TIDEN

Vi har for lidt tid - hvis bare vi havde mere tid - vi var pressede pga. for lidt tid og mange patienter - tiden bliver ofte en forklaring på hvorfor sygeplejemæssige opgaver ikke nås eller hvorfor pårørende/patienter er utilfredse.

I går har jeg en tolvtimers vagt - egentlig havde jeg specialedag med tre opfølgende samtaler med nye kolleger og journal club. Journal club er et forum, hvor sygeplejersker fra forskellige afdelinger mødes med en udviklingssygeplejerske og sammen diskuterer sygeplejefaglige akademiske artikler. Meningen er, at vi skal blive bedre til at være kritiske og kunne vurdere, om en undersøgelse/en artikel har den fornødne kvalitet, så at den kan bruges i vores hverdag. I vores afsnit er det mig, der i denne periode har fået tilbuddet om at være med. Derfor, da jeg fik omlagt min dagvagt til ansvarshavende aftenvagt, måtte vi, for at jeg kunne nå det hele, lave det til en tolvtimers vagt.

Artiklen, vi diskuterede i går, er australsk. Man har her set på, hvordan sygeplejersker oplever tid som noget, der hindrer eller fremmer kommunikation med mennesker, som er hæmmet i deres evne til at tale /kommunikere. Konklusionen på undersøgelsen er, at de sygeplejersker, der ser tiden som en hindring, muligvis kan være påvirket af egne værdier om, at det ikke nytter noget at bruge tid på denne kommunikation (underforstået at de ikke får noget brugbart ud af samtalen og hellere vil vente på pårørende eller personlige hjælpere).Eller at de har svært ved at forholde sig til mennesker med nedsat evne til at kommunikere og dermed undgår kontakten, lidt lige som mennesker med uhelbredelig kræft kan beskrive, hvordan de kan føle sig isoleret, fordi andre har svært ved at tale om døden og kræftsygdommen. Undersøgelsen kan ikke generaliseres, men mere give et indtryk af hvordan 14 sygeplejersker oplevede sygepleje til mennesker med nedsat evne til at kommunikere. Andre sygeplejersker påpegede i undersøgelsen, at den tid de bruger hos et menneske med nedsat evne til at kommunikere, oplever sygeplejerskerne som en gevinst, idet patienten får tillid til sygeplejersken og dermed er der andre ting, der bliver lettere.
Om aftenen var jeg ved at fortælle nogle af mine kolleger om artiklen, og som en sagde, der er vi nok ikke så bange for den kommunikation, vi står jo hver dag med mennesker, som pludselig er ramt på evnen til at tale og forstå, så vi må ofte være kreative i vores måde at kommunikere på. Men som artiklen også påpeger, så er det rimelig nemt at kommunikere om de basale behov så som sult, tørst, smerter, vandladningstrang, afføringstrang, bad osv. Langt sværere bliver det, når patienten ønsker at fortælle noget mere komplekst, og jeg er også stået i situationer, hvor jeg ganske enkelt må erkende til sidst, at jeg desværre ikke er så god til at forstå det, patienten gerne vil fortælle mig. For pårørende er det ofte lige så svært, for i modsætning til artiklen så har vores patienter jo akut fået nedsat evne til at kommunikere, så pårørende har endnu ikke lært at afkode kropssprog, mimik og forskellige lyde. Til gengæld kender de forhåbentlig patienten, så vi sammen kan finde ud af hvad patienten vil sige.

Hvad gav den artikel så mig til min hverdag? Der var i baggrundsviden refereret til undersøgelser af patienters oplevelse af det, at sygeplejersken må gå uden at have fundet ud af, hvad patienten vil og hvordan det fylder patienten med håbløshed, og der vil jeg være mere opmærksom på at få sagt, at enten en anden kollega eller jeg selv vil komme igen og forsøge, om vi kan finde ud af, hvad patienten vil. Artiklen satte også fokus på, at tid kan opleves som både en fjende og en ven, og da jeg ofte oplever, at man nemt kan skubbe alt hen på tiden som fjende, bør vi også fokusere på, hvordan vi i en travl hverdag kan få talt med patienter og pårørende, så de oplever sig set og hørt.  Det er vi så allerede i gang med, og det glæder jeg mig til at være en del af. Jeg glæder mig hver gang vi får at vide af pårørende og patienter, at de har følt sig hørt og at vi har en høj sygeplejefaglig standard, men vi har også pårørende og patienter, som er vrede på os, og det er dem, vi sætter fokus på. Vi vil huske at glæde os over de mange gode forløb,og så forsøge at blive klogere på de forløb, hvor det ikke lykkes.

Og nu er pausen forbi, jeg vil fordybe mig i instrukser om samtaler til efterladte, samtaler til børn med forældre med en hjerneskade, opfølgningssamtaler til mennesker med forbigående nedsat iltforsyning til hjernen (TIA), indlæggelse, udskrivelse, overflytning, ernæringsscreening, sondeanlæggelse, sondeernæring, dysfagiscreening, osv. Jeg er glad for at jeg fik en hjemmedag, dermed kunne jeg gå direkte fra morgenmaden og ind til computeren. Jeg skulle ikke tænke på at sætte hår eller køre i bil. Jeg er i fuld sving, god fredag til dig.