tirsdag, juli 23, 2013

NAPOLEONS TRÆER

Efter vores lille omvej til Col d'Aubisque drog vi mod nordvest for at køre dagens oprindelige rute. Vores MCkammerater var allerede i gang, og planen var, at vi skulle mødes om aftenen i Royan. Sådan skulle det ikke gå.


Franske bygader kan godt opleves snævre, fordi husene ligger tæt til vejen og de ofte er omgivet af store mure. Her var det dog naturen, der gjorde vejen snæver.


Endnu havde vi bjergene med os, men snart skulle vi begive os ud mod det flade område ved Atlanterhavet.


Når man hjemme planlægger en tur, kan det være svært at tage højde for al ting, og en af de ting, vi ikke kunne læse i bøger eller se på kort, var hvor befolket det område, som en gang var gold, nu var blevet. Og de havde masser af rundkørsler med mange forskellige udsmykninger.


Området ændrede sig, da Napoleon besluttede, at der skulle plantes masser af fyrretræer, det holdt på sandet og området blev opdyrket og blev til et rigtig turistområde med masser af mennesker OG trafik. Billedet nedenunder kunne lige så godt være taget ved Rødhus, men det er i Frankrig tæt på Atlanterhavet.


Husene ændrede også karakter, der var lidt mere farve på dem, og der var haver ud til vejene.


Men havet kunne vi ikke se andet end glimtvis, så til sidst styrede vi resolut motorcyklen ned til en strand, for Atlanterhavet ville vi se. Her nød vi en is, lidt frugt og masser af vand.


Herefter startede så trafikmylderet, vi havde lagt ruten midt i turistområdet og nu ville vi gerne tværs over til Bordeauxområdet, men det var lidt svært at overskue, hvordan vi skulle ændre ruten. Vi var trætte, der var stadig lang vej til endestedet. Vi valgte at holde os til ruten, og undervejs fik vi melding fra de andre, at den sidste færge fra Bordeauxområdet til Royan var klokken nitten, den tog de. De var røget ind i samme trafikmylder som os. Vi kunne så vælge at køre nedenom Bordeaux og op til Royan eller finde et hotel nær færgen og sejle over næste morgen tidlig. Vi valgte det sidste. Jagten gik nu på et hotel, og det var slet ikke så let, vi nåede dog, mens vi kørte rundt, at se utallige vinmarker og store og små Chateauer. Vi havde håbet, de andre havde fået tid til besøg på en vingård, men desværre havde trafikmylderet også drillet dem, så det må vi alle have til gode til en anden tur.


Efter vi næsten havde overset et hotel, som lå i et industriområde, fandt vi klokken kvarter i lukketid (hotellerne lukker tidligt syntes vi) et hotel. I byen havde vi set en MacDonald, den fik lov til at servere aftensmad til os klokken ti om aftenen. Det er nok en af de bedste burger, jeg har fået. En lækker grovflutes med sprød skorpe og med to bøffer, kartoffelrösti og sennepsdressing indeni. Vi var så trætte, at der måtte både is, sodavand og pommes frites til burgeren, for at vi følte os tanket op. Billedet taler vist for sig selv. Og ja jeg kørte hele dagen med kontaktlinser, men de kom ud, så snart vi havde fået et bad om aftenen, for jeg havde svært ved at læse uden sollys.

Bad blev der ikke noget af den aften, vi faldt omkuld i sengen og sov. Vi skulle tidligt op næste morgen, for vi havde en færge, der skulle nås, så vi kunne holde udenfor de andres hotel i Royan klokken halvni.

Hvis dette er dit første indlæg om vores knap 5000 km på motorcykel på ni dage rundt i Frankrig, kan du læse mere, hvis du trykker på etiketten Frankrig 2013 i sidemenuen.

19 kommentarer:

  1. Dejlig tur, men det lyder også som en tur hvor I har travlt for at nå det hele.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, de andre dage blev ikke oplevet som travle, hvorimod denne blev, nok pga den megen trafik . I bagklogskabens lys ville jeg i dag lave en anden rute, men det kan jeg jo netop kun fordi vi allerede har kørt den ;-)

      Slet
  2. Badede I? Atlanterhavet er p....koldt ved Bordeaux, måtte jeg engang konstatere.
    Selv McDonalds er fransk præget, kan jeg forstå ... jeg har aldrig selv prøvet, men det kan man åbenbart godt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, nej det gjorde vi ikke, dels er det besværligt med al det motorcykeltøj, dels havde vi heller ikke nogle håndklæder med :-)

      Slet
  3. gode billeder af et område jeg slet ikke kender noget til, og så vil jeg blot konstatere at man er meget træt, brugt og småsulten hvis man er i frankrig og overlader det til en McD at levere maden. Men godt I i det mindste ikke blev skuffede over dén servering :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak overleveren, generelt lukkede restauranterne tidligt i de små byer vi var i, og i denne by orkede vi end ikke at søge efter nogle ;-)

      Slet
  4. Jeg har fulgt med på hele turen og nydt din ferie og de dejlige billeder :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt Pia, og ja du var røget i mit spamfilter, øv, men nu er du reddet :-)

      Slet
  5. Trods træthed og uforudsete forhindringer lyder det nu dejligt med frihed til at ændre planer og rute efter forholdene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, vi ændrede ikke så meget,det skulle vi nok have gjort :-)

      Slet
  6. Man kan ikke tage højde for alt, og du ser nøjagtig lige så træt ud som jeg har også været nogle gange når vi har kørt langt. Og i en snæver vending kan man godt overleve på burgermad når der ikke er andet at få. ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Annemarie, træt kan man hurtigt komme til at se ud og burgermad er godt på visse tidspunkter :-)

      Slet
  7. Jeg har også fulgt med jer på hele turen og set alle dine lækre billeder. Det er jo som at være der selv - mange tak.

    Man skal vist være meget sulten og træt for at vælge McD-mad i Frankrig, men det var godt, at det var tilpasset de lokale forhold.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Hanne, selv i Frankrig er madsteder blevet meget turistpræget, især når man ikke har tid til at lede efter de gode steder, så McD.mad var godt :-)

      Slet
  8. Wow - ja, det var da noget af en dag! Forstår godt, du ser træt ud!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det blev en lang dag så så ser man sådan ud :-)

      Slet
  9. Endnu en dejlig rejseberetning.
    Og McD-burgeren kan jeg levende forestille mig gjorde godt. Med fritter :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Eva, fritterne var vigtige :-)

      Slet
  10. Ja, i forhold til andre billeder af dig selv, som du har ladet os se på bloggen, så ser du en anelse mere træt ud her, synes jeg nok. Og det er der jo så også en god forklaring på.
    I har godt nok fået kørt meget og gennem mange forskellige områder; det har været skønt at følge.

    SvarSlet