ENDNU EN GANG SPØRGER JEG: SMUK ELLER KLOG?

Dagen har været nervepirrende, fordi forældrene tog fejl af tidspunktet og derfor nåede at tro, at sygdom og manglende energi havde væltet sønnen på det værst tænkelige tidspunkt.

Det var derfor en lettelse a la vandfaldsstørrelse, da sms’en tikkede ind, samtidig med at faderen ringede til moderen og fortalte resultatet. Sønnen er nu bachelor udi lærergerningen og det endda med næsthøjeste karakter. Så han er både smuk, dejlig og klog på mange måder. Nu mangler han et linjefags eksamen, og så kan han holde fri med god samvittighed, og jeg vil glæde mig til at drage til dimission i København endnu en gang. Stort tillykke fra den smukke far og den kloge mor.

STILLE MORGENREGN

Mens regnen udenfor stille drypper, tjekker vi DMIs hjemmesider – jeg for at finde ud af hvornår løbeturen i dag skal ligge, landmanden for at se hvordan dagenes program skal planlægges. Det ser lovende ud, og jeg glæder mig til sol og bare tæer i sandaler.

Efter første dag på konference i Nice var det tid til at gå aftentur og finde et sted at spise. Fra Museet for moderne kunst og ned til Promenade des Anglais var der en park midt mellem to trafikerede veje. Den valgte vi denne aften, vi kunne også have gået ned gennem den gamle bydel, men aftensolen kunne bedre nå vores næser i parken. Der var et herligt leben af mennesker, børn, der legede, turister, der fotograferede og mennesker, der bare nød aftenvejret.

Place de Massena er i følge turistbogen der, hvor alle demonstrationer starter. Dem var der nu ingen af, men derimod smukke huse og specielle lygtepæle. Længere nede i parken var en del lukket af, man var ved at gøre klar til sommerens udendørs koncerter, som åbenbart skulle holdes her.

Lige meget på hvilket tidspunkt man kom på Promenade des Anglais, så var der altid mennesker, der løb eller cyklede. Promenaden har fået sit navn, fordi englændere, der kom til byen for at rekreere sig ved vandet, betalte for at få promenaden bygget. Nices indbyggere så vandet som noget, der tilhørte fiskerne, vandet og stranden var ikke noget, der tiltrak. Det har så ændret sig i dag.

Aftensmaden denne dag blev indtaget på Coeur Saleya, der hvor blomstermarkedet holder til om formiddagen. Om aftenen rykker alle restauranterne ud under de samme baldakiner, som boderne stod under. Vi ville have Frozen Yoghurt til dessert, men ikke om vi kunne finde den gade, hvor vi havde set det om formiddagen. Vi måtte sande, hvad rejsebogen sagde, at det er nemt at fare vild i den gamle bydel, men også at man ofte havner i de samme gader igen.

Så vi endte med at tage turen hjem til hotellet gennem parken midt i gaden igen. Det var godt, for så fik vi held til at opleve springvandet.

Nice er en by, der på en eller anden måde går i blodet. Jeg skal helt sikkert tilbage igen. Men lige nu må jeg vist hellere vende næsen mod regnskabet, der skal ordnes. God mandag til dig.

Dette er en del af min beretning om en tur til Nice for at deltage i den Europæiske apopleksikonference 2014. Du kan læse mere om mine oplevelser ved at trykke på Nice 2014 under gruppen Etiketter.

NÅÅÅÅH hvor er de søde

Da jeg kom hjem fra træning i dag, stod en gave på trappen. Den var til mig!

Lækker chokolade, smuk buket, men allerbedst det skønneste kort med de skønneste ord.

Som du måske husker, sender jeg sommetider en sms med en bøn om at høre et lille pip fra mine børn. Her blev det da et stort og skønt PIP. Jeg er så heldig at have fået disse børn, som nu er skønne voksne mennesker. Og tænk jeg har ikke en gang gjort noget ud af Mors og Fars dag, da de var små. Kommende børnebørn kan se frem til, at deres mormor/farmor lærer dem at skønne på deres mor og far, for jeg blev så glad, selv om jeg tit får skønne ord fra de to.

EN NY MÅDE at præsentere studier/projekter på.

Til konferencer er der typisk to måder, man kan formidle sine studier/projekter på. Man kan søge om at fremlægge det mundtligt eller om at formidle det på skrift på en plakat. Til andre konferencer, hvor jeg har været, har denne plakat været fysisk. Alle plakaterne har været hængt op i store åbne områder, hvor man så kunne gå forbi, blive fanget af en plakat og gå hen og studere den nærmere. Som dengang i 2011, da jeg og en kollega havde denne med i Hamburg til den Europæiske apopleksikonference.

I år havde man ændret konceptet, plakaten var nu elektronisk. Det var svært hjemmefra at forestille sig, hvordan det foregik. Og nu hvor jeg har oplevet det, kan jeg se både fordele og ulemper ved dette. Det at man ikke fysisk kan blive fanget af en plakat, gør måske, at man ikke får øje på den. Godt nok foreligger alle abstrakts i en e-book og titlerne står i den fysiske bog, man får udleveret ved ankomsten. Men hvis andre er som mig, så får man ikke kigget alt igennem. Det gjorde jeg nu heller ikke, da posterudstillingen var fysisk til stede. Og for hvert år bliver der flere og flere. Det, der var rigtig godt, var, at man ved en stander kunne gennemse alle posters, og at man, hvis forfatteren havde tilladt det, kunne få en poster sendt til sin e-mail. Det var der så rigtig mange, der ikke havde, så jeg måtte ty til det gamle middel med at fotografere. I Hamburg var vi også blevet bedt om at forberede os på en kort præsentation af projektet, der kom bare aldrig nogen forbi det område, hvor sygeplejersker, terapeuter og talepædagoger holdt til. Denne gang var der præsentation for hvert område, så alle forfattere, der var til stede, kom til at præsentere deres projekt. Det var tydeligt, hvilken skærm, vi skulle være ved, og der var mikrofon, så alle kunne høre det.

Jeg ved nu, at en hvid overskrift ikke dur, så det vil jeg melde tilbage til Foto AV, e-poster er også nyt for dem. Jeg ved også nu, at mit posternummer skal på næste gang, det var nemlig en stor hjælp, når man scrollede på iPaden efter en bestemt poster i en gruppe.

Og så var det først efter denne fotosession, at det gik op for os, at man kunne se alle posters på alle skærme, så vi kunne have valgt et andet sted uden så meget modlys.

Det jeg nu mangler at finde ud af, og som jeg vil skrive til de ansvarlige for e-posters, er om der overhovedet er nogen, der har bedt om at få tilsendt min poster. Den fornemmelse har jeg ikke haft mulighed for at erfare. På den gammeldags måde stod jeg i pauserne mellem foredragene ved min poster, så folk kunne spørge, og jeg havde også små kopier med, som folk kunne tage. Det var ikke en mulighed her, idet folk jo kunne se posteren på to etager på utallige skærme.

PS Og er du som mig, så har du helt sikkert siddet og sammenlignet Lene anno 2011 og 2014, og ja, jeg kan godt se de tre års spor på mig ;-) God søndag til dig.

Dette er en del af min beretning om en tur til Nice for at deltage i den Europæiske apopleksikonference 2014. Du kan læse mere om mine oplevelser ved at trykke på Nice 2014 under gruppen Etiketter.

EN TUR TIL VANDET

Tirsdag formiddag skulle udnyttes, så vi gik først på jagt efter morgenmad. Vi kunne godt købe morgenmad på hotellet, men det lå i den dyre ende. Vi endte med morgenmad over for Palais Justice i den gamle bydel, typisk fransk morgenmad, baguette med smør og syltetøj, croissant, et glas appelsinjuice og valgfri varm drik. De to af os valgte resten af dagene at spise på hotellet, hvor vi også kunne få det førnævnte ad libitum plus yoghurt med frisk frugt, grovere brød og ost. Dyrere men nemmere, når man skal stå i kongrescenteret halv ni hver morgen. Den sidste valgte at sove længere og hoppe morgenmaden over. Man har jo ikke valgt fast aftenvagt uden grund, især når man er lige så ung som mine børn og ikke selv har børn.

Vi gik gennem den gamle by i Nice ned til vandet, vi var tidligt på den, så mange af butikkerne var ikke åbne endnu. Den gamle bydel fik vi gået rigtig meget i, og det var sjovt, som gaderne ændrede udseende afhængig af, om butikker var åbne eller ej. De fleste butikker blev lukket ved hjælp af en port, der gik ned foran åbningen. Her var der ingen udstillingsvinduer, det var området omkring butiksåbningen, der udgjorde “lokkemaden”.

Nede ved vandet nød vi udsynet og de mange flotte palæer, der lå langs vandet. Der var enkelte morgenfriske, der allerede var i vandet. Vandet blev dybt nærmest med det samme, så vi opgav tanken om tådypning i Middelhavet, og badetøjet havde vi ikke med.

Da vi var startet tidligt, havde vi stadig tid til at finde gågaden i Nice, Rue de Massena.Den yngste af os elsker alle mærkevarer, så hun sukkede dybt over den ene butik efter den anden med alt hvad hjertet begærer af tøj, sko og tasker. Vi endte i Gallerie Lafayette, hvor mine to kolleger tjekkede makeup, parfumer, tøj, sko, solbriller, men de endte med at købe ingenting.  Til gengæld fik øjnene set meget, også små elbiler, der trængte til en opladning.

Vi var stadig ikke trætte og havde tid, inden konferencen startede, så blomstermarkedet i den gamle bydel skulle besøges. Der var masser af blomster, men endnu flere boder med grøntsager, frugter, kød, oliven og sæbe. Vi nød duftene, snakken mellem de handlende og det skønne vejr. Vi var rigtig glade for at være gået derhen, det lukker nemlig klokken 13, så vi kunne ikke have oplevet det de følgende dage.

Formiddagen sluttede af med, at vi fik købt sandwich ved en bager, og så satte vi kursen mod kongrescenteret. Efter at have tjekket ind, nød vi maden ude foran centeret i skønt solskinsvejr.

Dette er en del af min beretning om en tur til Nice for at deltage i den Europæiske apopleksikonference 2014. Du kan læse mere om mine oplevelser ved at trykke på Nice 2014 under gruppen Etiketter.

HVOR SKAL MAN STARTE?

Der er masser af billeder fra min tur. Jeg husker bedst oplæg til konferencer, hvis jeg tager billeder af powerpointslides, de skal nu lægges i små mapper, og i den proces får jeg tænkt mere over oplæggene, og om der skulle være noget, jeg skal søge mere viden om. Det sker dog ikke i denne weekend, den er helliget landbruget og familien. Heldigvis har jeg en fridag på mandag, som kan bruges til det.

Derudover har jeg også nået at se Nice og taget billeder. Jeg bruger jo min blog som en dagbog, og allerhelst vil jeg gerne skrive samme dag, men det var jeg for træt til, når jeg sent på aftenen kom til hotelværelset. Så hvor skal jeg starte?  Måske bare med min udsigt fra hotelvinduet. Over for lå museet for moderne kunst og biblioteket, oven på biblioteket var der anlagt en have med skulpturer. Den havde jeg planlagt at skulle opleve torsdag, hvor mine to kolleger tog hjem (jeg havde fået penge fra en anden fond end dem og kunne derfor tage hele konferencen med) Der var så bare et aber dabei: torsdag var haven lukket, snydt! Så jeg måtte nøjes med at sanse den fra mit vindue og ved at gå rundt om den.

Jeg skal helt sikkert tilbage til Nice, men ikke i juli og august. Ifølge min taxachauffør til lufthavnen er byen totalt overbefolket i de måneder. Det tror jeg på, for jeg synes, der var mange mennesker i byen nu.

Heldigvis skinner solen uden for min dør, vinduerne har stået åben her til morgen og jeg har plukket rododendrongrene til vasen til morgenbordet(som jeg dog ikke kan forlige mig med, at det er den korrekte måde at stave rododendron på, jeg savner et h). Lidt sommerferiestemning kan der godt snige sig ind, selv på en ganske almindelig hverdagslørdag i mosen. God lørdag til dig.

HJEMME IGEN TIL HVERDAGEN

Bjergene i Frankrig

Tæt på landing i Amsterdam

Næsten landet i Aalborg

Så er jeg hjemme igen, hjemme til en syg landmand, hjemme igen og hentet af min københavnske søster, som sover hos os i nat. Det er blevet til snak og god mad. Og så må jeg tage overblikket over hverdagen og lægge planer for landhusmoderen og sygeplejersken i morgen.

MEN ELLERS GÅR DET GODT

Jeg har mistet det ene høreapparat.  Min mobil kan ikke tåle flytilstand, så jeg satser på at landmanden læser mail. Der har nemlig været storm i Amsterdam,  så vores fly fra Nice var 45 minutter forsinket. Men ellers går det godt. Det er godt med gratis net i lufthavnen :-)

MENS TÆERNE BLIVER LUFTET

ved den franske altan, nyder jeg den lette brise, lydene fra den franske ungdom over i tagparken og bilernes summen neden for vinduet. Jeg klarede at få fortalt om mit projekt, og jeg klarede også at fokusere på, at jeg ikke behøvede at gøre det på samme måde som de andre, så jeg var rolig og improviserede også lidt. Det var en god fornemmelse. Hovedet er fyldt med både nyttig og unyttig information, som først finder deres plads, når jeg kommer hjem. 

Jeg klarede også at stå op i morges og løbe en tur ned til vandet, det var dejligt og gav mig en god fornemmelse, især efter at have spist et utal af lækre kager i dag i tepauserne.

Mere nåede jeg ikke at skrive i går aftes, før mine kolleger bankede på døren. Det var tid for at finde aftenens spisested. Nice er en fantastisk by, vi har gået på kryds og tværs af den gamle bydel, vi har også været på shopping i den nyere del af byen, bl.a i Gallerie Lafayette (jeg er af sted med en vaskeægte shopper) vi købte dog ikke noget. Den første dag hernede skulle vi først starte på konference om eftermiddagen, og aftenerne benyttes til at gå lange ture, så faktisk har vi kunnet nå både konference og sightseeing. Vi bor tæt på det hele, 3 minutters gang til konferencen, 5 minutters gang til den gamle bydel, 10 minutter til vandet, det er helt perfekt.

Efter at have sovet to nætter uden at vågne en eneste gang er jeg nu tilbage i gammel rytme med at vågne tidligt. Så med vinduet åben og dermed et lydtapet af tidlige morgenbilister ligger jeg i sengen og skriver. 

Mens jeg venter på, at billederne fra gårsdagens morgenløbetur bliver uploadet, studerer jeg dagens program. Nogle gange er det som at købe på nettet, man tror, man har fundet det helt rigtige, og så viste det sig at være noget helt andet. I dag gælder det viden om trombolyse, men som en af vores overlæger sagde i går, da jeg ikke syntes at jeg fik så meget nyt med: det er jo fordi vi er godt med. Og det er også den fornemmelse, jeg stod med, efter at have hørt om de forskellige projekter fra sygeplejerske/terapeut sessionen i går. Se det er jo en god viden at rejse hjem med. God dag til dig

BONSOIR NICE

Så sidder jeg midt i Nice, jeg har lavet en kop te og nyder tanken om at have dette værelse som base de næste dage.

Udsigt til Musee d'Art Moderne med en tagterasse

Kig til højre fra hotelvinduet

Turen herned gik godt uden nogle svinkeærinder. Faktisk ville du have set tre kvinder løbe gennem Amsterdam lufthavn for at nå næste fly. Det blev så dagens motion.
Sov godt

HVAD SKER DER LIGE HER?

Der er en time og tyve minutter til jeg skal af sted, og jeg er færdig! Færdig som i at jeg nåede at lægge nye bukser op. Færdig som i at mine nyindkøbte trusser, som ikke holder i syningen (nej de er ikke for små!), er repareret. Færdig som i at der er bagt boller, knækbrød og banankage. Færdig som i at der er handlet ind til landmændene (de kommer ikke til at lide nød, landmanden trak på smilebåndet, da han så de mange poser med boller i fryseren). Færdig som i at der er hævet Euro. Færdig som i at der er støvsuget. Færdig som i at kuffert og taske står pakket. Færdig som i at jeg har været i bad, sat hår og sågar lagt neglelak på tæerne. Det kan jeg nærmest ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort. Jeg har tjekket min pakkeliste til MCturene, jeg har remset penge, pas, billetter, kamera, mobil og opladere op flere gange, men jeg kan ikke finde noget, jeg har glemt.  Til gengæld er jeg træt nu, klokken var jo halv fire i nat, da min hjerne syntes, vi skulle i gang med at gøre klar. Der må være noget, jeg har glemt.

VORES FORUNDERLIGE HJERNE

Der er så meget vi ikke ved – om hjernen. Der er meget vi ved – om hjernen. Når man bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, så afhænger skadens omfang ikke blot af det område, der er blevet ramt i hjernen, men også af den person, der er blevet ramt. Nogle finder veje, som andre farer vildt i. Nogle har hjernemæssigt en større kapacitet at trække på. De næste fire dage bliver jeg forhåbentlig lidt mere klog på den nyeste viden inden for apopleksi. Jeg glæder mig og jeg er også spændt. Sidste gang havde jeg problemer med at forstå franske, kinesiske, tyske og andre ikke-engelske doktorer, som på ti minutter skulle nå at fortælle om deres studie på engelsk. Jeg håber, jeg er blevet bedre til det engelske, og jeg håber, de er blevet bedre til det engelske. Høreapparatet kommer i hvert fald med i kufferten.

Min hjerne har besluttet, at det må være nok med fire timers søvn i nat, så nu har jeg fået repareret noget tøj, jeg vil have med. Nu vil jeg gå videre med dagens program, det kan vist ikke betale sig at prøve at sove igen. Jeg må sove i flyet i aften. Min computer kommer med, så måske dukker der stemningsrapporter op fra Nice i løbet af ugen, ellers må I have en dejlig uge.

SØNDAGSGLIMT

Kornmarkerne lyser ikke grønt mere, nattefrosten har fået markerne til at fremstå gule og visne, men de skal nok grønnes igen.

Fredagskoncerten gik godt. Kirkerummets akustik, sangglæden og sangformåen samt et skønt publikum gjorde, at det blev en eksplosion af livsglæde.

Weekendens arbejde er gået godt, jeg er taget hjem med en god fornemmelse.

Solen skinner dejligt ind gennem vinduerne, og jeg har nydt eftermiddagsteen i en solstråle, ikke udendørs, for jeg har tilsyneladende leget lidt for meget sommer de sidste par dage i for lidt tøj, så nu skal forkølelsen tages i opløbet.

Må du finde en solstråle, der kan varme dig. God søndag aften til dig.

DAGENS RAPPORT FRA KARTOFFELLANDET

Landmændene er startet tidligt, der skal sorteres kartofler, og der skal helst ikke bruges for mange dage på det, de vil jo også gerne i marken. Sidste års kartoffelhøst og det nye kølehus gør, at vi stadig har flotte, lækre kartofler til butikkerne.  Så april og nu maj måned fordeles mellem kartoffelsortering og markarbejde. Det gør så også, at landmanden har meget lange dage, han fortsætter over aften, når medarbejderne er kørt hjem. Ofte er klokken tæt på 22, før han holder aften, så de sidste timer inden midnat bruges på at slappe af foran fjernsynet, og næste morgen ringer vækkeuret tidligt.

Jeg forsøger at samle mig i dag, der skal tænkes planer i forhold til, hvad jeg skal have købt til næste uges tur til Nice. Solcreme og Euro er på listen, nye sandaler kunne også være dejligt, men nu får vi at se. Hotellet ligger ti minutters gang fra kongrescenteret og fra strandpromenaden, den gamle bydel er også tæt på, så der er gode muligheder for at få set lidt af Nice, selv om konferencen starter 8.30 og varer til efter aften. Heldigvis kommer vi derned dagen før, så tirsdag formiddag har vi til at udforske byen, jeg har læst mig til, at der er et blomstermarked i byen, det skal vist ses. Ligesom jeg vil gå på strandboulevarden. Jeg håber, vi finder nogle gode restauranter til aftensmaden. Vejrudsigten fejler ikke noget.

Der er vist styr på maden til landmandens aftensmad, mandag bager jeg to hold kager, så håber jeg, de holder sig friske ugen ud. Der bliver lagt poser og madpapir ned i mandskabsrummet sammen med kagerne, så må de selv pakke madpakken til eftermiddagsmaden. Har du et godt bud på kager til det formål, må du gerne kommentere. Lige nu tænker jeg en bradepandekage og så nogle kager f.eks. a la muffins (dog ikke muffins, jeg synes let de bliver tørre)

Weekenden byder på arbejde på sygehuset, så jeg skal have forberedt mig til konferencen i dag og de næste par aftener. Sådan en postersession foregår ved, at jeg en dag skal være til stede, når komiteen går rundt. De udvælger enkelte posters, og så skal forfatterne kunne fortælle kort om baggrunden for det præsenterede og kunne svare på spørgsmål. Jeg kan mærke, at jeg lige skal have frisket op (på engelsk), hvilke studier min undersøgelse brugte som baggrundsmateriale og baggrunden for at jeg ville undersøge emnet. Min undersøgelse handlede om patienters oplevelse af vores dagafsnit og den efterfølgende telefonsamtale med sygeplejerske. Jeg kan også mærke, at jeg som sædvanlig er tilbøjelig til at skubbe det fra mig, jeg er tidsoptimist, og det er ikke en god kvalitet i denne henseende.

Dagen slutter med koncert i Brovst Baptistkirke, jeg glæder mig til at skulle synge sammen med mit kor. Er du i nærheden, er du hjertelig velkommen. Må din fredag bekomme dig vel, her er den startet med rimfrost på græsset og kun en halv grads varme, da jeg kørte til LOOPtræning.

TOP OF THE WORLD

Jeg tror ikke på lykke som et blivende tilstand, jeg tror på små øjeblikke, hvor følelsen af lykke/glæde fylder én. Dagen i dag har været en dag, hvor der har været mange små øjeblikke af den følelse. Mens jeg malede de sidste havemøbler, mens jeg sorterede vasketøj, men allermest mens jeg dansede imellem kagebagning og dejrøring. DAPradioen stod på en kanal, som sendte gamle sange ud i æteren. Jeg røg tilbage til teenageårene, hvor nogle ferie blev tilbragt hos min faster og familie ude ved Vesterhavet længere nede i landet. Min fætter havde et band, og deres øvelokale var hos min faster. Min søster og jeg elskede, når vi fik lov til at synge sammen med de unge mænd. Det var et rigtigt popband, som spillede til kroballer rundt omkring, og på repertoiret var Carpentersange. Jeg elskede at synge dem, jeg blev glad af at synge dem. I dag kom en dansk udgave af en sang, jeg skrålede dog løs på engelsk, det jeg kunne huske (det var ikke særlig meget, men følelsen af glæde huskede jeg), og køkkengulvet fik lov til at være dansegulvet endnu en gang.

I’m on the top of the world

Og kagen fik mig også tilbage i minderne, det var en gammel kending fra de gode gamle dage, hvor børnene skulle have kage med til diverse arrangementer. Og skulle du nu være endt på denne side, fordi du har søgt på: Hvad kan man bruge i stedet for kærnemælk i en kage? Så kan jeg fortælle dig, at kombinationen af mælk, en rest juice og A38 er et ganske fint alternativ.

Inde fra stuen høres en svag sovelyd, landmanden holder en pause, før det går løs i marken igen. Medarbejderne er sendt hjem, om lidt skal de første kartoffelmarker hyppes, muldes eller kammes op (kært barn har mange navne). Det tager landmanden sig af, der skal køres nøjagtig og lige, så kammene med kartoflerne ikke bliver ødelagt. Inden da håber jeg, at han vil lære mig at bruge en buskrydder, så jeg kan komme videre med mine haveplaner.

DEN SIDSTE FORÅRSMÅNEDS FØRSTE DAG

Dette år har været underligt, jeg syntes, januar var mere grå og trist og lang end tidligere. Jeg savnede lyset fra sneen. Til gengæld synes jeg, at de næste måneder er strøget af sted. Jeg står konstant med følelsen af at halse bagefter, og at jeg hele tiden kun når til at slukke de brande, der lige er omkring mig. Samtidig har jeg det bedre fysisk, jeg føler mig godt tilpas, jeg synes også, at jeg har øje for øjeblikket. Jeg stornyder alle de små stunder med lykkefølelse, som at opdage blomsten i purløgsbundtet på mit køkkenbord.

Det gør mig glad at stå midt i solstrålen i køkkenet og fotografere naturens små skønheder.

Det er hjemmearbejdsdag, ikke hele dagen, men tre timer, jeg måtte stoppe før tid i går for at nå ned til min far, da hans læge kom på besøg. Det er også arbejdsdag på gården, der lægges kartofler, der sorteres kartofler, der harves og jeg maler havemøbler. De gamle møbler, som blev købt for 19 år siden, får lige en sæson mere. De er godt slidte, brædderne hænger, der er sat forstærkninger på forskellige steder, men de kan godt bruges lidt endnu.

Og så har jeg brug for jeres hjælp. Har nogen af jer prøvet at fryse kartoffelmos eller flødestuvede kartofler eller ris? Jeg skal have lavet de sidste portioner mad til landmanden, men jeg er i Nice, og jeg ville gerne lave noget med kartofler.

Det er koldt i skyggen, hvor jeg maler, så solstrålerne skal nydes i pauserne. Må du også finde tid til at nyde dagen i dag. God 1.maj.