Mandag aften lokkede landmanden mig på tur. Vi havde læst om den hollandske fisketrawler, som var gået på grund ved Nr.Lyngby. Det måtte vi se. Først kørte vi ud ved Furreby og så hvordan to slæbebåde forsøgte at trække trawleren fri fra sandet.

Dernæst kørte vi ned på stranden (sammen med mange andre) for at se skibet på tæt hold. Jeg var træt, fordi jeg havde sovet dårligt om natten og samtidig var jeg nervøs for, at vi pludselig blev lukket inde mellem mange andre biler og ikke kunne komme fra stranden i ordentlig tid, så jeg kunne få sovet før næste arbejdsdag. Så da klokken var passeret 21, ville jeg gerne hjem. Andre, som vi kendte, havde gjort det til en udflugt med kaffe og brød og sad i sandet og nød synet af arbejdende skibe og folkemængden. Jeg tror gerne, landmanden havde gjort det samme, og jeg tror helt sikkert, det ærgrede ham, da han næste dag læste, at trawleren blev trukket fri en time efter vi var kørt. Vi havde blot ikke taget te med og jeg kunne næsten ikke hænge sammen mere, så sådan blev det.



Hundene undrede sig over al den halløj og havde mere travlt med at se på alle de andre hunde. Da vi kørte hjem på stranden fra Løkken, fik de lov til at komme ud på et folkeøde sted og bruge noget energi. De hygger sig sammen både herhjemme og i sommerhuset.
En nat oppe i sommerhuset, da jeg skulle på mit vanlige toiletbesøg, undrede jeg mig over, hvor Dexter var henne. Ayla sov sødt, som vanligt tæt på landmanden. I sommerhuset sover de i kurve inde på vores værelse, men efterhånden som de er blevet mere voksne, har vi ikke døren lukket til køkken/opholdsrum mere. De respekterer nemlig, at de må være i den del af rummet med klinker på gulvet og i den anden del med trægulv og sofaer skal de ikke komme. Den nat kiggede Dexter dog på mig fra den ene sofa, hvor landmanden plejer at sidde. Først da jeg skældte ud, hoppede han nonchalant ned igen og gik hen på klinkegulvet. Så sov vi med lukkede døre igen.

Vi havde en forrygende dag i går på arbejde, jeg tror alles hjerneceller var på overarbejde og alles kroppe var trætte. Vi gik fra overbelægning til at overflytte/udskrive 2/3 af patienterne. Og det var ikke patienter, som selv kunne klare sig, så der skulle ansøges om blebevillinger, der skulle sendes i læssevis af elektroniske breve af forskellige typer til kommunerne, der skulle pakkes remedier til en uge og medicin ikke at forglemme. Samtidig med skulle vi passe alle patienterne, gå stuegang med lægerne og for mit vedkommende blev jeg involveret i meget af det, fordi disse udskrivelser som sagt er meget komplekse og jeg har skrevet instruksen for den type udskrivelser. Jeg skulle egentlig gå kl 14, fordi jeg dagen før havde arbejdet ni timer. Det kom jeg så ikke til, men som min leder sagde, du ser meget rolig ud. Det var jeg glad for at høre, for min hjerne var i den grad på arbejde for at finde gemt viden rundt omkring i hjernelagrene. Men jeg fandt dem og jeg havde helt lyst til at sige som Lotte fra Ballademagergade : jeg kan jo alt :-)

Det kan jeg ikke, men sammen med mine kolleger kan jeg nærmest alt. De gør mig stærk og klog, jeg er så taknemlig for at være på en afdeling, hvor jeg kan sige om hver og en af mine kolleger, at de er dygtige, de er omsorgsfulde og deres mål er at hver patient skal føle sig godt behandlet, set og mødt der hvor de er. Noget helt andet end de klip jeg så i går i nyhederne fra et plejehjem i Århus. Jeg kunne ganske enkelt ikke holde ud at se på det, så jeg lukkede mentalt ned for det til sidst og skal ikke se udsendelsen på torsdag. Det er så sørgeligt, at man kan behandle ældre mennesker, som er afhængige af os, på denne måde. For at vi skal kunne have et værdigt liv, også når vi bliver afhængige af andre, kræver det, at de andre opfører sig værdigt og husker at se det menneske, de skal hjælpe, som et menneske. Vi skal huske at være medmenneskelige.

Nu er regnskabet for det første halvår gjort klar til momsafregning. Huset mangler lige at blive gjort klar til rengøring, men når det er gjort, vil jeg nyde aftenen og se frem til endnu en dag på arbejde i morgen sammen med skønne kolleger.