Hvis jeg overhører en diskussion på gaden, om det er den eller den vej man skal gå og jeg kender svaret, så skal jeg virkelig tage mig selv i nakken for ikke at bryde ind og svare ;-)
I dag skulle datteren med toget hjem til København, vi satte os over på perron 2 ved spor 4, sådan som skærmene meddelte os. Vi hyggede os med at kigge i et motorblad, som jeg havde købt til landmanden, og læse deres anmeldelse af vores nye motorcykel.
Ind på spor 3 kører et tog, men på skærmene skriver de stadig, at der kører intercitytoget fra og fra spor 4 lyntoget, så vi bliver siddende. Min opmærksomhed er som vanligt dog skærpet på alt og alle omkring os, så jeg hører lidt af en samtale mellem togkonduktøren og en rejsende. Det er faktisk lyntoget, der holder på spor 3, så vi skynder os derover, men mange rejsende står stadig ved spor 4.
Jeg laver lidt grin med min vane: jeg bekymrer mig for, om nu alle opdager, at toget holder et andet sted end annonceret på skærmen. Datteren kigger på mig, smiler og siger, mor! konduktøren er gået over og taler med folk. Fint nok, jeg skal nok lade være med at bekymre mig.
Knus og farvelkys, vi ses først om to måneder efter datteren har været i Paris og på Interrail, og vi har været i Norge!
Klokken er nu 1 minut i køretid, jeg har spottet to ældre damer over ved spor 4 med ryggen til lyntoget, som hygger sig. Hurtigt vinker jeg til datteren og går over til de to damer og spørger dem, om de skal med lyntoget? Min søster skal, siger den ene, og så fik de travlt. Hun nåede det, og jeg sendte en sms til datteren om min lille hjælpegerning.
”det var godt bette mor :-)!”
Griner ... jeg er nøjagtig ligesom dig. da min datter var mindre syntes hun det var mega pinligt, nu er hun selv den der går hen og hjælper, især ældre mennesker.
SvarSletDet gør mig meget glad ;I
Hehe - lad da bare din datter grine af dig :-)
SvarSletDet var godt, at du lod dit omsorgsgen overtage. Sådan et har jeg også, meget veludviklet endda, men både privat og på mit arbejde kalder de det yderst ondsindet for mit kontrolfreak-gen.
Det synes jeg er rigtig tarveligt - men det beror selvfølgelig bare på en total misforståelse af det gen ;-)
Jammen godt det er noen som bekymrer seg for andre :)
SvarSletPernille, dejligt at din datter har arvet det.Jeg ved mine børn er hjælpsomme, så de hjælper garanteret også uopfordret uden at fortælle deres mor det :-)
SvarSletHa ha Ellen, endelig en der forstår at det ikke handler om at ville styre alt, vi er bare meget omsorgsfulde :-)
Fjordheim, det er nemlig det, det er :-)
Det gen er jeg meget stolt af at dele med dig og endnu mere stolt over at have givet videre til mine boern. Well done you! :)
SvarSletTina, genet er vist også givet videre her, de synes bare jeg udbreder det til nogen som ikke altid har bedt om det ;-)
SvarSletJeg skal også tage mig selv i nakken engang imellem :)
SvarSletÅhhhhh, stor latter, og hvor er vi ens. Men vi er åbenbart mange, og det er herligt.
SvarSletHelle, man kan få gruelig ondt i den nakke :-)
SvarSletSister, hvordan er det nu man siger? vi har måske ikke ret, men vi er mange :-)
Vi kunne næsten lave en forening... jeg er med :-)
SvarSletAnne, "de omsorgsfuldes forening" :-)
SvarSletHa, hvor har mine børn også syntes jeg mange gange har været pinlig i netop de situationer :)
SvarSletTo måneder inden gensyn, det er godtnok længe.. men der må oplevelser på kontoen og ferier må holdes :)
Sånn er min søster også, hehe, men det er godt at nokon bryr seg!
SvarSletJette, jeg tænkte det nok, at du også var med i klubben :-) ja det er længe, men lige for tiden arbejder vi forskudt af hinanden og har ferie forskudt, så vi må snakke i telefon :-)
SvarSletMarie, min slags findes altså også i Norge ;-) godt så bliver I ikke så forskrækkede, når nu jeg kommer op og blander mig :-)
Det kan jeg også finde på Lene, så du er bestemt ikke alene :-) Det er da en stor glæde at hjælpe andre, hvis man kan - og det kan jeg se herover, at vi er mange, der synes :)
SvarSletMadame, vi er så mange, at vi slet ikke er "pinlige" mere :-)
SvarSlet