Jeg synes, jeg har det bedste job i verden. Jeg synes, at det at være sygeplejerske giver mig muligheden for at være til stede i nogle af de svære stunder i andre menneskers liv. Det kræver, at jeg er ydmyg overfor den opgave, det er, at hjælpe og støtte andre mennesker i deres kamp for at finde tilbage til livet. Ikke det liv, som var, men det liv som er og som forhåbentlig udvikler sig til et liv med livskvalitet i. Når vi er raske, kan vi have nok så mange meninger om, hvordan vi vil tænke, hvis vi bliver syge. Men gang på gang kan jeg se, hvordan det enkelte menneske finder livskvalitet og mening med livet, netop der hvor de er. De ændrer deres mening om livskvalitet. Førhen ønskede f.eks. ALS patienter ikke respiratorbehandling, men i dag vælger flere den behandling til. Som en ældre ALSpatient skrev: jeg har fået muligheden for at leve og nyde at se mine børnebørn vokse op, jeg kan komme på stranden og nyde naturen og min familie. Jeg har oplevet pårørende blive forundret over, at deres gamle far eller mor godt nok vælger genoplivning fra men vælger anden behandling til, fordi de stadig har mod på livet trods svær sygdom.
I det daglige står vi midt i plejen, alle har brug for at føle sig velsoigneret, alle har brug for næring, alle har brug for at komme af med affaldsstoffer, alle har brug for at kunne trække vejret frit, alle har brug for social kontakt. Derudover har patienterne også brug for træning af alle de funktioner, som er blevet ødelagt pga. en blodprop eller blødning i hjernen. Træning foregår bedst i dagligdags aktiviteter, derfor er der en mening med, når jeg instruerer en patient til at vente med at løfte bagdelen, til vi har hjulpet med at få det lamme ben til at bøje sig. Ved at inddrage den lamme side sendes der stimuli til hjernen, og som støtter hjernen i dens reparationsarbejde. Eller når vi bruger en del tid på at lejre patienten, så alle led er understøttet af dyner og pude. I går talte jeg med fysioterapeuten om en patient, hun fortalte, at der var begyndende bevægelse i musklerne i benet, jeg fortalte, at benet havde været meget overspændt i muskelspænding under sengebadet, hvorefter hun svarede, det var det ikke nu, det er jeres lejring, der hjælper. Sådanne små detaljer overbeviser mig gang på gang om det meningsfulde i vores arbejde. Jeg synes, jeg har det bedste job i verdenen, og nu vil jeg køre af sted for at passe det.
Må du finde mening i din tirsdag.
Dejlig at læse Lene.. Du gør en forskel,og det giver mening for både dig og os sndre. :-)
SvarSlettak Inge, i vores arbejde er det nok mere synligt, at vi gør en forskel, og det smitter af på meningsfuldheden :-)
SletDu beskriver flot forskellen mellem at have et kald og at have et arbejde. Hvis alle var så determinerede som dig, var verden et bedre sted at leve :-)
SvarSletNoget helt andet: jeg undrede mig lidt over din bemærkning om, at "vi skruer på tiden igen om et par uger"? Da vil det være jævndøgn, og dagslængden går heldigvis først den anden vej igen om tre måneder - indtil da vil det blive stadig lysere tider for os :-)
Tak søde Ellen :-) Jeg mente, at når vi skruer tiden frem, så kl 5 bliver til kl. 6 så vil der blive mørkt en overgang om morgenen igen :-)
SletDet er så rart at vide at sådan nogle som dig passer på os andre når vi har brug for det.
SvarSletDet er et flot og meningsfyldt arbejde!
Tak Kong mor, jeg håber min profession gør sit bedste :-)
SletDet er netop i de små detaljer, kvalitetsforskellen ligger. Der er der fremskridt registreres. Ting tager tid, og det gør pleje og behandling også. Det nytter ikke at forcere, selvom vi skal være effektive. Piet Hein skrev noget om at gro i ro - megen vækst ser vi ikke - men pludselig er det forår og helt synligt, at der var noget nyt på vej!
SvarSletCharlotte, gro i ro er gode ord at have med på vejen :-) Tak
SletHvor er det godt, du findes. Og andre som dig.
SvarSletTak Betty, det bedste er at vi er mange, der brænder for apopleksisygeplejen :-)
SvarSlet