fredag, maj 08, 2020

Arbejdshelligdag

Store Bededag er i gang. Min datter spurgte i går over de varme hveder, hvorfor vi havde Store Bededag, og jeg kan nu læse mig til, at jeg gav hende det forkerte svar. Jeg har nemlig altid troet, at Store Bededag var erstatning for alle de helligdage for helgener, som Martin Luther fjernede ved reformationen. Sådan forholder det sig ikke.

Store Bededag er en dansk helligdag, den findes ikke andre steder. Det var en dag tænkt til bod, bøn og faste. Efter at Martin Luther havde afskaffet de mange helligdage for konger og helgener, fik kongerne senere  i urolige tider behov for dage beregnet til bøn for landet. Efterhånden blev der også mange af disse dage og de blev brugt mere på spil og druk end bøn, så de blev samlet til én stor bededag. Aftenen før ringede kirkeklokkerne som tegn til, at Store Bededag var begyndt, al handel og beværtning skulle lukke. Bagerne kunne derfor ikke levere friskbagt brød på dagen, derfor bagte de hvedeknopper dagen før, som kunne lunes/ristes på Store Bededag. Voila, her har vi vores varme hveder Store Bededagsaften.



I denne underlige tid, vi er i, kunne landet måske godt have brug for fælles bøn. Måske er fællessang, sammenhold og hensyntagen nutidens svar på en bøn for landet. Her hos os arbejdes der dog, derfor kan vi dog godt sende en tanke og en bøn af sted.

Landmanden er i gang med at lægge kartofler, medarbejderen pløjer. Jeg skal senere i gang med at få gjort vores artikel færdig til videre redigering hos vores vejledere. Vi havde vores sidste projektdag i går, og vi får ikke flere, så derfor er jeg nødt til at inddrage en del af min fridag i dag. Artiklen beskriver vores studie, som undersøgte, hvordan patienter efter et hurtigt indlæggelsesforløb på under 72 timer og med lette følger efter Stroke (blodprop/blødning i hjernen) oplever tiden lige efter udskrivelse. Som jeg tidligere skrev, blev artiklen afvist i første omgang, nu prøver vi et andet tidsskrift, så jeg krydser fingre for, at det lykkes. Vi er som også tidligere skrevet for længst videre og i gang med nye projekter, som skal sikre, at den viden vi fik, kan komme andre patienter til gode. Lige nu er alt dette dog sat på stand by.

Det er godt, at vi nu åbner op, erhvervslivet bløder og har brug for at komme i gang igen. I min lille verden havde jeg håbet på, at forsamlingsantallet blev opjusteret, men det sker tidligst d. 1/6.  Det betyder nok, at de tanker vi havde gjort os om så småt at få gang i vores opfølgningstilbud efter Stroke må skrinlægges.



Datteren blev kørt hjem i går aftes, hun var blevet kaldt på hjemmearbejde i går og skulle have rundet arbejdet af i dag. Hun er så sej, i går cyklede hun 19 km for at få massage af sin smertende nakke, ryg og arm efter dårlige arbejdssstillinger ved spisebordet i sommerhuset. Hvor andre ville få kuller af en måned alene i et sommerhus, så blomstrer hendes kreativitet og energi. Min symaskine er kommet op til hende, og hun redesigner sin mormors nederdel og sin egen gamle denimjakke fra teenagertiden med stoffer fra mormors patchwork-lager, som endte hos mig.

en smuk buket fra min kollega, da vi holdt projektdag her
Om lidt vil jeg nyde nogle minutter sammen med landmanden over en kop te og resterne af hvederne. Hundene slapper af i bryggerset,  de har vænnet sig til, at de ikke altid kan komme med traktoren. Jeg er dog helt sikker på, at hvis man lavede en undersøgelse af deres oplevelser om forårsarbejde på landet, så ville de ønske, at traktorer blev designet til, at to store ruhåret hønsehunde kunne være der.


Andre dyr på gården agerer på anden vis og besætter traktorer. En solsort har bygget rede i vores ældste og første traktor. Heldigvis har den gamle traktor gjort det arbejde, den skal her i foråret, så hun får lov til at ruge på sine fine æg. Landmanden tjekker nu dagligt de andre traktorer, som står udenfor, man ved jo aldrig, om rygtet om fri bolig er nået ud til andre solsorte.




God Store bededag til dig.

9 kommentarer:

  1. Spændende hvad du fortæller om storebededag/Store Bededag, Lene - det er nyt for mig.
    Jeg havde også håbet på, at forsamlingsantallet blev opjusteret, at man fx ville kunne komme i Zoologisk Have.
    Hvor er det spændende at din datter syr tøj om, og at hun bruger sin kreativitet.
    Pøj pøj med artiklen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Madame. Ja jeg tror det er rigtig hårdt for ZOO rundt omkring.

      Slet
  2. Jeg vidste godt det om St. Bededag, men jeg ved, at mange har det som dig, at de tror det om Reformationen.
    Jeg er ikke til bønner, men jeg sender gerne en venlig tanke til "noget" om at den forbandede virus ryger af h. til NU. Jeg har været ude for første gang siden 11. marts i dag, det er helt vildt, en følelse jeg har i kroppen. Jeg har besluttet, at ungerne må komme på besøg på terrassen nu, og jeg skal til frisør i morgen, jeg vil gerne klare det, inden for meget lukker op, så jeg lige kan se, hvordan smitten udbreder sig, for mere smitte vil der jo være. Ingen kan sige, hvem der kan tåle virus, og jeg har i forvejen nedsat lungefunktion, så jeg vil nødig have endnu mindre.
    Jeg elsker at være alene, men Lasse er jo hjemme om aftenen og i weekenden, men da han arbejde på Sjælland, nød jeg det, min hverdag nu er ikke meget forskellig fra den før.
    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og i lige måde, Helle. Hvor er det godt at du har kunnet være ude, og jeg forstår godt din beslutning om at have børnene på besøg. Vi mærker heller ikke så meget til det herhjemme.

      Slet
  3. Tak, Hanne og i lige måde. Massage og håndskinne har hjulpet, så nu passer hun på.

    SvarSlet
  4. Hvis jeg var blevet spurgt om St. Bededag ville mit svar have været som dit, nu er jeg blevet klogere tak.

    Pyha, kan mærke hvordan din datter lider med dårlige arbejdstillinger, jeg lider under ikke at have hæve/sænkebordet, min ryg, balder og nakke lider.

    Fase 2 - fase 3 etc. Der er lige så mange ønsker som vi er her i DK.for hvordan det hele åbnes igen. Jeg har valgt pyt knappen, og accepteret måden det bliver håndteret på, næsten. For mig skal det hele være sundhedsmæssigt forsvarligt, for ellers går det helt galt økonomisk. Det hænger sammen efter min mening.

    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Karin og i lige måde. Jeg kan heller ikke helt håndtere alle aspekter, selv om jeg undrer mig over hvorfor ZOO, som er udendørs, ikke må åbne før.

      Slet
  5. Tak for at gøre de fleste af os klogere - og sejt gået af din datter :-)
    Jeg synes også, det er fint de har åbnet mere, men jeg kan heller ikke helt få det til at hænge sammen, hvad restauranterne angår - de kan jo ikke leve af det, når de kun må være 10 (inkl. tjener og vel også kok). Og støtten kan de så ikke få, når der i princippet er åbnet? Lidt underligt, synes jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Ellen.
      Se det forstår jeg heller ikke. Det kan jo ikke køre rundt. Men om de godt må være flere, men som så skal være adskilt med to meter, det har jeg læst et sted.I Norge har de reduceret til 1 meters afstand.

      Slet