onsdag, juli 29, 2020

Et skib, hundestreger og arbejdshumør

Mandag aften lokkede landmanden mig på tur. Vi havde læst om den hollandske fisketrawler, som var gået på grund ved Nr.Lyngby. Det måtte vi se. Først kørte vi ud ved Furreby og så hvordan to slæbebåde forsøgte at trække trawleren fri fra sandet.



Dernæst kørte vi ned på stranden (sammen med mange andre) for at se skibet på tæt hold. Jeg var træt, fordi jeg havde sovet dårligt om natten og samtidig var jeg nervøs for, at vi pludselig blev lukket inde mellem mange andre biler og ikke kunne komme fra stranden i ordentlig tid, så jeg kunne få sovet før næste arbejdsdag. Så da klokken var passeret 21, ville jeg gerne hjem. Andre, som vi kendte, havde gjort det til en udflugt med kaffe og brød og sad i sandet og nød synet af arbejdende skibe og folkemængden. Jeg tror gerne, landmanden havde gjort det samme, og jeg tror helt sikkert, det ærgrede ham, da han næste dag læste, at trawleren blev trukket fri en time efter vi var kørt. Vi havde blot ikke taget te med og jeg kunne næsten ikke hænge sammen mere, så sådan blev det.





Hundene undrede sig over al den halløj og havde mere travlt med at se på alle de andre hunde. Da vi kørte hjem på stranden fra Løkken, fik de lov til at komme ud på et folkeøde sted og bruge noget energi. De hygger sig sammen både herhjemme og i sommerhuset.


En nat oppe i sommerhuset, da jeg skulle på mit vanlige toiletbesøg, undrede jeg mig over, hvor Dexter var henne. Ayla sov sødt, som vanligt tæt på landmanden. I sommerhuset sover de i kurve inde på vores værelse, men efterhånden som de er blevet mere voksne, har vi ikke døren lukket til køkken/opholdsrum mere. De respekterer nemlig, at de må være i den del af rummet med klinker på gulvet og i den anden del med trægulv og sofaer skal de ikke komme. Den nat kiggede Dexter dog på mig fra den ene sofa, hvor landmanden plejer at sidde. Først da jeg skældte ud, hoppede han nonchalant ned igen og gik hen på klinkegulvet. Så sov vi med lukkede døre igen.



Vi havde en forrygende dag i går på arbejde, jeg tror alles hjerneceller var på overarbejde og alles kroppe var trætte. Vi gik fra overbelægning til at overflytte/udskrive 2/3 af patienterne. Og det var ikke patienter, som selv kunne klare sig, så der skulle ansøges om blebevillinger, der skulle sendes i læssevis af elektroniske breve af forskellige typer til kommunerne, der skulle pakkes remedier til en uge og medicin ikke at forglemme. Samtidig med skulle vi passe alle patienterne, gå stuegang med lægerne og for mit vedkommende blev jeg involveret i meget af det, fordi disse udskrivelser som sagt er meget komplekse og jeg har skrevet instruksen for den type udskrivelser. Jeg skulle egentlig gå kl 14, fordi jeg dagen før havde arbejdet ni timer. Det kom jeg så ikke til, men som min leder sagde, du ser meget rolig ud. Det var jeg glad for at høre, for min hjerne var i den grad på arbejde for at finde gemt viden rundt omkring i hjernelagrene. Men jeg fandt dem og jeg havde helt lyst til at sige som Lotte fra Ballademagergade : jeg kan jo alt :-)



Det kan jeg ikke, men sammen med mine kolleger kan jeg nærmest alt. De gør mig stærk og klog, jeg er så taknemlig for at være på en afdeling, hvor jeg kan sige om hver og en af mine kolleger, at de er dygtige, de er omsorgsfulde og deres mål er at hver patient skal føle sig godt behandlet, set og mødt der hvor de er. Noget helt andet end de klip jeg så i går i nyhederne fra et plejehjem i Århus. Jeg kunne ganske enkelt ikke holde ud at se på det, så jeg lukkede mentalt ned for det til sidst og skal ikke se udsendelsen på torsdag. Det er så sørgeligt, at man kan behandle ældre mennesker, som er afhængige af os, på denne måde. For at vi skal kunne have et værdigt liv, også når vi bliver afhængige af andre, kræver det, at de andre opfører sig værdigt og husker at se det menneske, de skal hjælpe, som et menneske. Vi skal huske at være medmenneskelige.


Nu er regnskabet for det første halvår gjort klar til momsafregning. Huset mangler lige at blive gjort klar til rengøring, men når det er gjort, vil jeg nyde aftenen og se frem til endnu en dag på arbejde i morgen sammen med skønne kolleger.


10 kommentarer:

  1. Det er meget forståeligt, at hundene undrede sig. Det må vores dyr gøre over mange ting, vi foretager os :)

    Jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan holde ud at se den meget omdiskuterede plejehjemsudsendelse. Det er rystende, hvad man har hørt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uffe, ja, vi er lidt spøjse set fra et dyrs perspektiv :-)

      Det er virkelig rystende at der er sådan en forråelse

      Slet
  2. Jeg kan også sagtens nøjes med at vide, at der er nogen der ikke udfører deres arbejde på en ordentlig måde - og forhåbentlig senere få at vide, at nogen har gjort noget ved det ... jeg behøver bestemt ikke selv at se al elendigheden!
    Den fisketrawler var da godt nok også særdeles tæt på kysten. Var styrmanden faldet i søvn, mon?
    Og du har ikke fået mindre travlt på arbejdet, kan jeg forstå ... men ildsjælen Lene er ikke blevet træt endnu, selv om ildsjælens fysiske krop måske godt kan blive en anelse brugt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg håber at der bliver sat fokus på det.
      I følge nyhederne gik deres motor i stykker og så drev de mod land, fordi ankeret ikke fik fat.
      Ellen, jeg kan mærke at jeg i løbet af det næste år skal have fundet en anden måde at få lov til stadig at være sygeplejerske på, for det slider på krop og sjæl.

      Slet
  3. Jeg tror ikke, jeg tør se plejehjemsudsendelsen efter alt det, jeg har læst om den. Men udsendelsen vil formentlig føre noget godt med sig - at der kommer ekstra fokus på at behandle gamle mennesker, så de ikke mister deres værdighed.
    Det du skriver om oplevelsen på stranden minder mig om, at en god ven af mig var i Hornbæk og så den tragiske ulykke med tre drenge, der nær var druknet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, jeg håber inderligt at filmen fører til at der ændres på forholdene, også for de ansatte. Der er for få ansatte og for megen fokus på tidsforbrug i stedet for fokus på menneskesyn.

      Det var en forfærdelig ulykke med de små drenge.

      Slet
  4. Jeg skal se udsendelsen. Og fra hvad jeg kan høre, så bekræfter den, hvad jeg allerede godt ved: at vi som samfund både har et strukturel problem med plejen til de svageste i vores samfund, men at der naturligvis også er sosu'er og sygeplejersker, som er uegnede til faget.
    Da jeg i sin tid arbejdede på geriatrisk afdeling oplevede jeg, at vores kliniske vejleder under ingen omstændigheder ville dumpe en assistentelev, som helt klart var uegnet til faget generelt. Hendes svar var V, at "hun skulle jo alligevel bare ud i hjemmeplejen". Vi assistenter havde en vældig konflikt med den kliniske vejleder om det, for vi har egentlig høje tanker om os selv og ambitioner på vores fags vegne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, jeg er enig med dig i at der er flere årsager til det der er sket.
      Jeg tror en blanding af sosuhjælpere, social og sundhedsassistenter og sygeplejersker kombineret med en ledelse med fokus på faglig stolthed er en del af løsningen

      Slet
  5. Vesterhavet med dets revler er et lumsk farvand, og strandinger var tidligere et kærkomment supplement til de lokales indtægter. Og slap de helskindet nord om Skagen, var der jo en chance mere, når de skulle passere Læsø :-)
    TV-dokumentarens foromtale har forsikret mig om, at jeg blot vil blive (mere) deprimeret af at se den i sin fulde længde. Men hvor er det godt, at det kommer frem, og at der ikke lægges låg på.
    Arbejdsforhold og -pres er ingen undskyldning, men givetvis en del af forklaringen på, at personale kan udvikle en afstumpet kultur. Under coronakrisen har man også kunnet læse artige historier om forholdene på privat drevne plejehjem i udlandet, hvor bundlinjen har været det vigtigste. Et af de værste eksempler er vist et plejehjem i Canada, hvor personalet simpelthen forsvandt fra matriklen og lod de gamle alene tilbage.

    SvarSlet
  6. Eric, ja strandinger før i tiden kunne godt være til gode for befolkningen.
    Jeg er enig. Hvis man arbejder under dårlige forhold kan en beskyttelsesmekanisme være at blive hård og kynisk. Det er der en leder skal råbe stop inden det når så vidt

    SvarSlet