MENTOR

Gennem længere tid har vi drøftet, hvordan vi kunne forbedre introduktionen af vore nye sygeplejersker. Virkelighedens verden blev tit, at de efter et par uger blev kastet ud i selvstændige arbejdsfunktioner, som af og til kunne tage pippet fra dem.

Vi besluttede at indføre en mentor ordning, hvor de bliver koblet på en sygeplejerske, evt. flere her i ferietiden, i en måned og følger hende. Mentoren er koblet på i et halvt år, og der bliver holdt samtaler efter 14 dage, tre og seks måneder.

De sidste par dage har min nye sygeplejerske fået lov til at være på egen hånd hvad angår stuegang, medicin og planlægning af dagen sammen assistenten. Hun har nydt det, jeg har så været backup, når hun har haft brug for det. Hun synes, det har været så skønt at mærke, at vi ikke forventede, at hun skulle gøre ting alene, men da hun så endelig blev ”sluppet fri”, så var det ren nydelse. Se, det var jo lige det, vi havde håbet på.

Og nu er jeg træt, otte dagvagter, to fridage med besøg hos min far og flytning for datter, varme og manglende nattesøvn har sat sine spor, så jeg glæder mig til min fridag i morgen, før det går løs med aftenvagterne.

SOMMERSØNDAG

Vi er jo nogle, der arbejder på sådan en varm søndag, så vi har svedt med anstand, haft alle vinduer åbne, og jeg måtte også lige ud og trække frisk luft efter at have hjulpet en patient med et brusebad i et meget lille badeværelse.


Landmanden var på motorcykeltur, så jeg skyndte mig hjem, ud på terrassen, nu skulle der solbades.

Det duer jeg ikke til i sådan en varme, så jeg tog kameraet og gik på fotosafari på sommerhusgrunden.


Selv på en lille plet kan mikromiljøet være spændende at studere. Der var travlhed på alle fronter, så jeg blev helt forpustet.


Og dagen sluttede af med en motorcykeltur til Løkken, en stor isvaffel og en tur ud på molen.

EN BETTE SMUTTUR

Datteren havde, mens vi var på ferie, fundet værelse og job i København, Landmanden sukkede dybt, hvorfor dog København, var Århus ikke bedre? Der var i hvert fald ikke så langt dertil!

Forrige fredag smuttede vi lige til København og hentede hende hjem til weekenden, samtidig hentede vi også min far hjem fra hans ferie over there.

I går gentog vi så smutturen. Trailer blev lejet, hentet og læsset med møbler torsdag aften og klokken 5 fredag morgen drog vi af sted fra Nordjylland.

Te og ostemadder blev nydt på vej nedover Jylland, og Storebæltsbroen er smuk sådan en tidlig solskinsmorgen.


Der blev slæbt, og vi var taknemlige for, at lejligheden lå på første sal ;-)

Siden blev Ikea besøgt, og alle faldt for et skab, som de så ikke lige havde i Gentofte, men i Tåstrup har de mange, så af sted til Tåstrup.

Tidsrammen begyndte at skride, men vi skyndte os, hylder blev hængt op, og så kom vi til skabet!

Hold da op, hvor var der mange dele, det tog os en evighed at samle skabet, men nu står det i København, og klokken lidt i alt for mange drog vi af sted til Nordjylland.

Lillebæltsbroen er smuk i solnedgang.


Og sengen var god, da jeg kl. 1.15 lagde mig på den, og den var ekstra god, da uret ringede kl. 5.30 i morges, men dagvagten er gået godt, og eftermiddagen er tilbragt på langs med lukkede øjne. Næste Københavnertur må gerne vare lidt længere.

ØV

Nu er jeg hjemme, har tid til at blogge, for landmanden ser cykelløb, man kan jo ikke køre midt i programmet, og så ligger mine kabler til kamera og mobil i sommerhuset!

Så billederne fra gåturen til stranden i aftes må vente, og billederne fra smutturen til København i fredags må også vente.


Arbejdslivet er begyndt igen, jeg har fået mere energi igen, det kan jeg mærke, men de kloge hoveder har ret, når de anbefaler tre ugers sammenhængende ferie, to uger er for lidt.

Vi kan godt få tre uger, men så skal vi lægge ferien før og efter uge 26 – 34, og der har min kære mand ikke tid, så jeg glæder mig til en uge i august og nyder mine dejlige unge kollegers professionelle indsats. Jeg er så stolte af dem, de er engagerede, tænker og overvejer mange etiske aspekter af sygeplejen og vil gerne lære mere.

Vores ferie til Østrig bliver ved med at dukke op som dejlige minder. I dag under cykelløbet sad landmanden og tænkte på, hvordan det var at køre den strækning på motorcykel, og fruen her har jo, som skrevet før, lagt planerne om motorcykelfotograf ved Tour de France på hylden.


I stedet for tager jeg på videreuddannelse som apopleksisygeplejerske. Jeg har tidligere taget et kursus fordelt på 4 tredages moduler på Hammel neurocenter. Nu har de strikket et nyt kursus sammen, som jeg er blevet lovet ikke blot er gammel vin på nye flasker, men skulle give mig ny viden. Det glæder jeg mig til.


Og så skal jeg på visit på et andet sygehus og fortælle om vores tjeklister og observationsskemaer, og med det samme dukker det velkendte spøgelse op, hvad kan jeg sige? Vil de ikke synes, at det er gammelt nyt, men spøgelset bliver skubbet ind i skabet, for de har selv bedt om undervisningen, og vel kan vi tilbyde dem noget, men vi kan jo også lære noget af dem, så jeg glæder mig.

Forventningens glæde er ganske særlig, jeg har og har haft meget at glæde mig til privat, men jeg kan mærke, at det er længe siden, at jeg har glædet mig til noget på arbejdsfronten, det gør jeg nu, og det er skønt!

HØJDEPUNKT

Østrigs højeste bjerg hedder Grossglockner, og det havde jeg glædet mig til at køre opad og nedad. Da jeg var barn, var min mor på tyskkursus i Mayrhofen, mens min far passede os to piger på campingpladsen, og imellem lektionerne fik vi tid til lidt sightseeing. En af dagene skulle vi op af et stort bjerg, men halvvejs oppe blev det så tåget, og regnen satte ind, så vi opgav at komme videre. I min mors dagbog stod der, at min søster og jeg ikke var utilfredse, for vi nåede at slås i sne med vore forældre midt om sommeren.


Denne sommer var der ingen regnvejr, og tågen kom og gik, så vi fik en god tur. Netop denne dag kørte man Østrig rundt (cykelløb) over Grossglockner, så vi overhalede mange seje cykelryttere. Efter vores oplevelse over Timmelsjoch var det her en ren fornøjelse, og der var udsigt for alle pengene.



Oppe på Franz Josefs Höhe var der fyldt med turister, vi var ikke de eneste, der havde fået den ide.
Nogle tog trapperne ned for at komme tæt på gletscheren, vi nøjedes med at betragte den fra oven.


På skråningerne levede murmeldyrene, og de var også vant til at blive fodret af turisterne, men vores æbleskrog kunne de bedst lide, så vi fik lang tid til at gå med at beundre de sjove dyr.


Vi havde hørt, at det var en krævende tur, men vi syntes, det var ren nydelse, hårnålesvingene var ikke nær så giftige som ved Timmelsjoch.

UDSIGTEN 2

Jeg klager ikke over udsigten.



Dagen i dag er blevet tilbragt på gården, det er ikke fordi jeg har været særlig arbejdsom, men jeg opdagede, at morellerne var modne, så den lange stige er fundet frem, og lidt har jeg da fået plukket.


Om lidt når landmanden er færdig med at slå græs, henter han den rigtig lange stige, så vi kan komme i toppen af træet. Indtil da har jeg fået besked på ikke at falde ned, for han slår græs ude ved vejen.

UDSIGTEN

Der er dage, hvor min indre udsigt er bred og vidtrækkende, der er dage, hvor den er snæver og jeg kun ser slugter og forhindringer.

Udsigten på ferien manglede ikke noget, man kunne ikke se så langt, hvis man kørte i dalene, men i højderne var der masser af udsyn, når det da ikke var tåget.


Forrige år var der tåget i højderne, så da undlod vi at tage op og se Zugspitze, Tysklands højeste bjerg. I år var der klart at se til neden for bjerget, så vi tog motorcyklen og kørte til Eibsee, hvor en svævebane tog os op på bjergets top. Det var dyrt og der var langt op, så jeg fik brug for en tryg landmandshånd og lidt vejrtrækningsøvelser, men så gik det fint.


Udsigten til to af siderne var fine, men tågen kom rullende ind over og dækkede de andre sider, det gjorde nu ikke noget, for vi nåede at få set os omkring. Der var hundehamrende koldt, så vi var glade for motorcykeltøjet. Nogle små turister i shorts og T-shirts gispede helt, da de trådte ud af svævebanen, jeg håber, deres forældre havde lidt trøjer i tasken.


Fuglene havde allerede lært, at hvor der er turister, er der også mad, så de sad troligt på gelænderet og fik pommes frites og andet fastfood. Den her fugl hvilede sig lidt, måske den trængte til en fadøl.


Nedturen gik fint, jeg stod endda forrest, så jeg rigtig kunne se, da søen dukkede op ud af skyerne.



De fleste af billederne her er taget af landmanden, for fruen havde nok at gøre med at tøjle den højdeskræk, som af og til dukkede op og viste sit ansigt.

MAUT

= bropenge, vejgebyr (især i Østrig)

Først herhjemme kunne jeg slå ordet op, men betydningen lærte jeg hurtigt at forstå. På mange af pas strækningerne og mange af de smukke veje oppe i alperne (hochalpenstrasse) skulle vi betale penge for at køre. Til gengæld fik vi også dejlige oplevelser, og de fik penge til at reparere veje, tunneler og sætte net for ustabile klippevægge, det er et rimeligt bytte.


Silvretta-hochalpenstrasse er en smuk vej med mange hårnålesving (der findes vist ingen veje uden ;-), og her så jeg for første gang Alperoser, jeg vidste blot ikke, at det var dem, som jeg nød synet af.


Den dag regnede det, så der blev ikke taget billeder af blomsterne, til gengæld var kameraet klar, da vi skulle op og se Ötzdalens gletschere.


Bønderne er ikke så glade for roserne, for de breder sig med lynets hast og kvæler anden vegetation, som kreaturerne lever af, men blomsten er fredet nu. Tidligere brændte man den af med jævne mellemrum for at styre væksten. Kvægbønder herhjemme kan nok nikke genkendende til dette, for jeg mener, at vi har en lignende plante, som er giftig for kreaturerne og som er fredet og breder sig.


Men synet af roserne op af alpegræsgangene var smukt, og lige så var kreaturerne, som gik med deres bjælder om halsen og græssede nær vejen. Om natten lagde de sig til at sove på asfalten, især hvis det var vådt og koldt, de var vant til biler og motorcykler og reagerede nærmest ikke på, at vi trillede forbi.


Ved brovagten på Ötzdalens vej kom kreaturerne også gående, de fleste gik udenom, men en enkelt var åbenbart vant til, at brovagten slog bommen op, så den stillede sig i venteposition.


Kreaturerne gik hele sommeren på alpegræsgangene, hver bonde havde måske 2-4 kreaturer, bønderne gik så sammen og fik sat kreaturerne på græs, i de måneder havde bonden fri i forhold til kreaturpasning, til gengæld havde de travlt med at få slået hø. Det var noget af et arbejde på de skrå små marker, så det foregik til fods med en maskine foran sig a la græsslåmaskine, bagefter skulle høet vendes og tørres. Nogle steder blev det sat op på høtyve, det lignede nærmest små mørkemænd.



Hver gang jeg kigger på alle billederne, bliver jeg så glad indeni, vi havde en dejlig ferie, og jeg har mod på mere af samme slags :-)

ACTUNG!

Diese kurven lassen Herzen höher schlagen!

Og det betyder vel noget i retning af, at disse kurver får hjerter til at slå hurtigere. FULDSTÆNDIG KORREKT!

Forhistorien var, at vi en morgen på et hotel blev spurgt om vore videre rejseplaner af hotelværtens mor. Vi ville over Reschenpass , ned gennem Italiens syd Tyrol og så op over Timmelsjoch passet tilbage til Østrig. Hun så dybt bekymret ud, for vejrmeldingen lød på regnvejr, og dagen før havde det været uvejr i syd Tyrol, og så var der ikke godt at køre i passet.

Sønnen, som var tidligere racerkører og erfaren motorcyklist, blev sat til at se på radarbilleder, og konklusionen blev, at vi godt kunne køre gennem Reschenpasset men ikke over Timmelsjoch, da der skulle blive regn igen den dag. På forespørgsel om det var farligt, fik vi at vide, at farligt var det ikke, men det kunne være en ubehagelig oplevelse.

Nå men landmanden og jeg drog frisk af sted, Italien viste sig fra sin kønne side, så vi blev enige om at køre til Timmelsjochpasset. Det første stykke op af bjerget gik fint, så begyndte det at dryppe og senere at regne. Vi klatrede op gennem det ene hårnålesving efter det andet, de var giftige, det regnede og snart begyndte det også at tordne og lyne, men stoppede vi? NEJ

På et tidspunkt troede landmanden, at vi blev fotograferet i en fartkontrol, vi kørte vel 40 km/timen, det var dog et meget kraftigt lyn!

Jeg har droppet mine karriereplaner om at blive Tour de France motorcykelfotograf, min højdeskræk dukkede frem i en grad, så jeg glemte at arbejde sammen med landmanden i hårnålesvingene, i hvert fald den dag.

Hvis jeg stod på jorden, gik det fint, men regnen gjorde, at vi kun stoppede en gang, hvor regnen havde en pause.


Landmanden skal nok heller ikke tænke på at blive alpebonde med mig som kone, han får mig aldrig til at male hus et sådan sted.


Da vi troede, at vi nu var ved at være oppe, begyndte tågen, og der var stadig hårnålesving, regn, torden, lyn og nedsat sigtbarhed, og Gasthaus skilte var der ikke flere af, faktisk følte vi os som Palle alene i verden.

Landmanden koncentrerede sig om kørslen og jeg sad bagpå og koncentrerede mig om ikke at græde højt for ikke at forstyrre kørslen. Jeg var hunderæd, der blev sendt et par bønner eller flere af sted, men vi kom over og ned af bjerget igen i god behold takket været min dygtige motorcyklistmand. Bagefter måtte vi i bagklogskabens lys love hinanden, at næste gang hører vi ordentlig efter de lokale og stopper og finder husly i stedet for at køre videre.

Og jeg kan godt se på den lille fine pjece, vi fik, at i solskin havde vi fået en helt anden oplevelse.

NACH HAUSE!

Klokken 2.30 i nat stod vi i køkkenet, så på hinanden, gav hinanden et smækkys og sagde godt gået!

Planen var egentlig, da vi startede i går morges nede i Obertauern kl. 9.30, at køre op til Nordtyskland, finde et hotel og så køre hjem i dag. Men det gik godt, og pludselig ville vi bare hjem.

Så pause hver fem kvarter, for så var ballerne ømme, benene krampede efter at sidde på motorcyklen, her blev der strakt ud, drukket vand eller tyske energidrikke og spist lidt.

Vi kørte i solskin blandt bjerge, vi kørte i overskyet vejr blandt store tyske kornmarker, vi kørte i regnvejr meget af aftenen, og til sidst kørte vi i mørke op gennem Danmark.

1500 km, 17 timer på en motorcykel, jeg føler mig sej i dag og svimmel, øm, stiv og desværre også tre kilo tungere, end da jeg drog af sted for 9 dage siden. Skidt pyt, vi har haft en forrygende god ferie, nu skal der vaskes tøj, ryddes op og hvad jeg ellers får lyst til i dag.

MIDT I EN HAVE

I går kunne min mor være blevet 74 år, og mine forældre kunne have fejret 53 års bryllupsdag, sådan gik det ikke.


I stedet tog vi fem søskende hjem og var samlet for første gang efter begravelsen, alle vore børn var med, og de af svigerbørnene, der kunne holde fri, var også med.


Derudover havde far inviteret nogle af mine forældres familiemedlemmer til kaffebord i haven.


Vi nød det alle sammen, og ikke mindst min far. Mine søstre havde bagt boller, kringle (efter mors opskrift selvfølgelig) og småkager, og snakken gik livlig.


Lavendlerne og roserne kappedes om vores gunst. Og som min far sagde, mor ville have elsket at have været der.


Vi nåede kirkegårdsbesøg og vi piger fik kigget på noget af mors tøj, så her blev minderne genopfrisket.


Jeg havde fået besked på ikke at tænke på noget, ikke at lave noget, og jeg gjorde som mine søskende sagde ;-) Bror og søster fra København samt svoger stod for aftensmaden, så vi fik de lækreste salater sammen med grillstegte kyllingefileter og chili marinerede koteletter.


En dejlig dag.