søndag, marts 11, 2012

AVISLÆSNING

Jeg læser i avisen om en driftig erhvervskvinde, om hvem hendes mand siger, at hun har planlagt dagen, inden hun slår øjnene op, for på den måde får man noget ud af livet og når de ting, man vil. Hun vil nok ikke godtage min ide om at tage den med ro om dagen, når der er en aftenvagt i slutningen af dagen. Jeg kan dog godt følge hendes tankegang, for jeg føler, at dagen er smuttet fra mig, inden jeg egentlig er klar til at indtage dagen. Avisen, zappen rundt i kanaljunglen på fjernsynet og bloglæsning bliver let trukket i langdrag med det resultat, at der ikke er tid til så meget andet.

Et andet sted i min avis læser jeg, at det kan godt være, at computerspil forringer læseevner hos børn, og det skulle efter sigende være ganske sandt, men læsning er langt mere en asocial beskæftigelse end computerspil, hvor man er i kontakt med andre spillere på nettet. Og så mindes jeg min kære svoger, som også mente, at læsning var flugt fra virkeligheden, man skulle satse på samværet med andre. Og mente er i datid, fordi det ved jeg, at han mente en gang, om han stadig mener det, ved jeg ikke, det var dengang, vi havde mindre børn og diskuterede, hvilke værdier, man skulle videregive til sine børn.

Jeg har før fortalt om neuropsykologen, som sammenlignede vores liv med en taburet; jo flere ben vi havde på taburetten i form af forskellige interesser, jo stærkere stod vi, hvis et af benene knækkede i forhold til vores egen identitet. Det er gået op for mig, at arbejde og familie er det, der fylder rigtig meget hos mig, åh ja jeg synger i kor, jeg blogger og jeg strikker lidt, men min altopslugende interesse er mit arbejde, og det er måske slet ikke så godt, selv om jeg føler, at det er med til at holde min hjerne aktiv.

Sådan flyver tankerne viden omkring, mens jeg læser avisen. Nu vil jeg trykke på udgiv, lægge avisen til side og tage traveskoene på. Frisk luft må der til, tankerne trænger til at få modspil.

Ha en god søndag

DSC05269

5 kommentarer:

  1. Dejlige tanker paa en soendag. :)

    SvarSlet
  2. Sundt med sådanne tanker ;-) Jeg håber, at du havde en skøn tur..En dejlig aften til dig...knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Gitte, gåturen gør mig altid glad. Og aftenvagten gik godt. tak :-)

      Slet
  3. Det er da et rigtig godt billede, det med taburetten og benene. Og du har ret i, at arbejdet hurtigt kommer til at fylde meget. Så af og til skal man nok stoppe op og tænke lidt over, hvor mange ben man har at støtte på, når arbejdet ikke længere er der. Evt. hvilke ekstraben man skal finde frem af gemmerne :-)

    SvarSlet