8 fridage med en enkelt arbejdsrelateret tur til Roskilde puttet ind i midten, det er da lige til at holde til.
Landmanden holder i kø, han valgte motorvejen hjem fra Aalborg syd, jeg er kommet hjem (valgte broen) og sidder nu med min kop te og slapper lidt af.
I dag har jeg holdt lærende konference om, hvordan det er gået nogle af vores patienter, siden de tog fra os og videre til genoptræning. Vi savner at vide, hvordan det går. Kommer man til at gå, når man kommer ind med total lammelse af benet? Kommer man til at spise, når man er ramt på synkefunktionen og måtte have sondemad? Kommer man til at kunne styre vandladningen, når man har haft problemer gennem indlæggelsen? Nogle af tingene kan jeg godt læse mig frem til i bøgerne, men det er noget helt andet, når der bliver sat ansigter på. Det var en god fornemmelse at høre om de patienter.
Ingen tvivl om at livet er anderledes for dem og deres familie, livet bliver aldrig det samme igen. Men når man kan gå rundt, når man kan klare sig selv i bad og kan styre sine toiletbesøg, når man kan spise normal kost igen, så må alt trods alt se lidt lysere ud. Langt sværere tror jeg det er (næh jeg ved det- fra undersøgelser), når man ændrer personlighed eller bliver ramt på sin indføling med andre, sit initiativ, sin humor, sin koncentration. Det er langt hårdere, end at ens ægtefælle ikke kan gå.
I dag synes vi, at vi blev lidt klogere, og håbet, som den enkelte patient føler, afhænger jo også lidt af, at vi som personale tror på det vi gør, og at vi ved, det virker.
Er du i Roskilde i næste uge? For hvis - mon så ikke lige der er 5 min. til et knus?
SvarSletSister, jeg er på Roskilde sygehus fra kl 10 til 14.45, der bliver kun en frokostpause, hvor jeg skal have snakket med alle om tips og ideer til hvordan vi får startet bedst muligt op med trombolysebehandling i vores afdeling. Så jeg tror ikke jeg får tid til at komme ud af huset, desværre :-)
SvarSletÅh Lene, tænk at have dig så tæt på (12 km.) og så alligevel så langt fra, åbenbart...
SvarSletJeg vil tænke på dig, mens du er i nærheden.
(Jeg er uddannet på Roskilde Sygehus).
Din sidste sætning i indlægget siger vel egentlig en del om placeboeffekten? Ikke for at underkende den - tværtimod - tænk, hvis alt kunne helbredes via troen på helbredelse isig selv. Det ville da være helt fantastisk.
Første gang, jeg hørte, hvad dobbeltblindede kliniske afprøvninger betød, tænkte jeg, at det var helt utroligt. Jamen altså, at en læge kan opnå en effekt bare ved selv at tro på, at det, han propper i patienten, hjælper.
Hver gang du skriver om dit arbejde og jeres tanker om metoder mv., føler jeg mig beriget og klogere.
SvarSletJeg kommer også til at tænke på min far, som aldrig kom sig efter sit slagtilfælde. Han kom ikke til at spise igen - og af og til røg sondemaden ud over det hele pga. "befæstningsfejl". Han kom heller aldrig til at gå igen. Han kom i det hele taget aldrig til at gøre ret meget igen. Men nu var han jo også over 80 og måske klar over, hvorhenad det bar, og derfor i længden mindre motiveret for at kunne yde sin indsats i genoptræningen.
Men det er så godt at læse om, hvordan personalet gør sig gode tanker og forsøger at udvikle sig!
Jeg forstår godt at I gerne vil vide hvordan det kommer til at gå patienterne bagefter. Og det er en god ide at I kan få den viden - der er nemlig ingen tvivl om at de første dage, hvor patienten er i jeres hænder er så vigtige for det videre forløb. Det kan jeg se med Ole. Meget af det i startede med, blev integreret i ham - og se ham lige nu.
SvarSletJeg kunne forestille mig at det ville være godt for jer at møde Ole, at snakke med ham - han er god til at fortælle om hvordan han har oplevet det. Han kan ikke huske noget fra de første dage, men senere har oplevelserne sat varige minder. Og han udvikler sig stadig. Utroligt som hjernen finder nye veje at gå, når den stimuleres.
Jeg tror også, det er langt sværere, når mennesker ændrer personlighed eller bliver ramt på deres empati, initiativ, eller koncentration. Det er spændende at følge med her hos dig, Lene, fordi vi bliver beriget.
SvarSletEllen, nu tænkte jeg ikke på placeboeffekt:-) Jeg går jo ind for at vi ved at tingene virker og ikke bare tror det, men håbet som en motiverende faktor kan være svært at finde, og så er det godt at vi ved hvordan det kan gå videre frem :-)
SvarSletKære Ella, dine fortællinger om Oles fremskridt er en gave til mig og mine kolleger, og vi har faktisk tænkt på at få tidligere patienter til at fortælle om deres oplevelse, så det kan godt være, at jeg spørger en dag :-)
Madame, det er det også, og jeg er glad for at du kan bruge mine beretninger :-)