I lidt længere form:
Hvad ønsker vi os på det nye supersygehus i 2020. Ja tre bud fik mine kolleger lov til at sende på sms til et program, og et af eksemplerne ser I her. Det var faktisk meget de samme ord, de brugte alle tre gange: gode kolleger, høj faglighed, godt samarbejde, gode arbejdsforhold.
Torsdag kom datteren hjem, og vi begyndte at forberede vores bidrag til familieweekenden. Fredag var den store bagedag, jeg fik bagt to hold boller og datteren fik bagt en gulerodskage. Så satte vi ellers kursen mod Vestjylland syd for Holstebro. Min søster fyldte 60 i december, men ønskede ikke en stor fest. Derfor slog vi to fluer med et smæk, hun betalte hytten og mad/drikkevarer lørdag aften og resten skillingede vi sammen til. For første gang i meget lang tid lykkedes det at samle alle vores børn og to af svigerbørnene. De fleste af os kom først på aftenen fredag, jeg hentede søn og svigerdatter ved toget senere. Nevø og kæreste dukkede op lørdag eftermiddag, det samme gjorde landmanden. Han havde været til prøver med begge hunde både fredag og lørdag.
Det blev den skønneste weekend, vi både græd og lo. Vi havde fundet på at genbruge vores sange fra min søsters 40 år og 50 års fødselsdage, og selvfølgelig fik hun også en ny sang til sin 60 års fødselsdag. Vi har et koncept, 1 -2 vers af forskellige sange med vores tekst til. Og vi mindedes min niece, min søsters ældste datter, som døde mellem 40 og 50 års fødselsdagene, kun 15 år gammel. I år kunne hun være blevet 30 år. Med ens forældres død mister man fortiden sammen med dem. Med et barns død mister man fremtiden sammen med dem. Det var dejligt at kunne mindes og tale om min dejlige niece.
Vi grinte, vi spiste, vi dansede, vi snakkede og vi havde en fest af en weekend. Min søsters yngste datter havde arrangeret konkurrence, så vi blev delt op i hold og alle kæmpede bravt. Min søster havde lavet det skønneste tapasmad, så vi var godt forspiste. Der var det smukkeste vejr, så flere af os fik gået flere ture, mens andre nød solen med et glas vin og en hyggesnak.
Trætheden var markant i går, da jeg skulle på arbejde. Faktisk var den mere markant i dag på trods af gode søvnfulde nætter. Datteren tog hjem i morges, jeg kørte hende til bussen før arbejdsstart. Det er helt vildt, 160 kroner for en billet til København inklusiv færgeoverfart. Desværre kan jeg ikke lave noget i en bus, udover at glo ud af vinduet, så derfor vælger jeg toget eller flyet. Allerhelst vil jeg tage toget, for jeg elsker at køre i tog.
Aperoldrinken fik jeg ikke til møde i dag, men i lørdags ;-) |
Nu er jeg landet hjemme efter en lang mødedag med regionens folk, som altså taler et andet sprog end mig. Jeg er jo også en af regionens folk, men i praksis. Det gik nu godt, jeg er bare træt, fordi det var en uvant rolle for mig. Jeg snupper en kop te og en stol udenfor, så satser jeg på mere energi. God aften til dig.
Hvis du er ude i god tid - ca. en md. - kan du komme til Kbh. (fra station til station) for 99 kr med DSB-Orange på udvalgte afgange. Prisen stiger gradvist frem mod afrejsedagen.
SvarSletMvh. Kristine
Kristine, jeg ved det, men det er sjældent jeg kan planlægge i så god tid 🙂
SletI har de bedste familiekomsammener, tror jeg. Det er godt, at jeres generation tager over.
SvarSletAperol i alle afskygninger er en dejlig sommerdrink.
Conny, det synes vi også selv 🙂
SletDer er vist ikke noget at sige til, at du er lidt træt, - men sikke skønne familiekomsammener I kan sætte sammen.
SvarSletJeg elsker også at køre i tog, men gør det næsten aldrig pga prisen. Til gengæld er Kombardo-bussen fra Aarhus fin, En del af turen er på færgen, og så er der kun 1 1/2 times buskørsel. Lige til at klare.
Eva, jeg elsker vores familiesammenkomster.
SletHvis bare jeg kunne strikke eller læse på bussen, så valgte jeg også den, men jeg bliver køresyg.
Den slags familiesammenkomster kan man leve højt på længe, og man har sådan en lyst til, at de skal foregå oftere, men alle har altid alt for travlt, desværre :-)
SvarSletEllen, lige nøjagtig, og det er så svært at finde tid hvor alle kan.
Slet