lørdag, juli 19, 2014

STÅR PÅ EN ALPETOP

Da vi vågnede i alperne, nærmere bestemt i Flumet, var der ikke sol som lovet, men derimod gråvejr. Hotelejeren lovede os godt vejr, og hendes mand lovede, at vi ville få en god tur over Col de l’Iseran. Mit håb om lækre oste til morgenmaden bristede, så jeg må konkludere, at fransk morgenmad (på hotel) åbenbart er baguette, croissant, marmelade og nutella.

P1000052

Turen gik forbi en bjergsø, Lac de Roselend, jeg elsker bjergsøernes smukke grønne farve, og selv i gråvejr (og lidt regn) fremstår de smukke. Vi var nu oppe i 1968 meter højde.

P1000058P1000059

Frugtavleren havde ikke meget salg og typisk for turen, så stod de altid der, hvor jeg ikke havde lyst/tid til at købe og aldrig der, hvor jeg længtes efter et stykke godt frugt. Turen gik videre op i højden, vi fornemmede, at det blev koldere, men solen prøvede at trænge igennem skyerne.

P1000063

P1000069P1000070

Den smukke frue skuede over endnu en bjergsø og snart var vi i skisportstedet Val d’Isere. Første gang vi var i Frankrig, undrede vi over de danske flag, nu ved vi, at det er La Croix de Savoie, flaget for regionerne Savoie og Haute-Savoie. Vores hotelejers mand fortalte, at de frem til 1860 havde været selvstændige og først da blev indlemmet i Frankrig.

P1000077

P1000079

Turen gik videre opad.

P1000082

P1000087

Der var skønne hårnålesving og udkig til bjergtoppe og dale.

P1000089

P1000090

Som vi nærmede os toppen af Col de l’Iseran krøb temperaturen nedad.

P1000095

P1000099

Da vi stod på toppen viste termometeret 4 grader! Jeg hundehopfrøs, og jeg skulle sådan tisse. Desværre madame, vandet i cafeen var frosset, ingen toilet, ej heller for cafeejeren selv, hun fortalte, at der havde været 10 cm sne overalt, da de kom op om morgenen for at åbne butik og café.

P1000104

P1000096

Vi skyndte os ind i cafeen sammen med cykelryttere og andre motorcykelfolk. Det var tid til frokost, vi fik en sandwich og varm kakao. Andre nød den varme suppe. Alle skulle have varme drikke. Målet herefter var at finde en cafe på vejen ned, som havde et toilet, der ikke var frosset. Vi havde endnu mange alpetoppe, vi skulle over den dag, og vi glædede os til dem alle.

P1000108

fredag, juli 18, 2014

LATTERMILD AFTEN

Åh som det gjorde godt, jeg grinte, så jeg ikke kunne læse videre, hjernen blev totalt blæst fri for støv og nullermænd af den kaskade af latter, der bølgede gennem min krop. Landmanden så undrende på mig; hvad sker der? Datteren, som var begyndt at læse med hen over min skulder, da jeg begyndte at klukke, overtog læsningen, for jeg kunne ikke sige noget og heller ikke se noget.  Og så steg latteren, for landmanden kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet og datteren grinte med.

Hvad var det, der var så morsomt? Tja læs selv Superheltemors beretning om en tur i “Skynhedssalong” Hold op hvor jeg savner at have børn omkring mig.

Nu er jeg hjemme igen, datteren har overtaget sommerhuset og jeg skal gøre mig klar til aftenvagterne. En ny kollega skulle have været undervist i mandags, da jeg mødte ind efter ferie, men det nåede vi ikke pga travlhed. Jeg er derfor blevet bedt om at komme halvanden time før i dag, så kollegaen er klædt ordentlig på til weekendens arbejde. God fredag til dig.

P1010025

torsdag, juli 17, 2014

ALPEBONDEN

har også børn, der går i skole. Og mens vi pakkede motorcyklen efter overnatning på alpehotellet, blev jeg mindet om, at selv om vores livsvilkår er forskellige hos Vildmosens bondeægtepar og Alpernes bondepar, så deler vi nok flere ting sammen, end jeg umiddelbart forestiller mig. Også her sørger for kvinderne for, at børnene kommer med skolebussen, og så er det hyggeligt lige at få en snak sammen, inden man kører hver til sit.

Hotel Panoramic


På vej til Val d'Isére og Col de l'Iseran havde jeg tid til på bagsædet af motorcyklen at fundere over, om der mon i et af husene, vi kørte forbi, også fandtes en landmandskone, der havde en blog. Hvorfor ikke? Mennesker har gjort det muligt at leve blandt bjergene med el og vand. Masser af ledninger i luften og paraboler på husvægge synliggør menneskets trang til at få forbindelse med omverdenen.
Igen i år så vi hvordan den mindste plet med mulighed for dyrkning af jord blev udnyttet. Vi så ingen overvægtige alpebønder, for der bruges energi, når de stejle skråninger med græs skal slås og rives sammen, så der er hø til kreaturerne vinteren over. Måske derfor forfalder man (jeg) let til at tro, at resten af deres hverdag også er som i gamle dage, men jeg er sikker på, at jeg tager fejl. Jeg kunne rigtig godt tænke mig en gang at besøge en alpebonde. At få lov til at opleve og fornemme hvordan deres liv leves, her hvor udsynet må søge opad, her hvor solen hurtigt forsvinder for den ene dalside, her hvor bjergene sætter begrænsninger, men også leverer muligheder for skønne oplevelser, aktive oplevelser, vandreture om sommeren og skiture om vinteren.



Måske sidder der en alpelandmandskvinde med en kop te (nej det er nok snarere en kop kaffe) netop nu og taster et indlæg, måske tænker hun også over, hvordan en landmandskvinde i andre lande lever.



Jeg, en landmandskvinde anno 2014, nyder solen og morgenen på terrassen, jeg øver mig i blot at være. Denne sidste fridag før de fire dage med aftenvagter skal nydes. Jeg sluttede af med en ualmindelig hektisk weekend med aftenvagter før min ferie,  og jeg kan høre at weekenderne ikke har ændret sig. Jeg ved også, at alle i ledelseslaget gør hvad de kan for at få det ændret, men det er jo ferietid med ferievikarer, ikke blot hos os, men hos alle personalegrupper, så det faste personale må belave sig på at trække det hårde læs. Så jeg slapper af og nyder denne stille morgenstund, hvor datteren endnu sover. Snart skal jeg til fysioterapeut og senere venter et besøg hos min far sammen med datteren. I aften får vi gæster til aftensteen, der er nok at glæde sig over.


Må du finde glæde i denne torsdag med lovning om sol og mildere vinde. Vores feriedag nr. 2 på motorcykel i de franske alper startede gråt, men her kom der også sol.

onsdag, juli 16, 2014

MORGENSTUNDSFRYD

Frydefuld følelse fylder mig


  • morgemad på terrassen med datteren
  • vi sidder på terrassen ud mod vejen forbi vores sommerhus
  • vi sidder i mine forældres havemøbler med deres hynder
  • snak med landmandens nevø, hans forældre og mest af alt nevøens skønne børn på 1 og 2 år, som kommer gående forbi
  • jeg får en gul og hvid blomst, som nevøens datter ikke vil have mere. De skal på udflugt til naturlegepladsen, og de har boller og saft med. 
  • Internettet virker perfekt denne formiddag, så jeg kan nu få ordnet alt det, jeg gerne vil, mens jeg kan sidde udenfor og nyde te samtidig
  • jeg kan hilse på folk, der går forbi
  • jeg fik gået en lang tur i går i sommerregnen og fik leget med mit kamera




Håber du får en dejlig onsdag.

tirsdag, juli 15, 2014

MAN KAN HURTIGT BLIVE VANT TIL NOGET

og det føles svært at komme i gang med at omsætte tankerne i hovedet til indlæg på bloggen, når nu indlæggene i flere dage har måttet nøjes med at være inde i hovedet. Nu har vi net i sommerhuset, og mens landmanden med flere gør klar på gården til kartoffeloptagning, så har jeg besluttet at nyde fridagene i sommerhuset sammen med datteren. I år er virkelig første gang, hvor jeg dybt inde i mig selv erkender, at jeg har en voksen datter. Jeg har da godt vidst det, men det var som om kroppen stadig holdt fast i følelsen af sidste årti, hvor hun gik fra at være konfirmand til at flytte hjemmefra. Nu er hun kørt i min bil til møde med sin bank, og bagefter får jeg fornøjelsen af at være sammen med hende og en gammel skolekammerat.

Motorcyklen på vej fra autotoget
Endelig væk fra motorvejen, vi er nu i Frankrig

 Noget jeg ikke vil vænne mig til er motorcykelferie i regnvejr, det er altså sjovere at opleve naturen og landskabene på hjul i tørvejr. Men da autotoget åbnede dørene i Lörrach, var det til en våd og fugtig sommerdag. Inden da havde vi spist morgenmad i vores lille sovekupe. stewarden måtte endnu en gang slå køjen op, så vi kunne sidde på nederste sæde. Vi fik te, juice, brötchen, smør, marmelade og en lille kage og var hermed klar til motorvejskørsel. Vi skulle, inden dagen endte, nå ned på Route des Grandes Alpes i Frankrig, så vi tog motorvejen gennem Schweiz i silende regnvejr. GPS'en fandt uden problemer begyndelsesstedet for turen gennem de franske alper. Vi havde købt en tysk bog, som havde beskrevet flere ruter i de franske alper og jeg havde kombineret to ruter, så vi dels fulgte Route des Grandes Alpes, dels kom forbi Alpe d'Huez. Første pause blev på en cafe ved Djævlens bro. Det havde helt sikkert været en oplevelse at gå ned i kløften i tørvejr, men vi nøjedes med at spise en god sandwich med landskinke og ost, vores foretrukne frokost i farten.


I bogen var beskrevet en afstikker først på ruten, det regnede, og vi var lidt i tvivl om vi skulle tage afstikkeren, som betød 11 km den ene vej ind i en dal og samme vej tilbage igen. Inde i dalen som er omkranset af bjerge i en cirkelform, fandt vi Le Cirque du Fer a Cheval, flere vandfald som strømmede ned over bjergsiderne i et smukt skue, selv i regnvejr. Et oplagt sted for vandretur, og det var kendetegnende for mange af de steder, vi kom forbi på vores motorcykeltur. Vi har snakket om at holde ferie de næste år på udvalgte steder og så opleve alt det andet, som man ikke kan nå, når man gerne vil se og køre i mange bjergpas på én ferie.

mit første forsøg med panoramafunktionen



Tilbage på ruten fortsatte regnvejret, heldigvis stoppede det, da vi begyndte at se efter logi for natten. Vi fandt et familiehotel, hvor hotellets ejerinde talte tysk og hendes mand talte engelsk, han var i øvrigt også selv ivrig motorcykelkører. Vi nød at få et varmt bad og bagefter en fire retters menu i spisestuen. Blandt andet var der lokalproducerede oste på menuen, jeg stornød dem og glædede mig til at skulle få ost til min morgenmad. Havde jeg været i bil med køleboks, havde jeg købt mig fattig i oste. Sidste år i Frankrig fik vi nærmest aldrig oste til morgenbordets baguettes, og jeg troede, det skyldtes valg af hotel. Men her måtte jeg da få ost, jeg skulle blive klogere.


Udsigten fra hotellet

Overalt var der gamle plakater

udsigten fra min seng
Anden dag på vores motorcykelferie 2014 var nu slut, og vi faldt hurtigt i søvn.

torsdag, juli 10, 2014

JEG HOLDER FERIE

Og nogle af dagene har været i sommerhuset, hvor netadgangen har været nede. Hold da op så finder man (jeg) ud af, hvor afhængig man (jeg) er af at kunne gå på nettet. Heldigvis havde jeg både bøger og ukrudt at fornøje mig med. Jeg prøvede også mit nye kamera af, det har vist sig helt perfekt til at tage billeder med fra en motorcykel. Nu mangler jeg at finde ud af makrofunktionen.

P1000985P1000989

Ferien slutter på søndag, men fordi jeg har weekendvagt næste weekend, starter jeg med en dags arbejde og dernæst tre dages fri. Det udnytter datteren og jeg, hun har lånt sommerhuset til den årlige ferie sammen med gymnasieveninderne, og da de først kommer sidst på ugen, så holder hun og jeg sommerhusnydning sammen først på ugen. Resten af ferien får ben at gå på herhjemme, der er nemlig altid noget, man kan give sig til. God sommerweekend til dig.

P1000992

tirsdag, juli 08, 2014

OG SÅ GIK STARTEN

Jeg havde de bedste intentioner om, at første uges ferie ikke skulle gå op i praktiske gøremål, så jeg havde sørget for besøg af søster og kolleger. Men derudover blev det en hektisk uge, blandt andet fordi jeg havde valgt ikke at flytte min arbejdsweekend, og den blev jo meget travl, det sætter sine spor i krop og sjæl. Landmanden havde travlt, han skulle være færdig, i år har han ikke medarbejdere, der kan varetage alle funktioner, så det hang på ham. Vi blev færdige, og den sidste lørdag i juni hoppede vi på motorcyklen ved middagstid. Jeg havde smurt madpakker, tømt frugtkurven og købt vand og Red Bulls. Motorcyklen var pakket efter vores pakkelister, og jeg kan røbe, at der ikke befandt sig smukke kjoler og højhælede sko i bagagen. Det meste af dagene foregår på motorcyklen, så ren T-shirt, strømper og undertøj til hver dag har højeste prioritet.

P1000004P1000005

Efter pause på en dansk rasteplads tog vi turen til Hamburg, hvor autotoget skulle bringe os til Lörrach i det sydtyske. Sidste år var første gang vi prøvede autotoget, og derfor vidste vi, at landmanden skulle bruge alle balanceevnerne til at køre motorcyklen godt ombord. Det klarede han sikkert og i smuk stil.

P1000014P1000015P1000016

Vi troede, vi havde været smarte. Sidste år delte vi en femmandskupe med en kammerat. I år troede vi, at vi havde bestilt samme størrelse men med bedre senge og vaskemulighed i kupeen. Vi flækkede sammen af grin, da vi så kupeen. Øverste køje var slået ned, hvilket betød, at man ikke kunne sidde oprejst i nederste seng, og alt vores motorcykeltøj samt støvler fyldte hele gulvarealet. Stewarden blev hidkaldt til at slå køjen op, vi fik proppet noget af tøjet ind i de små skabe, der var og fik sat hjelmenes samtaleanlæg til opladning samt den ene mobiltelefon. Undervejs på turen var det det første, vi så efter, når vi kom til et nyt værelse: hvor er stikkontakterne og hvor mange er der? Med to hjelme, to mobiltelefoner, et GoPro kamera med fjernbetjening, et almindeligt kamera og en iPad havde vi rigeligt med opladere med.

P1000018

Med i prisen hørte to små flasker vin, dem nød vi, mens toget gjorde sig klar til at bringe os gennem natten og Tyskland. Vi blev forsinket og det skulle indhentes om natten, så vi kunne ankomme “pünktlich” til Lörrach. Det betød så også, at toget kørte stærkt, og vi vågnede mange gange om natten, fordi vi blev rullet fra side til side, men sengene var helt klart bedre end sidste år.

P1000010

Starten på den nye kartoffelsæson er også gået, landmanden har haft besøg af grossisten og en salgskonsulent fra en indkøbskæde. De var ude og besigtige markerne og var imponeret over, hvor flotte kartoflerne var, og hvor godt alt stod. I går aftes fik vi de første kartofler, det er ren nydelse hvert år at spise den første nyoptagne kartoffel. Jeg havde bagt boller og solbærkage til gæsterne. Nu skal jeg prøve for første gang i mit liv at lave ribsgele, en portion ribs blev plukket i går aftes og kogt, saften står nu og venter på mig. God tirsdag til dig.

søndag, juli 06, 2014

BRYLLUPSDAG med 180 km/time, 33,5 grader og masser af røde tyre

Årets motorcykelferie er slut. Den startede sidste lørdag for en uge siden kl 12.30 fra gårdspladsen herhjemme, og den er netop slut nu klokken 22.30 på gårdspladsen herhjemme. I mellemtiden har vi kørt i de franske alper, langs de italienske søer og været til stort motorcykeltræf i Garmisch-Partenkirchen. Den oprindelige plan var at tage hjemturen på to dage, men landmanden ville gerne hjem i dag, så vi startede i morges med et godt morgenmåltid på hotellet i Garmisch, og så tog vi ellers motorvejen hjem. Pauser hver anden time, den hurtigste tilladte fart overalt, dog ikke hurtigere end 180 km/timen. Det kølede dejligt modsat den kø, vi røg ind i, hvor de 33,5 grader føltes ekstra varmt, når man var iklædt motorcykelhjelm, handsker og støvler. Når trætheden meldte sig, tog vi pauser, og der blev drukket adskillige Red Bulls.

Det runger for mine ører, jeg er træt og svimmel, men det er skønt at være hjemme nu i stedet for i morgen middag. Og vi kunne konstatere, at for 29 år siden var denne dag meget varm, men i dag var den endnu varmere.

Billedet er genbrug fra første år, vi var til motorcykeltræf i Garmisch, for mit nye kamera og jeg er for trætte lige nu til at få overført de mange billeder fra turen.

P1010072

fredag, juli 04, 2014

HVIS JEG VAR UNG

eller ikke havde brug for bil, så skulle jeg have mig dette køretøj. Det ser så smart ud på gårdspladsen, gården og den klæder hinanden godt. Lige nu omsvøber jasminbuskenes duft køretøjet, og jeg nyder synet. Vores unge elev vil helt sikkert hellere have en bil, men jeg gad godt have lige nøjagtig den model, han kører på.

P1090287
P1090304

onsdag, juli 02, 2014

AT GÅ PÅ OPDAGELSE

En af ulemperne ved at løbe er, at jeg ikke har tid til at stoppe op. Det har betydet markant nedgang af billeder af grøftekantens mangfoldige små hverdagsskønheder. Varmen og min energi har betydet, at jeg nærmest ikke har fået motioneret, så nu prøver jeg at komme ud og gå, bare lidt en gang imellem. Kameraet er med som fast følgesvend, og vi hygger os sammen.

P1090297
P1090300

tirsdag, juli 01, 2014

EN DAG TIL MINDER

I dag kunne min mor være blevet 80 år. I dag kunne mine forældre have været gift i 59 år. Sådan blev det ikke. Min søster besøger vores far i dag og kører også forbi vores mors gravsted. Normalt savner jeg ikke, men hvis jeg møder friske og rørige kvinder på 80 år, så savner jeg. Så husker jeg min mors nysgerrighed på livet, hendes evne til at følge med i, hvad der skete, især på det kulturelle område. Jeg husker også hendes stædighed og insisteren på at leve et fuldt liv på trods af de genvordigheder som kræftsygdommen, store operationer og strålebehandlinger havde givet hende. Den selv samme stædighed som nogle gange kan gøre mig trist over, at hun ikke bad os om hjælp, men altid ville klare det hele selv, inklusiv det at leve med en mand, som langsomt blev ændret af sin Alzheimers.
Min mormor døde kort før sin 79 års fødselsdag. Hun sagde, da man havde fundet kræften i maven og ikke kunne gøre noget: nu skal jeg så til at forberede mig på at dø, og hvordan gør man så det? Hun var slet ikke færdig med at leve livet. Det samme gjorde sig gældende for min mor. Selv på hospice sørgede hun for at få nogle af de smukke ting hjemmefra med, så hun kunne nyde dem. Min mor satte sig spor, og et af de helt konkrete er den sidste sang, hun lærte os til jul. Den sang synger vi, når vi er sammen. Og når vi synger flerstemmigt med guitarakkompagnement af min bror, så mindes vi og glædes over, at hun insisterede på at lære os nye sange og på at vi skulle finde tid til at være sammen.
P1090301

Jeg har skrevet om min mor før,om hendes sygdom, om bryllupsdagen, om min mor og hendes mor og om den ganske særlige dag, det blev, dagen efter min mor døde.