PYRENÆERNE, DAG 2

Det var gråt og diset, da vi kørte fra Spanien til Frankrig. Et eller andet sted undervejs gik grænsen, men den så vi aldrig. Blot vidste vi, at Bagneres de Luchon var fransk og en kurby med varme kilder.

Snart kom solen frem mellem skyerne, kursen var sat. I dag ville vi over tre af de pas, som ofte er med i Tour de France: Col d'Aspin, Col de Tourmalet og Col d'Aubisque. Vi glædede os, men skyerne hang lavt, så måske ville toppen blive uden udsigt. Vi måtte så sørge for at nyde turen undervejs.

 
På vej til Col d'Aspin kom vi over et andet pas, Col de Peyresoude, også her hang skyerne lavt.

 
På vej op til Col d'Aspin undrede vi os over en autocamper, som havde slået lejr på en lille rasteplads ved vejen. Men snart gik sammenhængen op for os, for på hver en plet langs vejen, hvor der kunne stå en autocamper, stod der en, og andre kørte rundt og søgte efter gode steder at slå lejr. Der var fire dage til, at Tour de France skulle over Col d'Aspin, men man skal åbenbart være tidligt ude for at sikre sig en god plads. Vi blev hyldet af en franskmand, som vist havde kigget dybt i vinflasken, som om vi var  seje cykelryttere. Jeg håber, at han opnåede at se cykelløbet.

Jeg elsker at køre i bjergene, jeg elsker fornemmelsen af at kigge op og næsten ikke kunne se vejen, der snor sig langs bjerget. Jeg elsker at se tilbage og se vejen, vi har kørt på.

Tågen indhyllede toppen, men vi håbede alligevel, at den ikke var for massiv.

Motorcyklerne placeret ved beviset for at vi nu havde nået toppen. Hvor er den fjerde motorcykel tænker du måske? En af kørerne har en kronisk sygdom, som gør, at han nogle dage må ændre planer, og således denne dag. Han og hans kone trillede derfor stille og roligt til endemålet for denne dag, Lourdes og ville sørge for at booke hotel til os andre.

Skyerne hang ikke lavere, end at vi godt kunne se noget af udsigten fra toppen. Vi satte os på motorcyklerne og var klar til næste mål, Col de Tourmalet, først ville vi dog se på nogle drypstenshuler, dem hører du om i næste indlæg. I dette indlæg hopper vi frem til næste top.

Det gjorde vi så ikke. Tågen indhyllede os efterhånden så meget, og luftfugtigheden i tågen gjorde, at dråber konstant faldt på visiret, og i kombination med den nedsatte sigtbarhed fik vi sværere og sværere ved at orientere os.

 
Vi stoppede op ved det første sted, hvor vi turde at stoppe uden at blive ramt af biler/motorcykler. En hurtig rådslagning afgjorde, at ingen af os ønskede at risikere noget ved at køre videre. Vi kunne ikke se, når vejen svingede, vi kunne ikke se, når der kom en tunnel i klipperne. Og som den anden kvindelige bagsædepassagerer sagde; hun havde tænkt på min beretning om Timmelsjochpasset og hvordan jeg hele vejen op havde spurgt mig selv, hvad gør jeg dog her, når jeg har børn hjemme i Danmark. Vi kan godt lide at udfordre os selv, vi kan også godt lide at køre stærkt ind imellem, men vi har ingen intentioner om at sætte vores liv på spil. Så landmanden og jeg kørte forrest ned ad bjerget igen. Vi havde begge kontaktlinser i og kunne derfor lade visiret stå åben, og dermed havde vi bedre udsyn. De andres briller duggede til, så de måtte have visiret nede og så tørre det med mellemrum. Katastrofelysene blev tændt. Vi var ikke de eneste, der vendte om, og bag os kørte en gendarmerbil, ligelede med katastrofelysene tændt. Cyklister på vej op troede nok, at vi overdrev, vi syntes, de satte deres liv på spil ved at fortsætte. De var i hvert fald svære at se i tågen.

Nede igen fortsatte vi forbi drypstenshulerne for at finde et sted at spise. Og dernæst var kursen sat mod pilgrimsbyen Lourdes.

Kursen for min dag i dag bliver en gåtur, gerne ved vandet og klargøring til at vores børn kommer hjem på ferie i næste uge, jeg glæder mig. Håber du har noget at glæde dig til. God søndag til dig.