fredag, april 27, 2012

TRE BOGSTAVER MED STOR BETYDNING

Det er fredag, det er tid for at genoptage traditionen med rundstykker til medarbejderne. Vi har fået en ung landbrugselev, han er behagelig at snakke med, han kommer til tiden, han er god til sit arbejde og har mod på at lære mere. Jeg ved allerede nu, at han ikke spiser ost og ikke drikker kaffe/te, så morgenbordet bød også på pålægschokolade og honning udover syltetøj og ost. Den unge mand blev tilbudt en æblemost, men han havde selv saftevand med. Så langt så godt. Vi hyggede os omkring bordet, han lyttede mest, vi andre tre er jævnaldrende, så emnerne var nok ikke lige så interessante for ham. Han tjekkede sms, hvilket er helt i orden i en pause, for vi har en politik om, at mobilsnak og sms ikke skal bruges, når man arbejder.

Da landmanden tilbød ham et rundstykke mere, var svaret; nej. Da vi gik fra bordet, var der tavshed. Jeg manglede et nej tak, og jeg manglede et tak for mad. Det er utroligt som tre små bogstaver kan betyde noget, men jeg håber for den unge mand, at en eller anden får lært ham at sige tak.

Jeg vil også gerne sige jer tak, for på trods af at jeg ikke har skrevet en uge, har I alligevel været trofaste til at kigge herind. Weekenden byder på aftenvagter, reception, brunch med venner og forhåbentlig gåture, som helt er røget ud af min dagligdag.

Jeg vil nyde mine vagter, og jeg har allerede sendt en sms til P4 Nordjylland om, at min fredagsstemning er i top (=10), fordi jeg skal i aftenvagt sammen med gode kolleger. Alle andres sms’er var i top, når de havde fri og i bund, når de skulle arbejde. Det er synd for dem, at arbejde kan trække ned på en stemning, for mig er det lige omvendt. Det er jeg taknemlig for.

Må din weekend blive god.

P1030242

41 kommentarer:

  1. Ja, kun et fattigt ord, men ofte savnet...god weekend til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lavendel :-) det virker nemlig helt forkert i mine ører, når det ord ikke kommer med.

      Slet
  2. Må sige som Lavendel.. tak er kun et fattigt ord, men hvor er det savnet når ikke det er der.
    Faktisk synes jeg det er uopdragent, at han ikke takker for maden.
    Tak for dine dejlige indlæg, dejligt at se dig i Readeren igen, og god weekend hos jer. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, jeg håber for hans egen skyld at nogen lærer ham det, for det er uopdragent ikke at sige tak.
      Tak for dine ord :-)

      Slet
  3. Det er SÅ vigtigt. Jeg har fået SÅ mange problemer fordi jeg er for skrap med at opdrage mine børn.
    TAK er et minimum.
    Se, jeg kan jo ikke forstå at I ikke siger det til ham. Det har hans forældre øjensynligt ikke lært ham, og så er det vores ansvar at give andre mennesker et venligt skub i den rigtige retning. Man behøver jo ikke at gøre det til andet end: "her bruger vi at sige nej tak" og så glemmer han det sikkert aldrig mere..

    SvarSlet
    Svar
    1. Kong mor, det vil jeg nok have svært ved, så det må jeg lige tænke over :-)

      Slet
  4. Jeg er sikker på, at du med din rolige facon nok skal få lært den arme knægt bare den mindste smule høflighed.
    Dejligt at du skriver igen.
    Kh Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marianne, lige nu ved jeg slet ikke hvordan jeg skal gribe det an, vi får se :-)

      Slet
  5. Troede du var på ferie, men godt at du er tilbage..Hmm tak er kun et lille ord, men det betyder rigtigt meget, håber han får det lært..;-D God aftenvagt til dig..

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Annemarie, næh jeg havde gravet mig ned i et hul, psykisk forstået ;-)

      Slet
  6. Du har ret - ordet mangler, jeg undres, hvis det ikke er en del af den daglige omgang mennesker imellem. Børnene spørger nogen gange, hvorfor husbond og jeg begge sider tak for mad til hinanden, uanset hvem der har gjort hvad i forbindelse med frembringelsen af maden eller afrydning af bordet. Jeg tror, vi bl.a. siger tak for måltidsfællesskabet. Vi be'r bordbøn inden og takker Gud for maden, men det er også et udtryk for omsorg for hinanden at takke. For tiden spiser jeg jo mest alene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, din kommentar fik mig til at tænke over, om landmanden egentlig siger tak for mad til hverdag ;-)

      Slet
    2. :-)
      Min farfar kunne, med sin sorte humor, finde på at sige: Hvor er det dejligt, vi har gæster, så får vi ordentlig mad!

      Slet
  7. Hvor er det dejligt, at du er her igen, Lene :-)

    Det er ærgerligt, at han ikke har lært at sige tak. Jeg håber, at min yngste har :-)

    God weekend til dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Liselotte :-) Jeg håber også at mine unge mennesker gør.

      Slet
  8. Hvor er det dejligt at høre fra dig igen....

    Da jeg for RIGTIG mange år siden gik i skole, havde vi den sødeste klasselærer man kunne tænke sig, en frøken. Og jeg tror hun skrev det samme vers i samtlige poisi bøger:

    Ved du at, ordet Kat, er det bedste ord der gives,
    når det bagfra skrives.... TAK

    Og så tegnede hun den fineste kat set bagfra, åh hvor jeg husker det...

    Go´ weekend, og go´ vagt fra Joan M.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Joan, hvor er det dog et herligt lille rim, måske skulle jeg give ham det, hvis tendensen fortsætter :-)

      Slet
  9. Kan ikke takke for ofte, syns jeg. Det handler om å se, legge merke til. Ikke ta ting for gitt.

    Takk for at du minnet meg på det. Å takke.

    God weekend, både på jobb og hjemme.
    Elisabethklem

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Elisabeth, vi må netop ikke tage ting for givet :-)

      Slet
  10. Tak er et vigtigt ord - synes jeg - for det kan vise en påskønnelse på det man har fået. Derfor har jeg altid været efter mine børn for at de kan sige ordet TAK. Det hører ligesom med til pli, synes jeg.
    Det er ligesom når jeg sidder på en restaurant, så siger jeg også tak fordi tjeneren har skænket vin til mig eller de kommer med maden. Eller for den sag skyld når jeg står ud af bussen, siger jeg også tak for turen.

    Det betyder ingenting at sige tak men det betyder meget for modtageren ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tove, tak betyder nemlig meget for modtageren :-)

      Slet
  11. Det er synd for børn at de ikke lærer at sige tak, (og almindelige gode manerer i øvrigt) det kommer til at følge dem længe, for nogen resten af livet. Hvis det var mig ville jeg nok på en eller anden måde få flettet det der manglende tak ind i samtalen på et eller andet tidspunkt, så han får en chance for at lære det. God weekend til jer alle på gården fra

    fru Jensen
    Gudhjem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak fru Jensen, og jeres kærlige indspark har fået mig til at overveje, hvordan jeg kan hjælpe denne gode unge mand til at få det sidste høflighed på plads :-)

      Slet
  12. Jeg kender det alt for godt. Jeg bliver også ramt, når ordet mangler. Det er så let, men betyder så meget. Jeg har i den grad ladet mine børn vide, at det skal bruges. Måske du kan snige dig til at opdrage lidt på den unge herre. Det er vel aldrig for sent.

    SvarSlet
    Svar
    1. Susanne, det er aldrig for sent, men der er mange ting, som spiller ind, og denne rare fyr har ikke altid haft det så let skolemæssigt, men er en sej figther, så vi får se :-)

      Slet
  13. Jeg kan vist ikke sige noget, de andre ikke allerede har sagt så godt og rigtigt.
    Når den unge mands mor ikke har magtet det, er du nødt til at tage over og lære ham om de vigtige ting her i livet. Mon ikke han selv ville forvente at få et tak, hvis han mente, han havde ydet en god og/eller en ekstra indsats?
    Det er da MEGET uhøfligt bare at sige nej uden tak, når man bliver tilbudt noget - det tror jeg faktisk aldrig, jeg har oplevet.
    I England kender man ikke det at sige tak for mad, men C insisterer på det, og folk synes det er så sødt, når det kommer: "TakformadpleasecanIgetdown". Det bliver liret af, ja, men det kommer nok engang, at det lyder lidt mere velment, og jeg elsker når Tim med sin tykke accent siger "Tak for mad" på dansk, fordi han har forstået konceptet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, der er mange ting, vi skal lære vores børn, og denne unge mand har haft mange ting imod sig skolemæssigt, så måske har der ikke været så megen fokus på dette. Når jeg ser på ham, synes jeg at hans forældre har gjort et godt stykke arbejde, han har fået selvtillid og mod til at kæmpe, mon ikke de små høflighedsfraser kommer? Jeg håber det.
      Jeg kan godt huske du før har skrevet om skikke på engelsk og dansk, og det er sjovt, når englændere, som i mine øjne er meget høflige, ikke siger tak for mad :-)

      Slet
  14. Jeg er sikker på at I nok skal få udstyret den unge mand med evnen til at mestre den omvendte kat;))))
    Rigtig god weekend og god arbejdslyst

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Hanne, den omvendte kat er bare så god ;-)

      Slet
  15. Sjovt nok handler dagens formiddagsradioprogram om høflighed - eller mangel på samme, og holdningen er, at der er lidt for mange af de unge, der "trænger til et spark", som det blev udtrykt. Og at vi kan lære noget af Sverige (det kan jeg skrive under på), og at man generelt er mere høflige i Jylland end på Sjælland. Det er jeg desværre heller ikke overrasket over.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg har tænkt meget over min rolle i forhold til den unge mand, måske skulle jeg alligevel starte en lille høflighedskampagne :-)
      Men jeg må lige feje for egen dør først, i går tilbød en kollega om hun skulle hjælpe mig, hvortil jeg svarede nej, og lige efter skyndte jeg mig at sige, men tak fordi du tilbød din hjælp :-)

      Slet
  16. Mine to storebrødre og jeg lærte sandelig at sige ja tak eller nej tak, men sjovt nok svarer yngste storebror, årgang 1950, kun ordet nej og ikke nej tak, for han mener ikke, at der er noget at takke for, når man ikke er interesseret! Ja tak og tak for mad er han dydig nok omkring :)
    Hav en dejlig weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde Anjoe, jeg tænkte over din kommentar på vej til arbejde i går, og når man siger nej tak, så mener man vel egentlig; tak fordi du spurgte eller tilbød mig noget,men nej jeg er ikke interesseret. Eller hvad tænker du?

      Slet
  17. TAK for et fint indlæg, Lene. Det er så utroligt vigtigt, at man bruger det lille ord.
    God søndag til dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde Madame, tak kan gøre en kæmpe forskel :-)

      Slet
  18. Lige et lille p.s : Så i Hendes verden fra den 16 april:

    TAK ER DEN JORDBUND, HVORI GLÆDEN TRIVES.....

    Hilsen Joan M.

    SvarSlet
    Svar
    1. Joan, det er så sandt som det er skrevet :-) Tak

      Slet
  19. Jeg mener det samme, nemlig at nej tak er en slags forkortelse af nej, men tak fordi du spurgte, eller jeg takker nej :)
    Forhåbentlig har I fået andel i de seneste dages gode vejr, så at jorden kan blive medgørlig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Anjoe, vi nyder det gode vejr, og der er travlhed i marken. Den sidste version af nej tak som du beskriver dækker også fint min mening med nej tak :-)

      Slet
  20. Lige dér blev du skuffet - for du havde jo gjort dig umage, og et lille tak er vel det mindste, man kan forlange ...

    Det er så let at sige, at det lille ord burde hans forældre da have lært ham. Ved vi dybest set ikke også godt, at vi ikke alle får lige meget - og lige meget godt - med i rygsækken hjemmefra.

    Glem dig egen skuffelse/sårede forfængelighed og sig til dig selv, at 'hvis det virkelig betyder noget for mig, hvordan han kommer til at fungere sammen med os og andre i fremtiden, så tager jeg den lige med min mand - synes han også at den unge er uhøflig eller bare lidt sproglig tilbagestående - og hvordan kan vi rette lidt op på det - til hans eget bedste. Og hvordan kan vi inkludere ham i fredagshyggen, så han synes der er noget at sige tak for.'

    Jeg tror, at eksemplets magt er noget bedre end det mere direkte som "her i huset siger tak". Don't tell it, show it ...

    Jeg ville i samme situation sikkert også have savnet det lille ord ;-) Håber ikke du finder min kommentar for provokerende.

    Personligt synes jeg sommetider bare det kan være gavnligt at vende tingene på hovedet - som her at spørge sig selv, om det egentlig ikke handler om egen såret forfængelighed. For hvor megen tak skal man egentlig sige/forvente for et rundstykke.

    Hyggen var jo mest på 'de voksnes' præmisser - den unge havde en øjensynlig kærkommen pause med sin mobil!

    SvarSlet
    Svar
    1. Laila, tak for kommentaren, jeg finder overhovedet ikke din kommentar provokerende, det er jo netop når vi ikke er enige eller ser tingene på en anden måde, at vi bliver klogere :-)
      Faktisk vil jeg ikke bruge ordet skuffet om min reaktion snarere undren, undren over det meget korte nej, men også undren over hvor meget det egentlig betyder at sætte tak bagved. Et kort nej kan nemt blive opfattet som en afvisning.Jeg er helt enig med dig i eksemplets magt, så det bliver også den vej, jeg vælger.
      Og mobilen var helt i orden, som 18 årig finder man helt klart ikke midaldrende folks snak interessant ;-)

      Slet