Og så vågner man og tror, man er sovet over sig. Det er man så ikke, man har kun sovet 3½ time, fordi man heller ikke kunne falde i søvn. Nu nægter søvnen så at indfinde sig igen.
Tankerne begynder med det samme at kredse om arbejde, der er af og til menneskeliv, som kryber ind under huden. Johannes Møllehave udtaler i en af sine samtalebøger, at det værste for ham ville være at blive ramt af apopleksi og miste talens brug. Han er blevet ramt af apopleksi, men ikke i venstre hemisfære (hjernehalvdel), men derimod i højre hemisfære, og det har så sat sine begrænsninger på en anden måde.
At miste evnen til at tale er noget af det værste for mig, det ikke at kunne kommunikere hvad man ønsker eller tænker, det at være afhængig af, at plejepersonale eller familie kan aflæse og tolke ens kropssprog og ens mimik må i den grad være forfærdeligt. Når så man også bliver ramt, så man ikke kan kommunikere med mimik eller kropssprog, så er man i den grad låst inde i sin krop.
Når man arbejder med mennesker kan det være svært at slippe. Men det ved du alt for godt.
SvarSletJeg har arbejdet med multi handicappet børn i mit arbejds liv.. Det har holdt mig vågen mange gange: forældrenes sorg og smerte, lærte jeg aldrig rigtigt at håndter..Jeg drømmer stagigvæk om det..
Jeg kan godt forstå, at det er svært at slippe dit arbejde. Du er så gudsbenået engageret, kære du - og dine patienter er så heldige at møde dig i deres forfærdelige sygdom.
SvarSletPas på dig selv, kære Lene!
Kærlig hilsen engen ;-)
Det må være så rædsomt !
SvarSletOg patienter og pårørende er heldige at møde dig.
Åh ja, enig, enig.
SvarSletJohn og jeg sad så sent som fredag aften og talte om det samme. Vi var enige om, at hvis man kunne vælge (tossede tanker, men nogle gange er man lidt skør ;-), hvilken af de tre sanser, man skulle miste, ville vi helst miste høreevnen, fordi man trods alt kan lære sig mundaflæsning.
Men ikke selv at kunne kommunikere ud... eller se sin omverden... det er i min verden det allerværste.
Jeg har altid den dybeste medfølelse med folk, der mister en eller flere af disse tre sanser.
Et eller andet sted må det værre værre end aldrig at have haft den?
Ja, nogle gange møder man pt'er, der kryber ind under huden på én, hvilket giver én tanker og spekulationer, når man kommer hjem... men det viser vel også bare, at man er menneskelig og heldigvis ikke har været for længe i faget?
SvarSletJeg kan heller ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må være at være lukket inde i sin egen krop, men jeg håber, at jeg aldrig selv eller andre jeg kender, må komme ud for det ....
Pas godt på dig selv :-)
Kh. Ditte
Det er svært - jeg har en svoger som lider af afasi - han fik en blodprop som 55-årig og har siden stort set kun kunnet sige lyde - det er skrækkeligt at se hans fortvivlelse og afmagt - og vrede, når hovedet er fyldt med ord, som ikke kan komme ud.
SvarSletLene - jeg tror jeg ville vaere jordens ringeste sygeplejerske pga jeg ikke tror paa jeg kunne se noegternt paa tingene og lade vaere med at tage skaebnerne med hjem, men saa laeser jeg din blog og ved at uanset hvor dygtig og god en sygeplejerske du er, saa er der visse skaebner der beroerer en mere end andre.
SvarSletJeg vidste ikke Johannes Moellehave var syg. Jeg hoerte ham tale om HC Andersen for nogle aar siden og jeg forelskede mig hovedkuls i ham. Hans sprog og forstaaelse for mennesket er fantastisk. Han bliver savnet af mange paa foredragsscenen.
Sov godt i nat. Uden din nattesoevn kan du ikke fungere. Mon ikke du har haft lidt for meget om oererne i den seneste tid.
Mette, og lod vi os ikke mærke af det vi oplever, ville jeg også blive bekymret.
SvarSletTak Jeannette, det er godt at kunne tale med sine kolleger om det, der fylder, men man vænner sig aldrig til det, når mennesker yngre end mig bliver så hårdt ramt.
Ellen, jeg tror også jeg har det sådan, men det er jo svært for synet ville jeg også nødigt miste. Og ja, når man ved, hvad man kunne, og så mister det, det er svært at acceptere, men afmagten, tror jeg, kan også et menneske, som er født med manglende evne til tale, føle vældig stærkt.
Tak Ditte, jeg ville blive bekymret, hvis jeg ikke følte noget, når livet er hårdt ved mine medmennesker, man vænner sig aldrig til det, som en af vore overlæge sagde for nylig.
Helle, det er hårdt at være vidne til, og vi mennesker er generelt ikke særligt gode til at vise tålmodighed ,når en afasiramt forsøger at kommunikere.Alting går så stærkt, så kommunikationen bliver ofte på det overfladiske plan.
Tina, jeg har desværre aldrig hørt Joh. Møllehave live, men jeg elsker hans ord, hans evne til at lade den ene tankerække føre over til en anden, hans fornemmelse for ord osv. Måske ville du slet ikke blive så dårlig en sygeplejerske alligevel ;-) Når man lærer et fag,får man også en indsigt og en viden, der gør, at man kan forholde sig professionelt til livets hårde nedture, men der er netop mennesker, som fylder meget i ens hverdag.