Der er en knevren udenfor, fra jeg står op og tit til jeg går i seng. Gæssene og svanerne lever ikke lydløst på markerne rundt omkring, der er konstant nogen, der vil sige noget.
De er hurtige, så jeg får sjældent taget billeder af deres flyveture hen over gården, men jeg nyder synet af gæssene i store flokke og svanerne i mindre flokke.
Jeg nød også at snakke med kollegerne i går, jeg nød at snakke med patienterne, jeg nød i det hele taget aftenvagten. Og jeg tænker endnu en gang, at afasi, det at miste evnen til at bruge eller forstå sproget, for mig må være det sværeste ved en blodprop eller blødning i hjernen. Jeg ved, at på længere sigt er det de personlighedsmæssige ændringer, der fylder i forhold til pårørende, det er der årsagerne til skilsmisserne ligger. Men for det menneske, der er ramt, må den tabte evne til at bruge sproget være et stort handicap, man kan meget nemt blive isoleret. Folk har svært ved at finde vej til en ligeværdig kommunikation, når man er den, der skal holde samtalen i gang, man skal også tolke den andens kropssprog og enkelte ord og derefter sætte dem ind i en forståelig sammenhæng, det kræver det tid, tålmodighed og kreativ tænkning. Mange vælger derfor at gå eller slet ikke at snakke med den afasiramte.
Jeg holder af at snakke med andre, jeg holder af at snakke både fagligt og privat. Jeg satser på, at jeg kan snakke, til jeg dør, det håber jeg. Lige nu og her nyder jeg solstrålerne ind af mit vindue. Mine bukser er ved at være tørre efter morgenens gåtur, hvor det regnede. Der er Hit med Suppen i gryden, boller hæver ved siden af, og solbær forvandles til marmelade. Ha en dejlig lørdag.
... og en dejlig lørdag til dig Lene.
SvarSletMin svigermor havde afasi alle de år jeg kendte hende, det var ikke altid lige nemt at føre en samtale, men man lære det efterhånden Heldigvis var hun stort set glad og positiv, og evnede at få noget godt og smukt ud af de mange år hun levede uden ord.
Tak Inge, din svigermor lyder til at have været et menneske, som forstod at favne sin hverdag og måske var I også med til at styrke din svigermors evne. Social isolation kan dræbe ethvert initiativ.
SletVi har brug for hinanden :-)
Tror simpelthen, at vi må tro og håbe at vi er sunde og raske til vi dør.
SvarSletJa- ellers bliver man sørme så ked af det.
Uhm, hjemmekogt syltetøj :-)
Miri, det vil vi satse på, og solbærsyltetøjet er godkendt :-)
SletAt være afasiramt må være noget af det værste. At være pårørende til en afasiramt må være det næst værste. Vi har meget at være taknemmelige for, når helbredet fungerer.
SvarSletDet lyder godt med solbær. ;-)
Betty, taknemlighed over livet og vores helbred deler jeg med dig :-)
SletJa, lad os holde samtalen igang. Vi har været til Nordjyske Kirkedag og lyttet til kloge ord hele dagen!
SvarSletCharlotte, det lyder som en spændende dag :-)
SletJeg satser på, at blodproppen indtræffer en gang om mange år, lige når en prægtig råbuk kommer frem i lysningen helt ude i den bageste del af mosen på en lige så prægtig sommermorgen.
SvarSletDer vil gå timer inden de finder mig, og så vil der være lukket og slukket for hele anlægget.
Over and out!
Asken spredes i havet, gælden fordeles jævnt :-) .
Det er vist i øvrigt sangsvaner på billedet, så der er ikke noget at sige til, at det larmer.
Farmer, den smukkeste død, der kan tænkes for en landmand og jæger, den tror jeg du deler med min landmand :-)
SletSangsvaner, smukt navn, nu vil jeg tænke på larmen som sang :-)