Det er mandag morgen, jeg vågnede ved mobilens insisterende kalden klokken seks. Landmanden spurgte søvndrukkent, hvorfor jeg ville op nu, jeg har jo ferie. Svaret er, at jeg skal ind i en rytme, som hedder tidligt i seng, tidligt op – den slås så i stykker på onsdag, når jeg møder i aftenvagt. Svaret kunne også være, at jeg havde sovet 8½ time, det må være nok og er nok. Udenfor starter traktorerne op, jeg har nået at vaske op, smøre mad til landmanden og brygge te til os begge, grøn te med rabarber til mig og earl grey med citron til landmanden. Luften udenfor er crispy, jeg nyder at få den kolde, kølige luft ned i luftvejene, lige om lidt tager jeg traveskoen på og går en tur, mens morgendæmring bliver til morgen.
Jeg er lige nu glad, sådan boblende glad. Jeg har sagt det længe, jeg har også kunnet mærke det, men lige nu og her føler jeg det i hele min krop. Mine børn er voksne mennesker, som helt sikkert har problemer, bekymringer, men også masser af glæder. Jeg er deres mor, men jeg skal ikke løse deres bekymringer, jeg skal lytte, jeg skal lade dem vide til hver en tid, at de er elsket, og jeg vil til enhver tid kæmpe for dem, hvis de ønsker det. Men mine børn er voksne mennesker, som fuldt ud er i stand til at håndtere deres hverdag (jeg sagde det jo, det har jeg vidst i lang tid, men først nu mærker jeg det i hele kroppen). Landmanden havde snakket med sønnen i går aftes, jeg havde snakket med datteren i fredags, og de har det godt. Sønnen er så glad for sit arbejde, og jeg har snakket med flere, som kender unge nyuddannede lærere. Meget kan man sige om skolereformen, men jeg tror, den er en gevinst for de nye lærere, de har jo de gamle, erfarne omkring sig en hel skoledag, de kan altid finde en at snakke med, de er i teams, hvor de får sparring (det ved jeg så ikke, om det er reformen eller om det kun er på den enkelte skole), og nu er sønnen ved at have overskud til andet end blot at arbejde og sove. Datteren har sluppet det ene job og har nu valgt at gå ind i de arbejdssøgende rækker, så hun søger jobs, men tænker også tanker om et helt bestemt koncept, hun selv har fået ideen til. Måske lykkes det for hende, måske er det bare en fase til et andet koncept, hvem ved, jeg synes det lyder spændende, og som hun selv har lært mig: Nogle gange skal man bare være åben og se hvad der sker og ikke bekymre sig så meget og ikke forsøge at få kontrol og styr på alt.
Hmm, jeg trængte vist mere til den miniferie, end jeg lige selv havde tænkt. Nu vil jeg gå en tur, bage en kage og gå til angreb på brændenælder. God mandag til dig.
God og stabil nattesøvn gør en verden til forskel for livskvalitet og mentalt overskud.
SvarSletGod mandag Lene.
Tak i lige måde Inge, søvn gør virkelig en forskel :-)
SletRytme og stabilitet omkring nattesøvnen er fantastisk, ved dit erhverv gør det er vanskeligt.
SvarSletAltid dejligt at børnene trives/har det, så har vi som forældre det fantastisk :-)
Abildjyde, ja med vekslende arbejdstider bliver det svært med ensartet rytme. Forældre har det godt, når børnene har det godt, sådan er det bare om de er 1 eller 30 år :-)
SletSå god lesning, Lene. Jeg kjenner igjen tankene rundt det å ha voksne barn, og gleden man kjenner rundt akkurat det. Jammen har man mye å lære av dem.
SvarSletGod frimandag!
(Jeg har frimandag etter jobbehelg. Har tenkt meg på skogtur med venninne for å leite etter tyttebær og sopp.)
Elisabeth, tak og en god frimandag til dig også. Jeg måtte lige google sopp, nu ved jeg så at det er svampe på norsk :-) God skovtur til jer
SletÅh, hvor kan jeg genkende dine tanker - det var i mange år mit største og nærmest eneste mål her i livet at overleve til min datter kunne klare sig selv. Jeg var alene med hende de første 10 år af hendes liv, så der var ingen til at tage over, hvis der skulle ske noget med mig - en tanke, der virkelig kunne fylde mig med gru.
SvarSletDa vi nåede dertil, hvor du har haft dine tanker lige nu, var det en stor lettelse. Ikke at jeg gerne vil dø, selvfølgelig, men at vide, at ens barn er blevet voksent og selvstændigt og kun vil savne, men ikke lide afsavn, når man engang er væk.
Ellen, dine ord supplerer så smukt mit indlæg, tak. Jeg kan jo ikke sætte mig ind i netop de tanker omkring at være ene med sit barn, men jeg kan sagtens følge dig i den følelse at vide, at nu kan de klare sig selv. Og et eller andet sted giver det en frihed for os :-)
SletHvor er det dejligt, at du har fået styr på det hele :) Jeg har altid haft det nemmere med at slippede ungerne løs - de har stort set klaret sig selv, fra de kunne. Tjent egne penge, selv snakket med banken, selv sparet op til at flytte og få kørekort, selv ja alting har de klaret selv og jeg har været overbevist om, at de kunne. Lige nu er der ekstra ro - alle tre er i gang med den uddannelse de ønskede, så det føles ekstra godt i maven.
SvarSletGod dag til dig - og selvfølgelig er 8½ time nok - jeg kan ikke huske, hvornår jeg har sovet 8 timer i et stræk sidst ...
Helle, mine har også i meget lang tid klaret ting selv, og vi har troet på, at de kunne. Det er bare først nu, at jeg for alvor mærker det i min krop :-) Og jeg er vågen 3-4 gange i løbet af en nat, men har kunnet falde i søvn igen, skønt.
SletSkønne tanker. Jeg er der også lidt, men det ændrer sig igen når man bliver bedstemor. Så kan ens erfaringer bruges igen på en helt anden måde og specielt til at fortælle de unge, at uanset hvad andre - både fag og lægfolk mener - tænker- siger- så er de gode forældre. Faktisk de bedste barnebarnet overhovedet kan have. At det så også er helt rigtigt er en helt anden side af sagen og alle bekymringer pga datterens Aspergers syndrom er gjort til skamme. De supplerer hinanden fantastisk. For resten- mht til brændenælderne- så vent med at tage den store kage op til marts måned. Der har rødderne ikke rigtig fat- der er stort set ingen blade og du kan bare skrælle brændenælderne af. Du kan evt markere området og tage resten med en plæneklipper.
SvarSletKarin, det må være skønt at se ens børn blive forældre og at se, at de trives med det. Jeg har vist brug for at få brændenælderne væk nu, jeg kan ikke komme til træer og buske, men tak for rådet ;-)
SletHvor er det dejligt at høre, at børnene har gang i noget godt. Jeg krydser fingre for, at datteren får job, som hun ønsker eller kommer i gang med sit eget.
SvarSletJeg ville ønske, jeg kunne blive bedre til at gå noget før i seng, når nu jeg ved, jeg skal op kl. 6. Det ville gavne på overskudskontoen, tror jeg.
og PS: Og hvor er det godt at læse om din glæde. Jeg synes ikke, det er så længe siden, at du var lidt nede i en bølgedal.
SletConny, glæden hænger både sammen med børnene OG mere søvn :-) så du må i gang med at sove
SletOg jeg er et menneske, som stemningsmæssigt kører op og ned i bølgedale, dog aldrig ud i ekstremerne :-)
SletHvor er du bare en god mor, som du fortæller om dine tanker om dine børn. Sådan skal det være! Jeg har ikke selv børn, men hvis jeg havde, ville jeg ønske, at jeg kunne tænke på dem på samme måde. I parentes bemærket ville jeg ønske, at min mor havde tænkt ligeså.
SvarSletTak Hanne, jeg har til tider også været lidt for meget hønemor og curlingmor, godt jeg har haft en mand og to børn, som kunne sige fra :-)
SletEn god nattesøvn gør underværker.. og noget der er ændret.. det kunne jo osse være efteråret der har indfundet sig for BRRR hvor er det blevet koldt på ingen tid...
SvarSletOverleveren, jeg var ude at gå i morges, det var dejligt køligt og jeg går stadig i bare tæer og tynde toppe herinde :-)
SletLene – endnu et indlæg som rører mig på en ganske speciel måde. Det må være ganske særligt at komme til det punkt hvor man føler at ens børn KAN klare sig selv. Mine egne børn er ikke gamle nok til at jeg er kommet dertil endnu, det varer nogle år. Dine børn er lidt ældre end jeg var, da jeg mistede først min mor og ca 1½ år efter også mistede min far. Jeg kunne heldigvis også klare mig selv OG havde rigtig mange fantastiske mennesker omkring mig, særligt en familie i min families vennekreds støttede på en helt igennem fantastisk måde. Det er i disse dage 25 år siden at min far døde. Vejret de seneste dage har mindet så meget om vejret i hans sidste dage. Det har endnu en gang vist mig hvordan kroppen og sindet husker via vejr, dufte, stemninger osv og sender en tilbage i tiden. Fortsat god mandag KH Anette
SvarSletTak Anette, og hvor var det godt at der var mennesker omkring dig, der ville dig det bedste. Selv om man kan klare sig selv, så ændrer det ikke på, at det at have sine forældre omkring sig burde være en menneskeret indtil man er så gammel som mig. Ja der er mange ting, der kan sætte minderne i gang. Varme tanker fra mig til dig :-)
SletDet var en dejlig laesning som fik humoeret en god del grader op. Tak for det.
SvarSletSelv tak Lin :-)
Slet