Den stavekontrol!

Så sad jeg der og skulle stave til et navn på en, der havde kommenteret på Instagram, og som jeg ville svare.
Rosendal blev til rosenkål og  Soeltoft blev til smelteost. Mon svaret havde fundet modtageren? :-)

Jeg har tre fridage!!!! Og jeg skal ikke lave en dyt sygeplejerelateret!!! Det har jeg aftalt med mig selv; min leder og min gode kollega har kigget mig dybt i øjnene og gentaget det langsomt og tydeligt. Og når jeg møder tirsdag, har jeg en dag, hvor der ikke er skrevet nogle aftaler ind. Min leder har foreslået, at jeg arbejder hjemmefra eller blokerer kalenderen for nye aftaler. Det sidste styrer jeg til en vis grad selv, og hjemmearbejdsdag har jeg ikke lyst til, jeg vil hellere have tid til at være sparringspartner med mine kolleger i plejen.
Til gengæld skal jeg bruge weekenden på at rydde op, for mit ene høreapparat er væk, og det siger måske noget om min træthed, at jeg rent faktisk ikke kan huske, om jeg tog to høreapparater ud af ørerne tirsdag aften. Fakta er, at der kun lå et på badeværelsesbordet onsdag morgen, så nu skal soveværelse og bil undersøges. Sofaen i stuen skal tjekkes en gang til og det samme gælder badeværelsets kurve. Men først vil jeg nyde fredag aften, håber du også får tid til at nyde din.

At det netop begynder at stå ned i stænger, da billedet tages, ses ikke.

Bredden og dybden på en arbejdsuge

Det slog mig mandag morgen, da jeg gik ud i den mørke morgenregn (og klokken var altså syv!), at den her uge giver et ganske godt indtryk af nogle af mine funktioner. Og for at kunne fortælle mig selv, at det er ok at være træt, det er ok at tage stillefridage, så forsøger jeg her at synliggøre sit arbejde

I mandags var jeg på kursus i forskningsmetoder og analyse. Vores projekt har fyldt og fylder rigtig meget, også mentalt, men egentlig på den gode måde, fordi det er spændende. Til sidste personalemøde blev det skrevet til referatet efter ønske fra en kollega, at når jeg ringer ind på fridage for at tale om en patient til projektet, så skyldes det ikke, at jeg ikke kan holde fri, men derimod en erkendelse af at selv vi tre i projektgruppen kan ikke overskue, når vi er i plejen, at holde fokus på mulige kandidater til projektet. Derfor har det i lang tid været en morgenrutine for mig, at jeg på mine fridage sætter mig med en kop te, logger på arbejdsplatformen og tjekker det sidste døgns nye patienter, og om de kunne være mulige emner til projektet. Det behøver jeg ikke mere, for vi har inkluderet de patienter, vi skal bruge (HURRAH!)

Tirsdag var jeg tovholder for en tværfaglig uddannelsesgruppe fra 7 – 11.30. For at kunne leve op til det læringsudbytte, der er i alle sundhedsfaglige uddannelser, nemlig at kunne arbejde tværprofessionelt, så er vi ved at finde vores form på en formiddag, hvor flere forskellige studerende og elever sammen studerer og reflekterer over, hvordan den enkeltes professions kontakt foregår med en patient og hvad den består i. Mit problem var, at vi ingen mulig kandidat havde dagen før, da jeg gik hjem, så jeg måtte logge mig på aftenen før for at se, om der skulle være kommet en ny patient, som kunne indgå i næste dags program. Det betød, at jeg var nødt til at møde 6.30 for at være sikker på, at alt var i orden. Dernæst havde jeg møde med min leder om forskellige hængepartier, så jeg kunne komme videre med dem. Jeg skulle egentlig også have nået at ringe til en pårørende til en patient, der døde hos os. Det er standard, at de pårørende tilbydes at ringes op af den sygeplejerske, der var der de sidste timer, ca. en måned efter. Det nåede jeg ikke, og det må så gøres på fredag. Dernæst havde jeg to møder, der lå oveni hinanden, så jeg snuppede lidt af det første møde og hele sidste møde. Det første er en ny funktion for mig, jeg er blevet mit speciales repræsentant i sygehusets styregruppe for de tværfaglige uddannelsesgrupper, da den tidligere repræsentant er flyttet. Næste møde handlede om tværprofessionelt at se på vores hyperakutte trombolysefunktion og se hvordan vi kan blive endnu bedre. Begge møder var spændende at deltage i. Nu var klokken tæt på 16 og så skulle jeg forberede mig til et nyt projekt, der startede kl 17. Hvorfor i alverden har du dog sagt ja til det, Lene, tænker du nok. Man skal smede, mens jernet er varmt, er der et ordsprog der siger. Og det her kunne blive standardtilbud til udskrevne patienter, og jeg vil rigtig gerne være en del af det tilbud. Så det var bare med at sige ja, når andre har fået bevilget penge til at købe mig til deltagelse en gang om måneden.

I dag har det så været min tur til sammen med andre kolleger at deltage i et kursus, der skal gøre os bedre til at tale med mennesker, der er ramt på sproget, og til at understøtte deres kommunikation med os. Det glædede jeg mig vildt meget til, og jeg syntes det levede op til mine forventninger. I morgen skal min kollega og jeg til møde i Århus i netværksgruppen for trombolyseansvarlige sygeplejersker i Danmark. Fredag skal jeg bruge sammen med mine to sidste nyankomne kolleger, hvor formålet er at samle op på deres introduktion og gøre dem endnu klogere på sygepleje til mennesker med apopleksi. Jeg glæder mig, jeg mangler bare at planlægge dagen. Så her må jeg inddrage min friaften torsdag for at kunne nå det. Og så må jeg planlægge en time, hvor de selv kan arbejde med deres sygepleje, fordi jeg jo mangler at ringe til en pårørende og mangler at aftale interviewdato med sidste patient i vores projekt. Det er ikke så sært at jeg lige nu føler, at min hjerne snurrer hektisk rundt. Alt er spændende, men jeg når knap nok at fordøje detaljen og få den sat ind i den helhed, hvor det skal videreformidles, før jeg er videre til næste spændende emne.

Når børnene er godt i gang med deres efterårsferie og kartoflerne forhåbentlig er i hus, så er det min tid til at holde halvanden uges ferie (landmanden holder ikke ferie, men har knap så lange arbejdsdage). Jeg glæder mig. Måske skulle jeg genoptage havbadning igen, jeg gad jo godt blive vinterbader på mine fridage. God onsdag til dig.

Instagram på bloggen

Det her er ren copycat:

Kl 6.15: Første efterårsmorgen med total mørke på vej til arbejde #efterår

Kl 19.00: Så er arbejdsdagen slut. Det er 12,5 timer siden jeg gik ind af døren til sygehuset #varieretarbejdsdag

God aften til dig.

Jeg tømte lige min mobil

Egentlig havde jeg skrevet et langt indlæg, men ved I hvad? Det tror jeg, at I er for mandagstrætte til at læse, jeg er i hvert fald for træt til læse korrektur på det. I stedet for I et glimt af en tilfældig dag i mit liv set gennem mobilen:

Smukke og velsmagende kartofler til aftensmaden

Aftenskumringen

Snørebånd og fibernets tegninger på asfalten passer sammen.

For en kvinde, som er mørkeræd, bliver det sværere og sværere at finde et tidspunkt at få gået på. Jeg er dog blevet bedre til at gå i skumringen og tusmørket.

Og det var vist dagen derpå, hvor tøjet tørrede så skønt på snoren.

God mandag aften til dig.

Søndagsoasen eller måske den sidste tur

Landmanden var frisk på en tur, og så var jeg også. Måske bliver det den sidste tur på motorcyklen i år, måske byder oktober sig til, så vi får en tur mere, inden motorcyklen stilles i hi. I dag havde klubbens nordjyske region indbudt til tur, og det blev en god tur. 18 motorcykler med 25 personer mødtes ved Bouet, Nørresundby, hvorfra turen tog sin begyndelse.

Først drog vi mod vest langs Limfjorden mod Gjøl

Herefter satte vi kursen mod Øland og det indebar en tur over dæmningen, der forbinder Gjøl og Øland.

Vi hilste på Oxholm herregård, et gammelt nonnekloster. Den nærliggende Oxholm skov skulle indeholde ramsløg. Om det passer vides ikke, for jeg har endnu til gode at gå en tur der.

Herefter gik det ud over Tøtterne, et område, der først i 20erne blev inddæmmet.

Vi hilste på Kokkedal slot og fortsatte herefter til Aggersund

Pauser må der til, og når man inviterer kvinder med, må pauserne holdes ved toiletmuligheder. Det var der ved rastepladsen ved Aggersund bro. Snakken gik livligt, der skal høres om langture i sommerferien og gamle minder genopfriskes.

Turen gik ikke over stok og sten, men ad små veje i det vestlige Himmerland. Jeg genkendte bynavne fra min barndom, når vi besøgte min bedstemor og min fars søskende, hvoraf mange havde bosat i området. De var jo femten, så der var nok til, at nogen også bosatte sig i København, Sønderjylland, Vestjylland og mine forældre i det østlige Himmerland.

Til sidst havnede vi hos turguidens venner, som havde omdannet en længe af et tidligere husmandsted til gildestue, og her havde turguidens kone sørget for hjemmebagte boller, kringle og lækker æblekage til motorcyklisterne. En skøn tur, der sluttede på dejlig vis.

Søndagens morgentanker

Skrive, skrive, skrive. Ordene flyder fra hjernen ud i fingrene og laver musik på tastaturet. Jeg spiser morgenmad sammen med en træt landmand. Der er meget at glæde sig over, det skønne vejr, de smukke, smukke kartofler som der lægges på lager, det ændrer ikke på, at det er en travl periode. Det er det også for mig sygeplejemæssigt. Vi har hver vores måde at lade op på, det føles som om min mand kører på duracell og jeg på almindelige batterier. Han hopper på græsslåmaskinen efter aften, han forbereder arbejdsdagene om aftenen og på søndagens fridag, han giver de andre fri, og så sorterer han kartofler sammen med en medarbejder om lørdagen, og de har ikke brug for min hjælp. Jeg kan ikke køre truck og jeg er ikke mere rutineret nok til at kunne sortere kartofler alene, som landmanden kan (det ville i hvert fald tage meget længere tid at få sorteret 24 tons kartofler). Sådan er det hvert år, det er ikke noget nyt. Til gengæld skal landmanden så ikke tænke på madlavning og madpakkesmøring 365 dage om året, han kan også række ind i skabet og finde (for det meste) rent tøj. Han skal ikke handle ind, han skal ikke gøre rent (det meste køber jeg så mig fra), han skal heller ikke pudse de mange vinduer i huset (der køber jeg mig også fra det udvendige) og opvasken tager jeg som regel. Det kan synes lidt nidkær at opregne det, men det er jeg nødt til, fordi jeg ellers har en tendens til at synke ned i et hav af selvbebrejdelser, når jeg som i går tager en stille lørdag. Til gengæld ved jeg, at landmanden ser frem til at købe et eller andet til sig selv, når kartoflerne er i hus, han ser frem til efterårets og vinterens jagter, og han slapper fuldstændig af med god samvittighed, men altså først når vi er henne midt i oktober.

Det der med at belønne sig selv, der er vi også forskellige. Landmanden har købt smukt gevær og kikkert for penge fra hans forældres arv. Mig? Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle købe. Smykker? Jamen jeg bruger nærmest aldrig smykker, så hvad skulle jeg købe? Ting til huset? Jamen jeg nyder jo det, jeg har og de minder, der er forbundet med det, så hvor skulle det så stå? Jeg er vist mest til noget, der har med mennesker at gøre. Gode oplevelser sammen med andre. Det holder jeg af. Det behøver ikke at være rejser til fantastiske steder, det behøver ikke at være gourmetrestauranter, men en travetur med tid til at snakke, en kop te på med masser af latter til, det er det, jeg holder af. Det ændrer så ikke på, at jeg faktisk gerne vil købe noget, der kan minde mig om mine forældre, så jeg tænker stadig.

Morgenturen til byen efter rundstykker bød på smuk solopgang midt i disen. Nu er morgenmaden overstået, landmanden er ude og forberede næste uges arbejde, hvor der meldes om spredte byger ugen igennem. Og jeg må heller få lagt lørdagens vasketøj på plads, inden vi holder fri nogle timer sammen. God søndag til dig.

#vihyldersygeplejersker

Meget apropos mit indlæg i går så har Alt for Damerne for første gang valgt at give deres kvindepris til en faggruppe, nemlig min faggruppe. Jeg kan godt forstå, min formand ser glad ud. Hver dag, når jeg tager hjem fra arbejde, så er jeg stolt over mine kolleger, både social og sundhedsassistenterne og sygeplejerskerne.  De gør et godt stykke arbejde, og jeg kan helt klart se dem i de ord, der fulgte med prisen:

"De er der for os, når vi bliver syge, kommer til skade eller bliver gamle. Uanset om det er på hospitalet, på asylcenteret, i hjemmeplejen eller på hospice, så gør sygeplejerskerne en meget stor forskel for mange af os – hver eneste dag. Sygeplejerskernes indsats er uvurderlig. De er tilstede for os livet igennem, når vi har allermest brug for hjælp. Det vil vi meget gerne værdsætte. Derfor har vi besluttet i år at give Kvindeprisen til sygeplejerskerne som gruppe, siger chefredaktør på ALT for damerne Tina Nikolaisen."

Jeg er stolt og glad på mit fags vegne.

Oaser i hverdagen og noget om sygepleje

Praktiske gøremål i sommerhuset i går blev udnyttet til at få gået en tur ned til havet. Det var ren lise for sjælen, denne september gør da sit bedste for at få os til at tænke på sommeren 2016 som solbeskinnet og varm. Landmanden mindede mig om, at vi sidste år først startede med at lægge kartofler ind d. 20. september, og i år har vi været i gang i halvanden uge, og hvilken halvanden uge.

I går var det også tid til fysioterapeut, jeg har den skønneste en af slagsen, vi kommer vidt og bredt omkring på den time, og i går fik jeg så mange roser for mit hår, min hud og min måde at være på. Det var så den dag, hvor jeg huskede at sige tak og ikke med det samme begyndte at argumentere mod roserne. Vi fik også diskuteret vejledning af studerende og den nye reform for både fysioterapeuter og sygeplejersker. Og hvad er så egentlig ændret? Kravene er øget, der er nu krav om 43 timers ugentlig studietid, de skal hurtigere involvere sig i kompleks sygepleje, det er nu igen semestre, der er mere fokus på tværfaglig samarbejde, der er kun en prøve i hvert semester. Jeg synes kravene til læringsudbytterne er høje allerede på 1. semester, men kravene bunder i, at man ikke syntes, nyuddannede sygeplejersker var klædt på til den nye virkelighed, hvor alle forløb er optimeret/accelereret/komprimeret (vælg selv det ord du foretrækker) og hvor mange patientforløb er ambulante, hvilket betyder, at alle de patienter, der er indlagte, har brug for kompleks sygepleje.

Hvad er så kompleks sygepleje, ja nogle ville tænke, at vores akutte trombolysebehandling er, og jeg er enig. Kompleks sygepleje kan også starte med noget grundlæggende sygepleje, så som at dele mellemmåltider ud, og det er her DJØF’er og politikere går fejl i byen. Det kan frivillige da gøre, det behøver man ikke sygeplejersker/social og sundhedsassistenter til. Enig, hvis det bare var kaffen og ostemaden, det handlede om. Men prøv lige at læse hvad Henriette beretter om, det er et smukt eksempel på, hvad det er, man observerer, hvad det er, man tænker over, og hvordan man kobler alle sine observationer sammen med sin viden. Det er sygepleje af højeste værdi. Det er det, man i den nye begrebsramme for sygepleje Fundamentals of Care ville kalde Think and Link. Tænk og forbind det til det du ved. Og ikke Task and Time, hvor det handler om at få alle sine opgaver gjort, inden man går hjem, og man dermed let bliver fokuseret på, har alle været i bad, har alle fået mad, har alle fået medicin. Ikke at det er forkert at have fokus på det, for selvfølgelig skal alle have mad, medicin og alle skal soigneres, men hvis man ikke ser det enkelte menneske, hvis man ikke observerer og forbinder det til viden, altså vurderer sine observationer og ud fra det planlægger sin pleje, så yder vi ikke den rette sygepleje til den rette patient.Så sygeplejestuderende skal lære at søge viden, lære at forbinde den viden, de har, til det de ser. Har vi ikke altid gjort det? Jo men viden genereres hurtigt nu, og som sygeplejerske skal man vide, hvordan man søger den viden, og ikke mindst vurdere om den er brugbar og hvordan man omsætter den til praksis. Der bliver flere og flere, som forsker i hvad god sygepleje er. Og forskerne bag Fundamentals of Care har forsket i, dels hvordan forskere/undervisere/teoretikere definerer sygepleje, dels hvordan patienter med forskellige sygdomme definerer god sygepleje. Og hvad siger patienterne så? Hvad er de gennemgående temaer?:

• Se og behandl mig som et menneske med mine behov (treat me as a human being, det burde være en selvfølge, men Task and Time kan nemt reducere det enkelte menneske til dele, hvor man ikke se helheden)
• behandl ikke kun de fysiske behov ( at jeg er sikker, at jeg er varm, ernæret, ren, mobil, får hvile, kommer i tøj, føler mig tilpas i den stilling jeg ligger/sidder i)
• men tænk også på de psyko-sociale ( at jeg føler mig rolig, at jeg kan håndtere de ting, der sker, at jeg bevarer håbet, at jeg føler mig respekteret, at jeg bliver involveret og informeret, at jeg føler mig værdig)
• derudover tænk også på det relationelle mellem os ( at du er empatisk, respektfuld, engageret, at du sikrer kontinuitet, at der sættes mål og at der er overensstemmelse mellem det du gør og det planen er)

Som du måske fornemmer, er jeg meget begejstret for denne begrebsramme, fordi den netop giver ord til, hvordan vi kan beskrive den sygepleje, som vi ofte bare gør. Og som derfor bliver usynlig. Den er også tænkt som en ramme, som forskere kan dykke ned i og udforske og dermed bidrage til mere viden, og dermed over for politikere og andre kan påvise, at de besparelser eller de ændringer, de beslutter har en konsekvens for patientens fremtidige helbredsfunktion, Det betyder noget, at du får en god sygepleje. Ofte er det jo det, lægerne gør, du som patient husker, men hvis ikke du undervejs havde mødt sygeplejepersonale, der mestrede det ovenfor beskrevet, så tror jeg, at udfaldet havde været anderledes. Men hvad tænker du?

God onsdag til dig.

Og hvordan gør man så det?

I tidernes morgen, dengang jeg havde været tilbage i sygeplejefaget et par år og stadig var lidt grøn i neurologien (ret meget hvis vi skal være ærlige), havde jeg en rollemodel, en ung og meget dygtig sygeplejerske. Hun var alt det, jeg gerne ville være, empatisk, besad en stor faglig viden og var dygtig i sygeplejehåndværket. Hun brændte for sin sygepleje, for patienter og pårørende, og hun brændte også ud, desværre. Undervejs i afklaringsforløbet som endte med, at hun stoppede med at være sygeplejerske, sagde hun til mig, husk nu at passe godt på dig selv og lyt til kroppens signaler. Da jeg en gang senere hen sagde det til en lægesekretær, fik jeg et meget rapt og vredt svar: og hvad skal man så gøre ved det? Underforstået at det kunne godt ske, man hørte sin krops sgnaler, men hvis årsagen til signalerne ikke blev ændret, så nyttede det jo ikke noget.

Der var engang en yngre kvinde, en af dem der er toneangivende i medierne, som sagde, at kvinder var alt for slemme til at ville det hele, og at stress ofte blev udløst af, at man også ville det hele i sin fritid udover sit krævende arbejde.Om det er en forsimplet version skal jeg lade være usagt, men det er helt sikkert, at det gælder for mig. Min krop begynder at tale højere og højere til mig, hvis jeg er presset både arbejdsmæssigt og privat. Så jeg forsøger at sige pyt, skære væk og give mig selv lov til at at slappe af, når det kan lade sig gøre. Den forgangne uge har været fyldt med aktivitet, gode aktiviteter. Solen har skinnet og ladet kartoffelhøsten køre glat, sønnen har været hjemme og hjulpet hele ugen i kartoflerne. Arbejdsdagene på sygehuset har været præget af den nye sygeplejeuddannelse med temadage og masser af skriverier for mit vedkommende sammen med en masse møder. Weekenden har været fyldt med aktivitet, kartoffelhøst, samvær med søn og svigerdatter med fokus på sparring omkring bachelorprojekt og jobansøgninger, men også med tid til at snakke sammen. Vi har besøgt familie og nydt udsigten udover Limfjorden en skøn septembersøndag aften. Mandagens fridag blev inddraget til at få nogle skrivehængepartier fra hånden, det kunne heldigvis ske hjemmefra, så jeg kunne passe madpakkesmøring, sparring og nærvær på samme tid. Nu er søn og svigerdatter i København, landmændene er i gang derude, jeg har hængepartier herhjemme, men jeg kan også mærke, at aftenen skal bruges på bare at kigge ud i luften, det er jeg heldigvis god til. Opvask kan godt stå til næste dag,  bærbuske og frugttræer får lov til at servere for fuglene, brød og aftensmad kan købes i butikker. Det er min måde at skabe oaser på i en hektisk hverdag. Håber du har små oaser at se frem til.

Stilhed

Selv om vi egentlig ikke taler så meget herhjemme, så er der aldrig helt stille. Den ene ser fjernsyn eller youtube videoer, den anden ser serier eller spiller wordfeud. Vi har hver vores måde at lade op på. Vi ved dog, hvor hinanden er og kan altid falde i snak, når vi har brug for det.

Formiddagen har været stille, men jeg fik vasket tøj, plukket hindbær, ordnet regninger, set serier, drukket te. Stille og alligevel ikke. Landmanden og en medarbejder sorterede kartofler, sønnen og kæresten sov. Eftermiddagen har været fyldt med snak vekslende med stilhed, når de unge og fruen fordybede sig i hver sin computerskærm. Nu er aftenen midtvejs, landmanden og sønnen er ved at gøre klar til mandagens arbejde ude i kartoffelhuset. Sønnens kæreste er i gang med forberedelserne til bachelorskrivning. Der er købt kagetapas, så vi skal rigtig smovse, når det en gang bliver fyraften for landmanden.

Jeg længes efter at komme på retræte med stilhed igen, Charlotte har holdt retræter i Sverige, hvor hun nu arbejder, blandt andet kombineret med vandring. Det gad jeg godt prøve, tanken om at gå i Guds Natur dagen lang i stilhed er tillokkende, det må være vederkvægende. De to gange jeg har været af sted, gav mig helt sikkert mod på mere, men der er bare tidspunkter på året, hvor jeg ikke kan tage fra gården 3- 4 dage. Stilhed gør mig godt, jeg giver mig selv lov til at gå en tand dybere ind i mig selv. Alt for ofte har jeg tusinde ting i gang på én gang, på retræten er der kun mig, stilheden og en fast ramme om dagen, som jeg bevidst har valgt er den kristne ramme. Retræte og vandring står på min mentale ønskeliste, der er kun en, der kan sørge for, at det går i opfyldelse, og det er mig.

Men lige nu vil jeg nyde, at vi er fire, der skal samles om aftenteen og de mange små lækre kager.

Pensionistsolopgange

For en sygeplejerske, der går ind på sit sygehus klokken kvart i syv, er det nu slut med at nyde solopgangen på vej til arbejde. Det var bælgravende mørkt, da jeg stod op klokken kvart i fem i morges, og lyset havde stadig ikke fået magt, da jeg kørte ud fra gården klokken ti minutter over seks. Fra nu af er det kun folk med sene mødetider og pensionister, der kan forevige solopgangene. Vejret kan vi absolut ikke klage over og for en landmand, som i disse dage lægger kartofler ind i kølehuset på den anden gård, hvor de står udenfor, er det perfekt vejr. Vi mangler stadig aftensmaden, for landmanden havde en lille havremark, som først nu er tør nok til at blive høstet, så det hygger han sig med, mens jeg får ryddet op, lavet aftensmad, ordnet vasketøj og kontorarbejde.

I dag nød jeg at have de tre vejledere for sygeplejestuderende samlet, så vi kunne diskutere den nye sygeplejereform og den nye begrebsramme for sygepleje, som vi skal introducere i afdelingen. Vi nåede langt med at beskrive vores sygepleje, og hvordan de studerende kan nå deres mål, mens de er hos os. Der resterer dog stadig noget arbejde med redigering og formulering, så jeg er lige ved at peppe mig selv op til en times tid ved computeren i aften. I morgen er min arbejdskalender totalt booket, jeg kan blive helt træt ved at kigge på den. Møde med min ledelse om et emne fra 7 –8, samtale med kollega (en del af introduktionsprogrammet) fra 8 – 8.30, møde igen med min ledelse om et andet emne fra 8.30 – 8.55. Møde med alle i min funktion og vores ledere i vores klinik resten af formiddagen. En halv times pause, før jeg så skal undervise studerende, elever og ny kollega i apopleksi i 2½ time. Fredag skal jeg på temadag om den nye reform af sygeplejeuddannelsen, hvor der dykkes mere ned i detaljerne. Det afføder så, måske, nye ændringer af vores materiale, som skal ligge klar på de studerendes portal, senest på mandag. ( Og lige nu kan jeg ikke huske, hvordan jeg gjorde sidste gang, men så har jeg da heldigvis en manual).

Hvis nu jeg var gået ud i stedet for at skrive det her indlæg, kunne jeg formentlig have set solnedgangen, men pyt. Jeg hygger mig lige her, hvor jeg er. Håber du også hygger dig. God onsdag aften til dig.

Landmandsliv på en tirsdag

Huset vågner med mig, men den første time er der ganske stille, jeg er alene oppe. Jeg brygger te, jeg smører mad til formiddagspause og frokostpause, jeg smører madpakker til eftermiddagsmaden. I dag er lidt anderledes end ellers. Sønnen er hjemme for at hjælpe landmanden i denne uge, så det er dobbelt op på maden. Egentlig har jeg fridag, men der er et møde, min ledelse gerne vil have mig med til, og jeg mangler at forberede mig til en temadag i morgen med mine kliniske vejledere, så jeg har inddraget fridagen til delvis hjemmearbejdsdag. Det betyder, at jeg kan gå rundt i nattøjet og gøre alt klar uden at skulle skynde mig ud af døren klokken seks. I går havde jeg fejlvurderet tidsforbruget til seks madpakker og fire tallerkener med mad, så da havde jeg travlt, men nåede dog på arbejde til kokken syv.

Lidt efter seks vågner landmændene, i dagens anledning (hjemmearbejdsdag) har jeg dækket bord til dem med morgenmadsprodukter og nybagte koldthævede boller. Mens de gør sig klar, får jeg vasket op og tømt opvaskemaskine. Lidt i syv er alle seks mand klar til at hoppe på traktorer og enkelte i landmandens bil, for de lægger kartofler ind i kølehuset på vores anden gård. Tre traktorer kører ud fra gården, en med kartoffeloptager, to med vogne. De andre tre gør sig klar til indlagring, en står for at få sat kasserne med jordens guld ind i kølehuset, de andre to står ved rullebordet på indlagringsgrejet og sorterer jord og moderkartofler fra. Nu er der ro i huset, så mens jeg tjekker arbejdsmail, spiser jeg min morgenmad. istvan har accepteret, at han skal være hjemme, så han sover. Den første del af min arbejdsdag er overstået, jeg er vasket og klar til at køre til møde. I eftermiddag tager jeg så sidste del af min hjemmearbejdsdag. Mine to landmænd holder først fri ved 18 tiden, så jeg har tid til at fordybe mig. Aftensmaden i dag bliver gode pølser lavet af en slagter af rådyr, dådyr og krondyrkød fra vores fryser. Tilbehøret bliver salat og kartofler i en eller anden udgave.

Og udsigten fejler ikke noget, solen gør sit bedste for at give energi. God tirsdag til dig.

39 år siden

jeg første gang mødte de kvinder, jeg i dag skal være sammen med. Dengang var jeg 19 år, året forinden var jeg blevet færdig med gymnasiet, jeg havde været et halvt år i England, i Oxford. Her havde jeg arbejdet som ufaglært sygehjælper på Nuffield Orthopaedic Centre. Derefter havde jeg arbejdet som servitrice i et cafeteria, og nu var tiden altså kommet til, at jeg skulle starte på det, jeg altid havde villet. Lige siden jeg var tolv og havde slugt Piger i Hvidt serien med sygeplejeeleven Sue Barton, havde jeg drømt om at blive sygeplejerske, jeg skulle rejse til Afrika og hjælpe mennesker (Lene 19 år), jeg skulle bo hjemme hos mine forældre og passe dem, når de blev gamle (Lene 12 år), jeg skulle en masse. Meget af det har jeg nået, ulandsmedarbejder blev jeg ikke, en tømrer kom forbi, og han havde ikke de samme drømme som mig, så jeg fulgte ham.Sidenhen blev han landmand, ikke min drøm, og mange gange har jeg tænkt, at alt havde været nemmere, hvis han var forblevet tømrer. Omvendt gav det os også andre muligheder, så i dag, når jeg kigger tilbage, vil jeg ikke gøre det anderledes. Livet leves forlæns og forstås baglæns, som en klog herre en gang har sagt.

Nu er der smurt madpakker, der er bagt boller til landmanden og svigersønnen, glutenfri brød til datteren, og mens de to unge tager til bryllup, vil jeg drage sydpå og landmanden vil sortere kartofler. Jeg glæder mig til at være sammen med mine elevkammerater, jeg kommer altid beriget hjem, når jeg har været sammen med dem. Ha en god søndag.

Og blomsterkurven er en jævnlig begivenhed på mit afsnit, min souschef (min tidligere leder) sørger for skønhed fra sin have i alle vaser på afsnittet.

Hovsa 10 år er gået

Tiden går stærkt, og det indlæg, jeg havde planlagt på bloggens 10 års fødselsdag, var kun i hovedet og pludselig var vi forbi den første september, så nu kan jeg kun se tilbage på datoen og årstallet

Hvad har jeg så skrevet om? Ja i september 2006 skrev jeg også om apopleksi og sygepleje. Da fortalte jeg om to kvinder, der har haft betydning for den måde, både terapeuter og sygeplejepersonale arbejder med patienterne.

I september 2007 fortalte jeg om min arbejdsplads, ikke den på sygehuset, men den hjemme på gården. Den arbejdsplads jeg var en del af på fuld tid i elleve år, før jeg vendte tilbage til sygeplejen.

I september 2008 drog min far og jeg på opdagelse i barndommens land med besøg i Fussingø. Min far havde mistet sin hustru og jeg min mor om foråret.

September 2009 bekendte jeg, at jeg af og til er en hønemor, og den gang fik en af mine kyllinger en tatovering

2010 bød september på en motorcykeltur rundt om Ringkøbing fjord og minder fra ferier hos min faster dukkede frem.

Kristne sange var emnet i 2011, hvor jeg havde samme mening om en sang som præsten. Vi fandt ikke sangen plat, barnlig eller for enkel. Og jeg holder stadig af at synge den sang.

I 2012 var jeg i september vidne til noget helt fantastisk, som du må klikke for at læse om. Jeg kom til at smile igen, da ordene genopfriskede mit minde.

På lørdag skal jeg gense nogle af mine elevkammerater fra sygeplejeskolen. Det er 39 år siden vi startede på sygeplejeskoen i Viborg d. 1. september. Og i 2013 var træffet i København.

I 2014 var jeg noget bagud med fortællingen om vores motorcykelturferie, så september blev brugt på at genopfriske den fantastiske tur ned ad den franske Grand Route des Alpes.

Pippis barndom var udgangspunktet for mit tilbageblik på min og mine to børns barndom i september 2015.

Sygepleje, landmandslivet med landmanden, mine forældre, mine børn, motorcykelture, tro, sang, livet og minder er vist passende ord for min blog. På de 10 år er jeg gået fra at være sygeplejerske i plejen til at være ansvarlig for uddannelse, undervisning og udvikling på afdelingen. På de 10 år er jeg gået fra at være mor til to unge mennesker på 19 og 20 til at være mor til to voksne mennesker på 29 og 30 og har fået to dejlige svigerbørn fra Norge og Skotland. Min mor og min far er døde. Jeg er nu den ældste og har seks måneder tilbage som en kvinde i 50’erne. Livet går videre, og jeg går med. Tak fordi du gider følges med mig.

Læsning er det, der sker her

Mine fridage har ikke meget kød på af aktivitet, det er som om jeg er røget i et hul af manglende energi. Så jeg prøver at være god ved mig selv og giver mig selv lov til at læse. I sidste uge røg der lige fire bøger fra bibliotek og til bibliotek i løbet af fire dage. Et af de steder, jeg bliver inspireret til nye bøger, er hos Valdemarsro.Ud over Ann-Christine har rigtig mange gode opskrifter, så kommer der hver gang, hun anmelder en bog, en lind strøm af gode anbefalinger fra hendes læsere. Så har du brug for inspiration, så gå på opdagelse her i kommentarerne. Hvor jeg før slugte krimier, kan jeg slet ikke udholde tanken om krimier, så jeg læser gode historier med gode personfortællinger. De fire jeg har læst er:

Britt-Marie var her af af Fredrik Backman: jeg er vild med Backmans univers og denne bog levede op til hans finurlige sprog og fortællinger. Den kom ikke på højde med den første (og som er den sidste af hans bøger), jeg læste. Men jeg kan klart anbefale den.

Blomsternes hemmelige sprog af Vanessa Diffenbaugh: jeg er enig med Ann-Christine, det er en fin lille fortælling om livet, tilgivelse, kærlighed og modgang.

Historien om A.J.Fikrys liv af Gabrielle Zevin: igen en fin lille fortælling om glæden ved at læse, om livet og om kærligheden.

Hjemkomsten af Victoria Hislop: egentlig ville jeg læse Øen af forfatteren, den havde de ikke på biblioteket, så jeg kastede mig over denne bog. En god fortælling, hvor man får beskrevet konsekvenserne for den enkelte familie af borgerkrigen i Spanien lige før 2. verdesnkrig. Den starter i nuet, går tilbage i tiden og binder så nuet og fortiden sammen på en god måde. Letlæst, godt fortalt, lige en bog for mig. Da jeg tjekker andres anmeldelser, kan jeg se, at det er godt, at jeg læste denne bog først, for Øen skulle åbenbart være endnu bedre og derfor bliver folk skuffet over Hjemkomsten. Jeg var ikke skuffet, og det er den her anmelder heller ikke, hun læste også Hjemkomsten først.

På bibloteket ligger Øen og Det store Spring, sidstnævnte af Jojo Moyes, dem skal jeg have hentet i dag inden aftenvagten. Jeg har lagt mine specialedage om til om aftenen i går og i dag for at støtte en af mine nye kolleger. I går nåede vi omkring en del, i dag er hun desværre syg, så jeg snupper en regelret vagt i aften efter personalemøde. På personalemødet skal jeg forsøge at binde tråde mellem problemområder og en ny måde at anskueliggøre og tale om sygeplejen på. Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg helt sikkert godt. Nu vil jeg tage min støvsuger, vi har et stuehus, der står tomt på den anden gård, og da vi skal have fibernet ind om nogle dage, så synes vi ikke, fiberfolkene skal gå mellem døde fluer. Af sted med mig, så kan jeg tænke over, hvordan jeg skal gribe formidlingen an i eftermiddag. God tirsdag til dig,

Efter næsen

Efter en ualmindelig doven lørdag for mit vedkommende (igen var jeg ikke helt tilpas og ikke i vater med verdenen, denne gang skyldtes det ikke plaster) trængte vi begge til, at der skulle ske noget. Motorcyklen blev kørt frem og så kørte landmanden efter næsen. Små veje i Vendsyssel fik besøg af os, og vi forsøgte at undgå for mange af de store veje. Vejret holdt tørt, og det var lige tilpas til en lille søndagstrilletur. Små veje er lig med roligt tempo med tid til at nyde køer, udsyn og nærsyn.

Første pause blev Lønstrup, hvor vi først gik en tur til molen og rundt på stien ved vandet, hvorefter vi nød varme ostegrillede nachos, inden vi hoppede på motorcyklen igen og drog videre til Blokhus. Her sluttede vi af med en stor is og tid til at studere alle de andre søndagsgæster på torvet.

Der er nybrygget te, en sofa og serie, der kan ses. En søndag efter mit hoved. God søndag til dig.