torsdag, juli 11, 2013

DET SIDSTE FARVEL

til det hus, som jeg flyttede ind i omkring min 14 års fødselsdag, blev ikke helt, som jeg havde håbet. De kommende ejere havde fået lov af min bror til at gå i gang og var i fuld sving. Det betød at  jeg konstant havde  tre børn omkring mig, som ville vide, hvorfor jeg tog de bøger, og hvor jeg havde boet osv. Derudover ville deres forældre gerne snakke og fortælle, hvad de ville lave i huset, og hvor glade de var for huset. Så der var ikke ro, der var ikke tid til at dvæle en sidste gang ved minder om mine teenageår i huset, mine børns mange ferier hos mormor og morfar og de mange familiekomsammener. Nu er det slut, jeg er glad for, at huset er solgt, jeg er glad for, at det er en børnefamilie, der flytter ind, og jeg er glad for at se, hvor meget de tre børn på 4, 6 og 8 nød huset. Nu står der så bare hobevis af kasser og venter på, at jeg begynder at sortere. Jeg har bare ikke energi til det, jeg orker ikke at bruge min ferie på det.

I stedet for har jeg vasket tøj, vasket motorcykeltasker og alt er blevet lufttørret. Når man har arbejdere lige uden for sin terrasse, så smider man sig ikke i bikini. Og jeg er jo sådan en, der helst sidder i skyggen, så meget af min tid er brugt foran computeren med film og bloglæsning. Der er hentet bøger fra biblioteket. Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg ikke ville læse flere Ken Follett bøger end den første, men andres omtaler af Giganternes Fald fik mig til at låne den. Motion er ikke eksisterende, men i dag skal det være. En aftentur oppe ved sommerhuset har jeg planlagt. Først skal traileren dog tømmes for min søsters møbler, hussalget gik så hurtigt, da det endelig skete, så hun er på ferie. Alle mine søskende er ude af landet i denne uge, så jeg smutter en tur ned til min far i dag.

Jeg er blevet bedt om at komme med udtalelser om plejehjemmet til en ny brochure, og jeg kan kun give det min varmeste anbefaling, hvis man har en dement pårørende i nærheden af Viborg. Som jeg skrev i min mail:

    Jeg er sygeplejerske og arbejder med mennesker med hjerneskade. Det har derfor været en stor lettelse og samtidig også en stor glæde at se, hvor højt et fagligt niveau, der er på Sct. Kjeldsgården. De enkelte beboere bliver mødt der, hvor de er. Min far er gået ind i musikkens verden, efterhånden som sproget er forsvundet, og personalet har formået at bruge musikken til at takle de udfordringer, der er, når et menneske ikke mere forstår det talte sprog. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det, at man på Sct. Kjeldsgården har prioriteret at have sygeplejersker og mange social og sundhedsassistenter ansat på hjemmet, er med til at højne kvaliteten af sygeplejen.

Det er min faste overbevisning, at ved at ansætte mennesker med en uddannelse, hvor kobling af teori og praksis vægtes højt, og hvor man får en viden om søge viden, så får man mere for pengene. Viden ændrer sig hastigere, end bøger kan følge med til, så det er nødvendigt at kunne forholde sig kritisk til al den viden, som publiceres på nettet, også i de videnskabelige databaser. Derudover kræver det også, at man har værdier (ikke blot på papir men i praksis) som respekt, empati og medmenneskelighed. Tilføj engagement, nysgerrighed, lyst til udvikling og medarbejderglæde, og en skøn arbejdsplads er skabt, som er til glæde og gavn for beboerne/patienter.

Ha en god dag.

P1060137

P1060138

Og billederne har intet med indlægget at gøre, men de vidner om et forældrepar, som stimulerer deres børns fantasi og som ikke blot køber dyrt legetøj og DVDer, men bruger sig selv og omgivelserne til at lære deres børn at se det sjove og fantastiske i hverdagen.

16 kommentarer:

  1. Det er et lidt sørgmodigt farvel, og det var synd, du ikke fik fred til at dvæle lidt med minderne.

    Ken Follett skal da ædes råt og med hud og hår! Han har skrevet gode, bedre og bedste bøger, men ikke en eneste dårlig; Giganternes Fald hører til blandt de bedste. Hvorfor ville du kun læse én af ham? Brød du dig ikke om ham? Hvad var det for en?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg læste Jordens søjler, og jeg syntes den var for lang og jeg blev træt af middelaldertidens udnyttelse af bønder, så jeg er vist ikke til historiske bøger, der foregår i middelalderen. Forsøgte mig med Havets katedral (af anden forfatter) inden jeg skulle til Barcelona, og opgav ret hurtigt :-)
      Giganternes fald valgte jeg, fordi vi nu var tættere på nutiden, og indtil nu hænger jeg da ved.

      Slet
    2. Måske 'London Kalder'? Den er oppe ved 2. verdenskrig og er dokumentarisk. Hugget fra Saxo: En ung dansker falder i 1941 over en mystisk installation på den jyske vestkyst og bliver en vigtig brik i Englands forsøg på at mindske tabene ved bombetogterne. Han kommer i kontakt med modstandsbevægelsen og må under en dramatisk flyvetur bringe beviserne til London.

      Slet
    3. Ellen, den må jeg tjekke, men først gælder det gigantbogen :-)

      Slet
  2. Ofte får man ikke helt den tid der er behov for når der skal siges farvel, men det må være dejligt at tænke på, at der igen skal gjalde af lykkelige barnestemmer i huset.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, og det var det sidste jeg holdt fat i på vejen hjem :-) Men jeg blev så stresset af de voksne, som slet ikke gav min mand og jeg rum til at få snakket sammen, så jeg har fået slæbt en masse med hjem, som jeg nok ville have ladet stå (det var nemlig en del af aftalen at det måtte vi, når de ville rykke ind, førend de havde overtaget det officielt)og måske har jeg ladet noget stå, som jeg ville have haft. Any way, et kapitel er slut, og nu kan vi koncentrere os om vores far.

      Slet
  3. Jeg kan godt forstå, at du gerne ville have været alene i den situation. Det må have været svært at foretage en masse valg, samtidig med at skulle være samtalepartner for nogle fremmede børn og voksne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henny, det blev en mærkelig afsked, men jeg er dybt taknemlig for at huset er solgt og egentlig er jeg den, der er mindst knyttet til huset, så jeg undrer mig over min reaktion efterfølgende :-)

      Slet
  4. Det var en lidt underlig afsked med huset! Men du vil garanteret gå det igennem i tankerne mange gange. Det gør jeg med mine morforældres hus, som har været revet ned i mange år. - Hvor er det dejligt, at der findes de gode plejehjem, når vi har brug for dem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, jeg kommer helt sikkert til at gennemgå huset igen i tankerne. Og det burde være en selvfølge at alle plejehjem var gode steder, som vi føler os trygge ved.

      Slet
  5. Synd at du ikke fik lidt tid til at sige farvel for dig selv, men du kan trøste dig med at de nye ejere er lykkelige for huset. Det lyder som et dejligt sted din far er nu og skønt at der bliver brugt ressourcer på meget personale og uddannelse så beboerne kan få det godt, det er jo desværre ikke tilfældet ret mange steder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Annemarie, vi er så glade for at det er en børnefamilie, fordi vi selv synes det var et skønt sted for os selv og vores børn :-) Nej kommunerne prioriterer ikke faglig viden højt på deres plejehjem, desværre.

      Slet
  6. Et indlæg med mange kloge tanker om både livets første og sidste tid. Mon ikke du vil få taget din afsked i ro og fred, når du skal pakke dine kasser ud og får tingene i hænderne.

    Jeg håber, du bliver draget ind i familierne i Giganternes fald og får lyst til at læse videre i Verdens vinter. Den er næsten endnu bedre, efter min mening.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg tror, der kommer mange tanker frem, når kasserne skal pakkes ud. bogen har fanget mig, måske er jeg bare ude af træning lige nu med at læse romaner. De sidste mange uger har det været ugeblade som supplement til opgavelæsning :-)

      Slet
  7. Dejligt at vide at din far er et sted med kompetente og skønne personaler.

    Og selvom det var en ønkeafsked med huset, kan det måske glæde at de nye indflyttere var så glade for det, at de brug for at dele :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, det er vi også rigtig glade for, og ja jeg er glad for at en ny familie kan se det dejlige i huset :-)

      Slet