torsdag, maj 10, 2018

Et øjeblik

  • Ayla og landmanden har travlt, der er lange arbejdsdage i marken og den ugentlige fridag bruger de på træning eller prøver. Ayla ser ud til at blive lige så god som Istvan. I weekenden var de til prøve i 3 timers 400 meter Schweissprøve. Her er der lagt et blodspor ud på 400 meter, 3 timer før hunden skal følge sporet. Det går gennem skoven, der er knæk på, og hundeføreren er nødt til at stole på sin hund, som er i lang line, at den kan holde sig på sporet, for føreren kender ikke ruten. For at bestå skal man have en 1. præmie, og det lykkedes. Så det var to trætte makkere, som kom hjem til gården.

DSC_0060

  • Som alderen går kommer der skavanker til, for nogen flere end for andre. Jeg har hele tiden vidst, at jeg på ét punkt lignede min far, og det mærker jeg nu. Jo ældre han blev, jo mere fik han svedudbrud efter aktivitet, det være sig gåture, havearbejde, tømmerarbejde osv. Og hans ældste datter ligner ham. En halv times støvsugning har betydet, at jeg som en anden bokser i ringhjørnet sidder med håndklædet om nakken, tapsveder, drikker vand og forsøger at finde tilbage til grundformen. Jeg hader det! For det samme sker på arbejde, et enkelt sengebad eller værre endnu at have hjulpet en patient med brusebad, og mine kolleger bliver dybt bekymret for mig, for sveden løber ned over ansigtet. Og jo varmere det bliver udenfor, jo værre bliver det. Og det kommer ofte forsinket, så jeg kan sagtens være gået i gang med noget andet, før vandfaldet starter.

DSC_0059

  • Jeg nyder dog solen udenfor, og døre og vinduer står åben, så jeg kan nyde fuglesang og frisk luft strømme ind. Når ringhjørnet forlades, går jeg videre med rengøring af de rum, jeg står for. Der er ikke rengøringshjælp i denne uge, så derfor har jeg måttet støvsuge overalt. En gård med en aktiv landmand og hund sætter sine spor. Det er ikke altid, de tænker på, at de slæber jord ind. Jeg satser dog på at holde en pause på terrassen, for selv om jeg ikke er til solbadning og hellere vil ligge i en sofa i mine pauser, så har vi alle brug for sol. Måske kan jeg kombinere det med lidt læsning som i søndags.

DSC_0058

  • Ugens arbejdsdage har været fyldt med møder, kontorarbejde og kursus. Indimellem føler jeg mig mere som en sekretær, når jeg laver dagsordener, sender mødeindkaldelser ud, reserverer lokaler til kurser og møder og besvarer mails. Men nogen skal jo gøre det, for undervejs i den proces får jeg også reflekteret over, hvad indholdet skal være eller hvad jeg mener. I morgen arbejder jeg hjemmefra, for vi har en del instrukser, som skal opdateres, og måske bliver jeg mindre forstyrret og kan arbejde mere koncentreret ved at være hjemme. Det er i hvert fald intentionen. Derfor skal huset også være i orden, så jeg ikke bliver distraheret af det.

DSC_0061

  • Gåture skal dog være plads til både i dag og i morgen. Og jeg nyder i fulde drag, at de lyse aftener giver mulighed for sene gåture. Det sjove er, at dem kommer jeg ikke til (endnu) at svede af, måske fordi jeg bliver kølet ned undervejs, når det er om aftenen, jeg går. Ha en god Kristi Himmelfartsdag.

11 kommentarer:

  1. Det er en rigtig dejlig tid. Jeg nyder også de længere og lysere aftener, hvor jeg kan komme ud og gå i skoven, som er så smuk nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pia, det må være dejligt at have skoven tæt på dig. I aften kom jeg så ikke ud pga regnvejret.

      Slet
  2. Nårh, dygtig hund 🐕😊 Kamelen ville kun kunne finde ud af at følge sådan et spor, hvis nogen havde slæbt et æble ... Øv, jeg føler med dig. Jeg er netop i dette forår begyndt at få hedeture. Det er virkelig ikke spor sjovt 😟

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten. Ayla har næse for den slags :-) Ja jeg havde mest problemer med søvn, da jeg gik i overgangsalderen. Men det er ikke sjovt, og mine hedeture kommer nu kun, når jeg er træt eller stresset, så en skønne dag er du på den anden side.

      Slet
  3. Dygtig hund :-) Og hundeejer.
    Åh, hvor jeg kender det med at svede. Jeg som aldrig har haft en hedetur, da jeg var i overgangsalderen. Det er kommet på mine gamle dage. Går det mon ikke over igen?

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, tak :-)
      Egentlig trøster det mig, at du også kender til det. Men jeg håber det går over igen.

      Slet
  4. Hanne, vi må sørge for at få svedt af inden vi skal videre med opgaverne.
    Ayla elsker at træne, hun kan nærmest ikke vente til det er hendes tur.

    SvarSlet
  5. Ros til både hundetræner og hund :-)
    Er det bare alderen?! Jeg troede jeg var gået i en ny form for overgangsalder. I den første og formentlig egentlige overgangsalder havde jeg kun tørre hedeture, mens jeg nu kan få svedeture, så det driver af mig, hvilket er yderst irriterende! Det er en ganske lige som Betty, kan jeg se, men det er altså fint at vide, at det er helt almindeligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen.
      Tjah hvad ved jeg :-) Jeg kan ikke finde noget via google om svedetendens og alder, det beskriver det ved overgangsalderen, og den mener jeg at jeg er over. Men godt at høre at I andre også har det.

      Slet
  6. På en måde er det jo godt, at du kender sved-fænomenet fra din far, - ellers ville du måske blive bekymret over det. Men irriterende må det være.
    Jeg er imponeret over, at du er så god til at holde fast ved dine gåture. Jeg skal da love for, at du får noget fra hånden, så det ville måske være fristende at slække lige netop der.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, lige nøjagtig.
      Tak, jeg forsøger, men der er dage hvor det absolut ikke lykkes. Min vægt er støt opadstigende sammen med mit taljemål, så noget skal der ske :-)

      Slet