DET SIDSTE FARVEL

til det hus, som jeg flyttede ind i omkring min 14 års fødselsdag, blev ikke helt, som jeg havde håbet. De kommende ejere havde fået lov af min bror til at gå i gang og var i fuld sving. Det betød at  jeg konstant havde  tre børn omkring mig, som ville vide, hvorfor jeg tog de bøger, og hvor jeg havde boet osv. Derudover ville deres forældre gerne snakke og fortælle, hvad de ville lave i huset, og hvor glade de var for huset. Så der var ikke ro, der var ikke tid til at dvæle en sidste gang ved minder om mine teenageår i huset, mine børns mange ferier hos mormor og morfar og de mange familiekomsammener. Nu er det slut, jeg er glad for, at huset er solgt, jeg er glad for, at det er en børnefamilie, der flytter ind, og jeg er glad for at se, hvor meget de tre børn på 4, 6 og 8 nød huset. Nu står der så bare hobevis af kasser og venter på, at jeg begynder at sortere. Jeg har bare ikke energi til det, jeg orker ikke at bruge min ferie på det.

I stedet for har jeg vasket tøj, vasket motorcykeltasker og alt er blevet lufttørret. Når man har arbejdere lige uden for sin terrasse, så smider man sig ikke i bikini. Og jeg er jo sådan en, der helst sidder i skyggen, så meget af min tid er brugt foran computeren med film og bloglæsning. Der er hentet bøger fra biblioteket. Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg ikke ville læse flere Ken Follett bøger end den første, men andres omtaler af Giganternes Fald fik mig til at låne den. Motion er ikke eksisterende, men i dag skal det være. En aftentur oppe ved sommerhuset har jeg planlagt. Først skal traileren dog tømmes for min søsters møbler, hussalget gik så hurtigt, da det endelig skete, så hun er på ferie. Alle mine søskende er ude af landet i denne uge, så jeg smutter en tur ned til min far i dag.

Jeg er blevet bedt om at komme med udtalelser om plejehjemmet til en ny brochure, og jeg kan kun give det min varmeste anbefaling, hvis man har en dement pårørende i nærheden af Viborg. Som jeg skrev i min mail:

    Jeg er sygeplejerske og arbejder med mennesker med hjerneskade. Det har derfor været en stor lettelse og samtidig også en stor glæde at se, hvor højt et fagligt niveau, der er på Sct. Kjeldsgården. De enkelte beboere bliver mødt der, hvor de er. Min far er gået ind i musikkens verden, efterhånden som sproget er forsvundet, og personalet har formået at bruge musikken til at takle de udfordringer, der er, når et menneske ikke mere forstår det talte sprog. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det, at man på Sct. Kjeldsgården har prioriteret at have sygeplejersker og mange social og sundhedsassistenter ansat på hjemmet, er med til at højne kvaliteten af sygeplejen.

Det er min faste overbevisning, at ved at ansætte mennesker med en uddannelse, hvor kobling af teori og praksis vægtes højt, og hvor man får en viden om søge viden, så får man mere for pengene. Viden ændrer sig hastigere, end bøger kan følge med til, så det er nødvendigt at kunne forholde sig kritisk til al den viden, som publiceres på nettet, også i de videnskabelige databaser. Derudover kræver det også, at man har værdier (ikke blot på papir men i praksis) som respekt, empati og medmenneskelighed. Tilføj engagement, nysgerrighed, lyst til udvikling og medarbejderglæde, og en skøn arbejdsplads er skabt, som er til glæde og gavn for beboerne/patienter.

Ha en god dag.

Og billederne har intet med indlægget at gøre, men de vidner om et forældrepar, som stimulerer deres børns fantasi og som ikke blot køber dyrt legetøj og DVDer, men bruger sig selv og omgivelserne til at lære deres børn at se det sjove og fantastiske i hverdagen.