MENS JEG VÅGNER

Mens søvnen fortrænges af vågenheden, fyldes min hjerne af tanker, som følger mig, mens jeg nyder  morgenens sol, giver hundene mad, brygger te og laver frisk morgenstartsmad.

“det er ikke retfærdigt” “ det er ikke et liv”

Jeg kan godt forstå, når livet vælter, når ens kære dør eller bliver ramt alvorligt af sygdom eller ulykke, at man tænker sådan.

Men hvornår er sygdom og død retfærdig? Døden kan være nådig, døden kan komme på det rette tidspunkt, når livet er klar til det, men retfærdig? Sygdom kan ikke være nådig, sygdom er grusom, hård, nådesløs osv, men retfærdig?

Det er kaos, når ens kære pludselig ikke kan gå, ikke kan tale, ikke er den, han/hun var tidligere pga hjerneskade. Den værste situation er for mig den, som er beskrevet i bogen og filmen Dykkerklokken og Sommerfuglen. Når hjernens overordnede funktioner er sluppet, men forbindelsen fra hjerne til krop er kappet. Man er låst inde i sin krop – locked-in syndrom.

Som den professionelle person i det kaos kan man nemt blive trukket med, trukket med ned i følelsernes hav. Så er vi alle modløse, deprimerede, vrede, afmægtige, og hvordan kan vi så hjælpe og støtte? Hvordan kan vi så hjælpe med at finde styrken til at leve med dette livets faktum, at livet ikke er mere, som det var, og til at leve livet, sådan som livet nu er?

For nogle uger siden skrev jeg i en sygeplejejournal, at vi som plejepersonale måtte være gnisten og motivationen. Jeg var blevet trukket ned, jeg var så fyldt af den ramte og de pårørendes følelser, at jeg næsten ikke kunne yde sygepleje. Jeg skrev linjerne, og så gik jeg ind til patienten med fokus på det lyse, jeg skjulte ikke, at det var hårdt, men jeg påpegede de fremskridt, jeg kunne se.

Livet spørger os ikke om, hvad vi kan klare, livet er livet med modgang og medgang. Vi mennesker er blevet så vant til, at vi kan styre alt, vi kan flyve til månen, vi kan kommunikere med alle overalt på jorden, vi kan flytte hjerter fra en krop til en anden, men vi kan ikke styre livet.

Der er dem, der så mener, at det er i orden at give en dødbringende sprøjte. Det mener jeg ikke.

Der er mennesker, som kommer ind med en blodprop i hjernen, som forårsager stor skade, hvor der bliver stor væskeansamling omkring hjerneskaden.Her kan man hos folk under 60 år fjerne en del af hjerneknoglen, så der bliver plads til hjernen og dermed forhindre død. Man kan ikke forhindre den hjerneskade, der allerede er sket. Så det er ofte mennesker med store handicap og som har brug for hjælp i hverdagen efterfølgende. Her har man spurgt, om de fortrød, at de var blevet opereret, og ingen har sagt ja. Havde man ikke opereret, var 80 % døde og de sidste 20 % havde haft meget svære handicap. Det, synes jeg, er tankevækkende. Det kan godt være, at svaret havde været anderledes, hvis man havde spurgt de pårørende, men de ramte havde ikke fortrudt.

Lev mens du gør det. Elsk mens du tør det

eller som Lars Lilholt synger : og måtte du leve alle dine dage.

I denne uge, der kommer, skal jeg til diamantbryllup hos landmandens jagtkammerat og frue. Tænk at få lov til at leve sammen i 60 år, tænk at kunne gå på jagt, når man er 80 år, tænk at have lyst til stor fest, når man er nået den alder. Det er dejligt, og jeg vil nyde festen sammen med dem.

Må din dag blive fyldt med livets positive sider.