der skal læses før dagens undervisning; jeg skal først møde kl. 11, da jeg ikke har brug for grundlæggende viden om informationssøgning.

God energirig dag til dig.

LIVSFORTÆLLINGER

Inden for demensområdet er livsfortællinger en kendt metode til at give stemme til den demente ved at lade den demente og familie skrive om livet frem til nu. Ofte får vi kun de faktuelle data, fødselsdato, familie, sygdomme,arbejde osv, men for at kunne følge det demente menneske, har plejepersonalet brug for mere viden om det enkelte menneskes liv.

Fortællinger bliver også brugt indenfor sygeplejen, når man vil prøve at komme andre veje til at reflektere over det, man går og gør i hverdagen på et afsnit. Bl.a har jeg prøvet at fortælle om en situation med hjertestop og en fortælling om en samtale med en patient, som ikke kunne tale, men kunne blinke, når jeg stavede. Begge gange lyttede andre på samtalen mellem mig og vejlederen uden at måtte afbryde, bagefter var det min tur til at lytte på de andres indbyrdes diskussion om emnet. Det gav faktisk anledning til eftertanke og satte ting på plads for mig.

På dette diplommodul er det patientens perspektiv, der er i fokus (inklusive de pårørendes perspektiv). I dag var lektien 4 forskellige fortællinger om det at blive syg, og hvordan den enkelte håndterede det. Fælles for alle var, at de ikke så sig som syge i dag på trods af, at flere af dem havde svære handicaps. I dag har vi også været omkring flere teorier til at se sygdomsprocessen på, og vores lærer bidrog med et meget godt eksempel på dette at være syg eller ej. Hun arbejdede på en dialyseafdeling, en morgen ringede en patient ind og sagde; jeg kommer ikke i dag, for jeg er syg. I sygeplejerskens opfattelse var det her en syg mand, han havde jo brug for dialyse for at kunne leve. I mandens øjne var han syg den dag, fordi han havde fået feber, men ellers var han ikke syg.

Jeg er helt sikker på, at med den erfarne gruppe vi er, skal der nok komme mange fortællinger frem om mødet mellem patientperspektivet og sygeplejerskeperspektivet. Jeg glæder mig.

Håber du også har noget at glæde dig til. God mandag aften til dig.

LÆNGE SIDEN OG NU MED SLATTER OG RESTER

Når blikket vendes mod øst, fordi der er vandskade, fordi der skal kigges lejligheder, fordi der skal julehygges, fordi der skal krammes, fordi fordi fordi, så bliver det svært at vende blikket mod vest.

I dag drog vi mod vest, tjekkede sommerhuset, satte et par løse tagsten på plads, vandede et par hårdføre blomster og gik en lang tur. Vinden bed i kinderne, men lige tilpas. Solen varmede et bette kun, men lige tilpas. Istvan syntes, det var herligt, der var dog styr på ham, en GPS sørgede for, at vi hele tiden havde føling med ham, også når han forsvandt ude af syne. Hver gang vi tror, at vi har fundet ud af, hvornår han glemmer opdragelse og stikker af, bliver vi snydt, så nu er han satellitovervåget konstant, når han er ude. Han skal lære det nu, vi kan ikke have en jagthund, der løber af sted på egen hånd.

Hjemme er der blevet læst lektier, strikket og læst bog, aftensmaden blev rester fra køleskabet, og i skabet var der lidt juleslik, lidt chips og lidt vinrester. Det hygger vi os med, mens håndboldherrerne får lov til at vise, om de nu også er så gode, som alle siger.

Jeg har nydt søndagen med tid til det hele, også til at holde stille, mens et dådyr kigger på os. Det sagde dog farvel, inden jeg fik flyttet hund, givet kameraet til landmanden, og han fik trykket.

MENS JEG VENTER

Landmanden og Istvan er kørt efter rundstykker. Udenfor sørger morgenstunden for, at humøret lige så stille kryber op ad på humørbarometeret. Hvem kan undgå at blive glad af at se på en skøn solopgang i knitrende frostvejr?

Indenfor finder jeg de hjemmelavede marmelader frem, i mange år var det en ting, der blev prioriteret fra, nu fryder jeg mig over, at lysten og energien til det er kommet tilbage. Ost må der til, jeg kunne leve af ost og rugbrød, men i dag skærer jeg noget af den hjemmelavede rullepølse og lægger på en lille tallerken sammen med hjortespegepølsen, som slagteren har lavet af den flotte kronhjort, landmanden skød i efteråret. Landmanden elsker kødpålæg ligesom mange af mine kolleger; hvis det skal være et rigtig godt formiddagskaffebord på mit afsnit, kommer der lun leverpostej, rullepølse og spegepølse på bordet. Det er fint for mig, jeg rører det ikke, bare jeg får min ost.

Der er brygget hvid te med tranebær, min smag har ændret sig; hvis jeg laver te, er det ofte grøn og hvid te, mens landmanden laver sort te; al det der med vandet, som skal stå 5 minutter, før det hældes over grøn/hvid te, og det skal trække længere end sort te, synes for besværligt og indviklet for ham. Jeg har hentet en flaske æblemost, lagt avisen frem, tændt fyrfadslys og dækket bord med søndagskopperne. Søndag morgen, ahh.

Hvordan er din søndag morgen startet? Og må resten af dagen gøre dig godt.

MYSTISK

Mit spejlreflekskamera er begyndt med, at det første billede, jeg tager, bliver sort!

Så jeg har husket at tage to gange af første motiv de sidste dage. Det glemte jeg i dag, så derfor har jeg ikke et billede af datteren, sønnen og landmanden på gåtur ved Søerne efter en lækker brunch hos Kaffesalonen.

Vi fik tjekket vandskade, set børn og svigerdatter, og nu er vi hjemme igen. 9 timer på vejen, 5 timer i hovedstaden, ikke så sært at vi faldt omkuld i sofaerne vel hjemme igen. Men jeg ved stadig ikke, hvorfor kameraet er begyndt med de unoder.

BESPARELSER

Efter første omgang med fyringer og afgivelse af trombolysebehandling til andre sygeplejersker var der stadig behov for at spare, så et spareudvalg så dagens lys. Jeg har fantastiske kolleger, som har kigget vores forbrug gennem, de har formået at ændre vores vaner, så vi på depotsiden har sparet 230.000 kr. sidste år, det er godt klaret!! Ekstra surt er det så, at der igen, igen skal findes besparelser på 3% af budgettet på hele specialeafdelingen. Patienterne vil nok råbe højt, hvis man fjerner den dyre medicin, personalet vil råbe højt, hvis der skæres yderligt i personalestaben. Vi er der, hvor vi ikke kan yde den bedste sygepleje, når vi har mange patienter, som er hårdt ramt og derfor har brug for hjælp til alt.

Vi er et specialistafsnit, så for os er det ikke godt nok at sætte patienten op i sengen og så made patienten. Vi vil gerne forflytte patienten til en stol, vi vil gerne, hvis patienten er i stand til det, forflytte vedkommende uden lift, så vi kan give stimuli til den lamme side og hjælpe patienten med at fokusere på delbevægelser undervejs, lade ham danne hypoteser selv om, hvordan man kommer fra A til B og støtte ham i den proces, samtidig med at vi har fokus på, at det sker med et normalt bevægemønster. Vi vil gerne guide den lamme arm til at tage del i spisesituationen, vi vil gerne lave mundstimulation før måltidet hos den patient, som har synkeproblemer. Den slags tager tid.

Det er ikke nok for os at forflytte patienten over på en badestol, køre ham ud i badeværelset og hurtigt give ham et brusebad. Vi vil gerne, hvis det er muligt,  forflytte patienten over på en badebænk, så han får fast grund under fødderne og hans balanceevne udfordres. Vi vil gerne stimulere den lamme side med guiding af arm og hånd til at være med i at vaske ansigt, i at holde bruseren, i at holde barbermaskinen osv. Vi vil gerne, hvis det er en patient, som kan meget selv, at vi har tid til at lade ham selv finde tingene frem i toilettaske og selv finde ud af at åbne for vandet, selv finde ud af at vaske sig, selv finde ud af at tørre sig, selv finde ud af at tage tøj på, men hele tiden med støtte fra personalet, så det normale bevægemønster fremmes, og  patienten ikke hopper over, hvor gærdet er lavest ved at lade den arm, som har nedsat kraft, hænge ned og ikke inddrage den. Vi kan alle meget med en arm, men nye veje for nervebanerne fremmes ved stimuli gentagne gange. Den slags tager tid.

Og man kan ikke planlægge sig ud af det her! Hvis et menneske skal på toilettet og for det første ikke kan fornemme/erkende, at det er det, der er i vejen, men bare bliver meget urolig, og for det andet ikke har kontrol over vandladning og afføring, ja så skrider hele planlægningen den dag. Terapeuterne har erkendt problemet, så nu brokker de sig ikke over, at de ikke kan komme til at træne med patienten på det tidspunkt som planlagt. Portørerne har også lært det, så de tager det med ro, når de er blevet kaldt op for at hjælpe med at forflytte en patient med lift over i kørestol, og de så må vente, mens patienten bliver vasket og får tørt tøj på. Alles planlægning skrider hver gang, det sker, og det sker rigtig mange gange i løbet af en dag, på trods af at vi prøver med faste toilettider (som også tager tid) i håb om at spare patienten for den ydmygelse, det er ikke at kunne kontrollere blære og tarm. 

Og så har jeg slet ikke nævnt den gruppe af patienter, som er selvhjulpne, men hvor det eksempelvis er de kognitive problemer med koncentration, opmærksomhed, hukommelse, sproget osv., der gør sig gældende, de har også brug for personalet til at informere og støtte. Eller hvad med de patienter, som har haft en forbigående blodprop, hvor det handler meget om information og forebyggelse, så en ny blodprop undgås? Alt sammen tager tid.

Vores patienter bliver ikke ladt i stikken, de skal nok få mad, få et dejligt bad, blive lejret godt i sengen og få hjælp til at komme på toilettet. Vi ved bare, at vi kan gøre det bedre end bare lige det, så jeg håber, at besparelserne denne gang går udenom personalet, men nu får vi at se, jeg afventer spændt det videre forløb.

JEG TROEDE, JEG SÅ

Når vi læser, læser vi ikke det enkelte bogstav, vi læser ord, vi genkender ordet på dets form, dets længde og kan, hvis vi er i tvivl, kigge på de enkelte bogstaver i håb om, at det giver ordet mening. Det kan sommetider give sjove oplevelser, det kan også irritere, når folk konstant ser forkert.

Jeg har giftet mig til mit efternavn, et typisk –sen navn, men lige med en lille variation, så jeg må hyppigt sige, nej jeg hedder altså ikke Christensen. Mit mellemnavn er mit pigenavn, det er til gengæld sjældent, der er kun mine forældre, mine søskende og mig, min svigerinde og vores børn, der hedder det. Her skal vi til gengæld hyppigt stave det.

I går aftes efter biografturen hentede jeg posten ude ved vejen, og kuverterne blev tjekket på vej op til huset i skæret af kartoffelhusets udendørs lys. Jeg undrede mig såre over, at landmanden fik brev fra Sammenslutningen af Danske Sortseere, jeg anede slet ikke, at sådan en fandtes. Vi betaler licens, så hvorfor fik landmanden et brev fra dem? Først her til morgen under kontorarbejdet, hvor kuverten blev åbnet, fandt jeg ud af, at der stod Sammenslutningen af Danske Sortsejere. Det handler om, at hvis man bruger egen avl til såsæd, skal man betale afgift til denne sammenslutning, ligesom vi skal betale afgift, når vi bruger egen avl til læggekartofler. Jaja lige meget hvad man gør, skal samfundet nok sørge for, at vi skal af med penge. Jeg har ikke tal på alle de skemaer og afgifter, landbruget skal udfylde og betale, og det tror jeg heller ikke, jeg gider beskæftige mig med. Jeg er bare glad for, at De Danske Sortseere ikke har kastet deres sortsyn over os, jeg vil hellere være lys i mit sind. (hvis du har tid, så læs sidste link, dejlige ord på en smuk fredag)

God fredag til dig med tid til at finde lys og ro i dit sind.

EN PARKERINGSPLADS

Når nu man bor ude på landet, hvor ingen busser går, og når nærmeste by er 9 km væk, og jeg derfor skal cykle rimelig tidligt hjemmefra for at nå bussen kl. 6, så jeg står på arbejde kl.7, ja så vælger jeg altså min bil som transportmiddel.

For mig er en bil en bil, den skal være driftsikker, køre godt, beskytte mig, hvis uheldet er ude, og det er det. For landmanden er min bil også feriebilen, gå i byen bilen, nydelsesbilen, hvorimod hans bil er varebilen, som skal kunne rumme lidt af hvert. Derfor er det endt hver gang med, at han får lov til at bestemme bilmærke. Indimellem har jeg været så irriteret på bilen, ikke når jeg kører, den kører som en drøm, jeg sidder godt i den, den er kvik i acceleration, den er god til at køre de 100 km ned til min far og de 400 km til vores børn. Næh irritationen opstår, når jeg skal parkere bilen på min arbejdsplads eller andre steder i byen. De parkeringspladser er efter min mening designet efter Smart biler, så da jeg havde haft bilen i ½ år, var den blevet kørt på, når folk bakkede ud og ikke kunne komme til at bakke helt ud, før de skulle dreje, og den havde fået skrammer på siden, når folk havde smækket deres bildør op i min bil. Det betød så, at jeg har helt klare kriterier til hvor jeg parkerer på min arbejdsplads, jeg er nærmest lidt småparanoid med parkeringer.

I dag betød valget af bilmærke dog, at vi blev inviteret af bilforhandleren til forpremiere på en ny film, hvor en smartere og nyere model havde en filmrolle. Her var parkeringspladser ikke problemet ;-) Jeg har hygget mig, grint og blevet forskrækket, jeg har helt sikkert været sjov at se på, for jeg er efter sigende meget levende i mimik, når jeg ser actionfilm. De tre forrige film har jeg ikke set, men jeg skal vist have lånt dem til en afslapningsaften.

HVERDAGSGLÆDE

Selvom jeg gerne ville have en måned mere i plejen, så glæder jeg mig til at skulle i skole igen.

Selvom jeg i går morges følte mig lidt udenfor, forsvandt den følelse lige så stille, mens jeg lagde planer sammen med min souschef om næste indsatsområde; mens jeg grinte sammen med kolleger ved formiddagsteen; mens jeg sammen med kollegerne havde konference om en sygeplejeproblematik; mens jeg sammen med en kollega lagde planer; mens jeg lykønskede en kollega med hendes nye mormorstatus.

Selvom jeg er træt lige nu, glæder jeg mig til en lang dag med arbejde, forberedelse og personalemøde i aften.

Hverdagen skal man ikke kimse af.

Må din hverdag blive god.

HVERDAG IGEN

Landmanden er hjemme efter 5 gode dage sammen med jagtkammerater. Han bagage er derimod ikke hjemme, den håber vi på dukker op i dag. Istvan er tilbage i bryggerset, den sad lige så tæt hos landmanden hele aftenen og nød, at han var hjemme. Jeg havde som sædvanligt svært ved at få vendt aftenvagt/fridage til hverdag, så det var hårdt, da uret ringede kl. 5, at tage sig sammen til at stå op.

De næste tre dage er jeg ude af plejen, der er så mange ting, jeg skal have samlet op og forberedt, inden jeg på mandag starter på næste diplommodul. Der har været rigtig travlt på arbejde den sidste måned, så folk er slidte, det tærer på psyke og fysik, når de fleste patienter er hårdt ramte.  Jeg har i den periode haft meget fri pga ferie, helligdage og min 30 timers stilling, så jeg føler mig lidt udenfor og når ikke rigtig at komme ind i varmen. Næste gang, jeg skal arbejde med i plejen, bliver d. 2/3 i aftenvagt! Du kan nok høre, at jeg slet ikke er klar til at sætte mig på skolebænken igen, jeg vil arbejde med patienter, jeg vil koble teori og praksis sammen, jeg vil være sammen med kollegerne. I dag vil jeg glæde mig til at være med på sidelinjen, jeg vil opfordre de andre til at bruge mig i komplekse problemstillinger som sparringspartner, og så vil jeg nyde at være en del af et godt team.

Ha en god dag.

STILHED

Jeg trives med mange mennesker omkring mig, jeg trives med masser af snak, jeg er selv leveringsdygtig i snakken ;-)

Men jeg stortrives også i stilheden. De sidste tre dage har den stået på aftenvagt, hvor der har været nok at se til, så trætheden har været mærkbar. Hjemme er jeg blevet udfordret, for landmanden tog af sted natten til torsdag til Kroatien på vildsvinejagt, og så skulle den mørkerædde landmandskone ellers forsøge at være alene hjemme. Første nat gik fint, havde jo besøg af søster, som overnattede. Resten af dagene er også gået fint. Jeg havde bestemt mig for at jeg kun skulle lave det, jeg havde lyst til, og det blev til stilhed.

Den eneste lyd, jeg hørte, var brændets knitren i brændeovnen, jeg sad i sofaen, strikkede og genlæste en god bog (ikke noget med krimi, når man er alene hjemme) med landmandens iPad ved siden af, så jeg kunne blogge samtidig med. Juleslik og te forsødede min tilværelse og havde det ikke været for det faktum, at Istvan jo skulle luftes, var jeg nok ikke kommet ud. Nu tog vi en rask gå/løbetur over stepperne hver dag, jeg turde ikke lade ham gå løs, så jeg måtte løbe lidt, så hunden fik lidt motion. Selv på gåturene var der stilhed, her kom der ikke biler hele tiden eller andre gående. Vi hørte gæssene skræppe ovenover os, vi hørte blæstens susen og vores skridt, men ellers ikke en lyd.

Istvan fik lov til at sove i hundekurven i soveværelset, det hjalp mig til at kunne falde trygt i søvn, om end det så også betød, at en våd hundesnude skubbede til mig tidligt om morgenen, når Istvan syntes, vi skulle op. Jeg har nydt stilheden, jeg har nydt ikke at lave noget udover arbejde, men nu glæder Istvan og jeg os til, at landmanden vender hjem i dag.

Og stilheden i mere organiseret form har jeg valgt til igen i form af et retræteophold i Skovhuset til april, jeg glæder mig allerede.

Må din dag give dig tid til stilhed.

DEN DEJLIGSTE DAG

Nogle gange forstår jeg ikke helt, at jeg er blevet mor til den skønne kvinde, som i dag bliver 26 år. Min kære datter har så mange kvaliteter, som jeg ikke har, hun har en fantasi og en kreativitet, som får lov at blive udfordret i den uddannelse, hun har valgt. Vi vokser jo ikke af hele tiden at blive klappet på ryggen og rost af vores forældre, vi vokser, når nogen tror på os, og når opgaver, som er svære, lykkes til fulde. Og jeg er vild med de løsninger, min kære datter kommer frem til i sine opgaver.

Jeg håber for dig, min dejlige datter, at livet må give dig mulighed for at udfordre og udvikle de specielle talenter, du er blevet givet. Du er allerede godt på vej, og jeg elsker at følge din vej i livet, og jeg er stolt af at være din mor.

Hjertelig tillykke med dagen, må den blive god sammen med bror, svigerinde, yngste moster samt morbror med familie. Nu vil jeg drikke en kop te og spise en lun bolle, mens jeg tænker på den dag for 26 år siden, hvor min lille familie startede.

Gråt måske

Solen synes ikke at have tænkt sig at dukke op her, så jeg har tændt op i brændeovnen, det sidste adventslys gør sit bedste for at vise, at det stadig kan være med i hyggen, huset er stadigt julepyntet, jeg har besluttet, at energien skal bruges på strik, bøger og gåture i de lyse timer, inden aftenvagten banker på.

Avisen bringer en artikel i dag om gråzoneprostitution foranlediget af et nyt teaterstykke BCNU. Det er uhyggelig læsning, unge menneskers manglende selvværd fører dem til at bruge deres krop som betaling for husly, mobiltelefoner og andre materielle goder. Unge mennesker, som ikke ser det som prostitution, men som en ung kvinde citeres for; når jeg alligevel vil ha sex med manden, kan jeg lige så godt få noget ud af det. I artiklen sættes der også fokus på serier som Paradise Hotel, hvor det er helt normalt at have sex for åben skærm, og hvordan det for disse unge mennesker er med til at forvrænge virkeligheden, og synet på hvad der er normalt og ikke normalt.

Når jeg læser sådan en artikel eller en bog som Charlotte Strandgårds Uden Hjem, kan jeg godt tænke, hvor ved jeg forfærdende lidt om hverdagen for andre mennesker i dette land. Jeg har ikke store kloge ord om handlinger eller meninger om dette, men jeg bruger min erkendelse af ikke at vide meget om andre menneskers liv til at minde mig om, at ikke alt ser ud som jeg tror, når jeg møder uforståelige reaktioner/handlinger.

Læsningen gør mig også endnu en gang taknemlig for, at jeg voksede op i et hjem med en far og en mor, som interesserede sig for os og som viste os kærlighed og støtte og ikke blot købte sig aflad for manglende tid med materielle goder.

Må din dag blive god og varm.

AHHH

Lykken er en gåtur i solskin og med et anstrøg af frost i luften.

DET MAN SIGER, ER MAN SELV!

Kender du det?

Man (læs jeg) sidder til et selskab, snakken falder på blomster og hvilke, der er nemme at passe. Med det samme får jeg sagt, at alle blot kan komme hjem til mig og se, hvilke planter, der er nemme og ikke skal have vand, for jeg er så dårlig til at passe blomster. Landmanden tager over og giver mig ret, uddyber emnet, laver lidt sjov med min manglende vanding af stueblomster, og pludselig tænker jeg : Hey så galt er det da heller ikke, jeg har da blomster, som jeg har haft i mange år. Faktisk bliver jeg lidt sur på landmanden, men hvem startede egentlig den snak? Fruen selv!

Hvert år ved denne tid minder en blomst i køkkenet mig om, at jeg godt kan passe blomster, at blomster ikke altid dør her hos mig. Fakta er jo, at jeg ikke interesserer mig for blomster og deres pasning, derfor har jeg blomster, som kun skal have lidt vand og som kan klare flere år uden omplantning, men hvis jeg interesserede mig for blomsterpasning, nipning, omplantning osv ville jeg være rigtig god til det. For det jeg interesserer mig for, bliver jeg som regel god til.

Det er svært at bryde vanen, jeg har lovet mig selv flere gange, at jeg ikke vil omtale mig selv som værende en dårlig blomsterpasser, men hopper i gang på gang. Og nu tror landmanden også på det udsagn, men min kaktus ved bedre, den startede som lille potteplante hos mig, den har haft lidt svært ved at finde ud af, om den er en jule eller påskekaktus, men januarkaktus er den ihvertfald.

Må din dag blive en dag med gode udsagn om dig selv og et smil til verdenen.

FRYDELIG GLÆDE

Landmanden er i byen, jeg hygger mig med mig selv. Istvan holdt mig ved selskab på gåturen, som blev i tørvejr, men ikke med udsigt til blå himmel og solskin som i går. Pyt med det, kroppen nød turen uanset himlens farve, og hjernen blev frisket op.

Yngste lillesøster har arbejde i Aalborg for tiden, det nyder vi to nordjyske storesøstre godt af, i aften er det mig, der får besøg. Min yngste lillesøster er 12 år yngre end mig, og hele dagen i dag har jeg prøvet at komme i tanke om, hvornår vi sidst har været sammen, blot os to. Jeg aner det ikke. Da jeg flyttede hjemmefra og fik søstre på besøg, var yngstesøster altid sammen med mellemste lillesøster. Senere var hun på ferie hos landmanden og mig, senere igen fik vi to børn, som altid gjorde krav på moster, som var god til al slags kreative ideer, og nu til dags har de tre samme interesser inden for musik og film. Yngste lillesøster arbejder i filmbranchen, og dermed kan hun fortælle om en helt anden arbejdsverden end vi andre, så det er sjældent, at jeg har hende for mig selv. Det får jeg i aften, jeg glæder mig.

Og så synes jeg, det er vildt godt klaret, at hun i år er nomineret til en Robert som årets klipper. Jeg krydser fingre for hende, min dejlige lillesøster.

VAND, VAND, VAND

Gåturen udsættes og udsættes, det regner og regner. I følge DMI stilner det af i eftermiddag, jeg satser på, at de har ret, ellers må regntøjet findes frem.

Imens hygger jeg mig indendøre, mens jeg venter på tilbagemeldinger fra diverse steder. Datteren har vandskade efter rørbrud i lejligheden ovenover, så der skal bestilles affugter og undersøges hvis forsikring, der dækker. Heldigvis er ingen af hendes ting gået til modsat ovenboen.

Elkedlen er fyldt med vand, der skal koges vand til te og hyldebærsaft, jeg er en af de heldige, som meget sjældent bliver syg, jeg kan højst svinge mig op til en lille forkølelse eller halssmerter, og det plejer at hjælpe med varme drikke. I dag er det vist bare den manglende søvn, der giver en følelse af utilpashed, den skal nok gå væk.

MORGENDÆMRING

Jeg skutter mig lidt ved computeren, det første kontorarbejde er lavet, jeg holder en lille pause. Udenfor er det stadigt mørkt, men lyset banker på, himlens mørke farve bliver mere mørkeblå end sort. Istvan ligger stille i kurven ved siden af mig og sover, han har ikke noget imod, at vi to er henvist til kontoret, mens rengøringsalfen sørger for rene gulve og ustøvede flader i resten af huset.

Nattesøvnen svigtede mig i nat, så er det heldigt, at dagen i dag også er en fridag. Når kontorarbejdet er færdigt, indkøb til lillesøsters besøg i aften er foretaget og en god lang gåtur er effektueret, har jeg resten af dagen til at sove, strikke, se film eller hvad jeg nu vil fylde i denne 12. juledag. Rengøringsalfen kiggede lige lidt, da hun så juletræ og julepynt i huset, så jeg måtte fortælle hende, at her i huset holdes den gamle skik med jul frem til Helligtrekonger i hævd. Weekendens aftenvagter gør formentlig, at julepynten først forsvinder på mandag.

God 12. juledag til dig.