tirsdag, oktober 17, 2017

Noget om sygepleje og landbrug

  • Hvad er det, der gør, at man som sygeplejerske på ganske kort tid kan opnå, at patienter og pårørende har tillid til en? Først og fremmest kræver det nok, at de på forhånd ikke har mistillid til systemet. Derudover ligger der også i den akutte situation, patienter og pårørende kommer hos os med, at de kastes ud på dybt vand følelsesmæssigt, og den måde vi forsøger at lære dem at svømme i vandet og støtte dem i, at de godt kan håndtere denne situation, er afgørende for tilliden til os. I går havde jeg den glæde at føle, at jeg opnåede den tillid på trods af, at det var første gang patient og pårørende mødte mig. Det kan være svært at møde nye mennesker hele tiden, og måske også finde ud af, at de ikke har sat sig ind i hele situationen. Det kan til gengæld være rigtig svært for os at nå at sætte os ind i hele forløbet, hvis det er en patient, hvorom der er skrevet meget både i sygeplejejournalen og lægejournalen. I går lykkedes det mig dog at finde tråden, blandt andet ved at lytte intenst til de pårørendes fortællinger/spørgsmål og så koble det til den viden, jeg havde om patienten og min generelle viden om det at være hjerneskadet.

DSC_4655

  • I forgårs havde jeg taget en ekstravagt på 12 timer. Landmanden syntes godt nok, det var urimeligt, at jeg så også skulle møde i dagvagt næste dag, men sådan er vilkårene for mange af mine kolleger. For at kunne arbejde hver tredje weekend i stedet for hver anden er de nødt til at tage 12 timers vagter i weekenderne. Planlæggeren prøver at undgå tre 12 timers vagter i rap, men det kan være nødvendigt for at få det til at gå op. Til gengæld har de så taget deres tørn i lang tid. Min vagt blev så en af de travle af slagsen. jeg var trombolysesygeplejerske, og fra 9.40 til 19 sad jeg nærmest kun ned i få minutter ad gangen for at dokumentere. Jeg snuppede lige et rundstykke med nutella klokken halv fire, da jeg debriefede med en kollega om en dårlig patient, vi havde haft, inden hun tog hjem. Ellers fik jeg først noget at spise klokken 19, efter min vagt var slut. Mine ben har det, som om jeg har løbet meget langt. Og det kunne mærkes en dag som i går, hvor jeg også gik rigtig meget og måtte tage overarbejde for at kunne dokumentere alt det, jeg havde gjort i løbet af dagen.

DSC_4654

  • Dagen i dag blev ikke bedre, her valgte jeg at hoppe over frokosten i håb om at nå i mål inden 15. En banan, sød saft og te holdt mig gående. Alligevel endte jeg med overarbejde på 1½ time. Kombineret med dårlig søvn/manglende søvn både natten til mandag og tirsdag gjorde det mig til en sygeplejerske, hvor tårerne sad lige i øjenkrogen og stemmen lige var ved at knække over sidst på vagten. Nu er der købt køresygepiller, som en af vores overlæger anbefaler i stedet for sovemedicin. Jeg satser på en god nats søvn, hvor hjernen bliver slukket og ikke konstant kører med tanker om, hvordan jeg bedst får planlagt arbejdsdagene. Vi er lidt flere i morgen end i dag, men til gengæld mange nye kolleger, som gerne skulle have en times undervisning af mig. Jeg skal dog også være ansvarlig for et team og dermed ansvarlig for stuegang, så nu får vi at se. Heldigvis har jeg fem fridage bagefter.

DSC_4653

  • Landmanden og medarbejdere har kunnet tage kartofler op i går og i dag, det er med problemer, men de har kunnet køre. Nu kunne det være skønt, om vejrprognoserne tog fejl, så regnvejret torsdag til søndag forsvandt. Vi får se.

DSC_4661

  • Fredagens fridag blev tilbragt på vejene, denne gang fik jeg testet mine ører, og vi blev enige om, at jeg skal have et nyt apparat, der kan lidt mere end det meget simple og lille, jeg har nu. Jeg var  kommet af sted i god tid, så jeg havde tid til et stop undervejs ved Vejlerne. Det er også der, nogle af billederne er fra. Om nogle uger tager jeg turen igen til Thisted, så jeg kan få det nye apparat og få det tilrettet mine behov.

DSC_4667

God aften til dig.

12 kommentarer:

  1. Åh, stakkels dig og de forfærdelig travle dage ...
    Pudsigt: Lige præcis de to fuglekiggerhuse kan jeg huske fra Vejlerne, som i øvrigt er et skønt område!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak, vi har desværre flere kolleger med sygemeldinger, flere der skånes fordi de er på grænsen til sygemeldinger og så en masse på barsel, det sidste er godt for samfundet og dem :-)
      De fuglekiggerhuse er også smukke i sig selv.

      Slet
  2. Phyhhhh det lyder som nogle hårde dage du har haft. Jeg håber fridagene blir lige som du drømmer om og at køresygepillen virkede. Super tip forresten:) krydser fingre for vejret holder. For jer for kartoflerne og for os fordi vi holder fri :) kh S.

    SvarSlet
    Svar
    1. S, tak. Om det var pillen eller om jeg bare var så træt ved jeg ikke, men jeg sov otte timer afbrudt af et enkelt toiletbesøg :-)

      Slet
  3. Puha, Lene. Det er en hård tørn. I sådan en periode er det vist meget godt med et middel til at slå hjernen fra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg kan godt mærke, at jeg er brugt lige nu. Hjernen blev slået fra i nat, så nu håber jeg på en mildere dag i dag.

      Slet
  4. Hverdagens helte, - det er I. Og det er alt for vildt, at I skal være så pressede. I gør et fantastisk arbejde.
    Og så hepper jeg på tørvejr til de sidste kartofler.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eva, og i lige måde, jeg har stor respekt for lærerjobbet.
      Tak for hepning :-)

      Slet
  5. Uha, det lyder godtnok hårdt - og egenlig også ret selvmodsigende! Altså situationen, hvor I der netop arbejder med syge menesker, skal udsættes for sådanne arbejdsvilkår som jo kan GØRE folk syge? Håber du får mulighed for en roligere periode, det lyder altså stressende det der :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Elin, det er også hårdt. Jeg er gald for at være på en afdeling, hvor der er et godt arbejdsklima og hvor vi passer på hinanden. Som sygeplejerske med ansvar for blandt introduktion af nye kolleger fylder det dog meget, at vores sidste nyankomne er kastet ud i et sådant tempo samtidig med at erfarne kolleger har det svært.
      Jeg ser frem til disse fem dage og håber ikke der komme sms fra afdelingen om fordi der er flere syge, for så er jeg en af dem, der må træde til. De andre har i den grad taget deres tørn.

      Slet
  6. Rart at se, at at du fået god nats søvn, det er da helt urimeligt, som I bliver presset på lange arbejdsdag, stress og underbemanding. Håber på tørvejr så kartoflerne kan komme i hus, så har du/I en bekymring mindre. God fridag, når du kommer så langt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, tak, min fridag er startet langsomt. Lige nu gør andre rent i det meste af huset og så vil jeg gøre rent i de resterende værelser oh kontor. Jeg har alt for længe ladet stå til og nu fylder rod og snavs min hjerne.

      Slet