HIMMELFART

har jeg ikke været på, men sus i skørterne (eller rettere sagt tunika og bukser) har der været. Vi mødte syv kvinder til morgen, tre meget erfarne assistenter, to erfarne sygeplejersker og to af mine nye sygeplejerskekolleger (men jeg er nødt til at sige det endnu en gang- de er så seje og de passer perfekt ind i vores afdeling). Det var ikke fordi, der var fuld hus i afdelingen, men de patienter, vi havde, krævede megen pleje og omsorg, samtidig med at flere blev dårlige i løbet af dagen. To sygeplejersker forsvandt til trombolyse to gange, og sådan noget tager tid. Imens knoklede vi andre videre. Mine to spisepauser begrænsede sig til max 15 minutter til sammen. Jeg gik og gik, jeg vurderede patienter neurologisk, jeg lyste i øjnene, jeg gik stuegang (det blev til meget lidt, fordi lægerne hele tiden blev kaldt i modtagelsen til dårlige patienter), jeg lavede mundpleje, jeg vaskede en patient, jeg talte med terapeuter, jeg målte blodtryk, jeg gav medicin, jeg målte blodtryk, jeg gav medicin (de sidste to ting gjorde jeg i en uendelighed, for der var et genstridigt højt blodtryk, som bare ikke ville ned) jeg snakkede med pårørende. Og så påvirker det psykisk, når pårørende går som løver i et bur på gangen, fordi de gerne vil tale med en læge, men lægen knokler for at tage sig af alle patienter og må prioritere samtaler med pårørende fra, selvom vi alle ved, at det har pårørende også bruge for. Jeg havde en træls fornemmelse, da jeg gik hjem. Jeg vidste, at jeg havde givet mig selv 110 %, jeg vidste også, at jeg havde gode kolleger, som tog over, men jeg vidste også, at der var rigtig meget, vi ikke havde nået, som nu blev aftenvagternes opgave.

Egentlig skulle jeg ud på en løbetur, men det er blevet til sofaligning i stedet for med seriekigning og forsøg på at se en film. Men jeg fik kvalme af at se, hvordan Meg Ryan har ødelagt sig selv for at leve op til et forskruet skønhedsideal, så den film droppede jeg (jeg tror nu heller ikke, jeg gik glip af noget) Solen skinner herligt udenfor, der er koldskål til aftensmad, det er dejligt blot at kunne slappe af. God aften til dig.

SØNDAGSTUR

Landmanden havde arrangeret en tur i klubbens regi, og den skulle løbe af stablen i søndags. Det er altid spændende hvor mange, der kommer. Det afhænger meget af vejret, og vejret var med os i søndags. Der kom i alt 21 mennesker, heraf flere par, så der var 15 motorcykler, som kørte pænt i formation på nogle af Østvendsyssels veje. Startsted er altid ved en motorvejsafkørsel og så gælder det ellers om hurtigt at komme væk fra de større veje.

Pausen blev holdt ved Dorf mølle, hvor snakken gik livligt. De fleste var fra Nordjylland, men en enkelt havde kørt fra Aarhus og et ægtepar havde taget på hver deres motorcykel fra Langeland og kombineret vores tur med en lille miniferie i Nordjylland.

Eftermiddagen sluttede hos en af landmandens kolleger, som gennem mange år har samlet på gamle maskiner i alle afskygninger og sat dem i stand. Der var utrolig meget at se på, og landmanden / museumsejeren viste rundt og fortalte. Han åbner museet, når grupper ønsker at få en god oplevelse og har interesse for gamle biler, traktorer, motorcykler og andet “maskimekanisk”. Bagefter fik vi lov til at nyde vores medbragte kaffe/te på landmandsparrets gårdsplads. Jeg havde bagt boller, muffins og kage, som så ud til at smage folk. Herefter kørte vi hver til sit, indtil næste gang vi ses på vejene.

Nu vil jeg gøre mig klar til kor. Dagen har budt på flere møder, så jeg tog i LOOP efterfølgende for at få svedt nogle af tankerne ud. Jeg skal arbejde de næste dage, men bagefter venter en friweekend, det er lige til at holde til. God aften til dig.

SKU VI IKKE VÆRE VENNER?

Mens jeg finder billeder fra denne dag for 23 år siden, kommer de små hverdagshistorier frem.

Om den gang hvor sønnen opfordrede os til at være venner. Om alle de lege, der er blevet leget i det her hus. Om en søn, om hvem man sagde, da han startede i børnehave, at han havde fantasi for hele børnehaven. På det tidspunkt kom børnene ofte først i børnehaven, når de var fire år pga lange ventelister, og her kom så en tre år gammel dreng, som fik alle andre med på sine lege. En dreng, som charmerede sig ind i ethvert hjerte og som altid på en eller anden måde fik tingene til at gå efter sit hoved. Som dengang han i et helt år eller mere var Zorro og på samme tid overholdt aftalen med børnehaven om ikke at have legetøj med og så alligevel fortsatte som Zorro hele dagen. Jeg tænker på kasserne på loftet, der er fyldt med figurer i alle afskygninger, som levede deres drabelige liv i vores hus. Dengang blev jeg også udfordret på min fantasi, når der her og nu skulle skabes udklædning af hvad vi nu lige havde. Det var en skøn tid.

I dag bliver sønnen 27 år, i dag er den eneste gang i hans liv, at dato og alder passer sammen. Om nogle timer tager vi telefonen og synger fødselsdagssang for ham, gaver vil han først have, når besøger ham sidst i juni.

Min dejlige søn, må livet indbyde dig til fantasi og lege. Må livet omfavne dig kærligt og lade dig forstå, at du er noget ganske særligt, og at du har så meget at byde ind med. Hjertelig tillykke med de 27 år.

HVAD BETYDER M?

Læser mine børn med, vil de allerede ved overskriften begynde at smile. For det spørgsmål var fast bestanddel i deres barndom, når vi var ude at køre. Som jeg husker det, kom Mc Donald til Danmark samtidig med, at jeg fik børn. Det passer ikke helt, men det gule M fik altid vores børn til forventningsfuldt at sige overskriften (nogle gange endda med egen hjemmelavet melodi til), og nogle gange var de heldige, for så drejede vi inden om det gule M og købte aftensmad. Senere fik børnene øje for, at der var andre spisesteder, der kunne leve op til og endda overgå Mc Donald i standard og oplevelse.

I tirsdags var min far og jeg på det nyåbnede McD i Viborg, vi nød isen udenfor i det gode vejr, og det gav en kærkommen variation i de muligheder, vi kan gøre nu. Da jeg kom ned til min far i går, var han lige så træt og fraværende i sit blik som i tirsdags, men jeg holdt fast i min plan om, at vi skulle have kaffe på McD. Vi trillede af sted, det var mere koldt i luften, så jeg besluttede mig for, at vi skulle sidde indenfor. To chokolademuffins, te og kaffe samt en sundaeis blev købt, og vi satte os godt tilrette i et hjørne, hvor kørestolen kunne stå ved bordet. Lidt efter livede min far op, lyden af børns snakken fik ham til at smile, de mennesker, der gik forbi udenfor og de mennesker, som kun han kan se, fik ham også til at grine og begynde at snakke. Han nød den superlækre muffin med softice til (det gjorde hans datter også), og flere gange sagde han, hvor er der dejligt her. Og det var der. Det har en helt anden indretning farvemæssigt, end jeg kan huske andre steder. Da vi havde spist kagerne, vendte jeg kørestolen, så vi sad ved siden af hinanden og så ud over hele restauranten. Der var kun nogle børn med deres far, men børnenes leg fik min far til smile, og vi hyggede os sammen. Oplevelsen havde fået min far til at være til stede på sin egen måde, og på hjemturen var han i sangens verden, Han sang hele vejen hjem, mens jeg plukkede grøftekantsblomster til hans stue. Plejehjemmet er blevet udvidet med en ekstra tilbygning og 14 nye stuer, alle er nu lejet ud her en måned efter, at man åbnede nybyggeriet. Det har betydet nye ansatte og i går havde to af dem tjansen på min fars gang. De smilte og grinede, da de hørte, at vi havde været på McD, og det var helt tydeligt, at de kunne se på min far, at han havde haft en god eftermiddag. Det havde jeg også, så jeg kørte glad hjem til Nordjylland og sang alle 120 km, lige til jeg ramte gårdspladsen i mosen.

Kasketten stammer fra mine forældres tre ugers biltur til Nordkap. Jeg håber på, at jeg en skønne dag kan køre den samme tur, men bag på motorcykel. Og skulle vi være blevet for gamle til en motorcykeltur, når vi en gang om x antal år går på pension, så kan vi jo snuppe bilen (og nej, vi kan ikke gøre det nu, for sådan en tur kræver 3 uger minimum, og landmanden kan kun holde 10 dages ferie).

God søndag til dig med plads til feriedrømme og nydelse i nuet.

KIG OP

Man kan have så travlt med at komme fra Herodes til Pilatus, at man ikke ser noget omkring sig.

Man kan have så mange tanker inden i sit hoved, som spærrer for udsynet.

Nogen gange er det befriende blot at give sig lov til at fokusere på en detalje med sit kamera.

Kigge op og tænke på de levede liv bag skodder, på altaner og under byens tage.

Og nogle gange er det dejligt at have lidt ekstra billeder fra Nice, når hovedet føles tungt og træt efter en søvnløs nat.

Dagen skal bruges på indkøb, bagning og besøg hos min far. God lørdag til dig.

AKTIVITET

Dagen i dag har været god, der har været tid til at snakke om mange ting på arbejdet. Vi har lavet en ny koordinatorrolle, og jeg skulle have den funktion samtidig med at jeg var ansvarshavende. Jeg har mange styrker og jeg har mange svagheder i mit virke som sygeplejerske. Og en af svaghederne er, at jeg ikke er så god til at koordinere andres arbejde. Jeg kan godt få mit eget til at hænge sammen. Jeg har kolleger, der er super gode til at skabe sig et overblik og sætte stuegangen i system, samtidig med at de tager mod besked om nye patienter. De leder og fordeler, så alle vi andre kan koncentrere os om arbejdet med patienterne i sikker forvisning om, at koordinatoren sørger for, at vi “kommer til orde” ved stuegangen. Vi har mangel på læger, så vores læger gør deres bedste for at være effektive, men på dage, hvor der er syv nye patienter fra dagen før, der skal gennemgås grundigt, og der er syv andre, der skal have endelig plan og svar og sendes videre, da kan tiden ikke altid slå til. Koordinatorens funktion er at prioritere patienterne sammen med lægerne og få det hele til at glide sikkert frem. Alle patienter bliver set taget vare på, men nogen gange må vagtholdet tage over, så stuegangen fortsætter hen på aftenen. Alle andre faggrupper er glad for den funktion, det er vi også. Jeg bryder mig bare ikke om at have den funktion. I dag havde jeg den, hvor der var stille og roligt med få patienter. Så nu fik jeg tid til at øve mig lidt.

Herhjemme er jeg nødt til at holde mig i gang, for jeg er træt, og øjnene falder i, så snart jeg sidder stille. Aftensmaden er lavet og er klar, når landmanden er klar. Vi skal have koldskål, eller det vil sige, det troede jeg, men da jeg blandede ymer og kærnemælk sammen, opdagede jeg, at det grønne karton ikke var kærnemælk, men økologisk ymer. Jeg siger ingenting, der er puttet æggeblommer, vanillevaniljestang og vanillevaniljesukker i sammen med citronsaft (suk, nu er min stavemåde af vanille blevet uofficiel). Så mon ikke landmanden spiser det uden bemærkninger, når jeg siger, at det er en ny variation, jeg har prøvet? Der er købt mysli med godt med frugt og nødder i, og så skærer jeg lidt frugt ud, der kan komme på som topping. Det er alt andet lige mindre fed end kammerjunkere.

Havde jeg nu lært at bruge panoramafunktionen i mit kamera, havde jeg ikke haft brug for to billeder for at vise et stykke moderne kunst fra Nice.

ET SPEJDERFIF

“Jeg sidder her klokken alt for tidligt, dette er en af de nætter, hvor søvnen forlader mig efter 4 timer. Efterhånden er jeg blevet god til at trække på skulderne og blot nyde den stille tid midt om natten“  Sådan har jeg lige her i morgengryet skrevet til mine søskende. Jeg benytter tiden til at skrive mail og nu altså et indlæg. I går valgte jeg at stille op i Feminas løb i Aalborg i stedet for at tage med mit kor til koncert. Jeg kunne mærke, at jeg havde mere lyst til at være aktiv end passiv lyttende. Det blev en god oplevelse. Jeg nød at være omgivet af 2500 kvinder, samtidig med at jeg var nervøs for, hvordan det ville gå i den varme aften med mit mål. Målet var at løbe hele tiden, det har jeg endnu ikke gjort til et officielt løb. Og denne rute er ret krævende, den starter med en stejl bakke og midtvejs igen en stejl stigning. Jeg sørgede for at holde mit eget tempo, men indeni måtte jeg mange gange gentage, det handler om at løbe hele tiden og ikke om at forbedre tiden. På et tidspunkt var der krise, mange andre løber med musik i ørerne til at sætte tempoet og dermed ignorere kriserne. Andre havde løbekammerater med til at støtte hinanden i kriserne. Jeg havde jo kun mig selv, så jeg hev et gammelt fif frem fra gemmerne. Jeg elskede at trave som spejder, men også der kommer der kriser på de lange ture, så en måde at overkomme dem på var at tælle. Jeg satte rytme på skridtene og talte 1-2-3-4. Først hver anden gang venstre fod ramte jorden, så på hver gang venstre fod rørte jorden og til sidst på alle skridt. Det kørte helt automatisk inde i hovedet sammen med åndedraget, og jeg kom op af bakkerne, jeg fik mere fart nedad bakkerne og jeg kom i mål uden at have gået et eneste skridt, jeg løb hele vejen. OG jeg forbedrede endda min tid. Det var en meget svedende og meget træt Lene, der kørte hjem i går aftes, men med en rigtig god fornemmelse i kroppen. Det bliver den fornemmelse, der nu skal bære mig gennem arbejdsdagen. Må du bære en god fornemmelse med dig gennem dagen. God torsdag til dig.

DE SMÅ TING

Det blev en dejlig eftermiddag hos min far, det var ikke den dag, hvor min far var særlig meget til sted, faktisk var han træt. Jeg nød dog alligevel at køre en lang tur med ham i det gode vejr. Vi satte os udenfor McDonald og nød isen i det gode vejr. I går blev en dag, hvor det var mere det at være sammen, der betød noget. Min far sang ikke med, når jeg sang, så tilbage på plejehjemmet sad jeg blot og holdt ham i hånden, mens jeg nynnede med på sangene fra den CD, jeg havde sat på. Pludselig klappede min far mig på hånden og smilede lidt. Lidt senere gjorde han det igen, og jeg tog det som et tegn på, at han godt vidste, at vi hørte sammen, og at han en gang var den, der passede på mig. Nu passer vi på ham, og det har jeg det godt med.

Efter aftensmaden var han træt, så jeg sagde farvel og kørte over til centeret ved siden af, her ligger foruden McD flere butikker, en frisør, et pizzeria og LOOP. Det blev en god oplevelse at besøge det LOOPcenter, instruktøren bød mig velkommen, og senere kom hun hen og spurgte, om hun måtte rette på mig. Det betød, at jeg for første gang virkelig kunne mærke, at jeg i “mavemaskinen” fik fat i musklerne. Et lille fif var nok til, at øvelsen blev langt sværere. Det har jeg savnet i mit vanlige center, de er super søde, men jeg vil gerne have en instruktør, der har øje for kvaliteteten af de øvelser, vi gør. Bagefter gik jeg ind i REMA for at købe vand, og stor var min overraskelse, da jeg fandt ud af, at de havde lækre smurte sandwichs og bæger med frisk udskåren frugt. Det blev aftensmaden på vej hjem til Nordjylland.

Hjemme på trappen stod en kæmpe flaske rødvin. Landmanden havde sendt et link til mit indlæg om Morten til Morten, og desværre havde ingen af os været hjemme, da han havde kørt ud til os i går med vinen. Den skal gemmes til sommerferien, hvor den sammen med lækker grillmad og solskin vil minde mig om, at det er i de små detaljer i hverdagen, at glæden ved livet findes. God onsdag til dig.

TIRSDAG PÅ GÅRDEN

Alle læggekartofler er nu lagt i jorden, de sidste spisekartofler kører forhåbentlig fra gården i løbet af ugen, så kølehuset kan lukkes ned. Landmanden er i gang med den sidste mark med kartofler, hvor han kammer mere jord op om kartoflerne. Kartoflerne skal ligge mørkt og lunt, så der kan blive masser af nye spisekartofler til den nye sæson. En sæson afsluttes, en ny sæson er startet. Nu er det tid til rengøring og oprydning rundt omkring på gårdene og tid til at følge de nye afgrøder nøje.

Min fridag får også ben at gå på, vores computermand har lige været her, han skulle tjekke vores computere og hvis nødvendigt sørge for at opgradere dem til det nye styresystem Windows 8. Som om jeg gider det, jeg kan mærke, at jeg mister mere og mere lysten til at sætte mig ind i detaljer om computer, programmer og alskens digitale medier. Det skal bare fungere. Heldigvis kan den computer, vi bruger mest, beholde sit styresystem, men han grinte noget over alt det, der fyldte på computeren. Især billeder! Jeg har det med de digitale billeder som med papirbilleder, de ligger hulter til bulter i skuffer og computere og ofte tænker jeg, i morgen går du i gang med at sætte dem i system. Den morgen er så aldrig kommet, nu køber jeg en stor ekstern harddisk, så kommer de derover, basta (så får jeg vel ryddet op i dem samtidigt). Da jeg fortalte min ene lillesøster, at jeg i en blogkommentar havde luftet ideen om at tromme min familie sammen, så mændene lavede mad og kvinderne hjalp mig med at rydde op i kasser og skabe, så hun på mig og sagde, det vil jeg da gerne. Hun elsker at sætte i system, hun elsker at tage en kasse ad gangen og få ordnet og ryddet op. Hvorfor er de gener sprunget hendes storesøster over? Jeg vil hellere skrive blogindlæg om det.

I eftermiddag skal jeg besøge min far, det er tre uger siden sidste besøg, så jeg glæder mig. Og min søsters mail om hendes besøg hos vores far gjorde mig glad. Førhen kørte vi ned til Borgvold om sommeren og nød en softice, det kan vi ikke mere. Men nu er MacDonald dukket op i nabolaget, så min søster og far var gået derhen og nydt en is i det gode vejr. Jeg elsker deres is, så nu har jeg besluttet, at i stedet for at købe kage til teen, så snupper vi kørestolen og kører hen og får is. Og lige ved siden af ligger LOOP, så når besøget er slut, kan jeg lige nå en halv time i maskinerne, inden jeg kører hjem.

Landmanden skal have møde i eftermiddag, så selv om jeg lige har besluttet, at det skal være slut med cookies og andre lækkerier til hverdag, så bliver det tilbehøret til kaffen i dag (herude på landet skal man have noget til kaffen)

Mine roser er endnu ikke klippet ned, så nu vil jeg bevæbne mig med en saks og gå i krig med det. Krig er det rette ord, for jeg kommer altid såret ud af den omgang med rifter overalt på arme, hals og hænder. Bagefter kan jeg belønne mig selv med frokost på terrassen, for noget har jeg da fået lavet. Mine gamle havemøbler er blevet så pæne med sort maling, så selv landmanden kommenterede dem i går, da jeg sad og nød min frokost. Må du nyde din frokost, hvor den nu end skal indtages. God tirsdag til dig.

EN HYLDEST TIL SÅDAN NOGEN SOM MORTEN

Da jeg gennemså billederne til gårsdagens indlæg, kom jeg til at mindes noget af det, vi snakkede om den skønne aften i Nice. Jeg fortalte om, hvor svært det var at finde gaver til landmanden. Dels fordi han aldrig ønskede sig noget, dels fordi når han så ønskede sig noget, så købte han det bare, også selv om der var to uger til jul eller fødselsdag. Jeg har vist før fortalt, hvordan jeg i irritation en gang pakkede et Weber peber/saltbøssesæt ind til ham, som han selv havde købt to uger før sin fødselsdag, og gav ham på fødselsdagen.

Min og mine børns redning er mange gange Morten. Morten overtog som ganske ung en forretning inde midt i Aalborg, en jagt – og lystfiskeriforretning. Det var modigt, der var mange store butikker rundt om Aalborg, som handlede med disse varer. Landmanden besluttede at ville støtte Morten, som vi kendte i forvejen. Det er en forretning med kundeservice, her er kompetente medarbejdere, her er altid tid til råd og vejledning og der er altid tid til et smil og et velkommen. Ved juletid bliver man budt på gløgg.

Jeg fortalte mine kolleger om, hvordan jeg helst ville handle med Morten, for han vidste lige nøjagtig, hvad landmanden ønskede sig. Og jeg var ikke den eneste, der kom adskillige kvinder ind, som spurgte efter Morten, fordi de vidste, at det var ham, deres mænd snakkede med, når de var i forretningen. Jeg er gået ind og har sagt, landmanden ønsker sig en fleecetrøje. Morten havde ikke snakket med landmanden om det, men resolut finder han en lækker uldtrøje frem og siger, Lene det skal være den her, den bliver han glad for. Og ganske rigtig, landmanden går nærmest ikke i andet, når han holder fri. Landmanden ønskede sig en jagtkniv, det var ved juletid, Morten var travlt beskæftiget, så jeg handlede med en af hans medarbejdere, Morten kommer forbi og hilser, og da han hører ønsket, peger han resolut på en af de knive, medarbejderen har fundet frem. Behøver jeg at sige, at landmanden er så glad for den kniv. Jeg nævner i samme seance, at landmanden mangler en jagttermokande. resolut hiver Morten en frem og siger, det skal være den her. Det er den bedste termokande, vi nogensinde har haft. Den holder teen varm i nærmest et døgn, også selv om den er halvfyldt. Nu bruger jeg den kande, når jeg laver te, hvor jeg ved, at der går timer, før landmanden kommer ind.

Det sjove var, at mine to kolleger også kendte Morten og hans forretning, de havde været/er gift med henholdsvis en jæger og en lystfisker. Og som en af dem sagde, det er utroligt, at Morten kan skelne den ene kunde fra den anden, men det kan han. Det er ikke så sært, at den unge mand, som stadig er ung, men nærmer sig de 40, fik succes med sin forretning. Vi skal have nogle flere som Morten, de gør det til en fornøjelse at handle.

Og nej dette indlæg er ikke sponsoreret, men kan jeg lokke bare en til at gå ind i Mortens forretning, så gør jeg det gerne, for han fortjener det.

SKIFT I TONEART

Selv om jeg ikke er dualist, men derimod tror at krop og sjæl er et, og at vi husker og lærer gennem kroppen, så kan jeg godt føle mig lidt splittet indimellem. Jeg vågnede alt for tidligt, landmanden havde glemt at afstille sit vækkeur, og hvor han ikke havde problemer med at sove videre, så kæmpede hans kone en forgæves kamp for at finde hen til søvnen igen. Kroppen var gennemsyret af molklange, der blev mørkere og mørkere trods en god bog og skøn lys morgengry.

Da landmanden stod op, opgav landmandskonen jagten på søvnen, og søvndrukkent satte hun hjemmebagte boller fra fryseren i ovnen, lavede te, kogte æg, fandt søndagskrusene fra hendes forældre og æggebægerne fra hendes morforældres bryllup frem. Durklange begyndte at blande sig, men stadig var moltonen overdøvende. Noget måtte der gøres. Det tunge skab i bryggerset blev skubbet væk fra loftlemmen, så hynderne kunne hentes. Kameraet blev fundet frem og så lod landmandskonen fuglesang, humlebiers og hvepses summen samt sol og milde vinde kærtegne sanserne.

Det hjalp, solcreme blev fundet frem. Landmandskonen havde taget en beslutning. Når hun forventede, at landmanden lyttede til hendes råd om sundhed, så burde hun også selv lytte til sin datters råd om beskyttelse mod solen. Den gamle bikini, som nu er ti år gammel, kom på. At en vis bagdel ikke fylder bikinien ud, skyldes ikke tab af kilo hos landmandskonen men derimod tab af elasticitet hos bikinien. Skidt pyt, der er ingen tilskuere langt ude på landet, så nu nydes solen, lige som det her indlæg skrives ved havebordet. Durklangen har vundet, hjertet og hjernen føles let.

Som en kollega sagde i går aftes, ja så brokker vi os over at græsset ikke altid bliver slået, når vi gerne vil. Og så er der familier herinde, der kæmper for at finde en ny vej i livet. Familier, der kæmper for at lade mol og dur smelte sammen, så der kan håbes på en fremtid. Men sådan er vi mennesker jo, vi kan ikke leve andres liv og vi kan heller ikke lade andres lykke/ulykke styre vores liv, men det er godt at løfte blikket og se ud på verdenen udenfor. I dag skal jeg møde en time før for at tale med børn til en indlagt. Jeg er glad for, at vi har det tilbud, og jeg håber, at jeg kan hjælpe de børn til at få svar på nogle af de ting, de tumler med lige nu.

Jeg håber for dig, at du må få en dejlig søndag.

AFTENTUR

Flere kolleger spurgte, om ikke vi tog fri fra konferencen undervejs for at se lidt på Nice. Nu skulle mine kolleger jo rejse hjem allerede torsdag eftermiddag, og det har typisk været der, at man tog en frieftermiddag. Men det blev heller ikke nødvendigt, da vi boede midt i centrum og da kongrescenteret også lå i centrum. Man kan nå at se meget om aftenen. Onsdag aften efter den første lange dag med indlæg fra morgen til aften, havde vi forspist os i franske kager til eftermiddagspausen. Der var mindst seks slags kager rundt i udstillerrummet, der hvor alle firmaer havde stande, og hvor der også blev serveret kaffe/te og juice. Heldigvis havde vi smagt nogle af dem dagen før, men jeg fik mindst fire kager. Så der var basis for en lang gåtur, før aftenens restaurant skulle findes.

På vej til kongrescenteret lå denne bar, vi kom aldrig derind, men et billede måtte vi have. Hvorfor? Fordi hos os kalder vi ultralydsscanning af halskar for Duplex (opkaldt efter metoden man tidligere brugte)

Vi valgte at gå ind i den gamle bydel et nyt sted. Det var sjovt at vælge de allermest smalle stræder, her hang der vasketøj ned fra vinduer og altaner. Og som i så mange andre gamle bydele rundt i verdenen, så er de jo også beboelse for ganske almindelige mennesker og ikke blot beregnet for turisterne.

At bydelen læner sig op af et bjerg sås tydeligt, vi fik gået op og ned af trapper på vores vej ned til vandet. Og restauranter var der masser af, og allerede her først i maj var der fyldt med turister. For hver smal vej vi tog, åbnede der sig altid en lille plads foran os.

Til sidst nåede vi ned til det skønne blå Middelhav. Vi tog en tur langs promenaden, vores mål var at komme rundt om klippen i det fjerne, for der lå lystbådehavnen.

Inden da beundrede vi udsigtstårnet på klippen, og vi blev hurtigt enige om, at kagerne trængte til et modspil, så det var bare med at komme op af trapperne.

Det fortrød vi ikke, blæsten var frisk, solen skinnede herligt og en lille selfie blev det også til.

Omme bag klippen åbenbarede sig et monument for faldne i de to verdenskrige. Nu har jeg kørt både i Normandiet, i Pyrenæerne, i Loiredalen og langs Napoleonsruten, og nærmest enhver lille by har sit monument for de to verdenskrige og byens afdøde unge mænd. Det er tydeligt, at de store slag er foregået i Frankrig.

Efter den gode gåtur fandt vi en restaurant i den gamle bydel. Denne gang gik vi efter et sted, hvor der sad mange mennesker og med en god stemning. Vi tog ikke fejl, vi sad tæt, menukortet var på fransk, og tjenerne levede op til vores forforståelse af franske tjenere (arrogante men med en hurtig replik på læben) Vi fik rigtig lækker mad og god vin, og vi fik hygget os efter en lang dag. Jeg glæder mig allerede til motorcykelferien til sommer, for der når vi også at se meget om aftenen af den by, vi har valgt at overnatte i den dag. I aften står den på arbejde, men først skal der handles ind og slikkes sol. God lørdag til dig.

Dette er en del af min beretning om en tur til Nice for at deltage i den Europæiske apopleksikonference 2014. Du kan læse mere om mine oplevelser ved at trykke på Nice 2014 under gruppen Etiketter.

BANKEN ER I UNDERSKUD

Det blev en god og travl dag på arbejdet og efterfølgende fik jeg også travlt. Korkoncert stod på programmet, så aftensmaden til landmanden var heldigvis sikret, da han ikke havde spist alt fra fryseren, mens jeg havde været væk. Koncerten gik rigtig godt, desværre fandt jeg ud af, at vores korleder rejser til København efter sommerferien, så nu står vi uden korleder. ØV. Vi havde tre af hendes egne sange med i går, lige som hun selv sang solo og vi sang en sang med korarrangement af vores korleder. Vi kommer til at savne denne unge livlige og inspirerende kvinde. Jeg var så heldig, at en svoger og svigerinde kom for at høre os, og at de tog med hjem i mosen for at få lune hveder. Det blev en dejlig aften med masser af snak (og fodbold, for landmanden skulle jo se det lokale hold vinde pokalfinalen) Min svigerinde er sygeplejerske som mig, så vi fik også drøftet faglige problemstillinger. Hun er leder og har valgt at blive ved, selv om dåbsattesten snart indikerer pensionsalder, det samme har hendes mand valgt i en anden branche. Det synes jeg er sejt og skønt, for efterhånden var det blevet sådan, at man da nærmest pr. automatik skulle stoppe som 60 årig. Der er jeg jo om tre år, og lige nu har jeg mere lyst til at udvikle sygeplejen, måske endda læse videre end at tænke på pensionstilværelsen. Desværre er der ikke penge til, at sygehuset kan betale alle dem, der vil læse videre, og jeg har jo også unge kolleger, som jeg gerne vil have kørt i stilling til at overtage mit job. Nytter uddannelse noget, skal sygeplejersker i plejen uddannes på master og kandidatniveau? Hvis du spørger mig, så ja. Jeg mener selv, at jeg er med til at højne sygeplejeniveauet på afsnittet, og jeg mener også, at det er vigtigt, at man er forankret i praksis, når man vil udvikle og være med til at ændre sygeplejen. Alt for mange er alt for langt væk fra sygeplejen. Nogle er nødt til at være det, de, der forsker, kan tidsmæssigt ikke være begge steder. Det tager tid at søge ny viden, det tager tid at lave studier, det tager tid at analysere, det tager tid at få det formidlet ud i verdenen. Men alle vi andre, der gerne vil være en del af den forskning, skal have rod i praksis efter min mening. Dermed bliver det problemstillinger i praksis, man undersøger, og dermed kan den nye viden komme tilbage til praksis og gøre gavn.

Hvad der er viden om, og ikke blot erfaringsbaseret viden, men viden baseret på studier, er at ved at holde sig aktiv, giver man sig selv mere energi og man sætter ind på bankkontoen til dårlige dage, hvor sygdom rammer. Jeg har vist skrevet om det før, alle kan blive ramt af sygdom, hvor man bliver svært handicappet eller dør af det. Men hvis grundformen er god (bankkontoen er fyldt), så har man i alle de andre tilfælde mere at byde ind med. I dag har jeg det, som om jeg har jetlag. Jeg ved, hvad der er godt for mig, jeg ved, at bankkontoen trænger til at blive fyldt op, og derfor har jeg også hele morgenen gået rundt i træningstøjet. Om lidt kører jeg i LOOP, og så skal resten af fridagen bruges på regnskabsføring. Weekenden står i aftenvagtens tegn, så denne dag skal udnyttes. Her skinner solen herligt, det er også med til at fylde energikontoen op, jeg skal helt sikkert ud og nyde mine nymalede gamle havemøbler i pauserne. God Store Bededag til dig.

JEG BURDE, MEN GJORDE DET IKKE

Det minder om den tid, hvor ens børn blev så store, at sengetid rykkedes, og så rykkede min sengetid med. Jeg havde brug for et par timer om aftenen uden børn, men en skønne dag måtte jeg opgive det og acceptere, at jeg tit blev den, der først gik i seng. Jeg havde en lang dag på arbejde i går, blev to en halv time længere på arbejdet, fordi en kollega blev forsinket pga. sygt barn. Det betød så, at jeg trak sengetiden, velvidende at jeg i dag, når uret ringede, højst sandsynlig ville fortælle mig selv, hvor dumt det var. Jeg var så træt, at det var mere skønt bare at sidde i sofaen og læse end at gå i seng. Jeg var så træt, at søvnen slet ikke ville indfinde sig. Fuldmånen lyste flot over træerne ved kartoffelhuset og lovede godt vejr. Vi satser på at vejrudsigten holder stik, så de sidste dage i denne uge kan bruges på at lægge de sidste kartofler. Regnvejrsdagene har ikke hindret arbejdet på gården, for der er blevet sorteret kartofler til den store guldmedalje. Kornmarkerne står struttende grønne igen, efter at være blevet sendt til tælling af frosten. Landbruget går sin vante gang, sidste år blev et godt kartoffelår, det håber vi også på, at dette år bliver.

Denne morgen tyder på godt vejr, mosekonen brygger, og der er et særligt lys i luften. Der er smurt madpakker til landmændene, nu mangler jeg bare at få gjort mig selv klar. Må du få en god dag.

VI LEGER FOR LIDT

Det er det, der er skønt ved at være sammen med børn. Man får genopfrisket en anden måde at se verdenen på. Jeg kan godt savne den gang, jeg var leder for gymnastikhold med børn fra 3 – 6 år, de var herlige. Jeg kan også godt savne mine mange år som leder i FDF med aldersgruppen lidt ældre, fra 6 – 10 år. I hverdagen er jeg jo kun sammen med voksne, på mit arbejde og herhjemme. Og vi leger alt for lidt. Husker I fornemmelsen af at sparke til bøtten eller spille Antonius? Hjemme i min mormors by var der en lille legeplads, det var en stor ting at komme derned. Det havde vi ikke i min barndomsby, om end byerne nok havde samme størrelse. Legepladsen bestod af gynger, en vippe og så en karrusel, som man selv trak op. Vipper og gynger havde vi i skolegården derhjemme, og da skolen var mit andet hjem, fordi mine forældre var lærere der og vi boede tæt på, så legede vi ofte i skolegården. Men karrusellen var noget ganske særligt.

I dag har enhver børnefamilie med hus vel nærmest en legepark i haven, trampolin, legehus, rutsjebane, klatretårn osv. Men der er jo også børn, der stortrives i storbyen uden have, og jeg nyder, når jeg ser de lækre legepladser, der er nogle steder.

I parken i Nice så jeg nok de mest lækre legeredskaber, og en morgen, jeg var ude at løbe, var legeområdet helt tomt. Jeg havde desværre travlt, så jeg kunne ikke nå at prøve legeredskaberne, men fotografere fik jeg tid til. Jeg må snart have fundet nogle børn, der kan lære mig at lege igen.

Som du måske kan fornemme, havde legeområdet kunstigt græs, måske fordi det andet græs bliver svedent om sommeren.

Må du få en god dag med plads til humor og grin.

ENDNU EN GANG SPØRGER JEG: SMUK ELLER KLOG?

Dagen har været nervepirrende, fordi forældrene tog fejl af tidspunktet og derfor nåede at tro, at sygdom og manglende energi havde væltet sønnen på det værst tænkelige tidspunkt.

Det var derfor en lettelse a la vandfaldsstørrelse, da sms’en tikkede ind, samtidig med at faderen ringede til moderen og fortalte resultatet. Sønnen er nu bachelor udi lærergerningen og det endda med næsthøjeste karakter. Så han er både smuk, dejlig og klog på mange måder. Nu mangler han et linjefags eksamen, og så kan han holde fri med god samvittighed, og jeg vil glæde mig til at drage til dimission i København endnu en gang. Stort tillykke fra den smukke far og den kloge mor.