Memento mori

“Husk at du skal dø” er den mest populære oversættelse af det latinske ord. Egentlig står der; husk at dø, men meningen er, at vi skal huske på, at vi er dødelige. Og så ligger det lige til højrebenet at tænke; derfor husk at leve.

Ordet brugte en af vores informanter i forbindelse med at få en blodprop, det at man bliver mindet om, at man er dødelig, at livet ikke varer evigt. Og hvad skal vi så bruge det til? Svend Brinkmann var inde på det i sine første bøger, Stå Fast og Ståsteder. Her kommer det i forbindelse med ikke altid at skulle være positiv, når ulykken/trælse hændelser rammer. Man må gerne brokke sig, sige fra, men til sidst må man også lægge det fra sig, sige pyt og så se op og finde noget, der er værdifuldt at fylde i sit liv, fordi livet ikke varer evigt (min fortolkning af bøgerne).

Som afslutning på symposiet i fredags kom Søs Egelind med sit foredrag Kræft, Trit og Retning. Hun var fantastisk, tænk at kunne holde en hel sal fangen i en time med latter, tårer i øjenkrogene og eftertænksomhed at gå hjem med. Søs tog udgangspunkt i sin kræftsygdom, tog os med gennem forløbet og dermed også da hun fik en anden kræftsygdom oveni den første. Sidste år blev hun kåret som årets optimist, og det var også denne tilgang, som hun selv mener, der reddede hende. Som hun sagde, det kan jeg jo ikke sige med sikkerhed, og nej, det kan hun ikke, for jeg har også oplevet mennesker med en positiv tilgang til livet og til det at have kræft, som ikke overlevede. Men jeg er sikker på, at det er det, der gør, at hun i dag kan holde foredrag om det og at hun virker til at være kommet helskindet igennem et forløb på trods af, at hun stadig i dag har bivirkninger efter behandlingerne.

Når man er til foredrag, bruger nogen at slutte af med en slides med Tak Home Messages. Det gjorde Søs Egelind ikke. Der var slet ikke nogle Power Points slides. Der var kun en kvinde på en scene, og hvilken kvinde. Men noget af det jeg tog med hjem, det var netop dette med at livet varer ikke evigt, og Søs Egelind symboliserede det med at tage et målebånd fra IKEA, 100 cm, symbolet på et menneskeliv. Hun rev de første 60 cm af, da hun i år bliver 60 år. Derefter blev hun enig med sig selv, at på en god dag kunne hun nok blive 86 år og så rev hun de sidste 14 cm af. Så stod hun med 26 cm, det synede så lidt og så sagde hun, jeg vil have mest ud af hver millimeter af mit liv, og hun mente, at det måtte man hver især gøre op med, hvad det så kunne være.

Jeg har før været inde på det, at jeg ikke har behov for at opleve al Verden, men skulle jeg dø i dag, ville jeg sige, at jeg har haft et godt liv. Og indimellem tænker jeg også, hvad drømmer jeg egentlig om? Jeg dagdrømmer meget, men det er ikke realistiske drømme, det er drømme, der bearbejder mit liv og giver mig en ventil til at tænke helt anderledes, og nogen gange bruger jeg delelementer i dagdrømmene i det virkelige liv. Men hvad drømmer jeg egentlig om? Hvordan skal mine 25 cm liv være, hvis vi antager, jeg bliver 86 år? Se det tænker jeg på i disse dage. De tanker satte Søs Egelind gang i.

Jeg husker også, at hun talte om forskellige måde at reagere på, når man får kræft. Og hun var glad for sin egen reaktion, nemlig at være nysgerrig på forløbet. Søs Egelind fortalte om en novelle af Karen Blixen om et skibsbrud. En var kommet op i en redningsbåd modsat andre, der druknede omkring vedkommende. Han rejste sig op og råbte mod himlen: “Hvorfor mig?” Hvortil en anden i en anden redningsbåd rejste sig og råbte: “hvorfor ikke” Og jeg kan stadig se Søs Egelind spille disse to i hver sin redningsbåd; hvorfor mig, hvorfor ikke.

Det har egentlig altid været min holdning, at man skal ikke bruge tid på at spekulere på, hvorfor rammer det mig, hvad har jeg dog gjort, det her er uretfærdigt. For ville det være mere forståeligt, hvis det var naboen eller ham den dumme nede om hjørnet? Ville det være mere retfærdigt? Livet er ikke retfærdigt, livet er her og nu, vi er tvunget til at leve det. Alternativet er formentlig ikke bedre.

Og så går jeg tilbage til Svend Brinkmann, for han vil med sine bøger, at vi skifter fokus fra os selv til det at være sammen med andre. Hvad kan vi gøre for andre? Søs Egelind bruger sin egen oplevelse og sine evner som skuespiller til at give andre en forståelse for, hvad det vil sige at være ramt af kræft. Hvad skal vi som sygeplejersker tænke på, når vi plejer et sygt menneske. Og det store take home message fra hele symposiet var i mine øjne det, som forståelsesrammen Fundamentals of Care netop pointerer, sørg for at du ved, hvad patienten tænker, samtidig med at du bruger din faglighed til at støtte patienten i hans valg. Etabler en relation, så patienten har tillid til dig. Find ud af hvordan netop denne sygdom påvirker netop denne patient. Hvad har han brug for at vide og lære for at kunne mestre denne sygdom?

Og netop disse sidste ord giver mig en forståelse for, hvorfor jeg har så svært ved at slippe de oplevelser, jeg havde i en hård Store Bededagsweekend på arbejde. Jeg nåede nemlig aldrig til det at give patienterne mulighed for at udtrykke deres angst og bekymring, fordi der var så travlt, og fordi de fysiske behov hos patienterne måtte prioriteres over de psyko-sociale behov. Og jeg blev så glad, da jeg i en audit af sygeplejejournaler efterfølgende læste, at en kollega havde haft tid til en aften efter weekenden at spørge en af dem, jeg passede; hvorfor tror du, at du er så urolig (patienten var hele tiden på vej ud af seng/stol med fare for at komme til skade) Patienten svarede, at det vidste vedkommende ikke, og de nåede måske ikke frem til en årsag, men de fik snakket om det, og måske hjalp snakken og anerkendelse af det vi så, patienten.

Søs Egelind afsluttede sit foredrag med at vise en video med en sang, som hun har skrevet tekst til og også har instrueret: Et øjeblik. Giv dig selv et øjeblik og nyd en smuk sang. God søndag til dig.