Let læst, let glemt?

Jeg er en bogsluger, jeg læser hurtigt, jeg tenderer skimlæsning, når der er alt for mange naturbeskrivelser eller for mange omveje til kernen for mig; hvordan går det personerne i bogen. Men jeg nyder at være opslugt af en bog, jeg nyder at læse frem for at læse på mobil, tablet eller computer. E-bøger har jeg aldrig prøvet. Lydbøger har jeg forsøgt mig med, men er endnu ikke blevet overbevist.

I forbindelse med at jeg afleverede Stillidsen, kiggede jeg mig omkring på biblioteket og fandt fem bøger. Ofte starter jeg med de boghylder, hvor bibliotekaren har sat bøger af samme forfatter eller samme tema eller noget helt andet som fællesnævner. Og denne gang var det på de hylder, jeg fandt de fleste.

Da jeg er en hurtiglæser, så er det skønt at have skrevet om bøgerne, for så kan jeg altid finde tilbage, når min søster foreslår bøger, som vækker genklang. For har jeg nu læst bogen eller har jeg bare læst om bogen? Jeg husker ikke særligt meget fra bøger, jeg har læst, mere stemningen, da jeg læste dem.

Den første bog, jeg kastede mig over var Marcia Willetts nye bog Tilbage til Cornwall om en nevø, der tager bolig hos hans onkel og hvordan de og dem, de omgiver sig med, lidt efter lidt finder en ny vej i livet. Ikke altid på den måde, som de selv havde tænkt sig, men med håb for fremtiden. Marcia Willett elsker jeg at læse, jeg har det med hende, som jeg har det med Rosamunde Pilcher. De føles som at komme hjem til ens mor og blive puttet under et tæppe med et kærtegn og en kop god te og blive set på med omsorg i blikket. Derfor kan jeg også, når jeg er nede i mine humørdale, genlæse deres bøger. Jeg genlæser ellers aldrig bøger, men lige nøjagtig nogle af deres bøger gør mig godt.

Den næste var også af en forfatter, som jeg holder af at læse. Lucy Dillons bog Det største ønske svigtede mig ikke. Igen er der håb for fremtiden, igen er der skønne små historier, der fletter sig ind i hinanden. Her handler det om en ung familie, der er ved at gå fra hinanden og hvilken betydning det får for deres yngste datter. Samtidig bliver datterens vej tilbage til livet hjulpet godt på vej af hendes faster, som også har det svært. Og sådan er det jo, at det at hjælpe andre og at kunne se dem og deres behov kan hjælpe en selv til at finde vejen.

Historien om Arthur Truluv af Elisabeth Berg er en skøn historie om tre umage mennesker, som sammen finder vej i livet. Kan I se temaet i mine bogvalg? Men sådan er det vel for rigtig mange af os, vi går lidt på må og få i livet, kan indimellem føle os fortabt og have svært ved at se andre muligheder og valg end dem, vi altid plejer at vælge. Her er det en ung pige, som bliver mobbet og som savner den mor, som døde fra hende, da hun var to uger gammel. Pigen fatter kærlighed for den underlige gamle mand, som taler med sin afdøde kone på kirkegården hver dag og som spiser frokost sammen med sin kone hver dag. Arthurs nabokone spiller også en rolle i bogen, og de tre er en herlig trio.

Majken Minefinder af Karin Brunck Holmquist er en skøn fortælling om mennesker i en lille svensk by og hvordan de i løbet af en måned pga forskellige hændelser får et andet syn på hinanden og selv ændrer sig. Ikke den store omvæltning, men lidt har også ret. Alt dette startede, fordi Ossian, en gammel enespænder, beslutter sig for at rejse til Bornholm uden at fortælle det til nogen. Også her mødes ungdom og alderdom og finder ud af det sammen. En anmelder syntes ikke, den var så god og realistisk som de øvrige bøger af forfatteren. Jeg fandt ud af efterfølgende, at jeg havde læst Akutklokken af forfatteren, den var jeg ikke så vild med, den fangede mig i hvert fald ikke. Det gjorde denne hjertevarme fortælling.

Den sidste bog viste sig at være nummer to af en serie. Det vidste jeg ikke og jeg tænkte heller ikke over det, før jeg nærlæste bagsiden og opdagede det. En god historie, måske lidt søgt i sin beskrivelse af håndtering af stress og for meget arbejde. Bogens slutning lægger op til en bog mere? Eller måske at jeg selv må tænke videre over, hvad hovedpersonen vælger. Pensionatet ved verdens ende af Camilla Davidsson handler om Emma, som vender hjem til Stockholm efter vandring på Caminoen. Egentlig kan jeg godt følge denne anmelder, som nok er på alder med Emma. Indimellem føles det som om alt det, hun havde fået med sig i bagagen fra vandringen nok har sat spor, men hun handler ikke på det. Måske til sidst? Vi får se, anmelderen lægger også op til, der kommer en bog mere.

Lørdagen er i fuld gang, jeg er ikke rigtig i gang. Jeg holder fast i, hvad jeg allerhelst vil på denne lørdag. En kommentar hos Karoline til det faktum, at det at nedsætte mobilforbruget ikke altid førte til mere af det gode hun ønskede i sit liv, handlede om, at kommentatoren mente, at man mere skulle fokusere på, hvad man gerne ville bruge det ekstra tid til. For de kreative ideer kommer ikke altid lige ud af den blå himmel, man skulle måske lave en liste med det man gerne ville bruge den ekstra tid til.Det har jeg omsat til, at jeg på mine fridage fokuserer på, hvad vil jeg meget gerne have gjort/prøvet, inden aftenen indbyder til boglæsning og sofaserier. Eksempelvis at gå en tur, eller som i dag en tur i LOOP. Det er ok at slappe af, men det gør mig ikke gladere at ligge en hel dag på sofaen. Jeg bliver langt mere glad af at have været aktiv, om det er at mødes med andre, at læse en bog, at gå en tur eller ...

God pinselørdag til dig.