ØV

Nu er jeg hjemme, har tid til at blogge, for landmanden ser cykelløb, man kan jo ikke køre midt i programmet, og så ligger mine kabler til kamera og mobil i sommerhuset!

Så billederne fra gåturen til stranden i aftes må vente, og billederne fra smutturen til København i fredags må også vente.


Arbejdslivet er begyndt igen, jeg har fået mere energi igen, det kan jeg mærke, men de kloge hoveder har ret, når de anbefaler tre ugers sammenhængende ferie, to uger er for lidt.

Vi kan godt få tre uger, men så skal vi lægge ferien før og efter uge 26 – 34, og der har min kære mand ikke tid, så jeg glæder mig til en uge i august og nyder mine dejlige unge kollegers professionelle indsats. Jeg er så stolte af dem, de er engagerede, tænker og overvejer mange etiske aspekter af sygeplejen og vil gerne lære mere.

Vores ferie til Østrig bliver ved med at dukke op som dejlige minder. I dag under cykelløbet sad landmanden og tænkte på, hvordan det var at køre den strækning på motorcykel, og fruen her har jo, som skrevet før, lagt planerne om motorcykelfotograf ved Tour de France på hylden.


I stedet for tager jeg på videreuddannelse som apopleksisygeplejerske. Jeg har tidligere taget et kursus fordelt på 4 tredages moduler på Hammel neurocenter. Nu har de strikket et nyt kursus sammen, som jeg er blevet lovet ikke blot er gammel vin på nye flasker, men skulle give mig ny viden. Det glæder jeg mig til.


Og så skal jeg på visit på et andet sygehus og fortælle om vores tjeklister og observationsskemaer, og med det samme dukker det velkendte spøgelse op, hvad kan jeg sige? Vil de ikke synes, at det er gammelt nyt, men spøgelset bliver skubbet ind i skabet, for de har selv bedt om undervisningen, og vel kan vi tilbyde dem noget, men vi kan jo også lære noget af dem, så jeg glæder mig.

Forventningens glæde er ganske særlig, jeg har og har haft meget at glæde mig til privat, men jeg kan mærke, at det er længe siden, at jeg har glædet mig til noget på arbejdsfronten, det gør jeg nu, og det er skønt!