Dygtig, du er så dygtig

De sidste to hunde, vi har haft på gården, har i den grad udfoldet landmandens evne for hundetræning. Det er en fornøjelse at se mand og hund sammen og den forbundethed der er uden ord. I går aftes fik jeg lov til at se noget af træningen på græsplænen.

De træner rapportering, som er en udvidet udgave af apportering og søg. Endemålet er at Ayla skal gå med en bringsel om halsen, når hun bliver sendt ud for at finde et nedskudt vildt. Når hun så finder det, tager hun bringslet i munden, kommer tilbage til landmanden og viser ham vej ud til vildtet.

Lige nu er de der, hvor bringslet ligger ovenpå et dyreskind, Ayla bliver sendt ud for at finde skindet, og når det er fundet, kommer hun tilbage med bringslet. Herefter støtter landmanden hende i at finde skindet igen, uden at han viser vej, det gør han både med ord og tonefald. Og hun er så dygtig.

Der belønnes med både anerkendende ord, klap, kærtegn samt godbidder. Og Aylas hale har vældig travlt med at vise al den glæde, en hund kan rumme.

Anerkendelse er altid rart, det stiver selvtilliden af, det ansporer en til at blive bedre og det kan også være en direkte feedback på de ting eller ord, der er gjort/sagt. Dog skal det nødigt blive drivkraften i ens liv, så man kun har det godt, når man får anerkendelse. Hele mit liv har jeg arbejdet med at turde tro på, at jeg er god nok, også uden at jeg hele tiden får anerkendelse. At turde hvile i mig selv som den jeg er og ikke forsøge at være som den, jeg tror, andre mener jeg er eller skal være. Jeg synes, jeg er der, hvor jeg ved hvad jeg kan, men også ved at jeg ikke er en isoleret ø, så jeg har som alle andre brug for samspil - modspil - medspil. Jeg er helt klart en af dem, der fungerer allerbedst sammen med andre om opgaver. Så det er sjovt, at jeg egentlig er så alene, som jeg er, meget af den tid, jeg ikke er på arbejde. Det udfordrer mig, og det er vel også en af grundene til, at jeg oprindeligt startede min blog i tidernes morgen - at få kontakt med andre mennesker selv om jeg bor herude på landet, langt væk fra menneskemylderet.

Ayla og landmanden er kørt ud igen efter pausen. I dag bliver de sidste kartofler lagt, og det er derfor også slut med at smøre eftermiddagsmadpakker. Dem genoptager vi, når kartoflerne skal tages op i august, september og oktober (især de sidste to måneder). Nu vil jeg tage mig sammen til at nå noget af det, jeg faktisk gerne vil på denne fridag. Han en god tirsdag.