For 27 år siden blev jeg landmandskone, 26 år gammel, uddannet sygeplejerske i 2 år, og jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle få den titel. Sådan blev det, og gennem årene er der kommet traditioner til.
En af dem var ½ gris i fryseren, det havde jeg aldrig været vant til hjemmefra, trods vi var mange børn. Vi voksede op på farsmad, det kunne man købe billigt hos slagteren i Viborg, og så fik vi af og til gryderetter og koteletter og til jul flæskesteg.
Nå men til en gris hørte en kummefryser, så vi drog ud for at finde en sådan. Mon ikke sælgeren har grint godt i skægget, for da vi købte en stor kummefryser, skulle han forsikre mig om flere gange, at den kunne rumme en halv gris.
SÅ kom grisen, og den lå og råbte nede fra det ene lille hjørne, her er jeg ;-) I dag rummer fryseren dyrekød, frugt og grøntsager og meget lidt gris.
Med til sådan en pakkeløsning hørte grisehoved, skanker og grisetæer, det sidste røg ud, men svigermor lærte mig at lave sylte. Min blev så i en mindre fed udgave, for jeg tog kun kødet, en succes blev det dog. Og lige siden er der med enkelte undtagelser blevet lavet sylte til december måneds rugbrødsmadder. Undtagelsen skulle egentlig være i år, dels har vi ikke grise mere, dels har jeg jo travlt, men jeg havde sådan en lyst til hjemmelavet sylte til frokostbordet juleaftensdag, så der blev bestilt ½ grisehoved og skanker hos slagteren.
Traditionen tro fik jeg ikke sat det over at koge før midt aften.
Traditionen tro skal sådan noget koge meget længe.
Traditionen tro stod jeg derfor ved midnatstide og skar kød i små stykker.
Traditionen tro står der nu en form med sylte i køleskabet og stivner.
Traditionen tro bliver 8 skiver puttet i fryseren til juleaftensdag.
Uhm jeg glæder mig til at smage den første skive på rugbrød med sennep og rødbeder til.
Og så glæder jeg mig til, at julekasserne snart kan komme ned fra loftet, så jeg kan få hængt min adventsstjerne op.
Hehe - godt du blev færdig.
SvarSletHvordan er din erfaring med at fryse den? Jeg har hørt, at noget af den gode smag går tabt, så jeg har altid lavet den i sidste øjeblik, så den bare skulle opholde sig et par dage i køleskabet.
Traditionen tro skal jeg helst også have fabrikeret en sylte eller to inden jul - specielt da efter Tim i efterårsferien viste sig at være så begejstret for den slags spise og fordi vi skal være sammen hele familien.
Jeg får ikke lavet sylte hvert eneste år, men i år er et must! :-)
Jeg må huske at få sat den over i god tid, så jeg ikke skal vente den halve nat...
Der er visse tidspunkter, hvor jeg føler mig RIGTIG voksen. En af dem er, når jeg 'ordner kød til fryseren'. Det skal jeg i dag, hvor jeg skal hente en 1/4 kalv hos slagteren. Min mormor kom altid og hjalp min mor med dette, så hun har nok haft det på samme måde som mig(en voksen opgave....) Desværre kan min mor jo ikke hjælpe mig, så jeg må selv klø på :-) God fredag!
SvarSletEllen, jeg synes ikke den mister så megen smag at det gør noget. ja prøv nu om du kan huske det :-)
SvarSletPollyanna, tak i lige måde. Jeg kan genkende dine ord :-)
God fornøjelse med kalven, finparterer du selv?
Haha, jeg var vist startet en morgen med så stort et projekt - men hvor er det dog hyggeligt, at du holder liv i en juletradition som sylte. Vi spiser ikke sylte, men traditionel flæskesteg skal vi da have til jul :-)
SvarSletMadame, traditionen foreskriver at det skal ved midnatstide ;-)
SvarSletVi har prøvet dyreryg og har også foreslået vildænder, men vores børn vil holde traditionen med flæskesteg :-)
Nej uha nej da.... Selvom jeg er født på landet, har jeg slet ikke forstand til det.(Der er fine små sedler på alle kødstykker, så det skal bare skrives på posen og posen vupti i fryseren :-))
SvarSletPollyanna, sådanne sedler elsker jeg også :-)
SvarSletUha hvor jeg kender det. I år har vi for første gang krystet grønkålsboller INDEN midnat.
SvarSletVores familie ELSKER sylte og ungerne køber det til sig selv så snart det kommer i butikkerne. Det samme gælder blodpølse, som de dels bruger rå med æbler på i madpakker dels steger og spiser med sirup og rugbrød som fast food i vintertiden evt med stegte æbler med kanelsukker til.
Dejligt at høre, at du heller ikke har pyntet til jul endnu. Her sket det tidligst 4. søndag i advent, for det skal holde helt til Hellig tre konger.
Skæg historie du fortæller om din dybfryser.
Er imponert over hva du får du, Lene. Høres godt ut med hjemmelavet sylte. Mmmm..
SvarSletHar også vært kjekt å følge oppussingsprosjektet dere har i huset for tiden. Ser ut som det blir fint.
Har et spørsmål til deg ang Viborg som jeg forstår er stedet du vokste opp. Har nemlig tenkt meg en langweekend til Niels Bugges kro v Viborg i slutten av januar, med min mann,bror og svigerinne. Har du tips om noe som er verd å se og oppleve i området, i løpet av tiden vi er der? Har aldri vært i Viborg tidligere.
Ønsker deg en fortsatt fin førjulstid og siden hyggelig jul.
Mvh Elisabeth
Karin, jeg er imponeret over dine børn, de har virkelig taget de gamle spisetraditioner til sig :-)
SvarSletSelvom jeg plejer at pynte først i december hænger mit lige så længe som dit :-)
Tak Elisabeth :-)Nu er det jo længe siden at jeg boede mellem Randers og Viborg, men Dollerup bakker udenfor kroen er pragtfuld til gåture, så tag vandrestøvlerne med :-) Jeg håber at andre måske kan give dig nogle tips :-)
FLot adventsstjerne du har. Du kan lige nå at få den frem til de sidste to advents-søndage. god fredag til dig og landmanden :P
SvarSletDet er lige før det ikke er rigtig jul i mit version af blogland før din adventsstjerne er samlet og hængt op. :-)
SvarSlet