PYRENÆERNE, DAG 1

Når man er syv mennesker, der skal finde hotelværelser efter klokken atten, vælger man ofte det sikre. De billlige kædehoteller i udkanten af de større byer. Alle har vi haft held med tidligere at søge på GPSen og tage små hoteller i små landsbyer, men på denne ferie var der ikke tid til at køre fra landsby til landsby for at finde hotel. I Narbonne lå et IBIShotel tæt på motorcykelværkstedet, det passede perfekt. Heldigvis kunne værkstedet finde fejlen og udskifte batteri. Det gjorde så, at dagens tur blev to en halv time forsinket. Det første stykke gik ad motorvejen til Perpignan, og overalt i Frankrig skal man betale for at køre på motorvej, så vi blev efterhånden rutineret i at snuppe billetter og betale fra motorcyklens sæde, ikke fordi vi kørte hele tiden på motorveje, men fordi motorvejene var den hurtigste måde at komme fra et område til et andet.

Da vi svingede fra motorvejen i Perpignan, kom bjergene hurtigt til syne. Modsat alperne er Pyrenæerne mere frodige at se på.

At sidde på en motorcykel er skønt, og faktisk får jeg tænkt meget på sådan en tur. Selvom vi har samtaleanlæg, kan vi sagtens køre mange timer uden at tale sammen, og så findes der ikke bedre sted at lade tankerne flyve, mens omgivelserne nydes.

Også her var der snoede veje op ad bjergene.

Vi nåede Andorra gennem en tunnel, hovedvejen gennem Andorra gik gennem byerne, som nærmest smelter sammen. Vi valgte at tage en afstikker, egentlig for at se på en gammel rolig by, men nutiden havde indhentet byen, så det der stod i bogen, passede ikke mere. Vi fandt aldrig de gamle stenhuse, men masser af nybyggeri. Til gengæld fik vi en smuk rute gennem Andorra.

På den anden side af Andorra ligger Spanien. Vi skulle køre langs nationalparken, og det blev en rigtig smuk tur.

Overalt i Pyrenæerne blomstrede gyvelbuskene og lyste smukt gult op.

Nu er vi vist ved at nå toppen af et pas, sneen er endnu ikke smeltet på de sider, der vender væk fra solen.

Nede fra bjerget var klokken ved at være midt aften, der havde lynet lidt, himlen så mørk og truende ud. Endnu manglede vi et pas, før end vi var i den franske by, vi havde planlagt at overnatte i. Men siden landmanden og jeg blev fanget i et uvejr på vej over et pas, fordi vi ikke lyttede til de lokale, har vi lovet os selv aldrig at udsætte os for det mere. Så vi foreslog de andre, at vi skulle forsøge at finde et hotel i den spanske by, vi var kommet til. Det var de andre med på, og så gik jagten efter en sted for natten.