Julekalenderen 2017 4. december

I dag har for mit vedkommende bestået af møder, deltagelse i ny måde at holde tværfaglig teamkonference på og forsøg på at skrive en projektansøgning. Der er ingen penge i hverdagsbudgettet, så når der nationalt sættes penge af til projekter, skal det prøves, om vi kan få lov at være med.

Dagen i dag var også risengrødsdag. En af mine kolleger indførte, da hun kom til vores afdeling, at der i begyndelsen af december var risengrød til os alle. Det er et tilløbsstykke, selv min kollega, som fødte i fredags, dukkede op sammen med to andre meget gravide kolleger. Andre kom ind på deres fridage, bordet var fint pyntet og vi andre, der var på arbejde, tog det som vores frokostpause. Så vi skiftedes til at være med.

Der dukker spørgsmål op om min fars familie, så i dag har jeg lavet research i hans slægtsbog. Min far interviewede de 12 af sine søskende, der var levende, da han gik på pension som 60 årig. Og der er skønne beretninger om deres liv og også beretning om mine bedsteforældres liv, stykket sammen af hvad alle kunne fortælle.  Min bedstefar var 49 år, da min far blev født, og min bedstemor var 46 år. Min ældste faster var 25 år ældre end min far. Og de andre fordelte sig som værende henholdsvis 3, 6, 8, 10, 11, 13, 14, 16, 18, 19, 21, 22, og 23 ældre end min far. De kom alle ud at tjene, en del som 12 årige, en del som 14 årige efter konfirmationen og tre som 11 årig. Da min far er syv år gammel, er der ni søskende, som er 18 år og derover, så til daglig har de ikke været en kæmpeflok hjemme.

Min fars fortælling

Foråret var en dejlig tid. Der skete så meget. I haven og i læbælterne var der masser af fugle. Med skam at melde så huggede vi nogle af fugleæggene og ”udblæste” dem. Vi fik en hel samling af forskellige fugleæg. Senere når fugleungerne var udruget, kravlede vi op i træet til reden og så på disse hjælpeløse unger, men hvor var de ”kære”. Vi gjorde dem ingenting, for vi kendte jo versene: “I reden er der unger, og ungerne har dun. De pipper, de har tunger, og reden er så lun. Og de to gamle lærker, de flyver tæt omkring. Jeg tænker nok de mærker, jeg gør dem ingenting.”

Det var også dejligt, når søstre og brødre, der var ude at tjene, kom hjem på besøg. Megen snak var der, - og højt humør. Brødrene skulle sommetider prøve kræfter med hinanden i form af livtag (eller kaldte vi det ”krafttag”?). Sjov holdt de også med os – kunne hitte på at gemme sig nede bag tjørnehækken, inden de kom ind i gården. Når vi så kom ned i haven, rejste der sig pludselig en foran os, måske kom der en mærkelig lyd samtidigt, så vi blev forskrækkede.

Min fortælling

Som barn drømte jeg om at have en storebror, jeg syntes indimellem, at det var træls at være storesøster. Min ældste lillesøster og jeg er født med 21 måneders mellemrum, min lillebror er 5 år yngre end mig og mine to yngste lillesøstre er henholdsvis 9 og 12 år yngre end mig.

Forår for mig betød leg på gaden. Indtil jeg var 14 år, boede vi på Skolevej, hvor der var masser af børn på gaden. Der blev leget på tværs af aldre og familier, og her havde jeg større børn at se op til. Jeg tror, jeg var meget vedhængende, jeg elskede at gå sammen med de store piger og føle mig større, end jeg var. Vi legede sparke til dåsen, Antonius, hoppede i elastikker eller den anden leg, hvor man tegnede firkanter, som vi hoppede i. Kan I huske den leg, og hvad den hed? Vi havde også hønseringe, som vi legede med. der var også legen med bolden, som blev kastet mod muren i alle mulige variationer. Ingen gik i børnehaver (det fandtes ikke), mange af kvinderne var hjemmegående og resten havde som mine forældre ung pige i huset. Min første unge pige var min moster. Hun tog et år hos os, før hun blev uddannet som barneplejerske. Vores sidste unge pige havde vi året efter min konfirmation, derefter kom min yngste lillesøster i dagpleje hos en nabo.

Jeg nyder, at der endnu er lyst, når jeg får fri, luften trækkes dybt ned i lungerne på den korte vej op til bilen. Inden jeg er hjemme, er solen næsten væk og jeg når ikke at tage billeder af den smukke himmel, men jeg nyder den.

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

Julekalenderen 2017 3. december

Dagen på arbejdet er gået godt, der har været travlt, jeg har gået over 10.000 skridt, så kroppen er træt lige nu. Nordjyske havde i dag et læserbrev fra en pårørende, som takkede først hjemmeplejen og siden intensiv og vores afdeling. Det var med ord, som gør mig så stolt af min afdeling og mine kolleger.

På hjemvejen hørte jeg Brinkmann på P1, i dag talte han med en sorgforsker, og det var spændende at høre om blandt andet det skift, der er sket i synet på sorgen og sorgbearbejdelse. Hvor Freud mente, at den energi, man havde haft bundet i kontakten med den afdøde, skulle bruges på andet, så siger man i dag, at sorgen og savnet skal man lære at leve med side om side med det liv, man er i. Jeg er helt enig, sorgen og savnet skal finde sin plads, og det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan det gøres.

Da min mor døde, havde jeg så travlt med at være der for min far, så sorgen og savnet gled i baggrunden. I dag kan jeg godt savne hende, savne at kunne snakke med hende om alle de ting, hun var så optaget af. Hun var mit leksikon, min guideline, når der var noget praktisk eller kulturelt, jeg ikke kunne finde ud af.

Jeg har læst min Søsters hemmelighed af Tracy Buchanan, en rigtig god bog, som skifter perspektiv mellem nutidens hovedperson og datidens hovedperson, som er hendes mor. Nede i gangen står flere biblioteksbøger, men i aften tror jeg, at jeg laver en varm kop gløgg, smider mig under dynen og ser et enkelt serieafsnit, for stemmen er ru, næsen snøfter lidt og jeg er ikke helt tilpas. Det skal drikkes og soves væk, for der er endnu to arbejdsdage tilbage, før jeg holder fri.

Fars fortælling

Derhjemme havde vi høns. Æggene fra dem skulle gerne betale brugsregningen og købmandsregningen. En gang om ugen blev æggene gjort i stand og puttet i en kurv. Så gik turen ind til landsbyen, hvor æggene blev omsat til varer. Det var ugens højdepunkt. Med hjem var der altid et lyserødt kræmmerhus med bolsjer. Jeg kan endnu se kræmmerhuset ligge oppe på gardinstangen, som dengang var en lille træhylde, hvorpå gardinet var fastgjort. Fristelsen var stor, men højdeplaceringen eller respekten for, hvad der er mit og dit, bevirkede, at kræmmerhuset blev liggende i fred, indtil mor og far bød os et stykke.

Apropos hønsene. Ja så har vel nok hønsegården eller måske de steder under træerne, hvor høns med stærk ”udlængsel” fandt hen, været en dejlig legeplads om sommeren. Det var for øvrigt også en sport at finde de æg, som udløbne høns havde lagt.

Vi kunne også hitte på at lege med hønsene. Vi fangede en høne eller hanen, puttede dens hoved under den ene vinge og svingede den rundt 2-3 gange. Så sov den, og vi kunne lægge den på jorden; den blev liggende.

Min fortælling

Midt i min lille by lå købmandsbutikken med Købmand Jensen og fru Jensen bag disken. Her blev vi sendt ned for at handle ind, og så blev det skrevet ind i bogen. Som jeg husker det, blev regningen gjort op en gang om måneden, og der var det godt at være med mor hos købmanden, for så fandt købmand Jensen lidt lækkerier frem til børnene.

Vi havde også tjansen med at gå ned til mejeriet efter mælk. Den hvide spand med rødt låg blev fyldt op, og så skulle vi også have en flaske med kærnemælk. Om vi havde to små mælkespande kan jeg ikke huske, men jeg husker tydeligt den stramme lugt, der var på mejeriet. Jeg brød mig ikke om at drikke mælk,  på havregrød og frugtgrød gjorde det ikke noget. Derfor fik jeg lov til at drysse sukker i kærnemælken, så smagte den lidt som koldskål, og på den måde fik min mor lokket mælk i mig. Jeg husker også, at vi fik lov til at få Nesquick kakaopulver i mælken. Dengang var man ikke så sukkerforskrækket, vi fik dog ikke lov til at få franskbrødsmadder med puddersukker/sukker på.

Til jul var den bedste lækkerbisken at få en hel appelsin og så skære toppen af. Derefter fyldte vi den med sukkerknalde, og så sad vi der og suttede på hver vores appelsin.

Månen skinner rund og klar udenfor. Landmanden er ved at partere et rådyr til fryseren, og når jeg har hjulpet med at få det i fryseposer, står den på varme drikke og afslapning. God adventssøndag til dig (min adventskrans må vente til i morgen)

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

Julekalenderen 2017 2. december

Fredag aften blev tilbragt i hyggeligt selskab. To af mine kolleger havde slået deres runde fødselsdage sammen til en 70 års fødselsdagsfest for kkollegerne. Sikke en skøn aften med masser af god mad, snak, indslag og latter. Min chauffør og jeg skulle på arbejde, så vi måtte køre hjem før desserten (da var klokken 22.45). Det betød under fem timers søvn, men det er gået rigtig fint på arbejde. Selv om vi havde massiv sygemeldinger til denne weekend i alle vagtlag, og vi derfor i dagvagten havde to ukendte sygeplejestuderende som vikarer, så blev det en god dag.

Jeg nød at være i plejen, jeg nød den kontakt, jeg havde med patienter og pårørende, og jeg nød at få lov til at få alle kompetencer i spil.

Dagens julekalenderfortælling:

Min far fortæller:

Noget af det første, jeg kan huske, var vores lege i bl.a. laden. Her lavede vi huler i halmen, eller vi kravlede op på ”laiet” og balancerede henover bjælkerne i laden for så at hoppe ned i halmen. Uheldet var ude. Uheldigvis lå der engang en gammel fork uden skaft i halmen. En af grenene på forken fik jeg op i lysken på mit ene ben. Jeg kom over det uden men. Et andet uheld, som jeg husker meget tydeligt, skete ved hakkelsesmaskinen. Der skulle jo skæres havreneg til hestene. Den opgave havde K og E, selv om de begge var under 10 år. Desværre fik K sin ene hånd ind i valsen, og fingrene blev stærkt beskadiget. Den dag i dag kan man stadig tydeligt se, at fingrene havde været i maskinen. Hvis det var sket i dag, ville lægerne sikkert kunne ”reparere” hånden, så det ikke var til at se.

Jeg kan også huske, da jeg for første gang fik et par nye træsko – jeg havde nok tidligere gået i ældre søskendes aflagte træsko. Jeg var meget stolt af disse træsko, desværre var de vist lidt for store. I hvert fald skulle de byttes med KNs søns næsten nye træsko, som nok var lovlige små til ham. Jeg græd mine salte tårer over byttet, for jeg havde været så stolt af og glad for mine første ”helt nye” træsko.

Min fortælling:

Min barndom var også præget af leg. Dengang syntes jeg vist, at mine forældre bestemte meget, men lige nøjagtig med legene, så var det uden det opsyn, som der er i dag. Vi skulle bare være hjemme til spisetid (man lærte hurtigt klokken at kende). Vores vej løb parallelt med hovedgaden, som var hovedfærdselsåren fra Viborg til Randers. Vi fik strenge påbud om ikke at gå derned som små, og det overholdt vi, blot ikke min lillebror. Han gik ustandselig på afveje, og mine forældre kunne ikke få ham til at forstå det. Mine forældre havde taget det sidste nye med fra seminariet om børneopdragelse, blandt andet at man ikke slog sine børn. Alle sagde til dem, at de blot skulle give min bror et par smæk i bagdelen, så kunne han lære det. Han har ikke været mere end 4-5 år, og da de så besluttede , at de ville prøve det af, vendte den unge mand sig om, gik resolut ind i soveværelset, hvor hans lillesøster lå og sov og gav hende et par på hovedet. Som min mor sagde: vold avler vold.

Min legekammerat hed Ole, han var smedens søn, som boede lige overfor os. I deres have stod en gammel bil, som vi fik lang tid til at lege på, i og omkring. Senere da vi kom i skole og gik i klasse sammen, aftalte min mor og Oles mor, at jeg skulle læse lektier med Ole. Der var bare lige det, at jeg var en rigtig læsehest, og over hos smeden havde de nogle vældig gode tegneserier, og hans storesøstres bøger lå også på værelset. Så en dag da Oles mor ville kigge ind på værelset for at se, hvordan det gik med lektierne, sad Lene dybt opslugt i bøgernes verden og Ole? Han var hoppet ud af vinduet.

Julebilledet i dag stammer fra mit afhentningssted i går aftes, det lokale Jem og Fix. I dag nåede jeg at komme omkring Blokhus Lys og få købt mine adventslys, så er jeg klar til at kreere min advents”krans” i morgen.

Nu er jeg hjemme, vi skal have restemad til aftensmaden, så der er tid til boglæsning lige om lidt. God decemberaften til dig.

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

Julekalenderen 2017 1. december

Det’ jul, det’ cool lyder højst sandsynlig allerede i radioen. Jeg har længe taget forskud på julefilmene på Tv3puls. Heldigvis er vi nået til genudsendelserne fra sidste år og i år, så jeg behøver ikke at sidde klinet op af skærmen. Jeg ejer ikke en optagerfunktion, så jeg må være der, når lejligheden byder sig.

Den ene computer har fundet accuradio med julesange. Det lytter jeg til, mens dette indlæg skrives. Men det er ikke jul endnu, julen er d. 24. december og 12 dage derefter. Denne tid er derimod den søde ventetid, adventstiden, og jeg elsker den.

Jeg savner at blogge regelmæssigt, jeg savner den kontakt, der engang opstod, men må også erkende, at der er meget, som er meget nemmere. Instagram, snapchat, facebook, podcast, online-mediatjenester, alt sammen noget hvor vi selv, i lighed med blogverdenen, bestemmer, hvornår vi er på. Jeg er faldet i en seriegryde, og har i den grad dyrket binge-watching. Det skal være slut nu, for når jeg nærmest ikke kan løsrive mig fra den lille skærm, fordi jeg lige skal se, hvordan O’Malley, Stevens, Yang, Grey og Karev klarer den, så er det for meget (ja jeg har først opdaget den serie nu, og ja, der er 14 sæsoner!), og jeg kravler op af gryden nu!

Jeg vil tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

Min far fortæller:

Mor og far havde købt en lille ejendom under 2. verdenskrig. Ca. 20 tdr. land, et husmandssted, skulle give føden til en stor børneflok på 15, hvoraf jeg var den yngste. Far var jo uddannet som snedker og tømrer og kunne derfor tjene penge ved at lave snedker – og tømrerarbejde på gårdene som hjælp til at mætte de mange munde. Mor passede med hjælp fra os børn dyrene, og når vi drenge var blevet gamle nok (7-8 år), kunne vi lave meget af markarbejdet: pløje, harve, tynde roer osv. Det var en selvfølge at vi deltog i det daglige arbejde.

Jeg blev født i 1931 i en tid, hvor stor arbejdsløshed og økonomisk krise i landbruget var de hårde kendsgerninger. Landbruget fik lave priser for sine produkter, og det kunne mærkes i de små landbohjem. Uheld i besætningen, f. eks hvis en ko blev syg og døde, kunne betyde, at der ikke var penge til terminen og måske slet ikke til at købe en ny ko for. Jeg har oplevet at min mor og far græd, fordi de havde mistet en ko. Men børn er jo fantastiske til at indrette sig efter de forhold, der er. Mors og fars sammenhold og deres omsorg for os børn gav trods fattigdom stor tryghed og meget varme i vort lille barndomshjem.

Min fortælling:

Mine forældre blev færdige som lærere sommeren 1956. Livet stod foran dem med alle muligheder, de glædede sig til ikke at have eksamener og læsning/undervisning hængende over hovedet. Min mor glædede sig til, at de skulle være langt mere kulturelle, og at de nu skulle opleve noget. De havde været to steder for at søge jobs, på Fyn og i Midtjylland. De endte med at vælge en lille by mellem Randers og Viborg, og det blev den by, som blev rammen for deres liv sammen og rammen for min barndom/ungdom.

De boede i et lærerhus, som kommunen ejede. Der var mindst fem huse på Skolevej, hvor lærere boede. Den vej blev min barndomsgade. For det unge lærerpar (22 og 25 år) kom ikke til at leve det søde uforpligtende liv som nybagt lærerpar, jeg meldte nemlig min ankomst, absolut ikke planlagt, men alligevel så velkommen når nu det skulle være. Jeg har altid følt mig elsket og tryg, og det er absolut ikke alle børn, der får lov til at opleve sådan en opvækst. Det er jeg taknemlig for.

1.december 2017 er i gang, landmanden er på jagt, jeg har fridag og har besøg af klaverstemmeren. for selv om jeg ikke får spillet på klaver, så står det smukke klaver, som jeg købte, da vi var unge og nybagt landmandspar, her stadig. Og måske får jeg en dag sat mig ned og får genopfrisket og indlært nye spillekundskaber, måske. Det er godt at have drømme. Må din første december være god ved dig og give plads til drømme.

Feriebilleder

Ferien lakker mod enden, heldigvis er der knyttet en mandagsfridag på, så jeg kan nyde denne weekend med masser af aktivitet og så slappe af mandag.

Der er ryddet op i skabe, som har givet plads til at få andet væk fra gulvene på værelserne, det føltes godt at køre på genbrugspladsen med en bilfuld smid-ud-ting.

Torsdag eftermiddag og aften var forbeholdt mine kolleger. Et medicinalfirma inviterede til undervisning ved en læge om Stroke - fra trombocytter til trombolyse. Ja Stroke i stedet for apopleksi, for en del af de toneangivende overlæger har besluttet at bruge ordet Stroke, fordi apopleksi ved folk alligevel ikke hvad er og det er også tit forbundet med nogen, der bor på plejehjem, slagtilfælde ved man heller ikke hvad er, mange tror det er et krampetilfælde, blodprop eller blødning i hjernen fanger mange ikke og tror man snakker om blodprop i hjertet. Så de mener, at det engelske ord Stroke skal bruges, det bliver det i mange ikke-engelsktalende lande, netop fordi man gerne vil signalere en forskel fra tidligere, at nu har vi at gøre med en akut sygdom, som der for det meste kan gøres noget ved, hvis man reagerer i tide. Undervisningen foregik i en Skybox på Aalborg stadion.

Hjemme opfyldte landmanden mit ønske om at få lys udenfor til denne weekend, han er ellers af den mening, at det skal ventet til december måneds adventstid. Så datteren kørte ind på en gårdsplads med masser af lys i går aftes.

Der var lun te og hjemmekogte klejner til aftenteen og vi hyggede os til langt over midnat.

Mit indre vækkeur kunne dog ikke omstilles, så jeg vågnede lidt før syv. Nåede at lave vildtlasagne og sætte det i ovnen, fodre hund, lufte hund og tømme postkasse, førend de to andre stod op. Kulden bed i næsen og de oversvømmede marker så smukke ud med frost på vandet og sol på himlen.

Dagen  i dag har budt på julemarked, men det må komme i et andet indlæg. Nu sover datteren trygt i sofaen, landmanden ser fjernsyn og jeg slapper af foran skærmen. Alt er godt. God lørdag aften til dig.

Når jeg kigger ud

• ser jeg træerne tegne en smuk silhuet mod morgengryet. Skyerne er der flest af, men himlen maler små lysstrejf mellem og bag skyerne. Kartoffelhusets tag spærrer for det fulde udsyn, men skaber også kontrasten til morgengryet.
• kan jeg ikke se landmanden. På den her tid af året vil han enten være i kartoffelhuset og sortere eller i gang med mange af de ting, som hører landmandslivet til. I dag holder han gåsejagt sammen med to jagtkammerater. Gæssene har i stor stil slået sig ned på en af vores marker. Men der er da også føde nok i år, vi har en mark med kartofler, som aldrig kom op. Og rundt omkring os er der desværre landmænd, der har meget mere end en mark tilbage med kartofler.
• kan jeg have svært ved at koncentrere mig om udsynet, for Ayla hyler så højt, at det er lige før, det summer for mine ører. Hun er helt klart utilfreds med, at hun ikke skulle med på jagt.

• fra min indre verden, fyldes jeg af taknemlighed over, at jeg er til. Jeg elsker de to linjer fra Lars Lilholts sang, som jeg valgte til mit blognavn og undertitel: Underet er, at vi er til – og der er intet jeg hellere vil. Der er dage, hvor jeg har svært ved at være grundglad. Der har været dage igennem længere tid, hvor jeg tænkte, hvorfor kan jeg ikke være glad, når jeg er alene, kun når jeg er sammen med andre. Det arbejder jeg på at ændre, jeg har arbejdet med det på den måde, som jeg nåede at læse i et interview, at Elisabeth Gjerluff Nielsen gør (jeg fordrev ventetiden hos fysioterapeuten med et blad): at forsøge at give det til andre, som jeg selv længes efter, men også at ændre min egen indstilling. Og i i disse dage er jeg faktisk glad, også når jeg går her alene og rydder op.

• bag mine sygeplejerskebriller, kan jeg blive umådelig trist over de vilkår, sygeplejersker skal arbejde under. Det gør noget ved krop og sjæl. En kollega fortalte, da vi diskuterede forståelsesrammen Fundamentals of Care, at hendes mand, som er portør, var kommet med en patient til en afdeling, som afdelingen ikke havde hørt om. Som sygeplejerske hader vi den situation, vi vil gerne være forberedte, så vi har en plads klar og en kollega klar til at modtage patienten. Men jeg hader endnu mere, hvis patienten får den følelse af ikke at være velkommen. Så jeg og mange andre er rigtig gode til at tage pokeransigtet på, hilse pænt på patienten og sige; et øjeblik, så skal jeg finde ud af hvor du skal være. Og så styrter man ind , ringer til forvagten og spørger ind til, hvem patienten er og hvad vi skal være opmærksom på. Nogle gange viser det sig, at patienten slet ikke skulle have været hos os, andre gange havde lægen midt i travlheden med de næste patienter glemt at melde patienten til os. I den fortælling, min kollega fortalte, skete det her ikke. Derimod kiggede sygeplejersken op fra sin computer og sagde; hvad er det, du kommer med? Så er man kommet langt fra sin sygepleje og det at møde hver enkelt patient som et menneske, der har sin helt egen historie. Tænk at blive omtalt som noget, nogen kommer med. Jeg ønsker ikke for mig selv eller andre, at vi skal komme dertil, at vi ikke ser vores patient som et menneske, men mere som en opgave på vores tjekliste, som vi skal nå.

• fra min tankeverden og skal omsætte den til ord, så glæder en pårørendes ord mig. Jeg havde glemt at ønske ferie, men kunne mærke (og min ledelse vil også gerne have min ferie fordelt ud over ferieåret), at jeg trængte til ferie. Den eneste uge, hvor jeg kunne gøre det uden at aflyse møder/undervisning, var denne. Jeg havde dog min undervisning sammen med en diætist til patienter og pårørende, den havde jeg ingen andre, der kunne overtage. Så det afholdt vi i går eftermiddag, formen var den vanlige med 1 time med diætisten, pause med mulighed for at blive vejet og så en halv time med mig om det at have haft en blodprop/blødning i hjernen og hvad det er, der typisk kan fylde, når man kommer hjem. Alle sagde pænt farvel og tak for i dag, men en mandlig pårørende gav mig et fast håndtryk og sagde; du ved meget, men du er også god til at forklare det. YES!!! Det er den bedste kompliment, man kan give mig som sygeplejerske. For hvad nytter det, at jeg ved meget, hvis det, jeg siger, er uforståeligt og ikke overførbart til patientens/pårørendes hverdag.
• vil jeg gerne ønske for dig, at du må en god torsdag med plads til glæde ved livets små hverdagsundere.

Snak og oprydning

Søndagens besøg af mine to søstre bød på snak, fra de kom til de gik. Vi snakkede over brunchen, vi snakkede os igennem ni kilometers gåtur, vi snakkede mens vi drak te og spiste lækker lun kringle (søsters hjemmebag efter vores mors opskrift). Jeg måtte af og til stoppe op og bede dem om at lægge mærke til udsigten, mens vi gik, for ellers tror jeg, vi var kommet hjem, uden at de havde ænset omgivelserne. Der var medvind på stranden, så det var timet godt, og det var en skøn søndag. Min mellemste lillesøster er i gang med afgangsprojekt i diplomuddannelse, det er en hård omgang, når den tages på deltid samtidig med, at hun har et fuldtidsjob på en efterskole. Min ældste lillesøster er i gang med et modul på kommonomuddannelsen på akademiniveau, også på deltid kombineret med en travl arbejdshverdag. Så de sørger for at holde deres hjerne i gang.

Min hjerne er også i gang, men på et andet niveau, jeg rydder op/ud i skabe for rydde op i værelserne, så de kan se rare og indbydende ud, når nu børnene kommer hjem i løbet af de næste par måneder. Vores søn kommer hjem til juleaften og rejser derefter til Norge for at fejre juledagene sammen med svigerdatteren og familie (hun skal arbejde juleaften i Danmark). Svigersøn og datter er endnu ikke afklaret om, hvor juleaften skal tilbringes, men datteren kommer hjem i næste weekend. Og jeg får alle fire at se, når jeg (alene, for landmanden kan ikke) drager til hovedstaden i december for at være sammen med hele min familie.

Alle remedierne fra pyntning af bryllupsteltet står stadig på gulvet i det ene værelse, men nu har jeg taget engangslysene og puttet dem i et sylteglas, for at den sidste energi kan bruges på at lyse op for os i denne mørke november måned. Det får mig til at smile, og så kan de blive afløst af kogler og lyskæder på et tidspunkt.

Lyset udenfor lokker, jeg vil hellere gå en tur end rydde op (og især tage beslutninger om at smide ud). jeg snupper dog lige en time mere, førend jeg må tage traveskoene på. God tirsdag til dig.

Strabadserende

Mit hjerte hamrede af sted, det var på overarbejde. Det samme var lungerne og muskulaturen omkring dem. De gjorde, hvad de kunne, for at jeg kunne få ilt ud til alle muskler. Jeg kunne i den grad mærke, at jeg var i live, kortvarigt tænkte jeg på, om hjertet kunne holde til denne anstrengelse. Men jeg stolede på mit hjerte og tænkte, det var godt for det at få lov til at arbejde igennem.

Anledningen var afprøvning af den gårute, mine to søstre og jeg skal gå i dag. Vi tre var hverdagsteamet for vores far, dvs. det var os, der i begyndelsen besøgte ham en hverdag hver uge og  vi tog også en weekend i hver måned. Vores yngste lillesøster og vores bror, som begge bor i København, tog sig af andre ting og besøgte vores far på skift hver måned. Det samarbejde fungerede fint, men da vores far døde, blev vi tre jyske søstre enige om, at vi ville mødes hos hinanden et par gange om året og gå en længere tur sammen. Vi mødes også hele familien to gange om året for at holde fast i det sammenhold, vores forældre gjorde meget ud af at bygge op.

Jeg har ikke fået cyklet på min fine mountainbikecykel (landmandens gave til min fødselsdag) siden i sommerferien. Den blev stående i sommerhuset, da vi tog hjem, fordi jeg vidste, at i hverdagen får jeg ikke cyklet, og fordi området omkring sommerhuset er ideelt til sådan en cykel. Det var skønt at cykle igen, det var skønt at få fart på. Det var skønt og nervepirrende at cykle nedad smalle stier og skulle stole på balanceevnen og håndbremser, som jeg ikke er vant til. Og det føltes godt at udfordre mig selv opad de stejle veje, om jeg nu kunne finde ud af gearsystemet og komme helt op uden at stå af (det lykkedes nu ikke altid)

Det blev dog også hårdere, end jeg havde beregnet, for jeg blev nødt til at tage hele ruten op over klitterne, da jeg ikke kunne finde smutveje på tværs af stisystemet og blinde veje bag klitterne (havde glemt kortet, og googlemap viste ikke stisystemet). Det var tungt at trække cyklen på smalle stier i sandet og opad stejle klitter.

Der var strid modvind, da jeg kom ned på stranden. Den var kun den halve bredde af, hvad den plejer at være om sommeren, men der var stadig fin plads. Jeg opgav at cykle og trak cyklen det meste af vejen. Mørket kom hurtigere, end jeg havde troet, så på vejen hjem af de kendte veje fra stranden til sommerhuset var jeg glad for, at jeg ikke mødte nogle bilister. Jeg havde hverken refleksvest eller lys på, kun reflekserne på cyklen. Nu ved jeg så , at mørket sænker sig klokken 16 her midt i november.

Hjemme i sommerhuset tændte jeg op i brændeovnen, lavede varm hyldebærsaft og hyggede mig indendøre, mens blæsten tog mere og mere til. Det føltes godt (og ømt) at prøve mig selv af på en anden måde end med gåture. Husk det, Lene, du kan sagtens på vinterfridage tage op og sætte hjerte og lunger på arbejde, det føles godt bagefter.

God søndag til dig, jeg vil glæde mig selv med forberedelserne til den brunch, mine søstre og jeg skal nyde, før vi begiver os ud i sommerlandet.

Det kom bag på mig

Min ældste lillesøster havde gjort mig opmærksom på, at man søgte raske personer, som bekymrede sig om at få Alzheimers sygdom, til et forsøg med forebyggende medicin. Man skulle være fyldt 60, så hun var udelukket, men jeg kunne jo være med. Jeg læste om det, man skulle igennem blodprøver, test og scanninger, før man startede med medicinen. Det lød som noget, jeg ville deltage i. Jeg opfyldte betingelserne, jeg havde en nært beslægtet, som havde haft Alzheimers sygdom, så jeg sendte mail af sted.

I mandags på vej ned til hyggetur med min søster ringede projektsygeplejersken så, vi talte sammen og hun fortalte lidt mere om forsøget. Udover de undersøgelser, jeg havde læst om, skulle man også have taget en rygmarvsprøve, hvor væsken blev undersøgt for bestemte proteiner. Det kendte jeg godt til, jeg har selv været med til at tage de prøver hos mennesker, som var i en demensudredning.

Det medicinske forsøg er et fase 3 forsøg, altså sidste trin før medicinen bliver godkendt, og selvfølgelig også et randomiseret blindet forsøg, som er den bedste gyldige måde at teste nyt medicin på. Det vil sige, at jeg enten får det virksomme stof eller et snydestof og ingen ved, hvad det er jeg får. Jeg ville kun komme til at deltage i forsøget, hvis svarene fra alle undersøgelserne indikerede, at jeg var i risiko for at få Alzheimers sygdom.

Det sidste kom bag på mig. Lige der i bilen kunne jeg mærke en modstand inden i mig. Og den modstand var jeg nødt til at tage mig af, før jeg sagde ja til noget, så vi aftalte, at jeg skulle ringe tilbage, når jeg var afklaret med dette.

Jeg fik talt med min søster den dag, jeg har talt med min mand, jeg har talt med min leder, som også er min bedste sparringspartner, og så talte jeg med vores overlæge med speciale i demens. Min mand syntes, jeg skulle deltage, for jeg vidste jo i forvejen, at jeg havde en risiko. Min søster syntes ikke, jeg skulle deltage, det ville fylde for meget i mig.

Forskningssygeplejersken havde sagt, at man ville se efter, om der var en øget forekomst af proteinerne, men at det ikke var det samme som at man ville få Alzheimers sygdom. Og der kunne jeg mærke, at det kunne jeg ikke tro på, jeg ville tænke, at så fik jeg Alzheimers sygdom. Det kunne godt være, at jeg ville være 90 eller 100 år, men at jeg ville få det på et tidspunkt. Og min frygt gik på, at det ville fylde så meget hos mig, at det ville ødelægge det liv, jeg lever nu.

Det er jeg så også kommet frem til, at det vil det gøre, for godt nok kan man ikke sige det 100 %, men noget tyder på, at hvis man har den øget forekomst af proteiner, så vil sygdommen komme på et eller andet tidspunkt. Det kan godt være, at man når at dø inden da, så den aldrig kommer, men jeg ved det jo ikke.

Og lige der kan jeg mærke, at jeg ikke skal deltage. Jeg ville så gerne bidrage til forskning i denne sygdom, jeg ville så gerne bidrage med viden, om den medicin virkelig kan gøre en forskel, men jeg kan ikke. Jeg har altid sagt, at jeg ikke ville screenes for noget, man ikke kan gøre noget ved, så vil jeg hellere forebygge. Og overlægen fortalte mig, at det ser ud til, at mennesker generelt får sygdommen længere henne i livet, og at det fokus, der generelt er på sundere livsstil, hjertekarsygdomme og motion, måske er årsagen.

Så det er det jeg gør. Jeg vil fortsætte med mit fokus på de fem råd fra Nationalt videnscenter for demens.

• Hold hjernen aktiv, lær nyt og hold dig i gang hele livet
• Vær social – dyrk oplevelser og gode grin med venner og familie
• Bevæg dig – motion er sjovt  og godt for både hjernen og vægten
• Drop tobakken, drik mindre alkohol og spis sundt – det er godt for hele dit helbred
• kontroller blodsukker, kolesteroltal og blodtryk – det gavner både hjerne og hjerte

Jeg har efterårsferie nu, dagen er startet regnfuld og mørk, samme sindstilstand har jeg været i, men ved at skrive og samtidig lade lyset vinde magt udenfor, så er sindsstemningen blevet lysere. I morgen skal jeg gå en lang tur sammen med to af mine søstre, det bliver så godt. Må du få en god lørdag med plads til smil og gode grin.

Jamen jeg har det godt

Nu hvor min søster følger min blog og bruger manglende indlæg som barometer på min sindstilstand, må der hellere skrives.

Hun ved nu godt, at jeg har det godt, for jeg var sammen med hende mandag, og det var en skøn dag. Solen skinnede så smukt, så da jeg var på vej ned til vore forældres gravsted, ringede hun for at høre, om vi ikke skulle gå en tur ved en af søerne i Viborg. Det havde jeg selv tænkt, og jeg havde også nået at tjekke at turen omkring Søndersø var på 5, 7 km. Det er jo ingenting for to raske kvinder, så det besluttede vi os for.

Walk and talk er et genialt begreb, motion, nærvær, frisk luft, nærvær, samvær, nærvær. Det er en humøropkvikker uden lige. Bagefter fandt vi en cafe, fruen i Midten havde anbefalet. Vi havde nu været der før, fandt vi ud af. For 9½ år siden, da vi sammen med vores far havde udvalgt en gravsten til vores mor. Cafe Morville var et udmærket bekendtskab, selv om vi bagefter fnisede som to skolebørn, fordi tjeneren lige var lidt for meget på sin overstrømmende facon.

Heldigvis havde vi valgt en let menu, det gav plads til varm kakao med softice i stedet for flødeskum og flødeboller dertil et andet sted i byen på vej til næste punkt. Min søster havde fundet et galleri, som havde åbent på en mandag, så vi fordybede os i de to kunstnere, de havde udstillet. Det var sjovt som billeder, der først frastødte mig, endte med at få mig til at blive betaget af dem.Og så elskede vi de små keramikfigurer, som havde de skønneste ansigtsudtryk og som var fanget i eget sinds boble.

Vi nåede også at snuse i butikker, og vi tænkte fuldstændig det samme om vinterens mode, det er KEDELIGT med sort, brun, og andre mørke farver. Vi bliver nedtrykt af de farver, vi vil have kulør på tøjet!

Tirsdag og onsdag er gået med lynets hast på arbejde, egentlig burde jeg forberede mig færdig til dagen, jeg har sammen med de kliniske vejledere i morgen. Jeg tror dog, jeg vælger tidlig sengetid, når jeg har trykket udgiv. Madpakkerne til landmanden er smurt, huset er gjort klar til rengøring, jeg har fået min daglige portion af halvdårlige, romantiske julefilm (det er derfor jeg ikke får blogget), vasketøj er lagt sammen. Det efterlader tid i morgen tidlig til de sidste tanker om mit punkt på dagsordenen i morgen.

Må du sove godt og må din dag i morgen blive god ved dig.

Weekendsyslerier

For andre vil dette her ikke være syslerier, men det er det for mig, lutter gode ting. Andre forbinder det  at sysle med noget, man laver med sine hænder, f.eks havearbejde, strik, bagning osv. I følge sproget.dk betyder det at sysle at beskæftige sig med noget, især lettere uforpligtende gøremål.

Hvad betyder så gøremål? Det betyder mindre opgave, dagligdags aktivitet. Hvad betyder så aktivitet?  Det kan være en slags handling, som nogen tager initiativ til eller noget man deltager i eller noget man er beskæftiget med eller at noget er i funktion.

Dermed konkluderer jeg at starte lørdagen i nattøj med te og gode artikler om sygepleje til mennesker med apopleksi er at være beskæftiget med lettere uforpligtende gøremål, altså at sysle. Bagefter tog jeg til Aalborg og indløste et gavekort, men så var jeg også træt, så jeg nåede lige at købe te og gå en anden vej ned til bilen, inden jeg vendte hjem til min sofa, mine artikler, en norsk klejne og masser af te.

Senere kom landmanden hjem fra jagt, vi spiste rester og masser af is, han så fodbold og jeg opdagede at Tv3puls er gået i gang med de halvdårlige, romantiske julefilm, så det brugte jeg min aften på. I pauserne læste jeg artikler, for det var så spændende at læse.

Først havde jeg læst artikler fra den verdensomspændende sygeplejesammenslutning, som har sat fokus på Sygeplejen. Hvad er god sygepleje, hvad forstår sygeplejeforskere og sygeplejeteoretikere ved god sygepleje, hvad forstår patienterne ved god sygepleje. Det har ført til beskrivelse af en forståelsesramme for sygeplejen, så vi har mulighed for at beskrive vores sygepleje ensartet. For sygeplejen er usynlig, både blandt politikere og blandt sygeplejersker. Vi har rigtig svært ved at sætte ord på vores sygepleje, det bliver ofte de instrumentelle ting, så som at løbe til trombolyse og give akut medicin eller at koordinere. Men den sygepleje, der er med til at sikre, at patienten føler sig tryg, får nok at spise og drikke, føler sig velsoigneret, føler sig set som et menneske, føler sig klar til at leve sit liv med de handicap/udfordringer, den pågældende sygdom har medført blandt andet pga. god information, der tager udgangspunkt i patientens liv; den sygepleje har vi svært ved at beskrive.

Og derfor var det utroligt spændende at læse artikler fra et pH.d. projekt, hvor en dansk sygeplejerske har sat fokus på sygeplejens rolle i rehabilitering til mennesker med apopleksi og hvordan patienterne opfatter det. Det er fuldstændig de samme punkter som patienter med andre sygdomme i andre lande har peget på. DET synes jeg er spændende, og så begynder mine tanker at kredse sig om, hvordan jeg får det formidlet til mine kolleger. Hvordan fanger jeg deres opmærksomhed i en travl hverdag? Vi gør det godt, vi gør det rigtig godt, vi får mange tilbagemeldinger fra patienter og pårørende om nærværende og empatisk sygepleje, men der er også emner i de artikler, som peger på noget, vi er knap så gode til.

Søndagen startede med french toast, vi skal jo have brugt de mange æg, vores høns lægger, til noget. Derefter gik jeg fem kilometer i solskin og nød at lade tankerne flyve. Nu er der printet flere artikler ud, og jeg ærgrer mig over, at Glostrup ikke ligger ved siden af Aalborg, for så skulle jeg til pH.d forsvar. Min leder har godt nok tilbudt, at jeg kan bruge en arbejdsdag på det og at hun vil undersøge, om der er en fond, der kan betale flyturen, men jeg kan mærke, at det skal jeg ikke. Selve projektet er på vej til mig i bogform, så der er skabt en kontakt til forskeren, der måske kan bruges senere hen. Nu kan jeg dykke ned i de sidste artikler, som endnu ikke er publiceret og finde nogen, der vil sparre med mig om sygepleje.

Inden min sofa og jeg har et rendezvous, vil jeg en tur i IKEA, jeg elsker at gå i den butik.Jeg elsker alle deres sjove løsninger, jeg skal dog bare have en loftlampe eller to. Jeg har også planer om at bage æbleskiver (æggene skal jo bruges), nu får vi at se. Det kan være, energien er brugt, når jeg kommer hjem.

Billederne til dette indlæg stammer fra min beslutning om at gå en anden vej til min bil i går. Jeg er vild med, at nyt byggeri har valgt beholde de gamle huses stil med forskellige farver. Og så tænker jeg på, om den altan nogensinde blev brugt dengang huset blev bygget. Husene lå jo lige så tæt den gang. Man kan få meget ud af at gå en anden vej og kigge op i stedet for at kigge på sin mobil. God søndag til dig.

Fredagens små tanker

De nye høreapparater er sat i, de bliver nok først rigtig testet, når jeg skal på arbejde igen på tirsdag. Ja! Jeg har fire fridage, det er da til at holde til.

Turen til Thisted gik stille og roligt, mens dagen fik lyset frem, og jeg drak te og tænkte. Enten bedøver jeg tankerne med musik og serier eller også går jeg så langt ind i tankeverdenen, at jeg har svært ved at komme ud derfra igen.

Jeg var i god tid, så ved Vejlerne gjorde jeg holdt, iagttog himlen, som antydede, at det vist var mere end langsom dagning, der var på færde med den mørke himmel. Og ganske rigtig, det lynede, tordnede og regnede, da jeg parkerede, så jeg blev lidt i bilen, drak det sidste te og spiste en ostemad.

Mine nye høreapparater er en lille smule større end de gamle, så de kan lidt mere. Jeg kan selv skrue lidt op og ned, ligesom jeg har fået to programmer, som kan hjælpe til at fokusere lyden fra en samtaleperson ved støj omkring os og lyden fra en foredragsholder. I weekenden måtte jeg hele tiden sige; hvad siger du, til stuegang, og det er irriterende. Den ene læge var træt og dermed blev hans i øvrigt gode danske sprog knap så godt formuleret og med lav stemmeføring. Den anden læge har en tendens til at tale lavt og ikke så artikuleret (det synes jeg er meget gældende for den unge generation – hold da op som jeg nu lød gammel). Jeg er dog åben om mit hørehandicap og er den første til at grine, når jeg hører helt galt. I søndags havde jeg åbenbart mange gange bedt den unge læge om at gentage sig, så på et tidspunkt sagde han meget højt: jeg siger karrene, lillemor. Hold nu op som vi grinte, og jeg især fordi han normalt er en meget pæn og korrekt ung mand, så det var helt skønt at høre ham gøre grin med mig på en kærlig måde.

Det irriterer mig, at jeg ikke får udnyttet mine fridage bedre. De går med det, der skal gøres (indkøb,opvask, tøjvask, oprydning, madlavning/madsmøring, kontor osv) og resten af tiden, som faktisk er en stor del, visner jeg i en sofa foran en skærm. Jeg prøver at omfavne denne ugidelige Lene, prøver at være veninde med hende og sige, at det er åbenbart er det jeg trænger til. Jeg håber godt nok snart, jeg kan tage mig sammen til at få mit hjem til at blive mit hjem igen med værelser, skabe og skuffer, som ikke er fyldt med alverdens tingeltangel (jeg har f.eks ikke pakket kasserne ud fra bryllupsweekenden eller fundet plads til datterens ting fra studielejligheden). Jeg gad da også godt få strikket min kjole færdig eller begynde på et sjal, eftersom jeg nu har forlist begge mine hjemmestrikkede sjaler.

I morgen, hvis dagsformen ellers er til det (læs hvis jeg gider trække i pænt tøj og køre af sted), vil jeg køre ind til storbyen og kigge tøj. Jeg har stadig gavekort, der skal bruges. I dag fik jeg brugt et gavekort til lækker creme/læbepomade i Matas, det glæder jeg mig til at bruge, når frosten kommer igen. Og på mandag skal jeg mødes med min ældste lillesøster i Viborg, hvor vi skal hygge os med galleribesøg, frokost og forhåbentlig også lidt shopping. Jeg glæder mig. Og skulle du have gode anbefalinger til cafeer, seværdigheder eller andet, der skal opleves i Viborg, så kom bare frem med dem. God fredag til dig.

Gangarter

Vi stod ved automaten, hvor brugte uniformskitler skal puttes i. Det tager sin tid, for hver del skal registreres, og på det tidspunkt vil alle gerne hjem. Normalt er der ikke særlig megen snak mellem alle. Men det kom der, fordi en sygeplejerske sagde til en bioanalytiker, kom du bare foran mig. Sidstnævnte råbte så til sin kollega, som var på vej væk, vent nu på mig, her er en, der var sød til at lade mig komme først, hvorpå hendes veninde sagde med et grin, ja, det havde jeg aldrig gjort. Det udløste latter i køen, og en ping-pong dialog mellem hende og os andre om, at vi ville huske hende og aldrig lade hende komme først i køen /det har du fuldstændig ret i, det ville du aldrig gøre. Alt sammen med en kærlig tone og en tone, der indikerede, at nu havde vi fri, vi har overskud til latter og godmodige drillerier.

Den sygeplejerske, som havde haft overskud i køen, gik foran mig ud til parkeringspladsen, hun havde en speciel gang. Faktisk så det ud, som hun var dårligt gående, måske havde ondt, men hun gik i højt tempo og så på ingen måde forpint ud. Jeg blev bevidst om min egen gangart, jeg gik lettere foroverbøjet, som om jeg kom hurtigere frem ved at læne mig frem, hovedet var som altid skudt frem (ikke en god stilling for nakkemuskulaturen). Jeg er helt sikker på, at mine søskende ville have genkendt min fars gang i mig. Jeg rettede mig op, skød hovedet tilbage (ligesom jeg gør nu, hvor jeg bliver bevidst om min hovedstilling)

Tirsdag er fridag, jeg har booket tid til plasmatapning, det er længe siden. I sommer kunne jeg ikke overskue det, siden hen fik jeg en borreliainfektion og måtte ikke. Nu er det tid til at komme tilbage på sporet på alle måder. I går skyndte jeg mig at komme i vandreskoene og gå en tur, inden jeg fik sat mig ned efter arbejde. Det skal jeg huske i eftermiddag, når jeg kommer hjem, for formiddagen har været fyldt med kontorarbejde, stille og roligt arbejde, som ikke forbrænder kalorier eller gør mig forpustet.

Håber du får pulsen op i dag på den gode måde. God tirsdag til dig.

PS billederne er fra eftermiddagsgåturen i går.

Vil du med på en visuel gåtur?

Weekenden har været god, travl, men på den gode måde. Godt nok måtte jeg tage en 12 timers vagt lørdag, men det gav så meget mening, fordi jeg var ansvarshavende i dagvagten og derfor tog al stuegang. Så da jeg gik hjem klokken 19, var al stuegang gået. Jeg ved godt, at vi burde dele det ud på flere sygeplejersker, men dels frigiver vi tid til patienterne på denne måde i weekenden, dels var jeg sammen med to helt nye kolleger og to “vingeskudte” dygtige erfarne kolleger, og de kunne bedre håndtere at være sammen med patienterne og oplære de nye kolleger.

Morgendagen står der også arbejde på, og jeg mangler lidt forarbejde til et møde, som jeg ikke nåede fredag. Nu har jeg spist kage og brygget ny te, så det vil jeg hygge mig med.

Jeg prøver at være god ved mig selv ved at komme ud og gå lige efter arbejde. Det lykkedes i dag, og den milde luft sammen med de sidste rester af solens stråler gjorde mig godt.

De kalorier, jeg måtte have forbrændt, er allerede indtaget igen. Jeg havde rundstykker med hjem fra mit bidrag til morgenbordet på arbejde (der var rigeligt med rundstykker, to af lægerne havde også rundstykker med), og landmanden havde rundstykker samt kage tilbage fra sin fasanjagt i dag. Jagtselskabet havde vist også haft rigeligt at spise. Så vi har fået nok hvidt brød og kage i dag. Godt det er hverdag i morgen. God aften til dig.