torsdag, marts 24, 2011

MIN HJERNE

Vi tænker måske ikke over det, når vi kan, men når vi ikke kan, så lægger vi mærke til det.

At gå er ikke blot at gå, dine ben bevæger sig, men hele kroppen har en rytme, dine arme svinger med.

At spise indebærer ikke blot at kunne bevæge begge arme, dit syn afstandsbedømmer, din hjerne foretager beregninger i forhold til den styrke, dine muskler skal bruge for at skære kødet ud eller for at kunne løfte glasset.

At læse en tekst og forstå den indebærer ikke blot, at dit syn er i orden, din hjerne skal forvandle de input, du får fra øjnene, til meningsfuldhed. Din hjerne skal forstå ordene, og for at du kan huske dem, skal din arbejdshukommelse i gang med at hente informationer fra de forskellige hukommelseslagre, så den nye viden kan kobles til allerede kendt viden, først herefter bliver det lagret.

At kunne tale med et menneske kræver ikke blot, at du kan tale og lytte, du skal kunne forstå det sagte, du skal forholde dig til det og sammen med de informationer din hjerne allerede har, skal du danne din mening. Du skal også kunne omsætte denne mening til ord. Derudover kræver en samtale, at du kan fastholde din opmærksomhed, at du ikke bliver afledt af et billede, der hænger skævt eller lyde udefra.

Der er så meget, der kan gå galt, så ret beset er det fantastisk, at vi ikke behøver at tænke over alt dette normalt.

Min hjerne har fået lidt luft/ ny energi af en god nats søvn og en lang travetur med Laika, da jeg var hjemme igen ved 17 tiden. I følge I forms ruteplanner en tur på 5 km og med 11.000 skridt, dvs skridtlængde på 45 cm. Min skridttæller viste 6600 skridt, dvs en skridtlængde på 75 cm.Det passer med, at jeg har målt min skridtlængde til 80 cm og prøvede at gå med kortere skridt for at få flere skridt på tælleren. Så kan min hjerne bedre forstå, at andre nemt ryger op på 18000 skridt, hvor jeg har svært ved at nå over 10000, selvom jeg går meget på arbejde.

Uanset hvad gjorde turen godt, og jeg er klar til en ny dag på vejene.

5 kommentarer:

  1. Det der tællen skridt kan måske godt stresse lidt. Men at det er vigtigt at gå, det er jeg helt med på!

    SvarSlet
  2. Du må lære, at trippe afsted med små skridt:)
    God weekend til dig.

    SvarSlet
  3. Det er fascinerende! Ja - og resten af kroppen som skal følge med!
    Vejrtrækning, hjerteslag. Det hele hænger sammen.

    SvarSlet
  4. Hjernen er et forunderligt organ.. Du skal trippe og ikke trave Lene.. :-)

    SvarSlet
  5. Charlotte, det fylder ikke hos mig, men jeg undrer mig tit over ting og så er det rart at finde en forklaring :-)

    Tak i lige måde Oline, jeg vil trippe :-)

    Kong mor, det hele hænger sammen, det er så sandt, så sandt :-)

    Inge, trippetrappe er min nye gangart :-)

    SvarSlet