I believe I can fly

I believe I can touch the sky

Jeg er træt og meget glad. Vi har haft en fantastisk skøn dag i dag. Igennem 20 år har regionens sygeplejersker afholdt Sygeplejesymposium hver andet år. Forrige år var jeg med for første gang sammen med to kolleger og hørte mange gode indlæg, blandt andet min leders præsentation af sit masterprojekt. I år skulle jeg så selv på sammen med mine to kolleger og fortælle om vores projekt og havde også en poster på symposiet. Vi skulle præsentere vores foreløbige fund om eftermiddagen og havde sommerfugle i maven. Formiddagens program blev indledt med fælles oplæg, først af vores professor og leder af forskningsenheden for sygepleje. Han gjorde det som altid godt og kunne oplyse, at halvdelen af de mundtlige præsentationer i dag var fra det forskningsprogram, som han har stået spidsen for, med henblik på at bringe forskning og udvikling ud på de enkelte afdelinger og tage afsæt i de områder, vi ønskede undersøgt.

Dernæst kom professor Marit Kirkevold fra Norge på podiet. Jeg har aldrig hørt hende forelæse før, men jeg har læst flere artikler af hende, for hun har forsket meget i apopleksipatienters forløb og i sygeplejerskens rolle i sygepleje til mennesker med apopleksi. Derudover har hun forsket i sygepleje  og sygeplejens udfordringer. Hun sluttede af med sin forskning indenfor apopleksi, og det passede som fod i hose til vores projekt. Min leder var resolut, tog et handsout af vores projekt og gik hen og inviterede professoren op til os og gav hende vores handsout. Bagefter kom professoren hen til vores poster, hvor vi talte om vores projekt og så troede vi, det var det. Vi var vældig stolte af at få anerkendelse fra hende.

Eftermiddagen kom og vi sluttede præsentationerne af i den sal, vi var i. Det gik rigtig godt, vi supplerede hinanden godt. Og vi kunne godt mærke, at vi har brugt mange timer sammen og med at diskutere vores analyse. Vores dygtige vejleder, som er forsker, sad og smilte undervejs og tog billeder. Jeg havde set, at bagerst i salen sad en person, som lignede professoren fra Norge, men det havde mine to kolleger ikke. Så da der var tid til spørgsmål og de opdagede, at det var hende, der ville spørge os om noget, så kiggede de lige på hinanden og tog en dyb indånding. Vi fik en rigtig god dialog med hende, og bagefter kom hun igen hen til os for at sige, at det var et vigtigt stykke arbejde, vi havde gjort. Vi kunne nærmest flyve, og da vores leder, vores vejleder og andre gode kolleger også roste os, ja så var dagen nærmest fuldendt.

Nu er jeg hjemme igen. ved siden af mig ligger min nye telefon, som skal nærstuderes. Min gamle mobil blev syg i går nat og om det var det, der vækkede mig, skal jeg lade være usagt. Men fordi den intet ville og fordi jeg ikke syntes, jeg kunne undvære den næste dag, ja så brugte jeg noget af natten på at lede efter en af de gamle mobiler. Den fandt jeg ikke, og søvnen og jeg fandt heller ikke hinanden. Det blev en hård kursusdag i går med ingen søvn siden klokken 3, og bagefter måtte jeg ud og købe en telefon. Jeg skulle jo lægge vores præsentation ud på USBstik, og uden mobil kunne jeg ikke komme på min arbejdsmail eller min arbejdsplatform, fordi der sendes koder til den. Bagefter skulle jeg forberede mig til i dag, så selvfølgelig var jeg så overtræt, at jeg ikke kunne falde i søvn. PYT, vi har holdt oplæg for Marit Kirkevold og andre, det er stort!

God 4, majs aften. Håber du husker at tænde lys i vinduerne.