Teufels Mauer og Quedlingburg - motorcykelferie 2018 Harzen, dag 2, første del

Dag 1 i Harzen må vente, for min plan var at tage billeder med mit lille kamera Lumix TZ 60, det som jeg aldrig bruger mere, fordi mobilen altid er nærmest. Det gjorde jeg også, men jeg sørgede også for på dag 1 at tabe kameraet ud over en mur ved en af de mange opdæmmede søer.

Nej det røg ikke i vandet, men landede på et lille betonfremspring bag muren, og landmanden kunne akkurat lige nå gennem gitteret og redde kameraet. Lukkemekanismen var gået i stykker, men billederne, der var taget, var fine. Mit problem er, at jeg har gemt kameraet væk, da vi kom hjem og jeg kan ikke huske, hvor jeg har lagt det. Så da halvdelen af billederne fra dag 1 er derpå, så hopper jeg i stedet for til dag 2, første del.

Dagen før havde vi læst, at vi på den rute kom forbi Teufels Mauer, vi så den bare ikke. Det viste sig, at den synlige del af muren lå længere væk, og da vi var på vej til Quedlingburg, så vi pludselig skiltet dertil. Vi stoppede og gav os tid til at udforske denne specielle klippeformation i sandsten.

Klippeformationen strækker sig fra en lille by Blankenstedt til en større by Blankenburg, men fordi den blev brugt som byggemateriale, så kan man kun se resterne af den visse steder på ruten. Der går dog en vandrerute forbi alle stederne. Vi nøjedes med den del, hvor der var mest tilbage.

Kendetegnende for denne motorcykelferie var, at vi brugte meget tid på at opleve steder/byer, så vi fik gået en del skridt. Hvor vi andre år har brugt det meste af dagen på at køre og opleve samtidig, så havde vi brug for en anden form i år og Harzens bjergveje lagde også op til dette. Der var ikke så meget udsyn pga de mange træer overalt.

En af historierne om klippeformationen er, at Djævlen fra Blogsbjerg så, hvordan kirker og andre kristne bygninger rejste sig overalt i Harzen, derfor ønskede han at bygge en mur omkring Harzen. Den kunne kun bygges om natten og skulle være færdig ved det første hanegal. En bondepige stod tidligt op for at være på markedet ved morgengry med sine varer, herunder en hane, som sad trygt i en kurv på ryggen af bondepigen. Bondepigen opdagede det store murværk og blev så forskrækket over at se Djævelen, at hun faldt. Hanen røg ud af kurven og af ren forskrækkelse galede den højt og Djævlen måtte med sorg ødelægge sin mur, da den ikke var blevet færdig.

Det var tungt at gå i motorcykeltøj og støvler op ad de mange trapper. Heldigvis var der overskyet og knap så varmt som i Danmark.

Klipperne var imponerende, og vi kan takke en fremsynet mand, som fik fredet klippeformationerne helt tilbage i 1833 og dermed forbød brug af klipperne som byggemateriale, at vi i dag kan se dem. Og selve det område, vi gik i, blev naturbeskyttelseområde helt tilbage i 1935 og er dermed et af de ældste naturreservater i Tyskland.

 På vejen til Quedlingburg kørte vi lidt frem og tilbage for at få et billede af muren lidt længere fra.

Hvor vi i Wernigerode nærmest ikke mødte en eneste dansker, vrimlede det med danskere i Quedlingburg, man havde sågar brochure om byen på dansk på turistkontoret. Byen er med på Unescos verdensarvliste og er med sine 1300 meget velholdte bindingsværkshuse et smukt syn. Vi gik rundt i byen på må og få, der var nok at se på. Og med en tømrer ved min side (som siden blev landmand), som lagde mærke til alle detaljer, fik jeg både her og i de andre byer indtryk af, hvor dygtige håndværkerne måtte have været. Ja landmanden a la tømreren drømte om at have været en af de håndværker. Men i nutidens Harzen må der også være håndværkere med speciale i restaurering af bindingsværkshuse.

På torvet nedenunder siger legenden, at hertug Henrik blev valgt til konge af det Østfrankiske rige og fik udleveret sin krone netop her.

Der var også en stime af turister på vej op til slottet, men vi skulle også se andet denne dag end blot Quedlingburg (vi kunne mageligt have brugt flere dage i den by). På torvet op til slottet var der mange cafeer og en af dem tiltrak vores opmærksomhed.

Det var et af de ældste ostekagebagerier med tilhørende cafe. Det måtte vi prøve. Kage og øl må man smage i Harzen.

Og som I kan se, var vejret faktisk til varm kakao og lækre ostekager. Den ene med rabarber, den anden med chokolade og hindbær. Mums, de smagte.

Vi gik en anden vej tilbage til motorcyklen. Den var blevet parkeret et stykke vej derfra ved et slotshotel. Vi havde stoppet et tysk par og spurgt, hvor bymidten var, og de havde ført os dertil og sagt, at vi skulle gå op mod slottet, for der var de smukkeste huse. Vi syntes nu, at de alle var meget smukke.

Klokken var lidt over middag, og vi ville gerne opleve mere, så vi startede GPSen med dens rute og kørte videre. Overalt på markerne stod der Hochsitze (skydetårne) I Danmark må de ikke stå ude i det fri, men skal stå i skovkanten. Vi er så heller ikke plaget af vildsvine, som kan rasere en mark, hvis de får lov. Herhjemme er det krondyrene, som har smag for vores kartofler, især når vi har kartoffelmarker op af den fredede højmose, så landmanden har været ude lige før solnedgang og forskrække dem med varselsskud og råb i håb om, at de finder andre madområder.

God onsdag til dig, jeg trækker indendørs eller i skygge, nu hvor solens varme trænger igennem.