torsdag, juli 23, 2020

Tilbage til hverdagen

Jeg skal lige vænne mig til, at dagen har en anden struktur. De første to uger fulgte ferien gårdens struktur, de sidste fem dage af ferien var ferie på farten, der fulgte rejseplanernes struktur. Aldrig noget med at sove længe, men dog med en langsommelighed, som jeg skal have kastet af mig. Heldigvis startede jeg med tre dagvagter i dagafsnittet, hvilket betød, at jeg først mødte klokken otte. Det gav mig mulighed for at få vendt søvnrytmen. I dag byder dagen på en inddraget fridag og en aftenvagt i stedet for, en vikar havde ombestemt sig og kunne ikke tage aftenvagter, så der manglede en sygeplejerske i aften. Min souschef så ret stresset ud i mandags, da hun spurgte om jeg kunne tage den, for enten havde folk ferie eller også var de allerede på arbejde eller havde arbejdet så meget, at de havde brug for deres enlige fridag. Jeg kom frisk fra ferie, så der stod helt klart Lene på den vagt. Vi havde den skønneste motorcykelferie her i Danmark, så den kommer I til at høre mere om. Og vejret var med os, for vi holdt ferie, der, hvor solen skinnede og vinden var mild. Fem dage med latter og godt selskab. Fem dage med for få gåture, megen mad og vin, og det satte sine spor, så nu nyder vi arbejdsdagenes aktivitet og struktur, som gør at der er mere sammenhæng mellem kalorieindtag og kalorieforbrænding. Indtil jeg får forbrændt feriens overflod af skønne kalorieindtag, er jeg gået en størrelse op i uniformsbukser. I fritiden nyder jeg mine skønne løsthængende kjolers evne til at lade min krop være fri. Udover fem dage på motorcykel, hvad har ferien så bestået af? Boglæsning, gåture, gæstebesøg, lidt strik og masser af afslapning i sofaen. Landmanden har mest været på gården, men jeg har set ham om aftenen og i weekenderne. Vejret har ikke været til maling af sommerhusvinduer som planlagt, så det må jeg finde tid til, når vinden og solen er enige med mig om det. Hvor jeg lige da ferien sluttede, syntes at ferien var drysset væk, ved jeg nu, at den blev lige som den skulle være, så jeg blev ladet op til hverdagens opgaver. Jeg er startet langsomt op med tedrikning og blogskrivning kombineret med snak med landmanden. Med det arbejdstempo vi holder os på min afdeling, står der langsommelighed og nydning på fritimerne før vagten. Må du få startet din dag på lige den måde, du holder af. PS blogger driller mig vildt meget, så ingen billeder i det her indlæg. Opdatering : nu prøver jeg igen. Og afsnit vil blogger heller ikke udgive, selv om de fremgår, når jeg skriver.

10 kommentarer:

  1. Det lyder, som om du har haft rigtig godt af den ferie - du bobler jo nærmest af overskud :-)
    Ser frem til at læse om motorcykelturen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, det er jeg glad for at du kan læse ud af mine ord :-)
      Indlæggene kommer, når jeg får lagt billederne ordentligt ind, for lige nu driller alt det tekniske mig.

      Slet
  2. Du bekræfter til fulde, at vi alle har brug for opladning indimellem, og du fik ladet op her :-)
    Godt, I havde en god tur, som jeg glæder mig til at høre om - er det Troense Hotel, jeg ser på det første billede?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg fik ladet op :-) Og kunne jeg få teknikken til at virke, så fik I også et indlæg, suk. Det er Troense hotel, morgenmadsbilledet er fra. Har I været der?

      Slet
    2. Ja, der var vi for to år siden - det var vores billede fra værelset, der fik mine genkendelsesklokker til at ringe :-) https://mommer.wordpress.com/2018/07/05/hvad-er-der-med-os-og-ferie/

      Slet
    3. Ellen, det tænkte jeg nok :-)

      Slet
  3. Det lyder dejligt for jer med motorcykelferie her i Danmark - og resten af ferien med boglæsning, gåture, gæstebesøg og afslapning :-)

    SvarSlet
  4. Det lyder som en ferie lige efter mit hjerte – bortset fra, at jeg er for magelig til motorcykler :) Jeg har også haft fornøjelsen at overnatte på Hotel Troense og mindes en overdådig morgenbuffet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Uffe, jeg nyder livet som bagsædepassager. Det er ren afslapning :-) Jeg elsker gode morgebuffetter, det er det bedste måltid på dagen, og hotel Troense skuffede mig ikke.

      Slet