lørdag, juli 11, 2020

Tiden

Der er dage, hvor jeg føler, at tiden smuldrer væk. Jeg elsker at slappe af og dovne, men samtidig kender jeg også følelsen af velgjort er selvgjort. At tiden smuldrer væk hører ofte sammen med, når jeg bare har siddet i en sofa og gloet på fjernsyn. Når jeg har gæster, går ture, havbader, læser en bog, strikker, sågar hæfter ender på min strikkede kjole, så føles det, som om jeg har udrettet noget. Forleden aften lokkede jeg landmanden og hundene med på en gåtur i aftensolens lys. Det føltes godt


De sidste dage har jeg taget til hundeskoven i Blohus Klipplantage, ikke fordi jeg har hundene med, for det har jeg ikke. De har det med at trække mig så hårdt af sted, at det absolut ikke er en fornøjelse for mig eller dem. Men denne lille del af klitplantagen rummer små bitte stier, hvor det går op og ned ad klitter og små bakker. Der er rig mulighed for at få pulsen op. Forleden dag præsterede jeg at forvilde mig ind på noget, jeg troede var stier, men ikke var det. Dog kunne jeg heldigvis til sidst spotte en sti og fandt vej ud til den. Der blev trampet hårdt i underlaget for at varsko mulige hugorme om min vej gennem det tætte buskads. Det føltes godt med 9000 skridt på kontoen, da jeg landede hjemme i sofaen igen.


Det har blæst så meget, at jeg ikke havde mod på havbadning, men i går fik jeg lokket landmanden og hundene med en tur på stranden efter arbejde, så jeg kunne bade og de kunne nyde den friske luft. Det føltes godt og det kolde vand vækkede hele kroppen til live.




I går prøvede jeg af, om jeg kunne huske nogle af de stier fra dagen før, hvor pulsen kom godt op. Det kunne jeg, og hvis du så en gammel kone i fuld trav op og ned ad mountainbike bakkerne, så var det bare mig. I dag fandt jeg en Youtube video med Thomas Evers Poulsen, som er ambassadør for Hjerteforeningen. Her sørger han for opvarmning, pulsen op og udstrækning på 15 minutter, det føltes godt og måtte gerne blive en måde at starte dagen på ( på mine fridage).

kan du fornemme højeforskellen?
Kan du fornemme højdeforskellen?


Landmanden slår græs, hundene leger på græsplænen og jeg skulle egentlig lave kontorarbejde. Det er blot sjovere at kigge på de sidste dages billeder og skrive et indlæg. Ayla og Dexter var ved dyrlægen i går. Ayla, som er så madglad, er nu på kur. Hun skal tabe sig fire kilo, så det er anden kost og mindre af det. Landmanden skal vænnes af med at give dem godbidder, også af de officielle hundegodbidslags. Der er kalorier i det hele. Jeg kunne passende slutte mig til hende, men jeg har besluttet, at det er livet for kort til. I stedet fik jeg købt nye shorts, som jeg kan passe, med nye bluser til. 


Blæsten er kommet igen, så selv om solen skinner, er det svært at finde et sted udenfor, hvor der er læ. Jeg må hellere komme i gang med mit kontorarbejde, og så kan jeg hæfte ender til et eller andet på ipaden. Landmanden har fundet en Youtubekanal med en ung kvinde fra Australien, som kører jorden rundt på motorcykel, alene. Desværre er jeg meget sensibel for kamera på farten, jeg får simpelthen kvalme af det, for det er ellers interessant at følge hendes færd. Men jeg skal nok finde noget andet, som kan holde mig ved selskab. God weekend til dig.

8 kommentarer:

  1. Hvis man ikke havde mentale pauser, hvor tiden smuldrer væk, ville man ikke i samme grad værdsætte det, man får fra hånden, når man er aktiv.
    Du er frisk med det havbad - det er jeg sørme for kuldskær til. Brrr!

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, det har du så evigt ret i :-)
      Jeg vil rigtig gerne være vinterbader, vi får se om 2020 bliver året, hvor det sker :-)

      Slet
  2. Du er god til at komme ud i naturen og få rørt dig - og endda havbade! Jeg tror lige som Eric, at disse pauser, hvor tiden smuldrer, er nødvendige for os :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Madame. Det gør mig glad 🙂. Vi har brug for lidt af hvert, og jeg arbejder med at finde balancen.

      Slet
  3. Jeg må nok sige, at jeg er uenig med de to foran mig - en pause er en pause (og pauser er nødvendige) - det er ikke smuldretid, men det er det, når man har drysset halvdelen eller mere af en dag væk på ingenting, som du selv var inde på :-)
    Bortset fra det, så skal der også være plads til smuldretid, men det er rigtigt, at det gnaver en smule, når der har været for meget af den ...
    Jeg er dog ganske enig med Eric mht. havbadning :-D
    Fire kilo ... er det ikke relativt meget for en hund? Det må være hårdt for den, hvis den anden hund stadig får sine godbidder, men så ond er din landmand nok ikke?

    SvarSlet
    Svar
    1. Smuldretid har jeg brug for, men ikke hele dagen, så jeg er enig 🙂
      Du kommer aldrig til at havbade, jeg kommer aldrig til at farve garn 🙂
      Ayla vejer 34 kilo, skal ned på 30 kilo, som Dexter også vejer. Og nej, begge får godbidder og indtil videre virker hun ikke mere sulten end hun altid gør. Hun er virkelig madglad.

      Slet
  4. Hvor er det et skønt billede af de to hunde, der skuer ud over landskabet :-) De øvrige billeder er også fra dejlig natur. Jeg synes, det er svært, når dyr - hunde - skal på slankekur, men de opdager det sikkert ikke?

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, tak og Ayla har tabt sig. næsten alt det hun skal. Hun er konstant sulten, det var hun også før, så vi har ikke kunnet mørke forskel.

      Slet