Ni år

Høstvejret lader vente på sig, vi fik en dag i søndags. Nu kan vi så vente på de næste tørvejrsdage; der skal komme to dage med vind og varme, før end mejetærskeren kan køre ud igen. Vi kan ikke gøre noget ved vejret, så nu er landmanden taget til hundetræning, vi nåede lige at snakke lidt sammen, for jeg havde lang dag på arbejde.

Personalemøde på en arbejdsplads, hvor der altid er nogen på arbejde, kan være svær at afholde. Indtil nu har vi holdt det fra 14 – 15.30, så delte dagvagt og aftenvagt tiden mellem sig, men realiteten var, at dagvagterne sjældent nåede ind til mødet. Dels fordi der kom nye patienter, dels fordi andre patienter skulle overflyttes eller udskrives på det tidspunkt. Vi holder enkelte aftenmøder, typisk, når vi har noget ekstra på programmet og så forvandler vi det også til en faghyggeaften. Nu er vi begyndt at holde mødet fra 15 – 16.30, og det nyder alle, for nu kan de, der kommer, være fuldt til stede og vi er i et lokale væk fra afdelingen, så vi stresses heller ikke af travlheden på afdelingen.

Det skal ikke være en hemmelighed, at det har været hårdere, end jeg troede, at være i min nye stilling, hvor jeg både har ansvar for det overordnede studiemiljø for elever og studerende, ansvaret for at personalet er opdateret med den nyeste viden og kompetenceudvikles og ansvaret for at sygeplejen i afsnittet udvikles. Jeg vidste godt, at det handlede lige så meget om mine forventninger til mig selv, om at jeg gerne vil se resultater med det samme, og at jeg gerne vil leve op til mine kollegers forventninger om, at jeg stadig havde fingeren på pulsen. Jeg er blevet bedre til at sige, det må vente. Jeg øver mig i at finde et system, som gør tingene nemmere at overskue, jeg øver mig i ikke at lade mig fange i spændende sygeplejeproblemstillinger, når jeg har bestemt, at dagen skal bruges på skrivebordsarbejde (jeg kan snakke sygepleje dagen lang). Der er plads til forbedringer. I dag gik jeg hjem med en god fornemmelse, de sidste par dage har været gode, ikke fordi jeg ikke stadig er træt, for det er jeg, men jeg satser på, at det forsvinder. Jeg har fulgt en kollega, jeg har sparret med andre kolleger, jeg har fået undervist flere kolleger, jeg har fået vinget af på to-do listen, og i morgen er der atter en dag.

I dag er det ni år siden, jeg startede denne blog, jeg sprang ud i blogverdenen med ingen forventninger, andet end at jeg gerne ville blive bedre til det skriftlige og forsøge at få reflekteret over min hverdag(og i linket kan man læse at vi var færdige med høsten d.1. september). Jeg er startet på instagram, det har ikke fanget mig, jeg lægger billeder ud, men jeg får ikke den refleksion ud af andres billeder, som jeg gør ved ord i blogform. Sådan er det, det er to forskellige kommunikationsformer, jeg er dog glad for, at jeg kan følge de bloggere, som jeg har fulgt fra starten af og som nu faktisk kun er på instagram.

Vaskemaskinen snurrer, opvaskemaskine er tømt og fyldt, jeg har drukket te og slappet af.  En ganske almindelig tirsdag, som gør mig glad. God aften til dig.

Billederne er fra den ene høstdag, vi fik i søndags.