onsdag, november 01, 2017

Endelig kunne jeg holde, hvad jeg lovede

To gange har jeg brændt Laura af, en gang fordi jeg ikke var så langt i bryllupsforberedelserne som håbet, en gang fordi landbruget havde brug for mig. Men i dag havde jeg garderet mig, ingen bryllupsforberedelser, ingen landmand hjemme, han var nemlig på jagt. Og nu lykkedes det, jeg kom på besøg på Laura og hendes families skønne nedlagte landbrug tæt på Poulstrup sø.

Heldigvis havde Laura tænkt på aktivitet, så vi tog en walk and talk omkring Poulstrup sø, den store udgave på 5 km. Der var dejligt mildt, snakken gik livligt, og jeg er taknemlig for, at jeg kender kvinder i mange aldre, som kan berige mit liv. Hjemme på gården fortsatte snakken over frokosten. Og med to kvinder, som arbejder som henholdsvis læge og sygeplejerske i job, hvor døden af og til banker på, ja så kom vi også ind på emner som hvor længe skal man egentlig blive ved med at behandle. Hvad er et værdigt liv. Alt sammen tanker og ord vi også snakkede om sidste gang, og hvor jeg den gang skrev et indlæg om en bog om dette emne.

DSC_4721

Samtidig var det livsbekræftende at sidde i et hus med masser af børnetegninger, børnelegetøj og med masser af muligheder udenfor til gode lege. Hestene hilste vi på, men kreaturerne var dog for dovne til at hilse på. Hver gang jeg møder nogen, der frivilligt bosætter sig på landet med dyrehold uden at være landmand, undrer det mig. Jeg er dog også glad for, at det sker, det er med til at holde landkulturen levende. Men havde jeg ikke giftet mig med en landmand, så havde jeg aldrig bosat mig på landet. Det er det, jeg elsker, ved at møde andre, som enten vælger at leve på en anden måde end mig eller som er yngre end mig, og derfor lever et andet liv. Jeg bliver inspireret og den vante tankegang forstyrres lidt.

Landmanden er vendt hjem fra jagt, han havde skudt en kronhind, så han var godt tilfreds. Ayla har ikke været helt tilfreds med, at vi kun var os to på gården i eftermiddag. Nu kommer den tid, hvor der er tid til jagter, endnu uden Ayla, men herhjemme får hun lov til at være med.

DSC_4722

Juleplanen er udkommet på mit arbejde, og jeg har fået en skøn plan til gengæld for at arbejde i aftenvagt d.29-30. december og nattevagt d. 31. december. Jeg havde sågar sagt, at de måtte give mig 16 timers vagter, hvis bare jeg kunne få fri omkring jul. Og sådan er det blevet, dog uden de mange timer på arbejde. Svigerdatteren har selv tilbudt at arbejde juleaften for så at få fri, så hun kan komme hjem til Norge i julen. Dog er de ikke så large på hendes afdeling, hun skal nemlig allerede i vagt igen d. 30/12. Der havde min afdeling nok haft en anden politik.

Hvor jeg før fik kvalme af al den julepynt i butikkerne netop nu, så må jeg indrømme, at det var lidt hyggeligt at gå rundt blandt smukke stjerner, rensdyr og søde tøjnisser i Meny. Men jeg købte ingenting, derimod købte jeg en enkelt pakke stjernepapir i Søstrene Grene i går. Jeg kunne godt få lyst til at flette en stjerne eller to i stearinlysets skær. God aften til dig.

DSC_4719

13 kommentarer:

  1. Åh, jeg er klar til julehyggen! ❤️ Dejligt indlæg, Lene - og tillykke med vagtplanen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Maude, jeg er vist også klar :-) og tak.

      Slet
  2. Gad vide om det er noget i luften? Jeg er nemlig også klar til at begynde på julen (selv om jeg venter lidt endnu). Det plejer jeg bestemt ikke at være på denne årstid.
    Flot billede af et af de mange store gåsetræk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg tænkte det samme, da jeg læste dit indlæg :-) og tak

      Slet
  3. Det lyder som et skønt og inspirerende besøg.
    Og julen, - den skal nydes hver dag frem til jul.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det var dejligt og jeg vil nyde hver mørke dag med lys i mørket :-)

      Slet
  4. Sikke en dejlig dag du har haft! Jeg er så småt ved at glæde mig til julen - men har heller ikkekøbt noget juleri endnu... bortset fra tre julekalendere til børnene og pakker til pakkekalenderen, men det tæller ikke ;) ha en rigtig dejlig dag! kh. S.

    SvarSlet
    Svar
    1. S. tak :-) dejligt at du er i god tid, jeg har altid ordnet det i sidste øjeblik

      Slet
  5. En skøn ide med walk and talk. Man kan virkelig komme langt omkring i sin snak, når man går en tur, samtidig med at man nyder den friske luft.
    Jeg kan endnu ikke helt finde ud af at fokusere på julen endnu, selvom den pludselig vil stå for døren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, det er dejligt at få snakket på den måde. Jeg er heller ikke kommet videre med julefokus :-)

      Slet
  6. Tak for besøget. Det var dejligt at se dig, og vise dig mine omgivelser.
    Vi nåede ikke omkring den, men hvis du ikke allerede har læst "Før jeg forsvinder" af Paul Kalanithi, vil jeg anbefale den. Det er en ung neurokirurgs beretning om at få dissemineret lungecancer. Den beskriver så fint at være ung, nybagt far og på vej til at dø. I modsætning til mange af de patienter vi begge ser, som er ældre og hvor man kan diskutere om mere behandling er den bedste måde at bruge den resterende tid, er forfatteren her slet ikke færdig med livet, og bivirkningerne kommer derfor til at stå i et helt andet perspektiv. Den er bestemt værd at læse, og den trak tårerne frem hos mig, selv om jeg læste slutningen i flyet på vej hjem fra et møde i København.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, selv tak. Det er en bog, der lyder som svær at læse, men en man er glad for at have læst bagefter.

      Slet
  7. Hanne, jeg ved det.
    Den gode vandretur er god at have med sig.

    SvarSlet