mandag, maj 05, 2008

GOD MORGEN SOL 2

Efter mine børn ikke skal køres til bus, har jeg tillagt mig en lille vane de dage hvor jeg skal i aftenvagt. Det er den rene luksus for mig, jeg vælger nemlig at vende mig om på den anden side, når landmanden står op.

Her til morgen hørte jeg end ikke hans vækkeur, vågnede klokken 7 og vendte mig om og sov lige, til mit ur ringede 8.15. Og så stod jeg op til den dejligste dag med sol og blå himmel.

I dag skulle sønnen have madpakke ud til formiddagspausen, så jeg fik mig en køretur gennem den fredede mose og nød træerne, som efterhånden er sprunget ud, ikke alle men de er godt på vej.


Nu er svalerne kommet, de flyver rundt over mit hoved ude på gårdspladsen, snart er de i gang med redebyggeri eller reparation af de gamle reder. En enkelt humlebi kom også flyvende hen over mit hoved.


Der er travlhed på gården, der skal harves, der skal spredes gødning, og kartofler skal sættes. Men travlheden er god, det går godt, solen skinner og der er udsigt til tørvejr flere dage endnu.


Og overskriften? Læg trykket på morgen i stedet for god, mon ikke du så får en børnesang frem i dit hoved?


Ha en god dag

søndag, maj 04, 2008

MILLION

Jeg elsker at komme i haver, hvor man ikke kan se hele haven på en gang. En have, hvor der er små stier rundt om et træ eller en busk, og så er der pludselig en lille siddekrog. En have, hvor bedene bugner af alverdens dejlige blomster, og der er noget at se på hele året rundt.

Når jeg ser billeder af, hvordan pensionerede landmandspar forvandler marken op til den gamle have til en oase med alverdens udforskningsmuligheder, så tænker jeg…….. ikke, bare det var mig, men jeg beundrer folk med godt håndelag, folk der kan føre en ide ud i livet, folk der brænder for en ting og er dygtige til det.


Vores have skal være nem, så der er megen græs, man kan overskue den stående fra et sted, men når den er nyslået, så bliver jeg betaget af den. Den ser ud som en park for mig, og jeg nyder den.


Landmanden nyder sin nye havetraktor, der er så avanceret, så fruen endnu ikke er indviet i kørslen af den. Men slå græs og samle det op med det samme, det kan den, og det er guld værd herude, hvor græsset gror, som det var betalt for det.


Og overskriften? Kom du til at tænke på en vis sang fra da jeg var ung?

Jeg er på rekreation, og jeg vil ikke bytte for en million, der er så skønt at bo på landet

PÅ DEN IGEN

Det var godt at være tilbage på arbejdet, der var nok at se til. Jeg havde en stue alene, men til gengæld skulle jeg ikke dosere medicin eller gå stuegang. Min gravide kollega tog sig af hele gruppens medicin og stuegang. Det var dejligt, det er sjældent, at jeg får lov til kun at koncentrere mig om arbejdet på stuen.

Brusebad, sengebad, sondenedlæggelse, blærescanning, hjælp i spisesituation, psykisk støtte til pårørende, assistere til en rygmarvsprøve, jo min dag har været fyldt op med opgaver. Hver og en af dem har understøttet min lyst til sygepleje, og det er en fed følelse at have efter at have været uddannet i 27 år. (hjælp! Det ser vildt ud på tryk :-)

Hjemme blev sofaen indtaget sammen med det nye fagblad, en kop te og en ostemad. Jeg er så træt, at jeg kunne tude, men så er det, jeg lige tænker på forrige afsnit, og at jeg har en stak blomster ude i laden, der skal i krukker.

Ingen pjevseri her, fru sygeplejerske, bare op af sofaen og i gang. Når jeg står ude i solen, hører fuglesangen og har jord mellem fingrene, så er jeg sikker på at trætheden forsvinder lige så stille.

lørdag, maj 03, 2008

FYRAFTEN

Arbejdsdagene er lange for landmanden, og i aften skulle der leveres kartofler til en gårdbutik. jeg tog med som selskab og samtidig fik jeg købt planter til krukkerne, som jeg højtryksrensede i dag.

Aftenhimlen tog sig smukt ud på vejen hjem, jeg bliver aldrig træt af himlens forskellige udtryk


Ferien er slut nu, i morgen tidlig starter sygeplejegerningen igen, så jeg må hellere finde min seng.

FUGLESANG OG ITUNES

Skynd dig, sagde landmanden i døren klokken meget sent i aftes. Når han siger sådan, så er det med at komme op af stolen og ud at se.

Denne gang skule jeg ikke se, men lytte. Der var en fugl, som sang så smukt, den varierede tonerne utroligt meget. Der var triller og andet guf for ørerne. Vi troede, det var en nattergal, men da vi fandt nattergalens sang på nettet, lød det ikke sådan.

Så fandt jeg en blog, som jeg før har kigget på. Her er der alle mulige fugles sang, men computeren siger hele tiden: quicktime blev ikke fundet, quicktime kræves til afspilning af itunes, installer itunes igen.

Jeg har ikke itunes, og jeg har ikke tid til at finde ud af, hvordan itunes fungerer, men det ærgrer mig, at jeg ikke fandt ud hvad fuglen hed, for det var den smukkeste fuglesang, jeg længe har hørt.

Og hvis du kigger ind på bloggen, så nyd lige illustrationerne, den streg kender jeg, og jeg er vild med den ;-)

fredag, maj 02, 2008

HAVENS DAG


Her har der hverken regnet, haglet eller tordnet. Solen skinner stadig, men mine muskler siger nej til mere hårdt arbejde.


Bede er blevet gravet større, der er kørt græs væk og kørt flis på bedene.

Sådan en trillebør fyldt med jord må være lige så godt som at træne med vægte i motionscenter.


Af og til måtte jeg tage tilløb, når trillebøren skulle op over en kant, men jeg undgik da heldigvis at vælte.


Oppe ved terrassen er den første rhododendron ved at springe ud, blomsterne ser lyserøde ud, men når de folder sig ud, er de hvide.


Der skal klippes en blomst eller to med til vasen, når jeg om lidt går ud og kører det sidste læs jord og ukrudt væk. Og så skal der jakke på, jeg fryser og nyser, det var vist lidt for meget at gå i haven i stumpebukser, T-shirt og bare tæer i træskoene.

JA?

Man forbrænder da mange kalorier, når man graver have og kører trillebør efter trillebør med jord til bede.

Gør man ikke?

EN NY DAG


Sådan en tidlig forårsmorgen, hvor solen prøver at bryde frem gennem tågen, vælger jeg at starte med at sanse og trække den kolde friske luft ned i maven.


Dråberne hænger på træer og buske, der er livlig koncert i træerne omkring mig.


Der er mange ting jeg skal nå i dag, men først et smut op i sommerhuset og vande blomster. Det giver mig chancen for at køre gennem den fredede højmose, jeg skræmmer et par rådyr, og de springer flot af sted ind i tågen, en høgefugl breder elegant sine vinger, her må den godt være. Jeg gider ikke, når den indtager vores have. På de små trætoppe sidder småfuglene og vipper.




Regnskabet er færdigt, nu står der udendørsprojekter på programmet. Landmanden er ved at gøre klar til at sprede gødning på de marker, der skal kartofler i. Sønnen er i fuld sving med at harve, og jeg må hellere finde mine redskaber frem og få gjort kål på ukrudt og få klippet de sidste roser ned.


Ha en god dag.

torsdag, maj 01, 2008

REGN, SOL, REGN

Det regnede, da jeg kørte hjemmefra i morges. og det regnede, da jeg kørte hjem i eftermiddag. Så opklaringen er først nået til Vendsyssel nu.

Jeg har været i Skive i dag, her var der også regn men opklaringen kom mens jeg var der. Længsel efter at være sammen med datteren fik mig til at lukke øjnene for alt, hvad der mangler herhjemme, jeg kan alligevel ikke nå det hele, inden arbejdsdagen begynder på søndag.

Vi har haft en dejlig dag. Taknemlighed og glæde er det, der fylder mig, når jeg er sammen med mine børn.

I dag drog vi på kunstmuseum i Skive, det kan godt anbefales, vi så en nutidig fortolkning af natur og mennesker, det var spændende. Ind imellem havde jeg svært ved at finde hoved og hale i det, men så var det rart at kunne læse lidt om kunstnerens tanker, og pludselig kunne jeg se en ide.


Museet rummer også en Grønlandssamling og en oldtidssamling, som jeg kan huske, jeg havde mine to små søstre med inde og se, da jeg var sygeplejeelev i Skive sidst i 70erne. Derudover så vi en sjov og spændende måde at levendegøre gamle dage (omkring 1900) for børn. Det kan vi klart anbefale børn og deres forældre/bedsteforældre. Her må man gå på opdagelse i alle rum, der er skjulte opgaver i hvert rum og masser af ting at se og undersøge.


Vi spiste en skøn frokost nede ved lystbådehavnen, en lys og lækker restaurant med smuk gladkunst fra en lokal glaspuster. Vi genkendte de luftige balloner/hjerter fra hospice, og vi kørte fluks op til glaspusterbutikken, som desværre var lukket i dag. Jeg må derned igen, jeg har forelsket mig i de bløde former. Prøv at tage på vandring i galleriet, det er smuk brugskunst.

Til sidst fik jeg en rundvisning på højskolen, det var spændende at se de forskellige værksteder, og jeg havde jo en yderst kompetent rundviser, så det kunne ikke være bedre.

Nu er jeg så landet igen herhjemme, regnen er stoppet, og landmanden er smuttet ud igen, jeg kan høre traktoren, nu hvor terrassedøren står åben. Måske jeg skulle få det regnskab færdig, så dagen i morgen er klar til nye opgaver.

onsdag, april 30, 2008

PÅFYLDNING

Endelig kom jeg til kor, det var så godt. Gospel er ikke bare de rigtige toner, men også rytmen skal med, så vi har hver gang små rytmelege, hvor hele kroppen er med, hvor vi skal tænke, fornemme og ramme rytmen. Vi skal lytte til hinanden, lære at starte og slutte samtidigt, lære at holde rytmen med kroppen samtidig med at vi synger.

Vi arbejder nu med vores udtryk, så sangen og glæden ved sangen kommer ud til dem, der lytter, og at koncentrationen for at synge rigtig ikke gør, at vi glemmer glæden og historien som sangen fortæller.

Der bliver grinet, der er koncentration, der er knævren, så vor unge leder må hæve stemmen. Jeg får så meget med mig hjem, min krop har det godt, mit hjerte er fuld af god musik med gode tekster, og min hjerne bliver trænet i musik, rytme og samklang.

Til jul fik jeg det Nye Testamente på nudansk, den Nye Aftale, og jeg forsøger at læse et kapitel højt for mig selv hver morgen for at få en god start på dagen og noget at tænke over. Lone Hertz har engang sagt, at man skal starte med Johannes evangeliet, så det gør jeg.

Rundt om i blogland læser jeg om gode bøger, meditation, motion, kostvaner som forskellige måder til at give energi.

Hvordan får du mere energi?

TIME-OUT


Manglende søvn gør børn pylret og nemme at vælte.

Det samme gør sig gældende for fruen her, så jeg opgiver at finde ord til indlæg, koncentrerer mig om bogføring, og imens nyder jeg min passionsblomst, som sætter en knop en gang imellem og glæder mig et par dage med en smuk blomst.
Opdatering: det er jo ikke en passionsblomst, men en Hawaiblomst (tror jeg nok :-)

tirsdag, april 29, 2008

SÅDAN

Endelig fik jeg gået den tur, jeg har længtes efter og trængt til i så lang tid.

Regnen vil ikke rigtig stoppe, den går lidt væk, og så kommer den igen. Luften er dejlig mild, og da jeg kom hjem, bød moreltræet mig velkommen med et dejligt syn.


Jeg havde slet ikke set det springe ud, og nu står det flot hvid mod den overskyede himmel.


Bagved titter nr. 3 slags blå blomst frem. Den var en del af en sammenplantning til min 50 års fødselsdag. Nu står den her og minder mig om nogle dejlige dage.

EN LILLE PIGE

Der var engang en lille pige, hun var så smuk og dejlig.

Alt, hvad hun kom i nærheden af, kunne leges med, fantasien blomstrede, hun sang fra morgen til aften.

Morgen menneske var hun just ikke, hun lignede en lille løveunge, som ville bide, når hende mor prøvede at vække hende.

Hun havde sine bestemte meninger, og der var ikke langt fra tanke til handling.

En dag så hun sin far sætte en muldvarpefælde op i haven.

Da faderen var gået ind, så han pludselig den lille pige gå med raske skridt ned i haven, ryggen var meget bestemt, skridtene energiske og målbevidste. Hun standsede op ved fælden, snakkede med sig selv og hev resolut fælden op, smed den på græsset og gik ind og legede videre med sine dukker.

”Muldvarpen skal ikke dø!”

Ak det er ikke nemt at være far i en Disney verden og i en verden med dejligt børnefjernsyn som Vinden i Piletræerne.

Og moderen gemte i sit hjerte billedet af den lille pige i underbukser, trøje og gummistøvler ude i haven.

Hvor blev tiden dog af, jeg synes jo lige, jeg var mor til to små børn ;-)

STILLE REGN

Der er regnet en del i nat, jeg håber ikke, det giver problemer for mine landmænd i dag. I går aftes blev den mark, som drillede allermest, pløjet, så kan vandet forhåbentlig komme væk fra jorden, inden de skal harve den.

Egentlig er sådan en regnvejrsdag ikke så galt, blot må den gerne stoppe lige om lidt ;-)

Det er, som om lyset ligger som en undertone og giver håb om, at solen snart kommer frem igen. Vi har fået masser af dejlig sol ind på energikontoen de sidste mange dage, og det hjælper på humøret.

Regnen har så bestemt, at det er herinde, at jeg skal bruge energien. Der trænger til en kærlig hånd alle vegne, og jeg kan sagtens følge alle disse ”ryd op i dit liv” eksperter, for når man har samlet til huse, og et rum trætter en, når blot man åbner døren, så skal der ske noget.

Det bliver bare ikke nu, for almindelig rengøring og et regnskab venter, og så må vi se, hvad de næste måneder giver af energi.

Men jeg gider ikke bekymre mig, for livet er her og nu, jeg er rig på kærlige mennesker, jeg er rig på nærvær, og som Fru Koch så klogt sagde til mit sidste indlæg: Du har garanteret allerede glemt hvad det kostede, men du husker bestemt hvor god en dag det var!

Jeg samler på gode dage, gode timer, gode minutter, og dem er der rigtig mange af i mit liv.

mandag, april 28, 2008

TAK FOR KAFFE

Dagens besøg i Viborg gik godt. Vi fandt en smuk sten, og bagefter fandt vi en sommerjakke til vores far.

Der var ikke tid til at køre hjem og få te, inden jeg skulle nordpå for at lave mad til mine flittige landmænd, så vi blev enige om at gå på café.

Tak for kaffe, siger jeg!

181 kr. for en kop kaffe, en kop te, en kop caffe latte og så tre små stykker tærter med creme fraiche.

Men vi nød vejret udenfor cafeen, og tærten smagte godt.

HUSET

Det er det første hus, jeg boede i. Jeg var knap 14, da vi flyttede derfra, og når jeg lukker øjnene, kan jeg huske det lige så tydeligt. Mine forældre var lærere, vejen hed Skolevej, og huset var kommunens lærerbolig. Dem var der flere af på vejen. Gik man til højre, gik vejen lidt nedad, og så lidt op igen og så kom man til skolen.

Man gik op af en trappe for at komme til hovedindgangen, indenfor var en lille entre, og så stod man i spisestuen. Til venstre var dagligstuen med døren ud til terrasse og have. Ved siden af entreen var et lille værelse, som man kom ind i fra spisestuen. Her havde mine forældre soveværelse, det var et lille rum, så min far, som var sløjdlærer, havde konstrueret en seng, som kunne slås op om dagen. Den var inspireret af Dirch Passers værelse i Støv på hjernen.

Videre ind i huset kom man til en lille gang, her var døren til højre ind til badeværelset med et badekar, hvor der var sat fliser omkring, og hvor puslebordet, lavet af min far, stod fast ovenpå i den ene ende. Herfra stammer min fastgroede viden om, at man aldrig overlader et spædbarn alene på et puslebord, for deres benreflekser gør, at de kan sparke, så de rammer en væg og derved skubber sig ud over bordet. Det skete for min lillesøster, jeg er kun 21 måneder ældre end hende, så det er den grumme fortælling, jeg kan huske, og heldigvis kom hun ikke til skade, utroligt nok.

Til venstre var døren ind til mine to søskendes værelse, her stod køjesengen bag døren, jeg boede før dem på det værelse sammen med min ældste lillesøster. Jeg var mørkeræd og troede fast på, at der lå noget væmmeligt under sengen, som ville gribe fast i mig. Teknikken gik ud på at tage fat i dørhåndtaget, hoppe op, klemme benene sammen på hver sin side af døren og så svinge sig hen til sengen, et lille hop, og jeg var i seng uden at røre gulvet i værelset.

Lige ud i gangen var to døre, den ene gik ind til et lille køkken, her huserede de forskellige unge piger, vi havde. Og her lavede jeg min første mad, som var havregrød. Det var en lille by, så jeg gik tit op til skolen, før jeg selv kom i skole, og fik sommetider lov til at komme med naboen, når hun havde undervisning i husgerning. Jeg var så stolt, da jeg selv kunne lave havregrød til frokost.

Den anden dør førte ned i kælderen, en trappe, der snoede sig lidt, og som jeg har prøvet at falde ned af. Nedenfor var en gang, til venstre kom en dør, her var der viktualierum, og jeg hadede, når jeg blev sendt derned for at hente madvarer eller sodavand, jeg var jo mørkeræd.

Til højre var vaskekælderen og tørrerum, lige frem blev gangen smallere, for til højre var døren ind til et stort rum, det lavede min far om til et værelse til min søster og jeg, der blev også plads til et lille badeværelse.

Nede i den lille gang var der to døre. Den ene værelse var til den unge pige, her nød vi, når vi fik lov til at være på besøg. Det andet værelse var min fars fremkalderværelse, desværre holdt han op med at fotografere, der blev vist nok at se til med alle de børn, lærergerning og aftenskoleundervisning i ungdomsskolen.

Min søster og jeg elskede, da vi flyttede nedenunder, her kunne vi være for os selv, hygge os sammen med veninderne, og kælderen blev pludselig et hyggeligt sted. Det var også her, at min far en nat vækkede mig, han bar mine to yngste søskende ned, jeg var 12, søster 10½, de to små, lillebror 9 og lillesøster 3. jeg fik besked på at låse døren, for min mor skulle føde, så de ville ikke have os ovenpå. Tænk, jeg faldt faktisk i søvn igen og blev først vækket om morgenen af min far, som glad kunne fortælle os, at vi havde fået en lillesøster.

To år senere flyttede vi så ind i det nye hus, som siden har dannet ramme om vores familieliv.

Et stort hus med plads til fem børn, en ung pige, et ægtepar, og en hund. Nu er der kun min far tilbage, og i dag skal jeg sammen med min ældste lillesøster hjælpe ham med at finde en sten til mors gravsted.

søndag, april 27, 2008

ON THE ROAD AGAIN


Efter en weekend sammen med min far, som blev lige nøjagtig som min far, varm, rar og nærværende, drog landmanden og jeg på motorcykeltur med BMW klubben.

Egentlig skulle det være en Nordjyllandstur, men den nordjyske turleder udvidede lige Nordjylland, så vi drog ned forbi Randers og ud på Djursland.


Vi kom forbi Clausholm slot, hvor den unge AnneSofie Rewentlow blev bortført for at blive Frederik d.4.s hustru nr. 2, dette var ikke velset, så da kongen døde, blev hun sendt tilbage til slottet.


Senere passerede vi Rosenholm slot, hvor der angiveligt spøger vældig meget. Jeg så nu ingen spøgelser ;-)


Kaffen blev indtaget med udsigt til Kalø slotsruin. Solen skinnede dejligt, og mange mennesker havde fået samme ide som os.


Trætheden er ved at melde sig nu, så en kop te med en hjemmebagt bolle og gulerodskage må være på sin plads ;-)

lørdag, april 26, 2008

RISE AND SHINE


Det er to trætte landmænd, jeg har, men ikke desto mindre er de i fuld sving igen. De sidste dage har været med 16 -18 timers arbejde, så mon ikke de trænger til en søndagshvile?

Her i huset er det kun høst og grise, der begrunder arbejde om søndagen, man opnår ikke mere ved at knokle hver evig eneste dag uden en dags pause, det er vores erfaring.

Grisene skal passes hver dag, så i realiteten har landmanden jo aldrig fri, men om søndagen svarer det til ca. 2 timers arbejde fordelt på morgen og aften.

Min far kommer på besøg i dag, så nu vil jeg gå i gang med at bage grovboller og en gulerodskage.


Udenfor er luften sprød og kold, men solen lurer lige bag skyerne, så mon ikke dagen i dag får lidt varme?

fredag, april 25, 2008

JAMEN HOV!


Liselotte inspirerede mig til at gå en tur i vores have, jeg trænger til en ordentlig travetur, men jeg har ikke tid lige nu, men en lille havevandring kunne det blive til.

Jeg plejer ellers at sige, at vi ikke har så mange bede og blomster, det er løwn i mi hals, skulle jeg hilse og sige.

Hosta planterne gror, også den jeg flyttede.


Astilben strækker også sine røde blade op mod himlen.


Blå blomst 1 viser deres pragt.


Og blå blomst 2 ligeså.


Det lille kastanjetræ vil også være med


Ribes busken har stadig lidt pragt tilbage.


Troldhasselen, som er fra mine forældres have, står smukkere end nogensinde.


Og så var der pludselig en tulipan, som jeg ikke husker at have plantet. Men den skal være hjertelig velkommen her i min have.


Nu er jeg klar til at lave aftensmad, og måske kan jeg trave en tur i aften, hvis ikke sønnen vil afløses, han tromler den pløjede jord, inden gyllen skal spredes i morgen på de sidste marker.

Traveturen når jeg nok, jeg har nemlig ferie i 8 dage!

GRIN

Det har været en af de dage, hvor andre har tænkt, hvad har de gang i? Vi har grinet og grinet på arbejde. Man skulle tro, der var andre end mig, der havde ferie nu. Vi har arbejdet seriøst, men når vi var på kontoret eller i personalestuen, så blev vi lidt fjollede. Vores afdelingssygeplejerske var helt misundelig over, at hun ikke havde tid til at være med til konferencen over middag, for hun hørte jo kun latteren.

Jeg ville ønske, jeg kunne trylle smukke omgivelser frem til vore patienter. Vi bor på tredje år i en bygning, som skal rages ned, når vi flytter tilbage i en nyrenoveret afdeling næste forår. Det meste af apopleksiafsnittet har kun udsigt til det nye medicinerhus, så man oplever ikke solen på samme måde som nede i den anden ende af afdelingen.

Siden strejken er startet, kommer ingen videre til genoptræningsafdelingerne, og da der før strejken var ventetid, så har vi patienter, der har ventet i 20 dage. De får træning og genoptræning hos os, al pleje er træning, selv om pårørende og patienter ikke altid forstår det. Derudover træner terapeuterne også med patienterne hver dag. Men når man nu er stabil, har brug for længere tids genoptræning og ikke behøver at ligge på en akut afdeling, så kan jeg godt forstå, at man længes efter andre omgivelser.

Normalt ryger vi ind i ventetid til genoptræningsafsnittene en til to gange om året. Patienter er jo ikke maskiner, man kan programmere, så jeg er egentlig imponeret over, at det normalt glider så let, for det veksler meget, hvor mange patienter der har brug for videre genoptræning.

Vi har alle brug for små lys i hverdagen, små glædesøjeblikke, som giver gnist, håb og mod på livet. Og smukke omgivelser hjælper på humøret, både personale og patienter. Men godt arbejdsmiljø for personale, både psykisk og fysisk, indvirker også på patienterne. Og i dag fik personalet fyldt i rygsækken af grin og hyggeligt samvær med kolleger, forhåbentlig smitter det af på patienterne.

torsdag, april 24, 2008

KENDER DU DET?

Der er så meget, jeg gerne vil skrive om, men meget af det kræver tid og fordybelse, for jeg er ikke sådan en, der lige kan ryste facts ud af ærmerne eller på stående fod kan fortælle om dette og hint. Jeg har altid hyldet princippet, at man kan slå op i bøger, hvis man får brug for viden.

Der er noget, der sætter sig, eks. viden om apopleksi eller hjernen, men også her har jeg læst meget mere, end jeg kan fortælle om uden lige at tjekke mine noter.

Og så bliver indlæggene her på siden sådan la la, lidt billeder, lidt hverdag, lidt snik-snak, hvor jeg egentlig gerne ville debattere og diskutere. Jeg må bare konstatere, at når jeg er træt, så hænger jeg foran computeren eller ligger i en sofa med et blad frem for at læse artikler, forholde mig kritisk, danne mig en mening og få det formuleret.

Sønnen får lært landmandslivets hårde sider i disse dage. I går arbejdede han 11 timer, landmanden arbejdede ca. 19 timer, han stod op kl. 6 og gik i seng kl.1, og det meste af tiden foregik på en traktor. Regnen lurer forude, så de vil have så meget gylle spredt som muligt.

Om lidt er pizzaen klar.

Og morgenstunden kan også være smuk i tåge. Så gør det ikke noget at skulle tidligt op og ud at køre.

onsdag, april 23, 2008

SKYND DIG

Da min dag havde været en time gammel, stod landmanden op. Og så var det, at jeg blev hidkaldt midt i føntørring.

To rådyr stod og nippede af træerne tæt på gården, og landmanden havde første parket på badeværelset. Desværre forsvandt de, da jeg ville fotografere, men det var en dejlig start på dagen.


Dagen er gået godt, det var rart at være tilbage på arbejde med masser af knus og en smuk buket.



Men jeg er kommet helt ud af træning, jeg er træt som et alderdomshjem. Godt der var rester fra i går aftes, så landmanden og søn fik det til aftensmad, og fruen tog havregrød. Kor blev aflyst, jeg kan simpelthen ikke mønstre energi til det.


Lige om lidt må jeg hellere tjekke kontoret, og så er det vist snart god nat. I morgen skal jeg huske, at Thistedvej og Vestergade er spærret i Nørresundby. I dag måtte jeg tænke hurtigt og kreativt for at finde hurtigste vej igennem byen for at komme på arbejde, i morgen bliver det motorvejen.

Og så har jeg fået at vide, at jeg har nogle pæne, men mærkelige øreringe ;-)