Mont Ventoux - det skaldede bjerg

 Fra Malaucène gik turen opad mod det skaldede bjerg, Mont Ventoux. Øgenavnet har det fået, fordi der ingen vegetation er på toppen, og det derfor fremstår som hvidt både vinter og sommer.

Udsigten var smuk og vi fik også kig til det, der må være løjper om vinteren.

Vi havde flere diskussioner om hvilken bjergtop, der er Mont Ventoux, men ingen passede med beskrivelsen. Pludselig dukkede det op, og vi var slet ikke i tvivl mere, det er virkelig hvidt.

Indimellem føltes det som at sidde i en flyvemaskine, alt ser så småt ud, når man kører heroppe.

Det føltes lidt som at køre med sne omkring sig, men det er jorden, der er helt hvid.

Selvfølgelig skulle der tages billede på toppen, så landmanden lod hånt om markeringer og kørte motorcyklen ind foran skiltet efter en masse cyklister.

Pausen blev kort, vi skulle gerne nå mere denne dag, så vi drog ned ad det skaldede bjerg igen.

Mon sneen virkelig ligger så højt om vinteren, som de gul/grå vejstave indikerer? Mon der virkelig ryddes vej om vinteren, eller er det når foråret nærmer sig? Jeg ved det ikke, men stavene var der det meste af vejen ned.

Vi sagde farvel til bjerget og rettede fokus på vejen til Avignon og Pont du Gard, som var endemålet for dagens tur.
Jeg har nydt arbejdsweekenden, som indtil nu har været rolig, og dermed har der også været overskud til at nyde alle de unge mennesker, som befolker vores hus i disse dage. Nu er datterens veninde sendt af sted i en retning, søn og kæreste til middelalderdage på Voergaard slot og datteren til kusinekomsammen i mine forældres sommerhus, som nu ejes af min ældste lillesøster og mand. jeg skal til at gøre mig klar til den sidste aftenvagt, i morgen har jeg lovet at tage søn og kæreste med på udflugt til Vildmosens nye udflugtssteder. God søndag til dig.

150 års jubilæum på en fridag

Fridagen nydes i samvær med mine kære, vi mangler vores skotske svigersøn, han har travlt med sin barbersalon, men ellers er vores søn, hans norske kæreste og vores datter her. I dag fejres Blokhus' 150 års jubilæum som badeby. To af tilbudene deltog vi i: badning i Vesterhavet klokken otte og yoga på stranden klokken ni. Vi fik lokket sønnen med, men landmanden skulle have besøg af en montør, så han måtte undvære det skønne sus af det kolde vand og velværet efter at have arbejdet kroppen godt igennem. Resten af dagen er nydt hjemme med afslapning, boglæsning og strikning. Jeg nyder i fulde drag, for i morgen er det arbejdsweekend med aftenvagter og trombolysetjansen.
God sommeraften til dig.

Rhones-Alpes

Ulempen ved at tage mange billeder er at skulle fiske erindringen frem om de mange skønne ting, vi så undervejs på motorcykelferien. Vi tog fra den lille by med sit bidrag til de barske historier om livet i bjergene og under 2.verdenkrig og drog videre syd på. Denne dags etape bliver herinde delt op i flere indlæg, for jeg vil så gerne genkalde de mange steder, vi var i løbet af dagen.

Den kølige morgenluft (alt er relativt, når dagtemperaturen lå omkring de 35 grader) blev benyttet af landmænd til at få lavet rundballer til kreaturerne.

Naturen skiftede mellem at lukke sig om os og så åbenbare nye horisonter. (Har man som jeg haft disneyfan til børn, så vil man nu kunne høre en lille dreng løbe med sin Buzz Lightyear, mens han råber: Mod det uendelige univers) Og når børnene har en mor, som elskede musicals som barn, så ville man synge: The Hills are alive

Og minsandten om ikke også lavendelmarkerne dukkede op. Det er et smukt syn at køre i bjergene og så se en skråning, der er lilla.

Der var frodigt i det her område, og temperaturen begyndte stille at kravle opad.

Når man kører i ukendt terræn og ikke har læst om området, så er det altid spændende at dreje om næste hjørne.

Gorges Trentepas dukkede op og jeg fik slet ikke taget billeder, for landmanden filmede og jeg styrede fjernbetjeningen.

Snart nåede vi Nyons, som egentlig havde været overnatningsmålet dagen før, men vi havde allerede hjemmefra på fornemmelsen, at det nok var for langt. Nu kunne vi nyde deres smukke rasteplads med lavendler og mange andre skønne blomster.

'

Landmanden var først til at få hjelmen af og gjorde tegn til, at jeg skulle skynde mig at få min hjelm af. Sikke en lyd, der var. For første gang hørte vi cikadernes sang, hold da helt op, som de kunne larme. Vi gik rundt og kiggede op i træerne, vi kunne ikke se dem, men høre dem, det kunne vi!

Efter en god vandpause og lidt frugt var vi på vejen igen. Lavendelmarker og vinmarker skiftedes til at bruge hvert et opdyrkeligt område.

Snart nåede vi målet for dagens frokostpause. Vi skulle op over Mont Ventoux, men først holdt vi pause i byen Malaucène. Heldigvis var der en parkeringsplads lige ud for en restaurant, så vi kunne holde øje med motorcyklen.

Den overdækkede terrasse var bygget omkring et kæmpe træ, så man kunne sige, at vi sad under træets krone og spiste.

Og for første gang, men ikke sidste gang på ferien, fik vi salade chèvre chaud = salat med ristede brødskiver med varm gedeost. Denne variation var med skinke og nøddeblanding, andre gange var det med oliven, grønne bønner og tomater. Den skal prøves at gøres efter herhjemme. Enkelt, lækkert og mættende.

På denne restaurant kaldte de salaten for Mont Ventoux. Bjerget er nemlig helt hvidt foroven :-) Topping var oliventapenade.

Dette indlæg er en del af min beretning om vores motorcykelferie i Sydfrankrig 2015

Oh at være selvstændig

At være selvstændig er vist ikke min spidskompetence, selvstændig som i at være sin egen arbejdsgiver og arbejdstilrettelægger, ikke selvstændig som i at kunne tænke og handle selv. Det sidste skal man også som lønmodtager, hvilket måske kan komme som en overraskelse for mange selvstændige. For noget tid siden havde jeg en samtale/sparring med en HRperson, jeg havde selv bedt om det, fordi min nye funktion påvirkede mig på en måde, som ikke var sundt. Egentlig havde jeg selv tænkt mig frem til meget af det, vi snakkede om, men det var godt at sparre med en, som ikke var en del af arbejdshverdagen. Noget af det jeg pointerede var, at jeg levede sammen med en, for hvem arbejde og fritid gled ud og ind mellem hinanden uden gnidninger, og derfor føltes det også rigtigt, at jeg tit arbejdede videre hjemme efter arbejdsdagen på sygehuset. Jeg kunne blot mærke, at jeg var nødt til at skelne mere mellem de arbejdsopgaver, jeg tog med hjem. Så jeg øver mig i at lægge opgaver til side med påskriften: skal gøres ved lejlighed eller efter fridagene.

Sådanne arbejdsdage hjemme kan nemt gå op i overspringshandlinger, der bliver vasket tøj, der bliver ordnet regnskab, og jeg bliver umanerlig sulten, hele tiden, selv om jeg sidder ned hele tiden. Jeg ved jo godt, at selv om jeg spiser sunde ting, så som nødder, tørrede frugter og almindelige frugter, så rummer de alle kalorier, og dermed er dagens indtag langt over kalorieforbruget. Jeg får nemlig ikke motioneret, LOOP er nærmest helt ude i kulden og gåturene er reduceret til halve timer, det ses på vægten. Sommeren skal bruges på at finde tilbage til motionen igen, det er min redningsplanke for mange ting. Det er godt for vægten, det er godt for blodårerne, som qua min alder allerede nu er i gang med en forkalkningsproces og dermed bliver mere stive og skrøbelige, det er godt for tendensen til stigende blodtryk, det er godt for velværet (dokumenteret effekt på depression og på den nedadgående funktion ved Alzheimers), det er godt for kolesteroltallet (øger det gode kolesterol og flytter dermed det lede kolesterol væk fra blodåren, hvor det sammen med forkalkningen øger tendensen til blodpropper). Der er ganske enkelt ingen bivirkninger ved motion som gåture, cykelture, havearbejde og støvsugning.

Indlægget her var tænkt til at blive udgivet, mens jeg var på ferie, men sådan gik det ikke på grund af manglende internet undervejs. LOOP er stadig ikke kommet på programmet, men det kommer det. Gåture og nu også lidt løb i mine nye sko er kommet tilbage, og det gør godt. Jeg har ikke tjekket arbejdsmail og har holdt helt ferie fra mit arbejde. I går gik det løs igen, jeg har intentioner om at fortsætte de gode vaner med at være bevidst om, hvad der kommer med hjem af arbejde på gården. De unge mennesker med kærester dukker op og holder ferie, det skal nydes mellem arbejdsdagene. Og fritimerne/fridagene skal udnyttes fuldt ud til samvær med dem, især fordi jeg har arbejdsweekend de næste to weekender.
God sommertirsdag til dig.

Hurtigt og nemt

Nu har jeg så været aktiv bruger af instagram i en uge - fanger det mig - er det bedre end bloggen?
Jeg kan sagtens forstå, hvorfor mine blogvenner, som jeg har fulgtes med gennem bloglivet, er blevet mere stille i blogland og nogle er helt fraværende. For instagram er nemt, et klik med mobilkameraet, få yderligere klik og et øjebliksbillede er udgivet. Andre kan hurtigt like det, man får hurtigt en respons på det udgivne. Jeg er fascineret af de små øjebliksglimt, jeg får af andres hverdag, det er hyggeligt og er også hurtigt overstået. Her til morgen var det første billede, jeg klikkede ind på, et dejligt billede af min ældste lillesøster og hendes datter på ferie på Kos. Jeg opdagede for nogle dage siden, at min niece var på instagram, så jeg klikkede mig hurtigt på som følger. Sønnen og svigersønnen er også med, de har valgt at sende indlæggene fra instagram til deres facebook, så da landmanden i et øjebliks kedsomhed kom til at oprette en facebook profil, er vi nu to til at fortælle hinanden om den sidste, svigersønnen har klippet (husk nu at gøre reklame for ham, han er dygtig og hans priser er billige, især i København)  eller skønne billeder fra Norges land, hvor sønnen har ferieret.

Det erstatter dog ikke bloggen for mig, jeg har brug for ord, jeg har brug for at blive inspireret af jeres ord og mine egne ord. Den fortælling, I knytter til jeres billeder på bloggen, er langt mere inspirerende og givende end de få ord, der knytter sig til øjebliksbilledet på instagram. Men er man nu mere et billedemenneske end et ordmenneske, eller er man travlt optaget, men gerne vil være i kontakt med andre, så kan jeg godt forstå, at instagram vinder. Så for mig bliver det nok et både og. Derudover har jeg erfaret, at jeg ikke kan sende til instagram via min mobil, kun når den er på wifi, så det begrænser brugen. Da jeg tilmed aldrig fortæller, når jeg er bortrejst, med mindre landmanden er hjemme, ja så kommer der heller ikke små snapshots fra ferieture.

Men min dag i går så sådan ud i billeder (nej ikke alle billeder røg ud på instagram):

Første gå/løbetur i 11 måneder, det føltes skønt i nye løbesko

Tid til at nyde udsigten 

Tak til Jammerbugt Kommune for de fine velholdte gang/løbe/cyklestier

Nok fik vi fisk til aftensmaden, men ikke disse tørfisk

Nye danske Vildmosekartofler - det er bare det bedste

Vi hygger os

Der males - shorts og tyk trøje, så har vi ramt den danske sommers mode

En bog, der fænger- en læplet, så trøjen kan smides - den danske sommer

God sommersøndag til dig, jeg vil nyde denne sidste dag i ferien, inden det går løs med arbejdet igen.

Les Grand Goulets

Når internettet konstant drillede eller var fraværende, når ens fransk ikke er på fortælleniveau, når ens hotelvært kan begå sig på engelsk, men heller ikke mere, ja så var der kun noget af historien, vi fik fat i den aften på vores første overnatningssted i Frankrig. Efterfølgende har jeg herhjemme undersøgt det nærmere og stykket tingene sammen. Hotellet var pænt, men gammel. På anden sal, hvor der blev gjort et værelse klar til os, virkede der slidt, og som om der ikke var gjort noget i mange år. Vi undrede os, for udover os var der kun en flok belgiske cykelryttere, og der var mange flere værelser på hotellet. Så hvorfor sagde to tredjedel af hotellets personale, at der ikke var værelser ledige? Dette link giver forklaringen. Jeg valgte at lade computeren oversætte det, og trods den mærkelige oversættelse kunne jeg sammenstykke en forklaring. Hotelejeren havde for et halv år siden overtaget det gamle hotel sammen med to andre. De satsede på i første omgang at holde restaurant og bar åben og så langsomt få værelserne gjort i stand. Kun 3 ud af de 25 værelser var i september 2014 beboelig. Vi var dog taknemlig for, at de lod os bo der.

Ved siden af hotellet løb en flod og der var også en vej langs floden. Den var spærret.  Skiltet ved vejen havde samme navn som hotellet. Jeg forstod ikke helt hotelejerens forklaring, andet end at der var en vej og den var spærret. Hjemmeresearchen afslørede en spændende historie, menneskene i bjergområdet Vercors havde følt sig indespærret og havde derfor i begyndelsen af det 19. århundrede hugget sig gennem bjergene og lavet en vej. Denne vej rubriceres som en af de farligste veje i verden og blev endeligt lukket omkring 2008, da der blev lavet en tunnel gennem bjergene. Ud af mit første link kan jeg læse, at hotelejeren arbejder på at få genåbnet noget af vejen for turister. Det ville være noget af et scoop for hans hotel, for tjek lige billederne af vejen her. Vi ville have elsket at køre ad denne vej, men gerne i solskin og tørvejr :-)

Hotelejerens hustru stod for servering af aftensmaden, det var lækkert mad med en skøn salat som forret, enkel som kun franskmænd kan gøre det og alligevel velsmagende og mættende. Aftensmåltidet blev afsluttet med créme brûlée, og så var der tid til en lille gåtur. Indbyggerne i den lille forsamling af huse kom ud og sad på bænke rundt omkring og nød aftenvejret. Der var ikke mange unge mennesker at se.

Vi sov godt og næste morgen fik vi
morgenmaden i baren sammen med
de belgiske cyklister, ældste cyklist var
73 år, de skulle over flere pas den dag og
skulle den næste dag cykle over Mont Ventoux, som var vores mål denne dag. Morgenmaden var som altid i Frankrig baguettes, syltetøj, smør, juice og te. Og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke sagde ja til lidt ost til aftensmåltidet, for jeg får aldrig lov til at smage ost om morgenen i Frankrig.





Mens landmand og cyklister gjorde sig klar til dagens tur, tog jeg de sidste billeder af denne lille del af Sydfrankrig. Måske aner du mindepladen på klippevæggen bagerst i billederne. Om den handler sidste del af indlægget. Under 2. Verdenskrig var der også i Frankrig en modstandsbevægelse, og den del som arbejdede i bjergområderne blev kaldt Maquis. Også Vercorsområdet havde sin modstandbevægelse, og de skjulte sig i bjergene, blandt for at undgå at blive deporteret til Tyskland til tvangsarbejde. I 1944 satte Tyskland en offensiv ind og slog ned med hård hånd på de områder, som husede modstandsfolk. Netop her i Les Barraque-en-Vercors blev et slag udkæmpet mellem 300 tyskere og 20 maquisfolk. De 20 modstandsfolk blev dræbt og landsbyen udplyndret og totalt nedbrændt.

Noget af ovenstående havde jeg forstået den dag, men jeg er blevet meget klogere efter at have søgt på nettet, og tænk hvordan vi kunne have talt med hotelejeren om byen og hotellets historie, hvis vi havde haft internet den aften på hotellet. Det er muligt, at internet kan opsluge en og isolere en socialt, men det åbner også op og giver mulighed for at få ny viden og nye bekendtskaber.
Ha en god dag.

Dette er en del af min beretning om vores motorcykelferie i Sydfrankrig 2015

Den gjorde indtryk.

Jeg har lige afsluttet en fantastisk bog, først gad jeg ikke læse den, men da jeg først kom i gang, greb den mig. Det er en spændingsbog men samtidig er den også en bog om en mors kærlighed til sine børn. Hold da op som tårerne trillede til sidst, den gik lige ind i hjertet og blev derinde.
Efter branden af Rosamund Lupton kan varmt anbefales. Jeg har også læst hendes første bog Søster, den kan også anbefales.

En dag, der har været blæsende og regnfuld fra morgenstunden af, endte her i Nordjylland med at blive en dejlig en af slagsen. Når man går i skoven eller sidder i læ, har solen haft gode muligheder for at varme næsetippen. Jeg er hjerteglad og smiler.

På vej mod bjergenes ro

Autotoget fra Hamburg til Lörrach var forsinket, og denne gang indhentede toget ikke den time om natten. Det gjorde det sidste år, men med det resultat at vi vågnede flere gange om natten, fordi toget kørte stærkt, og togvognene dermed rystede mere. Inden alle motorcykler og biler var læsset af, gik der en times tid. Da det modsat de forrige år var en hverdag, vi sluttede togturen, var ventesal med toiletter åben (en god ting), og der var også rigelig med morgentrafik (knap så godt).

Vi har kørt tre forskellige veje fra Lörrach, i år valgte vi ikke at køre ind i Schweiz, det betød en lille tur opad, indtil vi røg på motorvejen ved Mulhouse. Det gik fint, vi havde et godt samarbejde, når vi nåede til betalings/billetstationerne på den franske motorvej. Landmanden sørgede for at holde så tæt på automaten som muligt, og jeg havde handskerne af og var klar til at tage billet/betale, hurtigt var min pung i lommen igen, og landmanden kunne give den gas. Køer undgik vi ikke, men de var få og hurtigt overstået.



Nord for Grenoble kørte vi fra motorvejen og tog hovedvejen til tæt på Grenoble, hvor vi skulle køre ind i bjerglandet.

Hvorfor GPS'en, herefter døbt Mathilde, ville have os ind om Sassenage, skal være usagt, men kirken og byen så smuk ud.

Efter bykørsel satte vi endelig kurs mod bjerglandet, nærmere bestemt den øverste del af distriktet Drome. Solen skinnede og bjergvæggene gjorde sig til i solstrålerne.

Pauser må der til, men mange af mine billeder er taget i farten på motorcyklen, så nøjagtige detaljer om det sete kan jeg ikke altid give. Vi elsker begge, når vejene snor sig og når bjergene stiller sig tæt sammen, så vejen må ind under klipper for at finde frem. Vandet er ofte følgesvend, for det er jo der, der naturligt er slugter og passager til at danne en vej.

Når man så har kørt et stykke tid inde mellem klipper, er det lige så stor en oplevelse at komme ud på siden af en klippe og så få en smuk udsigt.

Aftenen trængte sig på, og vi skulle finde os et logi og et spisested. Det første sted havde de logi, men ingen mad, og de ville have os til at bo der og så køre til den nærmeste by (ca 10 minutter) for at spise. Godt at vi ikke valgte det, for da vi havde kørt ad små veje på vej til den by, dukkede en lille samling huse og et hotel op i et vejsving. Hotelværten gik og vandede blomster udenfor, cyklister sad og nød en øl ved hotellets cafe. Vi stoppede og spurgte om logi og mad. Mad kunne han klare, han ville lige undersøge med logi. Mens han var væk, kom en ældre herre (faderen til ejeren?) og senere en kvinde (hustru til ejeren?) og begge kunne ikke tale andet end fransk, og på det tidspunkt var jeg så træt og varm, at jeg ikke kunne forklare på fransk, at der var en, der var ved at tjekke mulighed for logi. Begge mente absolut ikke, at der var plads, men kort efter kom ejeren og sagde jo der var. De andre to så undrende ud, men han forklarede på fransk til dem og på engelsk til os, at værelset lige skulle gøres klar, så ville vi ikke i ventetiden have en drink på terrassen i skyggen? Om vi ville?

To lokale øl blev nydt sammen med forskellige nødder og rosiner. Og resten af historien om dette sted, hvor en grusom hændelse fandt sted under 2. verdenskrig, får du i næste indlæg. God dag til dig.