Ordene, der er inde i mit hoved

har svært ved at komme ud. Ugens mange forskellige indtryk på arbejde fylder. Endnu flere kommer frem, nu hvor jeg har kastet mig over alle de mapper, jeg tog med hjem fra arbejde for at få ryddet ud i alle mine noter og andet.

Nu er der smidt en masse ud af det på billedet. Så mangler jeg at samle alt det andet i temaer.

Tirsdag var jeg til konference og hørte om sygeplejen tilbage på sporet. Sygeplejen er udfordret af, at vi bliver tildelt mange andre specialiserede opgaver. De opgaver tager tid, de kan også være spændende. For nogle sygeplejersker er det nok mere spændende at få lov til at være en minilæge end at sørge for, at fru Hansen får nok ernæring; at hendes hud er hel og ren; at hun kan komme af med både urin og afføring; at hun får nok væske; at hun bliver hjulpet med det, hun selv ville gøre, hvis hun kunne gøre det, så som at blive lejret i sengen eller komme ud af sengen på en måde, der tilgodeser de problemer hun har; at hun føler sig tryg og at hun føler sig behandlet med respekt og inddraget i sin behandling og pleje, hvor det giver mening for hende.

Et forsøg på at kombinere begrebsrammen Fundamentals of care og Marit Kirkevolds model af sygeplejerskers rolle i neurorehabilitering af mennesker med Stroke.

Jeg hørte den australske professor i sygepleje, som startede denne bølge af Tilbage på sporet med sin forskning og nu er der en verdensomspændende organisation, som sætter fokus på Fundamentals of Care. Meningen er at der skal målrettet gås efter mere viden og forskning, så sygeplejen ikke bliver usynlig. Og det er den, når politikere kan sige, at vedtagne besparelser ikke går ud over patienterne.

Lige for tiden er jeg trist, vi knokler, vi har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Vi mangler tre sygeplejersker, men der er ansættelsesstop, så vi får ingen nye kolleger.

Virginia Hendersons smukke defintion på sygepleje. Sikke en klog kone, det er formuleret i 1966, og det holder stadigvæk efter studier med patienters oplevelser af sygepleje.

Jeg hørte også om hvordan patienter oplever systemet og sygeplejen. Det var to veltalende kræftpatienter, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan en af vores patienter ville fortælle om sygeplejen, hvis de ellers kunne få det sagt. De to patienter gjorde indtryk, og noget af det jeg husker bedst var, at de var helt trygge ved behandlingen og vores måde at håndtere deres fysiske behov, men vi glemte deres sind. Vi spurgte ikke ind til det, vi arrangerede ikke, at de blev set af samme læge og sygeplejerske hver gang, så de ikke hele tiden skulle starte forfra med at fortælle.

De fortalte, hvordan små forskelligheder i måden at fortælle om deres sygdom og behandling hele tiden gjorde dem i tvivl, om de var på rette vej. Andre patienter med ambulante kontroller har til kolleger sagt, at de er ligeglade med de mange forskellige personale til kontroller. Nogen vil gerne have samme læge, men er ligeglad med, om det er samme sygeplejerske (måske fordi det er usynligt hvad hun egentlig gør).

Vores patienter i studiet gav udtryk for, at vi alle vidste, hvad hinanden gjorde, så de følte, at vores behandling og pleje fungerede som en velsmurt maskine, hvor der altid var omsorg og respekt. Så hvad betyder kontinuitet i plejen? Skal man fokusere på kontaktsygeplejersker i ambulatorier? Hvad med sengeafsnit, vi er mange, vi arbejder på forskellige tidspunkter, vi har familier, som gør at vi gerne vil have fri på bestemte dage. Ledelser højere oppe i systemet mener seriøst, at personale må indordne sig under princippet om, at patienten skal møde samme personale under sin indlæggelse. Det tror jeg skaber dårligt arbejdsmiljø og dræber glæden ved at være sygeplejerske.

På vej med toget over Limfjorden

Torsdag blev brugt i tog frem og tilbage mellem Aalborg og Odense. Mellem togrejserne holdt vi møde i netværksgruppen for sygeplejersker med ansvar for trombolyse og trombektomi i Danmark. Vi får altid noget med fra de møder. Vi står jo i de samme problemer, uanset hvordan organisationen af behandlingen til mennesker med Stroke (blodprop eller blødning i hjernen) er strikket sammen på det enkelte sygehus.

Fridagen er ved at være slut, forude venter fem arbejdsdage og noget hjemmearbejde. Jeg er gået tidligere et par dage i de sidste uger og skal afvikle de resterede arbejdstimer herhjemme. Der er mere ro til det, jeg skal have lavet, men jeg har været for træt. Derfor har jeg slappet af med oprydning af papir, LOOP og hverdagsaktiviteter i dag. Så håber jeg, at jeg kan snuppe to timer både lørdag og søndag efter arbejde.

Den smukke domkirke i Milano, hvor jeg var til konference i slutningen af maj