søndag, maj 17, 2020

At gå på må og få eller på kryds og tværs

gør mig glad. Der er ingen høretelefoner med lydbøger, musik eller podcast, der tager min opmærksomhed. Jeg bare går og går, krydser de store stier gang på gang i søgen efter de små stier. Nogen gange ender jeg udenfor klitplantagen og finder så en vej ind i plantagen igen.



Jeg skal huske, hvor godt det gør mig at gå i den lille del af Blokhus klitplantage, også kaldet hundeskoven. Her kommer jeg op og ned ad små stier og får dermed pulsen op og glæden frem ved at løbe op ad en smal sti og hoppe ned ad en anden smal sti. Her fandt jeg små sten med skønne citater og små blomster, som jeg troede var anemoner, men som andre har fortalt mig hedder Kornet Stenbræk



Der var andre end mig, der gik tur i plantagen, nogle snakkede jeg med, andre sagde jeg hej og smilede til og fik et smil tilbage.



I dag regner det, men inden da nåede landmanden at slå græs de fleste steder, og jeg fik gjort et bed pænt. Landmanden, pensionisten og akademikeren hyggede sig i går med bukkejagten både tidlig morgen og aften. De skød ikke noget, men fik så mange skønne oplevelser med dyr og naturen. Pensionisten kunne fortælle om to fasankokke, som ved fælles strategi jagede en stor hanræv væk, som ellers havde fået øje på dem som en lækkerbisken til natmaden.



Jeg var forlængst gået i seng, inden de fik snakket færdig over kaffen/teen i går aftes. Der holdes afstand og sprittes hænder, men de nyder hinandens selskab. Jeg fik til gengæld en lang snak med min mellemste lillesøster i telefonen og hørte nyt om mine niecers vej i livet. Det var hyggeligt og alt for sjældent, at vi gør det.



Inde i mit køkken står tre skoæsker, jeg har for første gang bestilt sko over nettet. Og typisk mig, så bare tanken om, at de nok ikke passer mig og jeg derfor skal til at sende dem tilbage og bestille nye, gør, at jeg ikke har prøvet dem endnu. Jeg har end ikke haft dem ude af æskerne. Nå, det når jeg nok inden søndagen er omme.


Søndag er min jeg-orker-ikke-at-lave-mad-og-det-er-okay-dag. Så nu spekulerer jeg på, hvad vi skal finde på, der er ikke så mange muligheder for take away omkring os. Eller også har vi bare ikke fået øje på dem.



Der er stille i huset, jeg kan kun høre det rolige åndedræt fra to hunde og en landmand. En søndag i ro, det trænger de til. jeg trænger til en gåtur, så nu skal jeg diskutere med mig selv om jeg blot skal tage tøjet og skoene på og gå en tur ud ad landevejen, eller om jeg skal tage bilen og køre 13 km mod vest og snuppe en tur i klitplantagen. Vi får se. God søndag til dig.


12 kommentarer:

  1. Endelig en som heller ikke gider forstyrrelser i ørerne, mens man går :) jeg kan bedst lide, som du, naturens lyde.

    Bare rolig - det er nemt at sende pakker retur i dag, der er som regel en label med i pakken, så du kan sende gratis og uden at skulle skrive navn på pakken. Den skal bare afleveres i en pakkeshop.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle. man kan jo ikke høre naturen :-)
      Det fandt jeg ud af, men jeg har stadig ikke prøvet skoene, jeg hader at finde sko :-)

      Slet
  2. Jeg er HELT færdig med at købe sko over nettet (fra firmaer jeg ikke kender navnet på) Sidste sommer havde jeg af flere gange set den pæneste sandal, og efter mange overvejelser blev de bestilt...spændingen var stor da de ankom...og skuffelsen endnu større. Plastic , og så store i overlæderet at det halve af foden var på gulvet(jeg har ikke en spinkel fod)Jeg blev simpelthen så arrig...skrev mail til firmaet....kunne kun få penge retur hvis de indgik i en anden handel...så konklusionen blev at de penge var tabt...Men kan se firmaet stadig eksisterer...blot under et andet navn, hvorfor pokker bliver de ikke stoppet. Håber du er mere hedig. Go´søndag herfra. P.s: heller ingen buk til familiens jægere her.

    SvarSlet
    Svar
    1. Joan, dette firma er et solidt dansk firma, og jeg har flere gange købt sko af det mærke (Green Comfort) i skobutikker. Og som Helle skriver ovenfor, så skal jeg ikke en gang betale porto for at få dem sendt retur. jeg mangler dog at prøve dem, det må blive i morgen.
      Så sidder dine jægere nok også ude i aften.

      Slet
  3. Jeg køber næsten alle mine sko over nettet. Jeg køber altid mærker, jeg kender i forvejen, og har kun gode erfaringer med det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Randi, godt at høre, og mærket kender jeg, men jeg tror min fod er vokset siden sidst jeg købte sko. Det er nemlig noget der sker sjældent, jeg hader at prøve og købe sko :-)

      Slet
  4. Nejda, ingen støj i ørerne, når man går tur i naturen - andet end naturens egen hyggelige støj. Jeg kan ikke forstå dem, der udelukker naturens lyde.
    Jeg har købt sko én gang over nettet og havde cirka den samme plasticoplevelse som Joan, så det var nok også sidste gang, jeg gjorde det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er sket at jeg har lytte til lydbog, men det er når jeg går 2,5 km ud ad vejen, jeg bor på og så hjem igen. Det kan godt blive lidt kedeligt.
      Jeg tror min oplevelse bliver anderledes, fordi jeg som skrevet til Joan kender mærket og har flere sko (udslidte og lidt for små) fra dem.

      Slet
  5. Dejligt med skøn natur til vandreturene, og selvfølgelig skal fuglene ikke overdøves. Musik er godt, men enhver ting til sin tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, det er et skønt område med ro til at høre blæsten, fuglene og det raslende underlag :-)

      Slet
  6. En vidunderlig tur du der har haft.
    Om der skal noget i ørene eller ej, for mig kommer det an på hvor det er jeg går tur. Og hvordan min sindsstemning er, når jeg bevæger mig ud. Er turen en gåtur, en tur med indtryk, og langt væk fra hvor andre går, så har jeg ikke lyd i ørene. Men er det en tur med interval, rundt på cykelstier og fortorve, steder hvor der er mange mennesker, for på den måde kan jeg koble fra. Undgå forstyrrelser udefra.

    Dejlige tanker og billeder fra en skøn søndag

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, lyd i ørerne kan nemlig skabe ro, hvis man mødes af mange sanseindtryk.

      Og tak :-)

      Slet