Dengang da jeg var …

Mens jeg snitter spidskål og river gulerødder til dagens salat, mens jeg holder øje med skinketærtestykkerne i ovnen og resterne af suppen på kogepladen, ryger tankerne pludseligt tilbage til sygeplejeelevtiden og en uge på Fur. Jeg har valgt i disse dage at byde landmanden på varm mad til frokost, så kan han selv bestemme, om han vil smøre madder eller varme rester om aftenen, når den lange arbejdsdag er over. Jeg er jo i aftenvagt i denne weekend. Hvis ikke landmanden kom ind til mig i sine pauser men holdt dem sammen med medarbejderne, ville vi slet ikke få snakket sammen i denne weekend.
Sygeplejeelevuddannelsen sidst i 70erne var kendetegnet ved mange forskellige uddannelsessteder. Vi fik prøvet lidt af hvert og jeg tror, det var helt bevidst, at skolegangen typisk lå forår og efterår, så kunne vi nemlig være på afdelingerne om sommeren og i julen; dengang var det normalt, at vi fik mange af helligdagene og tog en god tørn i ferietiden. Jeg startede som ”lille” elev på medicinsk og kirurgisk sengeafsnit, så var jeg kortere tid på fødeafdelingen, operationsafdelingen, børneafdelingen, gynækologisk afdeling, neurologisk afdeling. Jeg var også på henholdsvis en åben og en lukket afdeling på psykiatrisk sygehus. Jeg var en dag på et plejehjem og fulgte en sundhedsplejerske en dag. Til slut var jeg igen 3 måneder på henholdsvis en kirurgisk og en medicinsk afdeling. Mellem alle disse afsnit var indlagt en uge, hvor jeg skulle følge en hjemmesygeplejerske. Det blev på Fur, jeg husker ikke så meget om de mennesker, jeg besøgte eller de sygdomme de havde, jeg husker noget om at forsøge at drikke kaffe og så husker jeg, at hjemmesygeplejersken havde arrangeret, at jeg fulgte den praktiserende læge på øen en dag. Og det var den dag, der pludselig dukkede op i mine tanker, da jeg sørgede for varm mad til landmanden midt på dagen. Jeg husker, at det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med en læge, der kunne manipulere. Altså ikke manipulere som i : ændre i data el. resultater på en vildledende måde, især til egen fordel , men manipulere som i : behandle lidelser ved brug af særlige greb og tryk med hænderne på kroppen. En ældre mand kom ind i klinikken med et ”hekseskud” (smertefuld blokering af lændemuskulaturen som hindrer at man kan rette sig ud). Han kom op på briksen og så tog lægen fat, der lød et knæk og manden så helt forundret ud og rettede sig op, smerterne var væk og han kunne gå helt rank ud fra klinikken. Så var det spisetid, jeg havde taget en madpakke med, men lægen bød mig indenfor i privaten, hvor hans hustru havde lavet lækker suppe, som jeg blev budt på. Jeg nød at sidde der i det hyggelige køkken og suppen smagte utroligt godt. Jeg tænkte, det var hyggeligt at have sit arbejde lige ved siden af sit hjem og således kunne tage en lille pause fra arbejdslivet. Om hans hustru var hjemmearbejdende husker jeg ikke, men hun kunne lave suppe, der smagte.
Tiden flyver af sted, så det er tid til at gøre mig klar til aftenvagten. God tirsdag  lørdag til dig.

At gå i søvne

kender jeg til, jeg selv praktiserede det som ganske lille en kort periode. Jeg havde været indlagt på sygehus i tre uger som 1½ år efter en skoldningsuheld. Her måtte forældrene kun besøge deres barn ½ time onsdag og søndag. Jeg græd mig gennem den halve time, og de første 14 dage efter udskrivelse gik jeg altså i søvne.

Men nu går jeg, mens jeg får massage. Fysioterapeuten og jeg var begge lige forundrede, for vi ville begge mene, at jeg havde ligget musestille under hele seancen. Ikke desto mindre havde min fancy skridttæller gået knap 1000 skridt i den time, hvor jeg fik udspænding og massage af hæl og ryg/skulder/arm. Jeg kan også gå, mens jeg sidder. Forrige søndag gik jeg over 12000 skridt, mens vi sorterede, det var da ret imponerende i betragtning af, at jeg maks gik 100 skridt mellem hver sæk, der blev fyldt med 1000 kg kartofler. Og vi sorterede altså ikke 1200 sække men kun 24. Så måske går jeg slet ikke så meget på arbejde, som jeg regner med; jeg tror, jeg skal have fundet den gamle skridttæller frem og dobbelttjekke.

Gårsdagens arbejde bestod i en temadag om forskning, og hvordan man ledelsesmæssigt kan være med til at få koblet forskning og klinisk praksis. Det varede fra 8.30 – 16.30, og inden da havde vi på afdelingen et møde med en ekstern underviser.  Hvor man før tænkte forskning som noget, der absolut skulle være uafhængigt af hverdagens praksis, tænker man mere i dag, at den forskning der begås, skal have sit udspring i praksis og gerne skal tilbage til praksis med resultaterne. I sygeplejen kan det være svært at udføre forskning med den metode, der kaldes den gyldne standard, nemlig randomiserede, blindede forsøg. Dvs. hvor deltagerne bliver tilfældigt delt i to grupper, hvor ingen ved hvilken gruppe, der får den aktive behandling. Når jeg undrer mig over, hvordan patienter egentlig har det efter de er udskrevet fra os, så kan det være svært at undersøge med den gyldne standardmetode? Førhen var patienter indlagt længere tid, nu kommer de hurtigere hjem, de har været ude for en akut indlæggelse, de har fået besked om at de har haft en blodprop i hjernen, heldigvis med minimale følger, de har fået information om at de livslang skal være i medicinsk behandling, og der er blevet snakket med dem om forhøjet blodtryk, kolesteroltal, der skal sænkes, rygning, der skal stoppes, overvægt, der skal reduceres, motion, der skal optimeres osv. Så kommer de hjem, og måske er det først der, det går op for dem, at de faktisk har haft en blodprop i hjernen og at dette kan ske igen. Måske er det også derhjemme, de først opdager de skjulte handicap, trætheden, problemer med koncentration og opmærksomhed. men der er de alene, hvordan håndterer de det? Hvordan oplever de det? Sådan et område kan ikke undersøges med den gyldne standardmetode, her skal der andre forskningsmetoder til, og hvilken man vælger afhænger af spørgsmålet man vil undersøge.  Nu kom jeg lidt ud af et sidespor, for det jeg egentlig ville demonstrere var, at dette er et emne, som udspringer af praksis og som praksis kan bruge, når svaret foreligger. Da jeg for to år siden undersøgte, hvordan vores patienter, som havde haft en forbigående blodprop, oplevede det at komme igennem et hurtigt udredningsforløb på typisk 4- 6 timer, så måtte jeg jo konkludere, at de faktisk fint kunne håndtere det og ikke så noget problem i den hurtige udredning og information, men jeg fandt også i min analyse af data, at der var ting, de ikke kunne huske eller misforstod. Dette var en kvalitativ undersøgelse, dvs. jeg undersøgte få patienters oplevelse. Jeg kunne også have valgt at sende et spørgeskema ud til mange patienter og så undersøge emnet på den måde, men ville jeg spørge om de rigtige ting? Der kan sådan en undersøgelse, som jeg udførte, være en vejledning, hvis jeg ville gentage undersøgelsen med mange patienter og et spørgeskema. Det har jeg så valgt ikke at gøre, i stedet for har vi forbedret vores skriftlige udskrivelsesark. Næste skridt er at kigge på vores opfølgningsark, som vi bruger som guide til telefonsamtalen en uge efter patienterne er blevet udskrevet. Der er nok af sygeplejefaglige emner, der kan undersøges, og hver undersøgelse starter med en systematisk litteratursøgning, for hvad ved vi, hvad ved vi ikke og hvad vil vi gerne vide? Først derefter ved man, om det man undrede sig over, allerede er undersøgt og det derfor mere handler om at omsætte den allerede eksisterende viden til konkret praksis eller om man skal igangsætte et projekt med henblik på at udvikle ny viden, der kan bruges i praksis.

Puha jeg blev helt træt ved at skrive om dette, så nu vil jeg fokusere på formiddagens gerninger, før jeg skal omsætte i praksis al min sygeplejefaglig viden, jeg skal nemlig i aftenvagt de næste tre dage. Her har jeg ikke tænkt mig at gå i søvne, men skridt får jeg helt sikkert gået.  God fredag til dig.

Det er efterår

også sådan for alvor, det rusker, det regner, solen skinner indimellem, men hovedindtrykket af dagen er rusk og regn. Arbejdsdagen har været god, jeg nåede ikke det, jeg ville, men det jeg gjorde i stedet for det planlagte, havde jeg det rigtig godt med. Hjemme gjorde jeg som vanligt, satte mig ned med te og surfede rundt i blogland, men kommenterede ikke, jeg lod bare ord og fortællinger fylde mig. Så fandt jeg strikketøjet og lidt hyggetv frem og har hygget mig ind i skumringen. Dagen er sluttet med korsang, hvor den første julesang er fundet frem. Og aftensmaden passede selvfølgelig til vejret.

Nogen gange

• kan jeg godt føle mig i symbiose med småbørnsmødre, der længes efter deres nattesøvn, men også kun nogen gange. For hvor de har et lille barn omkring benene hele dagen, har jeg kun mig selv til at spænde ben for mig. Egentlig går det med søvnen ret godt, jeg går åbenbart bare mod strømmen, så hvor andre kan nøjes med mindre søvn, når de bliver gamle, er jeg tilsyneladende ikke gammel nok eller ? Jeg har i hvert fald brug for mere søvn.
• undrer jeg mig over kroppen, den ter sig mærkeligt. Min hud valgte at takke for deltagelsen ved sorterbordet søndag med et kæmpe irritationsudslæt på maveskindet. Lægetjek og blodprøvetjek konkluderede, at det måtte være tryk/gnidrelateret. Jeg skal helst have stolen helt tæt på sorterbordet for at kunne nå de fjernesttrillende kartofler på rullebåndet. Det betyder, da stolen ikke er til at flytte med, når først man sidder på den, at jeg skal mase mig ind mellem sorterbord og stol og konstant har tæt kontakt med sorterbordets kant. Det er der ikke noget nyt i, det har jeg altid haft i alle de år, jeg sorterede kartofler fra september til maj. Min hud er åbenbart blevet sygeplejerskesart.
• kan sådan en træt tirsdag morgen alligevel få smilet frem. Jeg bagte boller og fik besøg. Det er arbejdsrelateret, min projektgruppe mødtes for første gang, og jeg har ledelsens velsignelse til at vi mødtes her, her var mere ro end på arbejde. Jeg havde egentlig fridag og konverterede den til arbejdsdag, det samme gjorde min anden kollega og tredje kollega blev taget ud af dagholdet (bare rolig, vi får vores løn for dagen).  Vi har haft en god dag sammen og fået sat ord på de næste måneders arbejde
• drømmer jeg om at sætte mig i frisørstolen og sige: bare klip mig helt korthåret. Sådan går det nok ikke her om en time, det bliver vist mere: bare som det plejer at blive klippet.

Nogen gange er hverdagen sådan lidt småkedelig, men det er faktisk en gave jeg skal huske at skønne på. Småkedelige hverdage er der andre, der ville ønske, at de havde.  God tirsdag til dig.

Kartofler på køl

Egentlig var vi færdige med dagens arbejde i går aftes, da landmanden kom i tanke om, at der skulle termostatfølere i kartoffelkasserne i kølerummet. Jeg gik med og således fik jeg et indblik i kølerummets opbygning. Kartoflerne kommer i kasser, når de lægges ind fra marken. Kasserne bliver stillet i kølerummet og stables med plads mellem rækker, så luften kan cirkulere. Her opholder de sig i 2- 4 grader hele vinteren og er lige så gode som nye, når vi begynder at sortere af dem efter jul. Vi har to kølehuse og derudover et kartoffelhus, hvor kartoflerne også står i kasser, og hvor man kan blæse luft udefra gennem huset. Hvis vinteren bliver lige så lun som sommeren, har man her ikke mulighed for at holde kartoflerne kølet ned, derfor byggede vi for et par år siden et nyt kølehus, så nu kan vi styre temperaturen på de kartofler, der først skal sorteres og sendes af sted i 2016..

Stabel efter stabel af fyldte kartoffelkasser

Blæserne, der sørger for luftventilation

Følere sættes i de øverste kartoffelkasser

Fridagen i dag er strøget af sted, jeg har hjulpet lidt med at lægge kartofler ind, jeg har handlet ind, jeg har ryddet op og vasket op efter hyldebærproduktionen i weekenden. Jeg har snakket lang tid med min datter, hold da op som jeg savner hende Og hendes bror og deres kærester, men ingen københavnertur foreløbig til landmandsparret. Normalt plejer vi at være færdig med kartoffeloptagning, når efterårsferien for skolebørn og lærere starter, det bliver vi overhovedet ikke i år. Jeg har svaret på arbejdsmail, jeg har byttet vagter for at kunne få mine egne planer til at gå op i en højere enhed. Det eneste, der ikke er rørt ved, er regnskabet. jeg må vist hellere oppe mig og komme i gang. God mandag til dig.

Jeg vælger

at sætte mig ved kontorets computer, mens jeg spiser min frokost. Landmanden og medarbejderen spiser nede i frokoststuen, men jeg trænger til at være mig selv i den halve time, vi holder pause. Vi sorterer kartofler, så der kan tages kartofler op på hverdagene. Det er i orden med mig, jeg har også fri fra sygeplejen i morgen, og hvor dette kvartals landbrugsregnskab skal ordnes. Jeg drikker grådigt af sollyset, som nu langt om længe er brændt igennem tåge og skyer.  Humøret har fået et skud energi efter feber og forkølelse er sendt af sted, og oktober måned har valgt at sende solskinsstråler på min vej.
Heldigvis kan min mobil hurtigt sende et billede til computeren, så den lille hare og jeg kan ønske dig en god søndag.

Oktoberlørdag

De unge instruktører i LOOP holdt lyserød lørdag, så eftermiddagskagen til medarbejderne blev dette i dag, så kan min kage godt vente til mandag. Det blev nemlig tømfrugtkurvenkage, så den er svampet af de små pære og æblestykker, der kom i.

Dagens friske luft blev turen hen til læbæltet med hyldebær,  jeg nød egens små “frugter”, grøftekantens pynt og markens rigdom.

Nu er første hold hyldebær sat over, jeg skulle gerne nå hen i et andet læbælte og plukke lidt mere til andet hold. I morgen står der nemlig kartoffelsortering på programmet.

Et par enkelte pinde er det også blevet til, men jeg har også sovet og slappet af. Håber din lørdag har været lige som du gerne ville have den.

Det er helt tydeligt

oktober er kommet, september har sagt farvel. Luften er koldere om morgenen, og her til morgen har lyset end ikke sendt sin første stråle klokken syv, da bilerne med medarbejderne kører ind på gårdspladsen. Mine fridage i løbet af ugen er ikke forløbet som planlagt, jeg har ikke nået det jeg gerne ville, fordi krop og sjæl hellere ville være langsomme og hygge med te og lækkerier. Denne lørdag må derfor gerne blive en af de effektive af slagsen.

Mine tanker kredser både om alt det jeg ikke kan gøre noget ved, og så om min egen lille hverdag. Så der er tanker om livet i det store perspektiv, der er tanker om troen, der er tanker om hverdagslivet og om sygeplejelivet. Der er tanker om kroppen og om den ændrede fedtfordeling efter overgangsalderen, der er tanker om hvordan kiloene lige så langsomt sniger sig på, og  at jeg registrerer dem men ikke gør noget ved det. Der er tanker om forskningsprojektet og om at vores vejleder har stor tillid til mig, hun har rost min synopsis, hun siger at jeg langt hen ad vejen kan vejlede mine kolleger, men jeg er glad for at have de to forskningsvejledere med og at der er prioriteret mange vejledningstimer undervejs (forskningsenheden skal jo også kunne stå inde for den forskningsmæssige kvalitet, lige som de bliver medforfattere).  Jeg er også glad for, at jeg har fået bevilget supervision i forhold til min nye funktion, for jeg vil alt og jeg kan ikke alt.

Jeg er rigtig god til at tænke tanker (og drikke te), jeg kan også være rigtig god til at være effektiv, sidste egenskab lader jeg op til nu. Hyldebærrene er klar til at blive plukket, der mangler boller og kage til medarbejdernes madpakke i dag, og jeg skal have styr på de løse ender, der blafrer og generer mit udsyn.

Lørdag morgen har nu fået lys, jeg krænger den varme hyggesweater af og tager arbejdstøjet på, god lørdag til dig.

 

Det læser jeg

Jeg har før lyttet mig gennem en bog, da var det på computeren og kun når jeg strikkede. Sådan startede jeg også denne gang, men så ville jeg stryge og lytte, og det blev besværligt med den bærbare, for jeg er nødt til at have høretelefoner på, ellers forsvinder for meget af lyden for mig. Så fik jeg lært at downloade bogen til mobilen, og så gik det derudad, jeg hørte bog, mens jeg kørte bil, mens jeg strøg og mens jeg vaskede op. Nu er jeg færdig med Fra hus til hus af Krístin Marja Badursdóttir, det har været en god oplevelse. Som andre bruger forfatteren rengøring både som et bogstaveligt emne, men også i overført betydning for hovedpersonen. Bogen havde indimellem en snert af chiklit- genre over sig, men den har en overraskende slutning, den er morsom, tankevækkende og spændende, så den kan jeg varmt anbefale.

En sms tikkede ind med besked om at hente en bestilt biblioteksbog, Alt det lys, vi ikke ser af Anthony Doerr. Jeg har den kun i 14 dage, men med fridage foran mig og en spændende bog, som allerede har grebet mig, så skal den nok blive læst. Samtidig er jeg startet på Olive Kitteridge af Elisabeth Strout som lydbog, den har også fanget mig. Tænk at jeg nu er i gang med bøger igen, herligt. God aften til dig

Hvis du læser, hvad læser du så nu?

Hun har jo ret

min kære souschef, som fortalte, hvordan hun sørgede for at komme ud med børnene, når hun kom hjem efter en hård og travl dag. Det kvikker op, og man er bare mindre træt efter frisk luft og motion. I dag lyttede jeg til hende, så da jeg lige var ved at falde i søvn i sofaen, strøg jeg op, og inden jeg nåede at fortryde det, tog jeg travesko på, kameraet i hånden og gik en skumringstur på en halv time og 4000 skridt. Jeg har ikke haft en hård dag pga mit arbejde, men fordi jeg ganske enkelt ikke kunne finde ro i nat, så blev arbejdsdagens møder klaret med fire timers søvn.

Min kære souschef var også den, der ramte plet, da jeg fortalte om den dag, hvor jeg havde rundet 10000 skridt på arbejde, hvorpå vi blev enige om, at det gav god mening, at vi tit var trætte efter en dag i plejen. Og så sagde hun, men vi får jo ikke pulsen op, som man anbefaler, og det er jo rigtigt. Vi rammer det ene mål, 10000 skridt, men det andet mål med en halv times motion, hvor pulsen stiger og man bliver lidt stakåndet, og det skal være af minimum ti minutters varighed ad gangen, den motion må vi sørge for efter arbejde. Den er nu klaret for i dag, og så kan jeg vende mig mod aftenens gøremål. Jeg nåede ikke at blive færdig med forberedelserne til morgendagens kursus, hvor jeg er på som underviser for vores sidste ansatte kolleger. Jeg har holdt kurset fire gange nu, men har intention om at skrue emnerne lidt anderledes sammen. Det kræver tid til fordybelse og eftertanke, det snupper jeg så i aften, når huset er gjort klar til rengøring og landmanden er ”fodret af”. En kande te, lidt rosiner og nødder og belønning i form af en enkelt pind på kjoleprojektet skal holde mig fokuseret. Jeg nød at være i strikkecafeen i går aftes, Liselotte guidede mig i gang igen med kjolen, og så må jeg sige, at det er begrænset, hvor meget jeg får strikket, jeg skal jo også snakke. De to ting går ikke sammen, jeg skal helst have øjenkontakt med den, jeg taler med. Og blindstrikning mestrer jeg ikke.

Landmanden og medarbejdere nyder det gode vejr, markerne har tørret godt, og igen i dag blev det en god kartoffeldag. Det er lange dage for landmand og co., så de har opgivet sortering om aftenen, vi snupper derfor en gentagelse af sidste søndags aktivitet. Helt i orden for mig, efter morgendagens kursus har jeg fire fridage fra sygeplejen.

God aften til dig.

Kalejdoskop

Er det mon det ord, jeg leder efter? Kalejdoskop betyder i overført betydning: en begivenhed, en fortælling eller lignende, der er meget broget, varieret eller farverig. Broget betyder ifølge synonymordbogen farverig; mangfoldig, kalejdoskopisk, blandet. Tænker jeg i farver? Nej det gør jeg vist ikke, men mine tanker er mange, varierede, til tider kaotiske, en mangfoldig hærskare, så man kan vist godt sige, at jeg føler min hjerne som et kalejdoskop. Når jeg ryster lidt på den, drejer lidt på den, ændrer mit fokus sig. Nye billeder dukker op. Kvinder i min alder, som interviewes, berømmer alderens klarsyn og ro. Jeg ved godt hvad de mener, jeg har efterhånden levet så længe og ved at livet går videre i en eller anden form, også selv om mit liv måske vælter. Det giver på en eller anden sær måde en ro, men klarsynet? Jeg tvivler stadig, jeg undrer mig stadig over andre, der klart og tydeligt i mælet fremfører deres synspunkter om dit og dat. Jeg får stadig den der følelse af, kunne det ikke være anderledes, er det mon også rigtig, at det forholder sig sådan. Og alligevel er jeg ikke i tvivl om, at jeg opfattes af mange som en, der netop har styr på det hele, en der ved hvordan tingene skal være. Jeg lever konstant med følelsen (og kloge folk med forstand på den slags siger, at det er jeg ikke alene om) af hvornår dukker han op? Hvornår dukker den lille dreng op midt i folkemængden og siger højt og tydeligt, jamen hun har jo ikke noget på. Og alle omkring mig vil undre sig over, hvordan de dog kunne tro, at jeg havde noget på.

Den slags tanker rummer min hjerne, den rummer også alt muligt andet:

• At jeg havde forudset Mette Blomsterbergs kommentar til Liv, da deltagerne i Den store bagedyst skulle lynhurtigt finde en kage at bage til uventede gæster ud far hvad køleskabet nu rummer. Deres køleskab rummede dog meget mere end mit til enhver tid rummer. Liv er en gæv vendelbo med morforældre, der havde et bageri i Vendsyssel. Temaet var mormor, så Liv besluttede at bage en brunsviger, for det mindede hende om mormor. Og så var det, at det nordjyske slog igennem, for kagen blev pyntet med marcipan og flødeskum, Mette Blomsterberg undrede sig højlydt over pyntningen og Liv så ud til ikke at forstå det. Det kunne jeg godt have fortalt hende efter at fulgt de vantro kommentarer til et billede, Liselotte, en gang lagde ud på sin blog, af netop en brunsviger med flødeskum.
• At jeg åbenbart ikke har kontakt til mit indre termometer og derfor vantro så på termometeret søndag aften. 38,5! Så forstår jeg bedre, at jeg følte mig sløj hele søndagen, mens vi sorterede kartofler. Normalt arbejder vi ikke om søndagen, men med de mange regnmængder de forrige dage og med udsigten til flere solskinsdage i træk så besluttede vi, at hverdagen fyldes med kartoffeloptagning og så må kartoffelsorteringen ske på andet tidspunkt. I denne uge prøves en anden variant, hvor der sorteres efter aften.
• At jeg efter at have fulgt unge kvinder fra det københavnske område via deres blogge tænker meget over, om vi overhovedet i vores lille land kan forstå hinandens måde at leve på. Nu har jeg fået et lille indblik i deres hverdag, men kender de overhovedet til mig og andre som mig? Eller er vi blot en del af det uforståelige provinsDanmark? Det er nemmere at have gode meninger om sundhed, sygdom og flygtninge end det er at holde af konventionelt landbrug. Det forunderlige er jo, at jeg ved at læse med hos landmanden, alle elsker, Lone Landmand** og hos Farmer genkender fuldstændig de samme værdier som hos min mand: glæden ved naturen, glæden ved at dyrke jorden, passe på den og at gøre det ordentligt, glæden ved at have et job, hvor fritid og arbejde glider ud i et. Men de har valgt forskellige veje, to er konventionelle landmænd, en er økolog. Når jeg læser med hos blogge, hvor jeg kender deres politisk ståsted, så er det forunderligt alligevel at se den varietet og bredde i den måde, de lever deres liv på. Man kan ikke sige, sådan lever du, sådan er du, når du stemmer sådan og sådan. Den forskellighed oplever jeg bare ikke, når der debatteres og diskuteres offentligt, det bliver så ensporet og afholder mig efterhånden fra at mene noget (offentligt), og det er jo også farligt. For så lader jeg de andre tage styringen, dem der ved lige, hvad der skal siges, gøres og menes om dette og hint. Men at være sygeplejerske og gift med en landmand kan godt få en til at føle sig politisk ambivalent, for hvad der er godt for det ene fag er ikke altid godt for det andet.

Det blev en lang smøre, nu har jeg så også prøvet at skrive indlæg i to dage, så det kom ud hulter til bulter. Fridagen skal bruges på at få styr på mig selv, skranter stadig*, og på at få styr på hverdagslivets trivialiteter så som hvordan tilbereder man en oksetværreb bedst, sætte artikler i mapper, rydde op og gøre rent i værelser. Og desserten er en aften på strikkecafe, i aften vil jeg i gang med min kjole igen. Jeg har ikke strikket på min kjole i lang tid, jeg gik i stå og savnet af Anne, som havde hjulpet mig med at komme i gang og som faktisk også havde valgt farverne til kjolen, blev stort. Tænk at et menneske, som jeg har lært at kende gennem blogland og kun har mødt fem – seks gange, har sat så stort et aftryk i mit liv. Det har Anne, hun var et ganske særligt menneske.

Lad det være slutningen på dette brogede indlæg, at du og jeg forhåbentlig kan sætte gode aftryk i andres liv. God tirsdag til dig.

* En gang sønnen skulle til læge som ung, havde jeg skrevet en huskeseddel, som han skulle tage med. Jeg havde skrevet, at han havde skrantet i fjorten dage. Jeg blev ringet op på arbejde af sønnen, han ville godt vide, hvad skrante betød, for han ville ikke sige noget til lægen, som han ikke kendte betydningen af.

** da jeg kopierede blogadressen ind, kom jeg til at tænke over Lones blognavn: beretninger fra et autentisk landbrug. Autentisk betyder noget, der forekommer i virkeligheden, synonymordene er ægte og pålidelig. At alle landbrug er virkelige er vist givet, ægte og pålidelig håber jeg da, at alle landbrug er, men de har nok ikke samme holdninger som Lone og gemal.

I nattens mulm og mørke

vågner jeg, men det er ikke nat, det er dag og lige om lidt ringer både mit og landmandens ur. Det er tid til at stå op. Her er ikke noget med langsom opstart, vi ved, hvad vi skal, så mens landmanden gør sig klar og trækker i arbejdstøjet, dækker jeg bord til ham og brygger te. Jeg tænder lys på gårdspladsen, så de seks medarbejdere kan finde frem til frokoststuen med deres madpakker og termokander. Istvan løfter det ene øje, da jeg tænder lyset inklusiv det i bryggerset, og først da jeg har hentet mad til ham og sat det i skålestativet, står han op og begynder at spise. Døren ind til køkkenet lader jeg stå åben, så Istvan kan følge med i aktiviteterne i køkkenet. Så snart landmanden sætter sig for at spise sin morgenmad, skynder Istvan at spise op, den skulle jo nødigt efterlades i bryggerset. Efter en rundtur på gården, hvor døre og porte åbnes og et lille smut ned til hønsehuset, bliver Istvan dog lukket ind i bryggerset igen. Landmanden kører selv kartoffeloptageren i år, og der kan Istvan ikke være med. Vi har prøvet, om den så ville blive hos de tre medarbejdere herhjemme, som sørger for at sortere jord og stene fra kartofler, når kartoflerne lagres i store kasser. Det dur ikke, den går på jagt efter landmanden og kommer så langt væk, fordi der er jo nok at snuse til, at den ikke tør komme hjem. Den ved godt, at den er på afveje, og så gemmer den sig, til alt lys slukkes på gården. Herefter trisser den stille over i hundegården og ind i hundehuset, næste morgen kommer den først frem, når landmanden kalder på den, ikke engang jeg kan kalde den ud af hundehuset. Så nu er Istvan i hundegård hele dagen, indtil jeg kommer hjem, og i dag kan den få lov til at blive herinde.

Mens jeg skriver, er lyset brudt frem, en ny arbejdsdag er begyndt. Jeg må vist hellere få lagt dej til boller, bagt en kage og få vasket tøj. Medarbejderne og landmanden har lange arbejdsdage, så de skal have gode eftermiddagsmadpakker med noget, der mætter, og noget til den søde tand. Kontoret skal også lige tjekkes, og LOOP skal prioriteres, jeg kan mærke, at kroppen ikke brokker sig så meget, nu hvor jeg har været af sted to gange i denne uge.

Overskriften skulle lige tjekkes på sproget.dk, og så faldt jeg i staver over udtrykket. Jeg ved godt, at udtrykket er det man kalder en allitteration, altså bogstavrim: mulm og mørke, men kan man ikke også sige, at det er dobbeltkonfekt? Altså at det egentlig er det samme, man siger med forskellige ord. Mulm betyder i nattemørke, så der står; I nattens nattemørke og mørke. Men det lyder godt og understreger, at der virkelig er mørkt, og sådan var også min følelse her i morges klokken seks. Ved at slå dobbeltkonfekt op ved jeg nu, at det også hedder pleonasme. Man kan blive så klog sådan en tidlig morgen, hvor jeg hellere ville ligge i min seng med min lydbog og strikketøjet end at være aktiv. Men sådan spiller klaveret ikke, så fru landmandskone, sæt i gang med husmormotionen. God dag til jer.

En times forskel

Når jeg skal møde klokken syv, kører jeg ca ti minutter over seks, det passer fint. Jeg får tid til at parkere, klæde om og er oppe på afdelingen ti minutter i syv. Så er der tid til at sætte vand over til formiddagsteen, snakke med kolleger og vi får fordelt dagens patienter, dagafsnittet, trombolysefunktion, koordinatorfunktion og andre opgaver mellem os, inden vi klokken syv står klar på sygeplejekontoret til en hurtig overlevering fra nattevagterne. De skal tilstræbe at have skrevet alt ned, enten i patientjournalerne eller på vores husketavle, men der kan være nogle få ting, som er rare at vide, inden vi sætter os til at læse om patienterne. F. eks at patienten på stue 5 er ukritisk, meget hurtig og har nedsat sygdomserkendelse, og derfor tror han kan gå, selv om han er lammet i den ene side. Det betyder risiko for at patienten kommer til skade i sit forsøg på eksempelvis at komme ud af sengen for at komme på toilettet. Her skal vi have alle antenner ude og et af vores hjælpemidler er at sætte klokkesnoren fast i patientskjorten, for så vil der ringe inde fra stuen, når patienten forsøger at komme ud af sengen. Ved at alle har hørt det, kan alle også reagere hurtigt, når klokken ringer.

Nu tænker du nok, har det noget med overskriften at gøre? Ro på, jeg kom bare lige til at fortælle lidt om morgenstarten på arbejde. Min morgenstart i disse dage herhjemme er som vanligt, der smøres madpakker i stor stil, men jeg skal først møde en time senere. Så jeg tænkte i går, at hvis jeg kørte hjemmefra som sædvanligt ca 50 minutter før, så ville det passe med at kunne nå at finde en parkeringsplads og sidde i auditoriet klokken otte, jeg skulle jo ikke klæde om. Snydt! Der var kø helt ude fra begyndelsen af Nørresundby, og vi sneglede os ind gennem byen, så jeg måtte smide bilen ind på en sidegade, løbe ned til Forskningens Hus og alligevel komme fem minutter for sent. Jeg var så ikke den eneste, der var blevet snydt af trafikken en time senere end vanligt. Men lyset og den gryende sol nød jeg. Og nu skal jeg i gang, så jeg ikke kommer for sent i dag. God dag til dig.

Smarte ideer må gerne kopieres

Nu havde jeg jo min skridttæller med og kunne se, at al den viden, der skulle hældes ind i mit og andre projektdeltageres hoved sammen med rundstykker, lækker mad og kage (det var så nok mere ned i maven) betød, at der var meget få skridt på kontoen ved frokosttid. Jeg har altid beundret Tinas evne for at udnytte en lang middagspause midt på en meget lang arbejdsdag midt i London. Tina har bragt os rundt omkring i London, mens hun travede og fotograferede. Det giver ikke blot luft til hjernen, massage af fordøjelsessystemet, men også kalorieforbrænding. Så jeg pudser lige min glorie; mens andre snakkede og hyggede sig, gik jeg ud og gik en tur. Mølleparken ligger lige bag Forskningens Hus, så jeg fik fundet en hurtigere vej fra min foretrukne p-plads, når jeg møder sent, og hen til kursusstedet, samtidig med at jeg fik nydt vejret, motionen og de skønne omgivelser.

De bløde kartoffelmarker giver udfordringer, og et af dem løste landmanden ved systematisk at gennemtænke problemet og udvikle en løsningsmodel, men hvordan skulle han midt i travlheden få udført løsningen. Han tænkte videre og så pludselig muligheden i et redskab beregnet til et andet formål. Der blev skåret et par jernstænger af redskabet, og nu er det problem løst. Herefter ringede han til sin bror og fortalte ham løsningen, broderen kopierede fluks ideen, og fortalte ved arbejdsdagens slutning, at det havde gjort en stor forskel i denne dags arbejde. Der er nok, der kan drille, så det er skønt, når andre ting falder på plads ved god gedigen tankevirksomhed.

Min hjerne tænker åbenbart i duo i disse dage, for samtidig med at jeg skrev om koncert i aften, planlagde en anden del af hjernen, at jeg skulle læse artikler og se dokumentar om sygehussystemets sorte sider. Jeg må vist genopfriske min viden om, hvordan man optager programmer, for den skulle vi se, sagde forskningslederen til os i morges.

Har du for nylig ladet dig inspirere af andre til at gøre ting på en ny eller anderledes måde?

Det lange seje træk

Overskriften kom netop som jeg sad og funderede over, hvad jeg kunne skrive om. Jeg har skrevet en masse her til morgen, jeg har skrevet et indlæg færdig til min anden blog, som på det nærmeste er gået i hi. Nu får indlægget lov at simre lidt i en mappe, mens jeg tager til tandlæge. Jeg kan godt lide at lade ordene ligge lidt for derefter at læse dem igen, og se om de stadig giver mening. Jeg har også skrevet en mail til mine kolleger om en ny instruks, det nåede jeg ikke i går, og da jeg først er tilbage på afdelingen om en uge, så må det ske på min fridag. Ordene kommer nemt, men det skal også kunne forstås af dem, der læser det, så den mail får også lov til at ligge lidt. Det lange seje træk går både på landbruget og på det at fastholde og udvikle sygeplejen på et afsnit. Nyd jeres kartofler, det er et knoklearbejde i år, markerne er bløde, det regner jævnt tit, så alt det grej, der kan puttes på traktorer og maskiner for at kunne køre bedre, er fundet frem. Kartoffelhøsten strækker sig over længere tid end kornhøsten, så afhængigt af vejret kan der gå 1- 1½ måned, inden vi har kartoflerne i hus. Det er tåget, gråt og vådt derude, så jeg kryber sammen ved computerens lysskær med min tekop og nyder, at dagen kan starte lidt langsomt. De næste tre arbejdsdage er kursusdage, min synopsis blev godtaget, så nu er vores afsnit en del af sygehusets forskningsprojekter, og vi er tre sygeplejersker, som fremover har fået to forskere som vejledere til vores projekt. Kursusdagene må jeg deltage i alene, vi har ganske enkelt ikke kapacitet lige nu til at sende tre sygeplejersker af sted i tre dage. Travlheden fandt et roligt niveau i juli måned, men nu er der speedet op igen, så mange patienter bliver indlagt hos os.

Ja længere nåede jeg ikke før tandlægebesøget, mail er blevet afsendt, blogindlæg simrer stadig og det meget tågede vejr, der ledsagede mig til Aalborg, var heldigvis forsvundet, inden jeg kørte hjem igen. Mange var kørt sammen på motorvejen ved Støvring hørte jeg i radioen, vi tror, vi kan køre lige stærkt uanset vejret, vi bliver sommetider klogere. Om lidt skal der smøres eftermiddagsmadpakker til de seks hårdt arbejdende kartoffelfolk, og så skal jeg gerne nå LOOP, inden aftensmaden skal stå klar til landmand og jeg suser ud af døren til sidste koraften inden koncerten i morgen. Vi skal synge på herregården Bratskov, og jeg glæder mig. Må du finde noget, du glæder dig til, på denne septemberonsdag.

Og så drog vi hjem

Da jeg stoppede beretningen om turen hjem fra Provence, var vi på vej til en bjerglandsby, Gordes. Beliggenheden har gjort den meget populær, men vi havde kun tid til at nyde den fra motorcyklen og så et enkelt udsigtspunkt. Vi var ikke de eneste turister den dag, og jeg kan levende forestille mig, at byens små middelaldergader har været stopfyldt.

Vi havde dog en anden plan, vi ville finde en gammel klippeby, Village de Bories. Oprindeligt blev husene bygget af bønder til at huse redskaber, men også hyrder byggede dem som ly for dyrene og senere blev hytterne til beboelse. Man mener, at de kan dateres tilbage til 2000 år før Kristus, men er blevet genopbygget flere ved hjælp af de gamle metoder. Hytterne var bygget af de kalkstensflager, som var omkring i landskabet, og det var imponerende at se de mange forskellige konstruktioner, der blev lavet. Village de Bories er blevet restaureret og er nu et museum om den tid. De sidste beboere rejste fra hytterne først i det 19. århundrede.

Der var frygteligt varmt, vi havde skiftet til let tøj, stillet motorcyklen i skygge og benyttede enhver lejlighed til at stå inde i hytternes svale rum. Da vi var færdige med at gå rundt i området, kunne jeg ikke mere. Tanken om kørsel på lavendelruten kunne ikke lokke mig mere, jeg ville bare hjem til mere humane temperaturer. Det var nu middagstid, og vi hoppede på motorcyklen og kørte ud til motorvejen ved Avignon. Vi havde en plan om at komme så langt som muligt denne dag, så vi kunne være hjemme søndag aften i stedet for mandag middag.

Vi kørte og kørte, heden tog til, vi måtte holde pauser hver time mod normalt hver 2. time. Vi drak vand og vand og lige lidt hjalp det, vi havde det varmt indvendigt og udvendigt. Da vi passerede Lyon, sagde landmanden; nu er temperaturen på 42 grader! Planen blev at køre op i Tyskland, for så ville det være aften og mildere aftenklima. Vi fik energi af tanken om temperaturer under tredive grader, så vi kørte og kørte. Varmen påvirkede os dog, så vi kom til at køre forkert i søgen efter et hotel. Vi blev derefter enige om, at vi bare ville køre hele natten og så holde ind, når vi blev for trætte.

Sådan kom det nu ikke til at gå, for pludselig så vi et motorvejshotel, så her landede vi kl 22.30. Temperaturen viste over 35 grader! Jeg svedte, mit hår hang ned, min hud blussede, jeg var helt færdig og ekspedienten i servicecenteret fik så ondt af mig, fordi jeg skulle vente, til hun havde sørget for kaffe og kage til kunder, før hun kunne finde et værelse til os. Landmanden undersøgte imens, hvor det var bedst at parkere, så vi ikke fristede tyveknægte til at ribbe motorcyklen. Normalt vælger vi logi med aflåste parkeringspladser, det var der ikke her. Værelset var med aircondition og brusebadet med knappen drejet over på koldt vand friskede mig så meget op, at jeg havde lyst til en sandwich og en vand. Vi gik over i servicecenteret, og da vi snakkede med ekspedienten og nævnte noget fra første møde med hende, så hun helt forvirret ud og mente det måtte have været hendes kollega. Jeg sagde så, at jeg var den meget trætte og svedige motorcyklist, hun en halv time forinden havde fundet et værelse til. Hold da op som hun gjorde øjne og grinte højlydt, hun kunne slet ikke genkende mig.

Efter en god nats søvn var vi klar til at køre videre. Ved den første pause hentede jeg vand og guf til os, jeg hørte godt, at nogen sagde Lene, og jeg så også en motorcykel som vores, men tænkte at P da ikke kunne være her. Det var han så i selskab med to andre MCkammerater. De havde været til motorcykeltræf i Garmisch-Partenkirchen, de var kommet derned fredag eftermiddag, og klokken 10 lørdag formiddag så de på hinanden og besluttede, at den varme kunne de ikke med, så de var nu på vej hjemad. Det blev en hyggelig tur op gennem Tyskland på motorvejen. Vi spøgte med, at det dog var den længste søndagstur, vi nogensinde havde kørt sammen. Hjemme på gården nåede vi lige inden for døren, før torden og lyn kombineret med regn brød løs. En skøn ferie var overstået og vi nød ikke at svede hele tiden.

Dette er en del af beretningen om vores motorcykelferie 2015 i Sydfrankrig.

Genudsendelse

Min arbejdsdag:

herhjemme:
zzz zzz zzz zzz

Lørdagens læsestof

Lørdag startede langsomt med tid til rundstykker og morgente med morgenlæsning. Søndagen er arbejdsdag for mit vedkommende. For en sjælden gangs skyld skal jeg i dagvagt i en weekend, normalt har jeg aftenvagter. Postkassen indeholdt udover Landbrugsbladet et motorcykelblad, Touring Nyt, så mens landmanden fordybede sig i fagrelevante sider, forsvandt jeg ind i fortællinger om motorcykelture. Forskellige fortællinger skrevet af motorcyklister med forskellige fortællestil, men fælles er glæden ved at køre på motorcykel og at opleve noget. Jeg kom med til Marokko, hvor tre mænd og to kvinder i stedet for en daseferie i Marrakech valgte at leje motorcykler og køre rundt i landet. Bagefter tog jeg til Nordnorge med en lonely rider, som drømte om endnu en tur, denne gang med fruen på bagsædet, for han var slet ikke færdig med området deroppe. Til sidst sluttede jeg af med at læse om en tur i “Heartbreak Heartbeat”s område i Yorkshire (serien Små og store synder), hvor ægteparret boede på det hotel i Goathland, som en stor del af serien foregår på. Sådan en lørdag morgens læsning skubber til drømmene om næste motorcykelferie.
Efter LOOP blev det tid til aktiv fridag med plukning af blommer, hyben og hindbær, det meste er puttet i fryseren, hyben blev sammen med æbler og pærer forvandlet til et par glas marmelade. Og så sluttede fridagen af med lydbog og strikketøj. Hvis ikke jeg skulle arbejde, var jeg alligevel stået tidligt op for at få endnu et kapitel af den spændende bog: Fra hus til hus af Krístin Marja Baldursdottír. Nu må jeg vente til i eftermiddag. Må du få en god søndag.

Fredag på farten

Dagen er strøget af sted, jeg har haft dagafsnittet med tre patienter og to patienter på sengeafsnittet. Jeg har travet frem og tilbage på afsnittet. Det samme har mine kolleger, så hvis de er trætte i dag, så kan min skridttæller fortælle dem hvorfor. Jeg tror, der er en del, der smider skoene, smider sig i sofaen og slapper af i aften. Herhjemme står den på rester, landmanden så helt salig ud i går aftes, da det gik op for ham, at han skulle have ribbensteg med kogte kartofler og god brun sovs.

Klokken 16.10 efter ni timers arbejde

Længere kom jeg ikke i indlægget, for jeg faldt i søvn midt i te, blogindlægskrivning og tanker om aftensmad. Jeg vågnede, da eftermiddag var blevet til midt aften, så aftensmaden her i huset blev spist på det tidspunkt, hvor vi normalt drikker aftente. Nu vil jeg finde strikketøjet frem og nyde resten af aftenen i vågen tilstand.

Kunne vi ikke fusionere lidt?

Jeg gad godt lidt sol og varme, det får jeg ikke. Så nu vil jeg synge mig til den indre varme og den indre sol. God aften til dig.