Dagen i går blev nøjagtig lige så dejlig, som jeg forventede. Vi var 10 “ældre gråhårede “ sygeplejersker, vel var vi ej; vi var 10 skønne kvinder i vores bedste alder. Alle er født i årene 1958,57, 56 og 55, og alle så brandhamrende godt ud. Sygeplejen er en stor vifte, i går var der hjemmesygeplejerske, narkosesygeplejerske, intensivsygeplejersker, oversygeplejerske, afdelingssygeplejerske, projektsygeplejerske, operationssygeplejerske, dagkirurgisk sygeplejerske, uddannelseschef og så mig som repræsentant for apopleksien. Egentlig blev der ikke snakket så meget sygepleje i detaljer, men mere de overordnede forhold, arbejdsmiljø, udviklingsmuligheder og selvfølgelig også tilbageblik til dengang i 1977, da vi startede som sygeplejeelever. Og sammen forsøgte vi at tænke på alle dem, vi havde gået sammen med, hvordan var det gået dem i livet.
Vi startede med at få formiddagskaffe på terrassen, solen skinnede ihærdigt på os, så parasollen måtte slås op. Snakken gik livligt, og da formiddag blev til eftermiddag, hoppede vi i biler og kørte ned til Gudenåen og gik tur i Vorup enge, bisonokserne fandt vi ikke, men stierne langs Gudenåen indbød til gode snakke, og vi fik lidt styr på hinandens liv. En del er blevet mormødre og farmødre, nogle af os har endnu det til gode, nogle er blevet skilt, mens andre stadig er gift med kæresten, som de fandt undervejs eller før sygeplejeuddannelsen.
Dagen blev afsluttet hjemme hos min elevkammerat, som havde arrangeret dagen, hvor vi fik lækker aftensmad, og ikke på noget tidspunkt gik samtalen i stå. Det funderede jeg over, mens jeg kørte hjem. For vi er jo ikke de samme, som vi var dengang, vi har hver især mødt udfordringer i livet, som har præget os, og alligevel kunne vi snakke sammen som dengang. Nogle af os ser kun hinanden den ene gang om året, og for mit vedkommende er det kun to år siden, at jeg genoptog samværet efter en årelang pause. Faktisk var det ikke de her elevkammerater jeg var mest sammen med under uddannelsen, men jeg føler en samhørighed og en fælles grundtone fra dengang, og den gør mig glad. Så næste år kommer de op til os, og vi kom frem til, at det så er 25 år siden sidst de besøgte mig. Det glæder jeg mig til.
Sikke en dejlig dag, du havde i går. Det må være fantastisk at samles igen så mange år efter og udveksle erfaringer og minder. Sjovt at du nævner en palette af sygeplejersker
SvarSletHanne, den hårde kerne har faktisk mødtes siden vi blev færdig i 81. Jeg har bare ikke været med til så mange af de komsammener. Og vi er en bred palet :-)
SletSådan noget kan jeg godt misunde dig en lille smule - lyder som en meget givende dag på alle fronter.
SvarSletEllen, jeg er rigtig glad for at have genoptaget den kontakt, og for mig gælder vist det samme som Pollyanna skriver i sin kommentar :-)
SletLyder som en skøn dag :-) jeg skal være med min gymnasieklasse om 2 uger vi er mødtes ca hvert 5 år og jeg glæder mig KH Anette
SvarSletAnette, det var en dejlig dag, god dag til dig :-)
SletSikke en dejlig dag du har haft Lene...jeg mødes ikke med gamle skolekammerater...til gengæld både Eddie og jeg kontakt med det fødselsforberedelseshold vi gik på, da vi ventede Jeppe. i starten sås vi 4 gange om året og havde børn med...nu er børnene stoppet ;-) og vi ses "kun" to gange årligt.
SvarSletAnne, folkeskole og gymnasiekammerater har jeg ingen kontakt til og er faktisk heller ikke som sådan interesseret i det. Det lyder dejligt med jeres fødselshold, I er ikke de første jeg har hørt om, hvor man fortsætter selv når børnene stopper :-)
SletJeg synes, jeg har oplevet, at jo tættere relationen er på den jeg er i dag, jo mere vellykket bliver gensynet - hvis det giver mening. Ved gensynet med min folkeskoleklasse blev vi hurtigt sat i de roller og båse, vi havde dengang. Gymnasieklassegensynet var mere åbent og genoplivningen med studieveninderne er en ren fornøjelse.
SvarSletPollyanna, jeg kan sagtens følge dig i den betragtning, og for mig er glæden helt sikkert forbundet med, at vi er i samme fag med alle de drømme og visioner, vi havde dengang, vi startede :-)
SletDet er en gave at have mennesker i sit liv, som man har kendt i de unge dage. Det er noget, jeg prioriterer højt.
SvarSletOg netop årgang 58 er jo en af de gode.....
Eva, årgang 57 var nu heller ikke værst ;-) Det sjove er, at det faktisk så er de eneste fra dengang jeg har lyst til at se. Jeg har ingen veninder, men har kvindeselskabet gennem søstre, svigerinder og kolleger. Måske derfor nyder jeg dobbelt meget at have fået kontakt igen med mine elevkammerater og den kontakt jeg har her i blogland :-)
Slet