lørdag, juli 16, 2011

ET STIK I HJERTET

Vi havde en herlig eftermiddag hos familiens gode veninde, der var dækket med den fineste sommerdug broderet af hendes søster, og jeg havde købt god kage hos bageren. Til daglig er de to gamle mennesker vilde med sandkage og citronmåner, det orkede jeg ikke at spise i dag ;-) Vi fik rigtig snakket om alder, frk R håbede ikke på at blive 100, det synes min far da kunne være dejligt, hvis man havde det godt, for så havde man noget at prale af (sagt med et glimt i øjet).

Mens jeg vaskede op, satte min far sig ind til frk.Rs klaver,  jeg nød hans spil og smilede over, hvordan den ene melodis sluttone fik ham til at huske en anden sang, som han så spillede et vers af. Min far spiller kun melodistemmen, men han har faktisk ret godt gehør, det er sjældent, at han rammer forkert.

Senere hen blev jeg sat ved klaveret, jeg er godt rusten, så jeg holdt mig også mest til melodistemmen og ikke med begge hænder. Heldigvis havde frk R en højskolesangbog, så vi tog et vers fra mange sange og kom viden omkring. Vi mindedes, da jeg gik til klaverspil hos hende, desværre kan hun ikke selv spille mere, det har gigt i fingrene sat en stopper for. Hver gang jeg ville stoppe, skulle vi lige have en til, så klokken blev mange, inden vi gik hjem. Min far fik valget mellem pandekager eller koldskål til aftensmad, og han sagde straks, uhm pandekager, det er lang tid siden.

Der blev også tid til en kop te, mens den sidste maskine med vasketøj blev færdig, herefter sagde jeg, at jeg måtte køre nu. Det var da ærgeligt, var min fars svar, og så fik jeg et stik i hjertet. Jeg ved, at han har det godt, jeg ved, at han ikke sidder og tænker over, at jeg er kørt, jeg ved jo, at han i går ikke af sig selv kunne huske min midterste lillesøsters besøg i onsdags, og at han når min ældste lillesøster kommer på miniferie på onsdag ikke af sig selv husker, at jeg har været der, men alligevel. Demenssygeplejersken har jo ret, det allerbedste for mennesker med demens er at være sammen med deres familie. Jeg er glad for, at vi er 5 søskende om at kunne besøge min far hyppigt. Min far siger tit, han har dejlige børn og er taknemlige for vores besøg, vores svar er, at det jo er, fordi han har været en dejlig far og altid har været der for os. Altid!

Alpeblomst i Dolomitterne

7 kommentarer:

  1. :-) Dejlig dag, og dejligt, at din far ønskede du skulle blive!

    SvarSlet
  2. Tak for din fortælling om en dejlig dag :-) med samvær og nærhed.

    SvarSlet
  3. Tak for at vi får del i dine tanker. Selvom det til tider kan virke hårdt, så må det være dejligt med sådan en far. Dit indlæg giver mig en lillebitte tåre i øjnene.

    SvarSlet
  4. Charlotte, du har ret :-) Det er jo dejligt at han giver udtryk for at han har det godt.

    Selv tak Inge, jeg hyggede mig :-)

    Selv tak Mosekone. Ja jeg blev vist lidt trist i går, men i det store hele går det jo godt. Vi har ikke set den hurtige nedadbakke, som andre pårørende fortæller, det er jeg taknemlig for :-)

    SvarSlet
  5. Ja. Det må gøre ondt ind i mellem. Jeg tænker, at din far er en heldig mand, at han har al den omsorg fra jer. Man hører altid mest om dårlige undskyldninger og folk, der ikke har (læs - gider finde) tid til deres ældre.
    God søndag hos jer.

    SvarSlet
  6. Tak Susanne, min far er heldig, men det er vi også. Det er vel hans og min mors påvirkning, der gør, at det er en selvfølge at hjælpe ham, nu hvor han har brug for det :-)

    SvarSlet
  7. Jeg blev helt rørt, da jeg læste dette indlæg.
    Jeg er også glad for at vi er 4 børn der trækker her.
    Er man alene om det, vil det være utroligt svært at gøre det samme, når man også skal passe arbejde, og være lidt for sine egne børn og ægtefællen.

    SvarSlet