PROFESSIONELT

Jeg nyder at se mennesker, som er dygtig til deres metier, udføre deres arbejde; det være sig en tømrer, frisør, fotograf, skuespiller eller ekspedient. Jeg står foran guldbryllup, konfirmation og bryllup, ingen af delene er jeg dog hovedperson i, jeg er henholdsvis for ung og for gammel til de første, og det sidste ville være ulovligt. Men hvad skal jeg så have på? Min søster siger, jeg har masser af pænt tøj, men det pæne tøj er blevet konverteret til pænt hverdagstøj, så i dag skulle være dagen, hvor slaget skulle stå. Allerede inden jeg gik fra arbejde, begyndte tankerne at kredse om tøjet derhjemme, og inden jeg var gået ud af første butik, var beslutningen om at bruge tøjet til sidste års konfirmation til dette års guldbryllup og konfirmation taget. Knapper blev købt som erstatning for de, der var røget af kjolen. Jeg gik dog alligevel rundt i de forskellige butikker og kiggede, og sidste butik var Skott. Oppe i festtøjsafdelingen sagde ekspedienten, da jeg “bare kiggede for at blive inspireret”, at jeg skulle sætte en time af og lade hende inspirere mig ved at finde tøj, som jeg skulle prøve, for ofte tog tøj sig helt anderledes ud, når man fik det på. Det havde hun helt ret i, men jeg var ikke lige i hopla til at prøve festtøj. Nedenunder havde jeg afvist en ekspedient med, at jeg bare kiggede, næste ekspedient tog ganske enkelt føringen, da jeg kiggede på bukser. Hun roste dem, jeg svarede, at jeg ikke havde vænnet mig til de der bukser, som er lidt for korte og som i mine øjne får kvinder til at ligne Benny fra Olsen Banden (det sidste sagde jeg dog ikke). Fluks fandt hun andre lækre bukser med smarte detaljer, og lige der blev jeg fristet, jeg går jo altid i cowboybukser (hvad siger du? hedder det jeans?), og jeg trængte til nyt tøj. Da først hun havde fået mig ind i prøverummet, tog det ene stykke tøj det andet. Jeg kom ud af butikken et par tusinde kroner fattigere, men med smarte bukser, 3 T-shirts, to søde overdele, et tørklæde og en smart kort jakke.

Det, der faktisk gav mig tillid til hende, var, da jeg spurgte, om de bukser var lavtaljede, hvorefter hun hev op i sin trøje og viste mig sine bukser foroven. Hun havde som mig deller og vinterhvid hud,  der var ingen fine fornemmelser der, så vi kunne hurtigt blive enige om, at den lækre stramme T-shirts, jeg købte til at bruge indenunder en top, ikke kunne bruges alene. Jeg håber, jeg kan huske, hvordan hun ser ud, for i så fald er det ikke sidste gang, hun får lov til at vejlede mig.