DER VAR ENGANG

en mand og en kone. Det var før, manden og konen blev til familie.

Konen havde mange ønsker til jul, og indimellem havde det unge par også snakke om, hvad man ikke gav hinanden i julegaver, og gryder var noget af det, konen absolut ikke ønskede sig.

En skønne dag, da julen nærmede sig, opdagede konen en pakke på kontoret. Nu var hun af den slags, som ikke ønskede at vide før juleaften, hvad hun fik, så hun blev ked af, at manden ikke havde gemt posen noget bedre.

Posen var fra en isenkræmmerbutik, og pakkens form mindede umiskendeligt om en gryde. Skuffet var den unge kone. Juleaften ændrede dét sig, da gaven viste sig at være fonduegryde med tilbehør. Se det var jo noget helt andet, det var nemlig meget moderne på det tidspunkt at samtale omkring fonduegryden i stedet for ude i køkkenet.

Årene gik. Manden og konen blev til familie med små børn, med store børn, med unge mennesker, og til sidst var manden og konen alene igen.

Konen fyldte år, det med ønskesedler til manden havde hun opgivet, han gik sine egen veje.

Morgenstunden oprandt med sang, en stor pakke blev sat foran konen. Da pakken blev åbnet, var det en gryde fra IKEA. Tak skal du ha, lød det pænt, for konen var godt opdraget.

Hvorefter manden fremdrog en mindre gave fra morgenkåben.

Han fik et stort smækkys lige på munden. Hvad fatter gør, er altid det rigtige.

Snip snap snude så er den historie ude

 

.