DET HAR JEG JO FORTALT!

Første gang jeg gjorde den erfaring, var som nyuddannet sygeplejerske på børneafdelingen. Jeg har helt sikkert lært om det på uddannelsen, og måske er jeg også stødt på det i praksis under min uddannelse, men i min hukommelse er det først som sygeplejerske på to børneafdelinger, at det bundfælder sig.

Jeg gik hjem med en god følelse efter en arbejdsdag, jeg syntes, jeg havde været opmærksom både på barnet og på forældrene. Næste dag læste jeg i kardex, at aftenvagterne havde skrevet, at forældrene var forundret over at ingen havde fortalt dem noget, før aftenvagterne gjorde det.

Jeg blev først vred, så ked af det og til sidst måtte jeg erkende sandheden, at en besked ikke er givet, før den er modtaget. For jeg havde jo fortalt forældrene det, som de mente, de ikke havde fået at vide.

Jeg kender det selv som pårørende, jeg har været med til samtaler i forbindelse med kræftsygdom og død ved min niece og min mor, og ofte har vi hørt noget forskelligt. Netop derfor var jeg med, for at vi var flere, som hørte beskeden.

Hvordan får man formidlet sit budskab? Nogle gange må man være meget direkte, eks. siger jeg lige ud, når jeg skal fortælle pårørende, at den lægelig vurdering på netop det her tidspunkt er, at det vil være til mere skade end gavn, hvisvi genopliver patienten ved hjertestop. Jeg nævner ordet død, jeg nævner ordet hjerneskade, jeg nævner ordet hjertestop, og som tidligere beskrevet bliver pårørende kede af det og græder, men de er også enige med os i den vurdering.

En kollega fortalte om, hvordan hendes forældre havde en bekendt, som havde en kræftsygdom, hvor man ikke kunne gøre mere. På et tidspunkt blev patienten dårligere og blev flyttet til et større sygehus til lindrende behandling. Senere blev patienten stabil dårlig og kunne flyttes tilbage til sygehuset tættere på sin familie. Min kollegas forældre fortæller, at nu er patienten blevet bedre, hvortil min kollega er meget direkte og fortæller, at det er patienten ikke, vedkommende er blot blevet så stabil, at man tør flytte patienten. Og hvis forældrene vil se patienten, skal de nok snart besøge vedkommende. Efterfølgende dør patienten, og forældrene til min kollega er rystede og kede af, at de ikke fik besøgt vedkommende. Som min kollega sagde, jeg havde jo fortalt det, jeg havde endda været meget direkte i min tale og alligevel lavede de deres egen konklusioner.

Det betyder ikke, at vi som plejepersonale skal trække på skulderne og notere i sygeplejejournalen, at patient og pårørende er informeret, og så er det det!  Vi må blive ved med at observere og registrere det talte og det  kropslige sprog hos begge parter og udfra dette vurdere, om beskeden er modtaget.

Og det kræver tid, tid til blot at være til stede, tid til at lytte, tid til at turde tage den svære og tunge samtale.

Betyder besparelserne noget i den henseende? Selvfølgelig gør de det! Og hvordan sygehusledelsen kan sige, vi kun sparer på service og ikke på kvaliteten, fatter jeg ikke. Alt hvad jeg gør som sygeplejerske på apopleksiafsnittet, ser jeg som kvalitetssygepleje. Og når man som sygehus samtidig er så stolte af de gode patientforløb og det var dem, vi blev akkrediteret på, så er det,  jeg slet ikke fatter det! Ikke at sygehuset kan gøre noget, det er jo andre, der har besluttet sig for besparelserne, men at lade som om det ikke går ud over kvaliteten, det forstår jeg ikke!